Ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
Snebolden med alvorlige kriser ruller sig større og større!
Der er brug for – ikke bare ét – men mange initiativer for at vende den dybe og alvorlige krise på ældreområdet. Det kan stadig løses, men det er NU, der skal handles. Og det forudsætter, at Finansministeriet støver regnemaskinen af og finder budgetloven frem.
|
Naturligvis blegner vores udfordringer på det offentlige arbejdsmarked, når vi forholder os til omfattende ødelæggelser og tusindvis af døde mennesker som følge af krige. Vi ved også, at coronakrisen har givet langvarig påvirkning, på trods af at vi kom godt gennem den krise. Vi er også meget bevidste om, at klimakrisen kræver handling og investeringer.
Alligevel er det vigtigt at råbe alarm med høj stemme. Vi løber nemlig efter en mere end bare alvorlig udfordring i den offentlige velfærd, og det breder sig efterhånden til flere områder.
Flere og flere fortæller, at de mærker forråelsen brede sig. Når man alligevel ikke kan gøre det rigtige, så bliver det lige meget. Så overlever man bare endnu en arbejdsdag.
Her vil jeg alene tage fat i ældreområdet og det specialiserede socialområde. Mens vi venter på, at aftaler virker, at aftalte indsatser rulles ud, at ekstra millioner når ud og virke, så er virkeligheden bare den, at vores medlemmer ikke mærker initiativerne ude på arbejdspladserne. Det er riv rav ruskende galt. Der spares igen og igen og igen. Før ekstramidler rulles ud, så er de sparet væk på forhånd.
Borgmestre på stribe melder klart ud: Vi kan ikke længere stå på mål for den ældrepleje, vi leverer. Kvaliteten er mange steder så absolut i bund. På medlemsmøder rundt i landet er fortællingerne om hverdagen på arbejdspladserne helt igennem forfærdelige. Der er uforklarlige forskelle fra kommune til kommune, og der er også forskelle mellem arbejdspladser i de enkelte kommuner.
Flere og flere af vores kolleger ude på arbejdspladserne kaster håndklædet i ringen og forlader det fag, som de i mange år har brændt for. Flere og flere fortæller, at de mærker forråelsen brede sig. Når man alligevel ikke kan gøre det rigtige, så bliver det lige meget. Så overlever man bare endnu en arbejdsdag.
Det er ikke bare ét initiativ eller én indsats, der skal til. Det er efterhånden et bredt spekter af initiativer og løsninger, der ofte også er indbyrdes afhængige.
Vi løber efter dem alle, presser på og er på vegne af kollegerne dybt frustrerede over, at alvoren åbenbart ikke er gået op for alle.
Der er faktisk brug for krisehåndtering, der skal gribes ind, ikke bare med hensigter, men med konkrete aftaler, der også følges til dørs.
Den dybe krise på ældreområdet er temmelig alvorlig. Det kan stadig løses, men det er nu – som i NU – der skal handles. Vi skal uddanne flere, vi skal fastholde flere, vi skal sikre et fuldtidsarbejdsmarked i et arbejdsmiljø, man kan holde til at være i. Vi skal i mål med at fjerne unødvendige registreringer og bureaukrati. Der skal satses på velfærdsteknologi, vi skal gennemføre bevidst opgaveflytning, så vi bruger rette kompetencer til rette opgaver. Vi skal sikre ledelsesrum og slippe fagligheden fri, så medarbejderne løser opgaverne i arbejdsfællesskaber. Både løn og arbejdsvilkår skal løftes, men det gør det ikke alene. Vi kommer til at mangle arbejdskraft big time, så det er alle indsatser og initiativer, der skal rulles ud i et samspil. Ellers lykkes vi ikke.
Det er nu, der skal investeres, hvis vi skal stoppe sneboldens acceleration. Vi har som samfund råd til det, vi har ganske enkelt ikke råd til at lade være.
Få nu støvet den regnemaskine i Finansministeriet af, find budgetloven og dens tilhørende herreder frem. Sørg for at investere, før vi er nået til point of no return.
Dette er et blog-indlæg, der alene er udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
21. oktober 2023 | 06:00
