Katastrofale konsekvenser
Falske melodier fra SVM om besparelser i kommuner og regioner
Både penge til velfærden i kommuner og regioner respektive skattelettelser finansieres begge indenfor et samlet råderum frem til 2030. Skal der reserveres penge til skattelettelser, kan disse penge altså ikke bruges til velfærd.
|
Der har igennem længere tid raset en politisk debat om besparelser på velfærden i kommuner og regioner i 2024. Senest har det været et tema i Folketingets åbningsdebat.
Situationen er den, at den nuværende og den forudgående regering har ført en stram økonomisk politik overfor kommuner og regioner, som i år og foregående år har resulteret i snævre økonomiaftaler, der i 2024 tvinger dem til voldsomme besparelser. Men denne kendsgerning er fra SVM-regeringens side – og navnlig fra S – forsøgt tilsløret gennem ”falske melodier”, som har skullet fjerne ansvaret fra regeringens skuldre og samtidig vaske regeringen ren for beskyldninger om at underprioritere velfærden for i stedet at prioritere skattelettelser.
Skal der reserveres penge til skattelettelser, kan disse penge altså ikke bruges til velfærd.
Først søgte man umiddelbart efter SVM-regeringens dannelse at fralægge sig ansvaret for den stramme økonomiske politik ved at postulere, at der ikke var råd(erum) til andet og mere. Denne forklaring krakelerede imidlertid efterfølgende fuldstændig: I løbet af foråret måtte regeringen over flere omgange indrømme, at den høje beskæftigelse vil lægge langt mere i statskassen og råderummet end fremgået af tidligere prognoser. I alt 20 mia. kr. ekstra er råderummet i løbet af forsommeren vokset med. ”Vi har masser af penge”, måtte statsministeren vedgå.
Herefter har man fra regeringens side flyttet vægten i argumentationen over på et andet argumentationssæt: Nemlig, at økonomisk tilbageholdenhed i finanspolitikken er nødvendigt for at tøjle inflationen i kølvandet på Ukraine-krisen. Også her viser udviklingen imidlertid, at der er tale om en søgt og hul begrundelse. Inflationen har været støt aftagende over de seneste syv måneder og var i august nede på 2,4 pct. for senest at falde til 0,9 pct. i september. Det står hermed klart, at når året 2024 oprinder, vil Danmark efter al sandsynlighed være ude af inflationsproblemet. Inflation er således heller ikke længere et gangbart argument for at holde igen med økonomisk hjælp til de betrængte kommuner og regioner.
Hertil kommer, at regeringen – hvis den virkelig ville have bekæmpet inflationen – kunne have fremskyndet processen med at bringe prisstigningstakten ned. Det kan den stadig gøre – ved i stedet for at lade velfærden betale at gå direkte til det, som de seneste halvandet år har været inflationens kerne: Uforholdsmæssige fødevare – og energiprisstigninger. Disse skyldes efter alle solemærker at dømme, at producenter og forhandlere indenfor disse brancher har udnyttet situationen til at score en ekstraindtjening gennem kraftige prisforhøjelser. Man kunne have – og kan – lægge et direkte dæmpende pres herpå ved at igangsætte en undersøgelse af, om der var/er omkostningsmæssigt belæg for disse prisforhøjelser? Og evt. have grebet ind med regulering og priskontrol, hvis der blev åbenbart, at der ikke var det. Men regering og Finansministerium har frem for at tage kampen op med stærke private sektorer valgt at danse rundt om ondets rod og benytte det langt mere indirekte og passive virkemiddel, som det er at holde igen med finans- og udgiftspolitikken for den offentlige sektor, hvorved velfærden er kommet til at betale prisen for at lægge låg over spekulationen.
Falsk melodi om det demografiske træk
Man har fra regeringshold – og navnlig fra S – også benyttet falske forklaringer i et forsøg på at afværge kritikken af manglende tilførsel af midler til velfærden, så besparelserne kunne undgås.
Det er sket med en ”falsk melodi” fra både den tidligere S-regering og den nuværende SVM-regering om, at man HAR givet de penge, som er nødvendige til at bevare velfærdens standard, idet man i økonomiaftalerne har givet et løft, svarende til befolkningsudviklingen (det demografiske træk). Man postulerer med andre ord at holde velfærden skadesløs.
MEN: Dette er lodret forkert: Økonomiaftalerne med kommuner og regioner har ikke bare i 2024 under SVM, men også tidligere under S-regeringen reelt ligget under de demografiske behov, som skal opfyldes for at bevare velfærdens standard. Det skyldes, at regeringen i økonomiaftalerne på den ene side nok har givet angivelige,
nominelle løft svarende til flere ældre og børn. Men samtidig har man på den anden side undladt at kompensere kommuner og regioner for en række merudgifter på andre områder. Det egentlige, reelle løft – forstået som den nominelle realvækst minus udækkede merudgifter – har hermed ligget betydeligt under, hvad befolknings- udviklingen kræver.
Underfinansiering i kommunerne
Hvad angår kommunerne var der i SVM-regeringens økonomiaftale for 2024 et angiveligt løft på 1,4 mia. kr, hvormed den tilsyneladende oversteg det demografiske træk på 1,25 mia. kr. MEN: Samtidig undlod SVM gennem økonomiaftalen for 2024 at kompensere kommunernes udgifter til inflation på netto minus 1,2 mia. kr. og for merudgifter til det specialiserede socialområde på miinus 0,9 mia. kr (skøn), i alt minus 2,1 mia. kr. Det reelle løft i kommuneaftalen for 2024 er således efter modregning af disse udækkede merudgifter en minusvækst på 0,7 mia. kr.
Selv hvis kommunerne på finansloven 2024 ekstraordinært tilføres 0,7 mia. kr. i 2024, er der reelt kun nulvækst i 2024 – langt under de demografiske træk. Og denne ”ekstraordinære håndsrækning” til kommunerne annullerer i realiteten kun den besparelse, som regeringen i 2024 selv havde pålagt kommunerne. Hunden fodres med sin egen hale.
Også for økonomiaftalerne under S-regeringen (ØA20 – ØA23) gælder, at det reelle løft på ingen måde opfyldte det demografiske træk. I denne periode udgjorde den i aftalerne angivne (nominelle) realvækst i årligt gennemsnit +1,5 mia. kr. Tilsyneladende indebar aftalerne således et pænt løft til kommunerne. MEN: Også i denne periode har der været store udækkede merudgifter til det specialiserede socialområde på i hele perioden 4,8 mia. kr. svarende til et årligt gennemsnit på minus 1,2 mia. kr. Det reelle løft minus udækkede merudgifter var således årligt i gennemsnit +0,3 mia. kr. i forhold til et årligt gennemsnitligt demografisk træk på 1,1 mia. kr. I virkeligheden betød økonomiaftalerne under S-regeringen altså et årligt gennemsnitligt underskud for kommunerne på + 0,3 – 1,1 mia. kr. = minus 0,8 mia. kr. eller i forhold til hele perioden på minus 4 mia. kr. i forhold til det demografiske træk.
Når kommunerne i 2024 tvinges ud i omfattende besparelser på ældrepleje, folkeskole og daginstitutioner, skyldes det således ikke bare SVM’s ringe kommuneaftale for 2024, som i sig selv er den dårligste aftale i mere end 10 år. Men det skyldes også, at ikke bare SVM-regeringen, men også den tidligere S-regering, således reelt i massivt omfang har underfinansieret kommunerne i forhold til, hvad udviklingen i antal ældre og børn kræver, hvis velfærdens standard skal opretholdes.
Underfinansiering i regionerne
Den falske melodi om, at man har prioriteret opretholdelse af standarden i velfærden, har også omfattet økonomiaftalerne med regionerne dvs. sundhedsvæsenet. Disse økonomiaftaler har navnlig for 2024-aftalens vedkommende reelt ligget under de demografiske behov. SVM-regeringens økonomiaftale for 2024 gav regionerne et angiveligt løft på netto + 1,05 mia. kr, hvormed aftalen tilsyneladende lige opfyldte det demografiske træk. MEN: Samtidig undlod SVM i ØA24 at kompensere også regionerne for udgifter til inflation på minus 1,5 mia. kr. samt for merudgifter til medicin på ligeledes minus 1,5 mia. kr., i alt minus 3 mia. kr. Det reelle løft i regionsaftalen for 2024 var således gennem de store udækkede merudgifter en voldsom minusvækst på + 1,05 – 3 = minus 1,95 mia. kr.
I forhold hertil betød økonomiaftalerne under S-regeringen (ØA20 – ØA23) et lille overskud i de aftalte realvækster i forhold til det demografiske træk. I denne periode udgjorde den i aftalerne angivne (nominelle) realvækst i årligt gennemsnit +1,4 mia. kr., hvilket skal sammenholdes med en årlig gennemsnitlig realvækst i det demografiske træk på 1,1 mia. kr. Altså et lille årligt gennemsnitligt overskud for regionerne på + 0,3 mia. kr. i forhold til det demografiske træk, svarende til et overskud på +1,2 mia. kr. i alt i perioden 2020 til og med 2023.
Dette opvejer dog ikke det massive underskud i ØA 24, der for den samlede periode 2020 til og med 2024 betyder et samlet underskud i forhold til opfyldelse af det demografiske træk på minus 1,95 + 1,2 mia. kr. = minus 0,75 mia. kr.
For regionernes vedkommende medfører økonomiaftalen for 2024 således en betydelig underfinansiering af sundhedsvæsenet ikke bare i 2024, men set over hele første halvdel af 20’ erne.
Nedprioritering af velfærden skal betale skattelettelser
De ”falske melodier” fra SVM og navnlig fra S om besparelserne på velfærden i kommuner og regioner omfatter også en vedholdende benægtelse af, at store skattelettelser fra SVM spiller en rolle herfor.
Kritikere af besparelserne i kommuner og regioner i 2024 har peget på en intuitiv sammenhæng mellem besparelserne og aftalen i SVM-regeringen om at give betydelige skattelettelser frem til 2024.
SVM-regeringen og navnlig S har forsøgt at gendrive denne kritik med en argumentation om, at der ikke gives skattelettelser i 2024, men først følgende år. Det er imidlertid endnu en misvisende argumentation fra regeringens side. Både penge til velfærden i kommuner og regioner respektive skattelettelser finansieres begge indenfor et samlet råderum frem til 2030. Skal der reserveres penge til skattelettelser, kan disse penge altså ikke bruges til velfærd.
Og det er i den forbindelse en ubestridelig kendsgerning, at på trods af det øgede råderum frem til 2030, så sigter SVM-regeringen på omfattende skattelettelser i følgende år. For det første rummer SVM-regeringens grundlag en aftale om skattelettelser for syv mia. kr. Og for det andet har både V og M brugt forøgelsen af det økonomiske råderum som anledning til at forlange også en ”massiv forøgelse” af skattelettelserne. Finansministeren har således – samtidig med stigende udgifter på andre områder, navnlig til militær – haft den opgave frem til 2030 at reservere råderum til skattelettelser på formentlig et sted mellem 10 og 15 mia. kr. Penge som så ikke kan bruges til velfærd.
En sådan prioritering må siges at være voldsomt inkriminerende for et parti, som tidligere – med rette – har ført valgkamp på, at skattelettelser og velfærd er modsætninger, men som nu i stik modsætning hertil søger at gennemtvinge en kraftig underfinansiering af velfærden for at skaffe råderum til skattelettelser.
Dette er et blog-indlæg, der alene er udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
14. oktober 2023 | 06:00
