“Omkostningerne ved at vaccinere verden mod covid-19 kunne være mindst fem gange billigere, hvis medicinalfirmaer ikke skabte profit gennem deres monopoler på covid-19-vacciner”, skriver ngo’en Oxfam International i en pressemeddelelse den 29. juli.
I pressemeddelelsen forholder ngo’en sig til en analyse udarbejdet af The People’s Vaccine Alliance, der samler organisationer, som kæmper for lige adgang til covid-19-vacciner.
Det globale initiativ COVAX, hvis mission er at tilbyde covid-19-vacciner til folk i udviklingslande, køber vacciner til en pris, der fem gange højere end medicinalfirmaers omkostninger ved at producere vaccinerne, viser analysen.
Samtidig kan COVAX ikke skaffe nok vacciner til at nå i mål med at vaccinere alle mennesker i udviklingslande i år, fordi medicinalfirmaer prioriterer at sælge til rige lande, der er villige til at betale yderligere overpris.
– For at gøre en ende på denne pandemi har vi behov for en folkets vaccine. En patentfri, masseproduceret og retfærdigt fordelt vaccine tilgængelig for alle, rige som fattige, siger Sarah Dransfield, pressechef for Oxfam Great Britain, til Arbejderen.
“Begrænser udbuddet og kører priser op”
Medicinalfirmaers monopol på vacciner er i dag reguleret af TRIPS-aftalen. Den er indgået af Verdenshandelsorganisationen (WTO) og sikrer, at firmaer har patent på covid-19-vacciner. Dét betyder, at medicinalfirmaer råder over retten til at producere og sælge vaccinerne.
Fordi en håndfuld medicinalfirmaer har eneret til at producere de respektive covid-19-vacciner, mener Drainsfield, at monopol på vacciner fører til, at der ikke produceres nok vacciner. Samtidig sælges vaccinerne til overpris.
– Vaccineproduktionen holdes kunstigt nede og priser oppe ved at fastholde patenterne for de få selskaber, som har kunnet udvikle effektive vacciner hurtigst, forklarer Trine Pertou Mach, politisk chef i danske Oxfam IBIS.
Pfizer/BioNTech og Moderna, der er blandt verdens største medicinalfirmaer, som sælger covid-19-vacciner, har ifølge Oxfam International solgt 90 procent af deres vacciner til rige lande, der har været villige til at betale en pris, som er op til 24 gange højere end produktionsomkostningerne.
Samlet set viser analysen, at Pfizer/BioNTech og Moderna har opkrævet regeringer 41 milliarder dollars mere end omkostningerne ved at producere covid-19-vacciner.
– Vaccinemonopoler begrænser udbuddet og kører priserne op. De livreddende vacciner mod covid-19, der langt hen ad vejen er finansieret af offentlige midler, er blevet privatiseret og monopoliseret, så medicinalfirmaer har magt til at opkræve for høje vaccinepriser for at maksimere profitten, siger Sarah Drainsfield til Arbejderen.
“Udviklingslande skubbet bagerst i køen”
I Oxfam Internationals pressemeddelelse forholder ngo’en sig til beregninger, der viser, at det kan have kostet Pfizer/BioNTech og Moderna “så lidt som 1,2 dollars per dosis” at producere deres covid-19-vacciner.
Men i forsøget på at tilbyde covid-19-vacciner til befolkninger i udviklingslande har det internationale COVAX alligevel været nødt til at købe vacciner til en pris, der er omkring fem gange højere end medicinalfirmaernes produktionsomkostninger.
Hvis ikke det var for medicinalfirmaers monopol på covid-19-vacciner, der tillader firmaerne at hæve prisen, havde den mængde penge, som COVAX indtil videre har brugt på vacciner, været nok til at tilbyde en vaccine til alle mennesker i udviklingslande.
Vi opfordrer den danske regering til ikke at stille sig på Big Pharmas side.
Sarah Drainsfield, pressechef for Oxfam GB
Men på grund af de nuværende omkostninger kan COVAX “i bedste fald” kun sikre, at 23 procent af mennesker i udviklingslande vil være vaccineret, når året er omme, skriver Oxfam International.
– De nyeste tal viser, at det stadig er under én procent af befolkningen i lavindkomstlande, der er færdigvaccinerede. For hele det afrikanske kontinent er det 2,3 procent, oplyser Trine Pertou Mach fra Oxfam Ibis.
Sarah Drainsfield fra Oxfam Greater Britain mener, at manglen på covid-19-vacciner i udviklingslande er et resultat af, at medicinalfirmaer prioriterer at sælge til rige lande, hvis regeringer kan betale en højere pris, mens udviklingslande “bliver skubbet bagerst i køen”.
Skaber milliardærer
Drainsfield forklarer, at medicinalfirmaernes prioriteringer er med til at “skabe flere vaccinemilliardærer” fremfor at komme pandemien til livs. Trine Pertou Mach tilføjer, at alene “Modernas covideventyr har skabt fem nye dollarmilliardærer i løbet af pandemiens første år”.
- The People’s Vaccine Alliance er en koalition af næsten 70 organisationer samt en lang række aktivister, der har til formål at kæmpe for en folkets vaccine mod covid-19.
- Alliancens kampagne #Peoples Vaccine støttes af nuværende og tidligere præsidenter, sundhedseksperter, økonomer og religiøse ledere.
- Alliancen har udsendt en 15 sider lang rapport på engelsk kaldet Det store vaccinetyveri.
- Den anslår, at Moderna og Pfizer/BioNTech har fået en overbetaling på 41 milliarder dollars i forhold produktionsomkostningerne for selskabernes covid-19-vacciner af verdens lande.
- Den anslår også, at Danmark har betalt en overpris på 399 millioner euro for Modernas og Pfizer/BioNTechs vacciner, mens Tyskland har betalt en overpris på 5577 euro.
- Siden coronapandemiens start har profitter i medicinalselskaberne Moderna, Pfizer/BioNTach og CanSino medført ni nye vaccinemilliardærer med en samlet formue på 19,3 milliarder dollars.
Alliancens fem krav er:
- Vaccination af mindst 60 procent af verdens befolkning.
- Afskaf medicinalselskabernes patenter på covid-19-vacciner, behandling og teknologi.
- Massive offentlige investeringer i produktion af vaccine verden over.
- Gratis vaccine og tests og behandling.
- Øget global økonomisk støtte til at opgradere og udvide offentlige sundhedssystemer.
– Alt dette betyder, at der koncentreres en enorm rigdom ved nogle få selskaber og deres investorer, mens skatteborgerne ender med at betale for høj en pris for vacciner og får en for langsom udrulning af vaccinerne, fordi der produceres for få, uddyber Madsen og tilføjer:
– Vi mener i Oxfam IBIS, at det er uretfærdigt, at nogle få selskaber og investorer skal tjene milliarder på vacciner på bekostning af en forlængelse af pandemien.
Læs også
EU vil sikre egne firmaers dominans ved at opretholde patent på covid-19-vacciner
Skaber flere mutationer
Medicinalfirmaernes monopol på covid-19-vacciner, der tillader firmaerne at nedprioritere udviklingslande, har konsekvenser for den globale kamp mod pandemien, understreger Sarah Drainsfield.
– Ved ikke at vaccinere mennesker i alle lande så hurtigt som muligt vil mange liv på unødvendig vis gå tabt, og risikoen for, at virussen muterer og gør vacciner ineffektive, er meget større, forklarer hun.
Drainsfield henviser på en undersøgelse fra i år af 77 epidemiologer fra 28 lande. To tredjedele af epidemiologerne vurderer, at der er under et år til, at covid-19 vil være muteret til et niveau, som gør de nuværende vacciner ineffektive, hvilket ville kræve nye vacciner.
88 procent af de adspurgte epidemiologer mener, at vedvarende mangel på vaccination i udviklingslande vil føre til mutationer, der er bedre til at modstå vacciner.
– Der er ingen tvivl om, at delta-varianten også er en game changer på globalt plan, og lige nu accelererer spredningen af sygdommen over hele Asien og Afrika dramatisk. Dødstallene vil stige i udviklingslandene, og sundhedssystemer vil blive presset i bund, siger Trine Pertou Mach og fortsætter:
– Det forøger risikoen for mutationer, der potentielt set kan skade hele den eksisterende vaccineudrulning og forlænge pandemien unødigt og dermed også udskyde muligheden for at kunne komme sig over krisen og tænke på genopbygning og genåbning.
EU blokerer ophævelse af patent
I oktober 2020 stillede Sydafrika og Indien sig i spidsen for over 100 udviklingslande, som sammen anmodede om at ophæve patenterne på covid-19-vacciner, så udviklingslande selv kunne producere vaccinerne og vaccinere deres befolkninger hurtigere.
En række primært vestlige lande herunder USA og EU afviste anmodningen og argumenterede, at ophævelse af patenterne ville skade medicinalfirmaers fremtidige motivation for at forske, fordi de ikke ville kunne tjene den fulde profit ved salget af vaccinerne.
Siden har lande som USA og Frankrig dog ændret holdning og givet udtryk for, at de nu støtter ophævelse af patenterne. Men EU holder fortsat fast i, at medicinalfirmaer har ret til monopol på vacciner.
– Der er brug for, at flere regeringer, herunder også den danske, bakker op om forslaget. Vi må konstatere, at magtfulde regeringslederes tilgang hidtil har fejlet. Det kan de heldigvis nå at lave om på, når WTO igen til september og oktober skal diskutere forslaget om suspendering, understreger Trine Pertou Mach.
Læs også
EU: Parlamentet stemmer for at ophæve patent på vacciner, men Kommissionen stiller sig i vejen
Folkets vaccine
Ifølge Sarah Drainsfield er der behov for, at regeringer ophæver monopolet og insisterer på, at vaccinevidenskaben deles med producenter i hele verden.
– Det er den hurtigste og billigste vej mod global vaccination, men en håndfuld rige lande, især Tyskland og Storbritannien, blokerer det sammen med EU, kritiserer Drainsfield og fortsætter:
– Vi opfordrer den danske regering til ikke at stille sig på Big Pharmas side, men støtte suspendering af TRIPS-aftalen, hvilken 100 udviklingslande, USA og Frankrig støtter op om.
For at komme pandemien til livs er Oxfam Internatonal en del af The People’s Vaccine Alliance, der består af over 70 organisationer, som sammen kræver en “folkets vaccine”. Idéen er, at covid-19-vacciner skal masseproduceres, så alle mennesker i verden kan blive vaccineret gratis.
– Lad os slå fast: Privatiseringen og monopoliseringen af videnskaben og teknologien bag vaccineudviklingen, farmaceutiske virksomheders grådighed og de rige landes regeringers alt for passive og sidde på hænderne-adfærd er alle ansvarlige for og skyld i den vaccinemangel og ulighed i vacciner, som verden oplever i dag, slutter Trine Pertou Mach.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.