virkelig god artikel.
informerende,detalieret og tag kernen af konflikten som ikke er andet end konflikten mellem USA og Kina
Panos
Israels nye silkevej skal bygges på ruinerne af Gaza
Kina har en plan om at anlægge en ny silkevej. Denne plan bliver mødt med en alternativ israelsk silkevej. Israels nuværende krig mod Gaza kommer til at spille en væsentlig rolle i anlæggelsen af den israelske silkevej, skriver Osama Al-Habahbeh.Kina har en plan om at anlægge en ny silkevej, der skal forbinde Kina til Central-, Syd- og Sydøstasien, Mellemøsten, Afrika og Europa. Denne plan bliver mødt med en alternativ israelsk silkevej, som kommer forbi Gaza.
Israels nuværende krig mod Gaza kommer til at spille en væsentlig rolle i anlæggelsen af den israelske silkevej.
Oldtidens silkevej
Oldtidens Silkevej var et netværk af euro-asiatiske handelsruter, der var aktive fra det andet århundrede før vor tidsregning til midten af det 15. århundrede.
Det strakte sig over 6400 kilometer og spillede en central rolle i at lette økonomiske, kulturelle, politiske og religiøse interaktioner mellem den gamle stormagt Kina i øst og den vestlige halvkugle.
Denne silkevej mistede sin betydning med fremkomsten af det osmanniske imperium i 1400-tallet, som lagde en dæmper på handelen mellem øst og vest.
Den kinesiske drøm: En ny silkevej
Da præsident Xi Jinping blev præsident i 2013, gjorde han det klart, at han havde en drøm: Kina-drømmen. Den går ud på, at Kina igen skal være en væsentlig magtfaktor i verden, som det havde været i århundreder. Han opfordrede kineserne til at stå sammen bag denne fælles drøm og virkeliggøre den.
Som en del af denne drøm lancerede præsident Xi samme år et initiativ, og man vedtog en plan om at genopbygge en ny silkevej, Belt And Road Initiative (BRI), der skal forbinde Asien, Afrika og Europa via flere ruter. For at gennemføre planen vil Kina investere i mere end 150 lande.
Undersøgelser foretaget af blandt andre Verdensbanken har anslået, at denne nye silkevej kan øge handelsstrømmene i de 155 deltagende lande med 4,1 procent, reducere omkostningerne ved global handel med mellem 1 procent og 2 procent og øge BNP i de østasiatiske lande med et gennemsnit på 2,6 til 3,9 procent.
Russisk-kinesisk silke-alliance udfordrer USA
Rusland deltager i processen om den nye silkevej, og i 2015 underskrev Kina og Rusland en samarbejdserklæring om opbygningen af den fælles eurasiske økonomiske union og silkevejsprojekterne.
Denne nye silke-alliance mellem Kina og Rusland betragtes som en trussel for den amerikanske og vestlige indflydelse i Asien, Afrika og Mellemøsten.
Siden den 7. oktober har Israel ifølge Euro-Med Human Rights Monitor bombet Gaza med mere end 25.000 ton sprængstof. Det svarer til to atombomber.
USA’s præsident Joe Biden understregede i juni 2021, at USA er involveret i en “langsigtet strategisk konkurrence” med Kina, som han karakteriserede som “en ekstrem konkurrence”.
USA er bekymret for, at Kina vil udfordre og underminere amerikanske interesser verden over. Den nye silkevej er en væsentlig faktor, der fremmer USA’s opfattelse af Kina som en “voksende trussel”.
Den amerikanske bekymring førte her i september 2023 til, at EU, USA, Indien og flere andre lande på G20-topmødet annoncerede planer om et projekt, der skal forbinde Indien, Asien, Mellemøsten samt Israel og Europa.
Projektet, som initiativtagerne beskriver som historisk, er et direkte svar på Kinas planer om en ny silkevej.
EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen, sagde på topmødet, at projektet skal fremme handelsstrømmene mellem Indien, Den Arabiske Golf og Europa.
Den israelske Ben Gurion-kanal
En del af dette vestlige-israelske projekt er, at der skal anlægges to transportkorridorer og en gasrørledning samt højhastighedsdatakabler mellem de involverede lande.
Israel skal spille en central rolle i anlæggelsen af transportkorridorerne og gasrørledningen til Europa.
Dette projekt genoplever et israelsk projekt fra 1963 kaldet Ben Gurion-kanalen.
David Ben-Gurion, Israels første premierminister som terroriserede palæstinensiske landsbyer og proklamerede oprettelsen af staten Israel den 14. maj 1948, var den mest indflydelsesrige premierminister i landet frem til 1963, hvor planen blev offentlig kendt.
Ben Gurion-kanalerne skal sprænges fra havnebyen Eilat ved Det Røde Hav og føres gennem Negev-bjergkæden og ørkenen for at komme forbi Gazastriben og forbinde Det Røde Hav med Middelhavet.
Under sin tale den 22. september 2023 på FN’s Generalforsamling i New York fremviste Israels premierminister Benjamin Netanyahu et kort over “Det Nye Mellemøsten”, der afbildede et Storisrael uden de palæstinensiske områder på Vestbredden og Gaza. Han tegnede en rød streg, der skulle markere hans plan for en forbindelse mellem Golfen, Asien og Europa.
Netanyahus streg relaterer til Ben Gurion-Kanalen fra 1963 og til USA, EU og Indiens plan fra september 2023 om at opbygge et alternativ til Kinas nye silkevej.
Vestens silkevej skal også transportere gas fra Golfen til Europa som erstatning for den russiske gasledning Nord Stream 2, der blev sprængt i september 2022.
Ben Gurion og Suez
Det israelske Ben Gurion-kanalprojekt giver anledning til bekymring i regionen. For Egypten vil indtægterne fra Suez-kanalen, når den israelske kanal er i drift, falde fra otte milliarder dollar til fire milliarder, da Israel forventer, at den nye kanals indtægter vil være mere end fire milliarder om året.
Israel vil efter åbningen af Ben Gurion-kanalen blive den finansielle og geografiske stormagt i Mellemøsten, da interesserne hos de regimer, der eksporterer gas og olie eller modtager europæiske og israelske forbrugsvarer, vil blive knyttet til en opretholdelse af Israels interesser, evner og permanente tilstedeværelse til søs, også fordi Israel har til hensigt at bygge turistbyer langs kanalerne.
Gaza skal tømmes for palæstinensere
Egypten betragter derfor krigen i Gaza som langt mere truende end blot en krig mellem Israel og Hamas.
Det egyptiske parlamentsmedlem Mostafa Bakry har udtalt, at den nuværende krise i Gaza går dybere, end det ser ud til. Han henviste til den israelske kanal, der har været under udvikling siden november 2022, og som vil være en konkurrent til Suez-kanalen.
Mostafa Bakry mener, at en væsentlig årsag til, at Israel ønsker Gaza evakueret, er, at man så kan anlægge denne Ben Gurion-kanal, der skal løbe i begge retninger mellem Eilat og Gaza.
Denne kanal vil være færdig om tre år og vil blive et reelt problem for Suez-kanalen med indtægter anslået til seks milliarder dollars årligt ifølge egyptiske beregninger. Bakry fortsatte: “Ben Gurion-kanalen har til formål at skade Suez-kanalen, og at planen tydeligvis er at tømme Gaza.”
Atombomber
Ifølge et afklassificeret memorandum overvejede USA i 1960’erne et forslag om at bruge 520 atombomber til at skabe et alternativ til Suez-kanalen gennem Israel.
En mulig rute foreslået i memorandummet strakte sig over Negev-ørkenen i Israel og forbandt Middelhavet med Akababugten og åbnede en ny adgang til Det Røde Hav og Det Indiske Ocean.
Denne 60 år gamle amerikanske overvejelse om at anvende atombomber til at bygge Ben Gurion-kanalen ekkoes af den seneste udmelding fra den israelske højrefløjsminister Amihai Eliyahu, der foreslog, at det var “en mulighed” for hans lands væbnede styrker at smide en atombombe i Gaza.
Siden den 7. oktober har Israel ifølge Euro-Med Human Rights Monitor bombet Gaza med mere end 25.000 ton sprængstof. Det svarer til to atombomber.
Hvis man trækker denne sprængkraft svarende til to atombomber fra de 520 atombomber, der skulle være nødvendige for at etablere Ben Gurion-kanalen, er der stadigvæk 518 atombombers sprængkraft til gode til at bombe blandt andet i Gaza som et bidrag til opbygningen af den israelske Ben Gurion-silkevej lanceret den 3. november 2022.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.