Læserbrev
Mandag den 15. april om eftermiddagen bliver resultatet af de offentligt ansattes afstemning om OK24 offentliggjort.
Forventningerne går i retning af et overbevisende ja til de to-årige forlig, også selvom de er landet på en økonomisk ramme på 8,8 procent, der ikke henter det reallønstab hjem, som de offentligt ansatte har haft som følge af inflationskrisen. Beregninger lavet af Sydbank for DR viser samtidig, at de offentligt ansatte vil stå dårligere økonomisk i slutningen af den to-årige overenskomstperiode, end de gjorde i 2021, hvor der sidst var forhandlinger om de offentlige overenskomster.
Et nærliggende spørgsmål lyder: Hvorfor tyder det så på, at de nye overenskomster bliver vedtaget? En af forklaringerne får man ved at kigge på de faglige anbefalinger. Alle forbund anbefaler medlemmerne at stemme ja, og der er langt mellem de lokale fagforeninger, branchegrupper eller faglige klubber, som denne gang anbefaler at stemme nej.
Man spørger ikke, hvorfor så mange er gået ned i tid, og man kigger mindre og mindre på arbejdsmiljøet, selv om den offentlige sektor hænger i laser. Den kamp vinder fagbevægelsen ikke ved den her overenskomst.
Peter Jensen, lærer og bestyrelsesmedlem i KLF
Dertil kommer det helt særlige, at overenskomstforhandlingerne i 2024 er foregået på ryggen af trepartsaftalen, som har givet de af regeringen udvalgte faggrupper ekstra i lønposen. Fordelingen af trepartsmidlerne, som tilfalder cirka en fjerdedel af de offentligt ansatte, skulle nemlig forhandles endeligt på plads ved OK24.
Denne sammenblanding af overenskomstforhandlingerne og trepartsforhandlingerne bliver da også flittigt brugt, når fagtoppen skal sælge resultatet til medlemmerne.
– Det er et markant lønløft, som vil kunne mærkes på pædagogernes lønseddel allerede i år, hvor de får størsteparten af den aftalte lønstigning i overenskomsten, samtidig med at de får første rate af pengene fra trepartsaftalen, udtaler eksempelvis fra Elisa Rimpler, formand for BUPL.
Pædagoger, der arbejder 37 timer om ugen, får med OK24 en gennemsnitlig lønstigning på 3.200 kroner om måneden før skat, og ifølge BUPL sikrer trepartsaftalen pædagogerne 1800 kroner ekstra i lønningsposen om måneden med fuld virkning fra 2026.
Fra formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Morten Skov Christiansen, lyder det sådan:
– Sammen med sidste års trepartsaftale om løn i den offentlige sektor får udvalgte faggrupper ekstraordinære lønstigninger, som er med til at løse nogle helt aktuelle rekrutteringsudfordringer. Samlet set gør OK24 og trepartsaftalen det mere attraktivt at være ansat i det offentlige.
Hvad går ind på kontoen?
Det kan da også være svært at se, hvad der er nyt i overenskomsten, og hvad der er kommet fra trepartsaftalen, indrømmer social- og sundhedsassistent Christoffer Hvass over for Arbejderen.
Han er tillidsrepræsentant for godt 50 kollegaer på plejehjemmene i Hjortshøj og Skæring i Aarhus Kommune. Ligesom han selv kigger på, hvad han får samlet, så tror han, at kollegerne gør det samme:
– De går ikke op i, om pengene kommer det ene eller det andet sted fra. De ser på, hvad de får ind på kontoen. Jeg synes umiddelbart, at det ser rigtig godt ud i forhold til de penge, der kommer ud til os i døgnplejen. Man har jo også kunnet læse sig til, at det er noget af det største, de har forhandlet hjem i mange år.
Christoffer Hvass roser forhandlerne, men tilføjer, at de generelle lønstigninger i perioden på samlet 6,51 procent skal holdes op imod en meget trist periode, hvor krigen i Ukraine sendte priserne på energi og almindelige dagligvarer på himmelflugt.
– Priserne er jo stukket helt af. Som jeg forstår det, så dækker lønstigningerne lige det, vores leveomkostninger er blevet dyrere. Og nu er det ikke for at lyde utaknemmelig, men jeg ser da frem til, at der kommer lønstigninger også ved de næste OK-forhandlinger, så vi kan blive honoreret for det arbejde, vi udfører. Det fortjener vi, mener den aarhusianske tillidsrepræsentant.
Christoffer Hvass har været inde på FOA’s hjemmeside i et forsøg på at regne ud, hvor meget han konkret kan forvente at få ud af den nye overenskomst.
– Det ser ud til at ligge omkring 5.000 kroner om måneden, siger han, men tilføjer, at det tæller ned på hans vurdering af resultatet på det kommunale område, at en del af de 6,51 procent af midlerne til generelle lønstigninger ikke gør gavn her og nu:
– De bliver sat ind på pensionskontoen og kommer først til udbetaling, den dag pensionsalderen indtræder. 5.000 mere om måneden lyder måske af meget, men når pensionen er trukket, og skattefar har været der, så er det alligevel ikke så stort et beløb, man står med nede i Brugsen.
Hans fagforening FOA Aarhus anbefaler medlemmerne at stemme ja, og uanset om han er 100 procent tilfreds eller ej, så vil han følge den anbefaling.
Lyder flottere end det er
Louise Chor Olsson er dyrepasser, medlem af 3F og tillidsrepræsentant for 25 dyrepassere og veterinærsygeplejersker på Københavns Universitetshospital for store husdyr.
Hun skal som cirka 190.000 andre statsansatte stemme om det forlig, som blev fremlagt søndag den 11. februar.
– Helt overordnet synes jeg, at forliget lyder flottere, end det er. Jeg er ærgerlig over, at forliget lander på en samlet økonomisk ramme på 8,8 procent, når målet var en tocifret lønstigning, siger hun til Arbejderen og tilføjer:
– Jeg synes jo, at vi i forvejen halter relativt langt efter på statens område, og derfor synes jeg, at det er lidt tyndt. Jeg hører og forstår godt det der med, at vi på det offentlige ikke skal være lønførende, men vi har et efterslæb, der skal hentes hjem fra tidligere år.
Ved de offentlige overenskomstforhandlinger i 2021 var den samlede økonomiske ramme lidt lavere – 6,75 procent over tre år, hvoraf 4,42 procent var afsat til lønstigninger i perioden.
Denne gang går 6,3 procent på statens område til generelle lønstigninger over to år. For Louise Chor Olssons vedkommende svarer det til en lønstigning i perioden på cirka 16.000 kroner om året.
– Det er mere end ved de foregående overenskomster og også mere end i 2021, og det er virkelig fedt, at vi får den første store udbetaling den 1. april, men igen, så har vi i min optik noget at indhente fra tidligere år, og det er stadig mindre end det, der var målet. De fleste af mine medlemmer havde sat sig op efter 10 procent +. Det kommer vi jo ikke i nærheden af, når vi piller det hele fra hinanden. Derfor synes jeg, at det lyder bedre, end det reelt er.
Hun er skuffet over, at de statsligt ansatte kun fik afsat 0,89 procent til de såkaldte organisationsforhandlinger, mens både det kommunale og regionale område fik to procent.
– Når man skal forhandle vilkår på de mindre organisationsaftaler, så er der mere at rykke rundt med, jo flere penge der er på bordet. Så simpelt er det, konstaterer hun.
Natarbejde overset igen
Noget af det, Louise Chor Olsson personligt havde set frem til, var forbedringer på arbejdstidsaftalen. Hun gør opmærksom på, at Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) på baggrund af forskning har lavet nogle anbefalinger for, hvordan natarbejde bør udføres, og at der den 1. marts i år træder nye regler for natarbejde i kraft.
– Vi har presset på i mange år for, at overenskomsten skulle forbedres i forhold til tillæg og varsling. Efter de anbefalinger, som NFA er kommet med i forhold til arbejdsmiljø og arbejdsbelastning af folk, der arbejder nat, ville det have været på sin plads at se på netop den aftale i år.
– Det sker så heller ikke denne gang, og det ærgrer mig. Halvdelen af mine kollegaer har døgnvagter. De får et tillæg på sølle 25 kroner i timen for at arbejde nat (mellem klokken 17 og 06, red.) Arbejdstidsaftalen har ikke været oppe på det store bord i en længere periode. Eksempelvis er der ikke rørt ved natpengeaftalen siden 2006.
Som positive elementer i forliget på statens området peger den kvindelige tillidsrepræsentant på, at barselsreglerne er blevet forbedret med tre uger.
– Lavtlønspuljen er også en god ting, så medarbejdergrupper under 24.000 kroner om måneden kan komme med op, så de er sikret den høje dagpengesats ved en eventuel fyring. Og så er der indført en slags fritvalgskonto, hvor man kan opspare op til 15 fridage til senere afbenyttelse.
– Det, synes jeg, er positivt. Det er jo ikke bare folk med børn, der kan have behov for ekstra frihed. Det er der mange andre, der kan, eksempelvis til pasning af syge pårørende og den slags.
Da Arbejderen snakkede med Louise Chor Olsson, havde hun ikke besluttet sig for, om hun ville stemme ja eller nej.
Siden har hendes fagforening 3F København og også den offentlige gruppe i forbundet anbefalet at stemme ja.
Svært at se det gode resultat
Michael Henningsen er tillidsrepræsentant for godt 60 dyrepassere og betjente, der er medlemmer af 3F. Deres arbejdsplads er Panum afdeling for eksperimentel medicin på Københavns Universitet.
Da han bliver præsenteret for det centralt indgåede forlig, der gælder alle statsansatte, uanset om de arbejder på kontor, i køkken, som rengøringsassistent, gartner eller elektriker, er han ikke ligefrem begejstret. De umiddelbare reaktioner fra kollegerne har også været delte.
– Nogle tror, at den samlede økonomiske ramme på 8,8 procent går til lønstigninger. Og så er der en del andre, der snakker om de beregninger, der viser, at de generelle lønstigninger i perioden ikke vil være nok til at dække det efterslæb, vi har haft, fortæller tillidsrepræsentanten til Arbejderen.
De beregninger, han hentyder til, er de tidligere nævnte, som Sydbank har lavet for DR, og som viser et reallønstab på én procent, når den samlede ramme på 8,8 procent er udmøntet i slutningen af overenskomstperioden.
– Nu har jeg været i det her i 10 år, og jeg kan ikke genkende, når 3F siger, at de har forhandlet et godt resultat. Jeg synes, det er et tyndt resultat, og som 3F’er kommer vi heller ikke til at få glæde af alle de ting, der er med i CFU-forliget, bemærker Michael Henningsen.
Frit valg – ikke til os
Det gælder blandt andet nyskabelsen – en slags fritvalgskonto – hvor den offentlige ansatte kan bestemme, om den del af pensionsbidraget, der overstiger 15 procent, skal veksles til ekstra løn eller indbetales til en opsparingsordning til senere brug.
– Jeg synes, at det med en fritvalgskonto til offentligt ansatte er godt. Vi er jo forskellige steder i vores liv. De unge vil gerne have penge ud, og dem med små børn vil gerne have mere fritid, og de ældre vil gerne have flere penge til den dag, de går på pension.
– Så ordningen er flot, men vi kan bare ikke bruge den til noget, for vi får ikke over 15 procent i pensionsbidrag, siger Michael Henningsen.
Et andet element i CFU-forliget, han har noteret sig, er det, der handler om vilkårene for tillidsrepræsentanter med kollegaer spredt over flere geografiske lokationer. Det har han nemlig selv, og han er derfor spændt på, hvordan den “flotte formulering” i forligsteksten bliver omsat i praksis.
– Det har noget at gøre med, at arbejdsgiver skal sætte flere timer af til de tillidsvalgtes arbejde. Det, jeg hører, er, at det kan være svært at finde tid til det, som ligger i hvervet, og det er generelt svært at udmønte i 3F-regi. Det kan blive sværere at få lov at tage til møder og den slags, da arbejdsgiver skal give slip på flere medarbejdere på flere lokationer.
Positivt at det er en to-årig overenskomst
Michael Henningsen ventede med spænding på, at organisationsforhandlingerne skulle blive færdige, og han var helt på det rene med, at det er det samlede resultat, der skal på vægtskålen. I dag lyder det fra ham:
– Ja, jeg står stadig tilbage med lidt en øv-følelse, da der er opnået et rigtig fint resultat for mange af de andre faggrupper, vi ligger i pulje med, men desværre er løftet til dyrepasser/veterinær sværere at få øje på.
– Skal jeg sige noget positivt, så må det være, at aftalen er to-årig. Havde resultatet været mere favorabelt, var det nok gået med en tre-årig periode, men som resultatet ser ud, er det godt, at der ikke går for lang tid, inden der kan blive samlet op.
Stemmer nej
Peter Jensen er lærer og kommunalt ansat. Han er medlem af bestyrelsen i Københavns Lærerforening og anbefaler at stemme nej til OK24. Begrundelserne samler han i fire punkter: Reallønnen er ikke forbedret. Der sker ikke forbedringer på arbejdstiden. Der er ingen forbedringer af lærernes arbejdsforhold, og aftalen om en kompetencefond til efteruddannelse af lærerne er uklar.
Foto: KLF
– Rammen er den, Wammen har sagt. I realiteten mener jeg ikke, OK24 sikrer reallønnen. Fagtoppen slår på, at det handler om perioden frem, men vi står på et historisk bagtæppe med en helt vanvittig inflation. Lige nu falder inflationen, men det gør priserne ikke tilsvarende. Udgangspunktet er, at en liter mælk er betragtelig dyrere nu end for to år siden, udtaler han til Arbejderen.
Han har noteret sig, at fagtoppen pludselig ændrede deres udmeldte forventninger til tocifrede lønstigninger. Med en statskasse der bugner, har han svært ved at forstå, at de faglige forhandlere ikke stod fast på, at lønmodtagerne skulle have en større andel af det overskud.
– Det kan da godt være, at arbejdsgiverne ikke ville være med til at kigge bagud, men på bagkant af inflationen og prisstigningerne er det urimeligt.
Ligeløn afløst af rekruttering
Peter Jensen har været med i gamet i mange år og oplevet mange overenskomstforløb, men OK24 har på mange måder været helt anderledes, ikke mindst på grund af sammenblandingen af OK-forhandlingerne og trepartsaftalen, der først faldt på plads i starten af december:
– OK21 og sygeplejerskernes strejke havde fået debatten om ligeløn og Tjenestemandsreformen af 1969 til at blusse op. Fagbevægelsen stod med en helt enorm stor mulighed for at gøre noget ved det problem. Nu er den mulighed forpasset.
Det, mener Peter Jensen, skyldes først Lønstrukturkomitéens anbefalinger og dernæst regeringens krav til trepartsforhandlingen. Regeringen udpegede de faggrupper, der skulle have del i ekstra lønkroner, og det var primært faggrupper med store rekrutteringsvanskeligheder mere end de lavestlønnede kvindedominerede faggrupper.
– Fokus blev flyttet fra ligeløn til rekruttering, konstaterer Peter Jensen og tilføjer:
– Den politiske styring er benhård. De offentligt ansatte, der har fået noget ud af trepartsforhandlingerne, betaler med en høj pris.
– Alt handler om arbejdsudbud. Det hele foregår på arbejdsgivernes præmisser, og folk skal arbejde mere og så meget som muligt hele livet. Når man siger, at man vil rekruttere, så handler det i min verden om, at man også skal have bedre arbejdsforhold. Men man spørger ikke, hvorfor så mange er gået ned i tid, og man kigger mindre og mindre på arbejdsmiljøet, selv om den offentlige sektor hænger i laser. Den kamp vinder fagbevægelsen ikke ved den her overenskomst.
OK24 skiller sig ud
Når det er sagt, forstår Peter Jensen godt, at nogle løngrupper og især de lavest lønnede stemmer ja til højere løn, men det ærgrer ham, at fagbevægelsen samlet set ikke er stærk nok til at kræve kortere arbejdstid og et bedre arbejdsliv.
– Arbejdslivet hænger simpelthen ikke sammen med det liv, folk lever, mener Peter Jensen.
Med endnu et tilbageblik på tidligere overenskomstforløb ser Peter Jensen markante forskelle på OK24 sammenlignet med OK21 og OK18. Især i 2018 stod de offentligt ansatte sammen på tværs af fag. Her var de faglige organisationer i offensiven, og der var en plan.
– Det har manglet denne gang. Det kunne ligelønsspørgsmålet måske have løftet frem. Og så har trepartsaftalen ikke løst det problem, at der er traditionelle kvindefag, der stadig har et lønefterslæb. I stedet er regeringen og arbejdsgiverne lykkedes med at gøre det til en rekrutteringsdagsorden.
Til slut peger Peter Jensen på selve måden, der bliver forhandlet på, som han beskriver som, at forhandlingerne lukker sig om forhandlingslokalet.
– Det er svært at få noget at vide og derfor også svært at finde ud af, hvad folk mener. Denne lukkethed tror jeg nødvendigvis ikke er med til at sikre et bedre resultat – eller er godt for fagbevægelsen.
Som en del af trepartsaftalen mellem fagbevægelsen, arbejdsgiverne og regeringen, som blev indgået inden OK-forhandlingerne, vil afstemningen på det kommunale og det regionale område denne gang være sammenkædet.
Sammenkædning er en juridisk bestemmelse i forligsmandsloven, som giver forligsmanden mulighed for at sammenkæde forhandlinger fra flere forskellige brancher og fagforbund til ét samlet mæglingsforslag.
Det betyder, at det er det samlede resultat af afstemningen blandt de kommunale og regionale medlemsorganisationer i dette tilfælde afgør, om det bliver et ja eller nej til overenskomstresultatet.
Resultatet af afstemningen bliver offentliggjort den 15. april.
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
