Læserbrev
Blandt revolutionære i hele verden diskuteres de store forandringer, verden gennemgår. Det afføder diskussioner om imperialismen i dag og dens modsigelser. Vi bringer her et bud fra fire forfattere, der alle er hjemmehørende i det globale syd. Det siger noget om det perspektiv, som det globale syd har på verden.
1. Modsigelsen mellem døende imperialisme og en fremvoksende succesfuld socialisme ledet af Kina.
Denne modsætning er blevet intensiveret på grund af den fredelige fremvækst af en socialisme med kinesiske karakteristika. For første gang i 500 år bliver de atlantiske imperialistiske magter konfronteret med en stor, ikke-hvid økonomisk magt, der kan konkurrere med dem.
Dette blev klart i 2013, da Kinas BNP i købekraftsparitet (PPP) overhalede USA’s. Kina opnåede dette i en meget kortere periode end Vesten, med en betydeligt større befolkning og uden kolonier, uden at slavebinde andre og uden militære erobringer. Mens Kina står for fredelige relationer, er USA blevet mere og mere krigerisk.
USA har ledt den imperialistiske lejr siden Anden Verdenskrig. Efter Angela Merkel-æraen og efter starten af den militære operation i Ukraine har USA strategisk underordnet sig dominerende dele af det europæiske og japanske bourgeoisi. Dette har resulteret i svækkelse af inter-imperialistiske modsætninger. USA tillod først og krævede derefter, at både Japan (den tredjestørste økonomi i verden) og Tyskland (den fjerdestørste økonomi) – to fascistiske magter under Anden Verdenskrig – kraftigt øgede deres militærudgifter. Det har betydet afslutningen på Europas økonomiske relationer til Rusland, skadet den europæiske økonomi og givet USA økonomiske og politiske fordele. Uanset at det meste af Europas politiske elite har kapituleret og fuldt ud underordnet sig Amerika, er store dele af tysk kapital stadig stærkt afhængig af handel med Kina, meget mere end af deres amerikanske kolleger. USA presser imidlertid nu Europa til at nedgradere sine bånd til Kina.
Af større betydning er det, at Kina og den socialistiske lejr nu står over for en endnu farligere realitet: Triadens konsoliderede struktur (USA, Europa og Japan). USA’s voksende interne sociale forfald kan ikke udviske den næsten absolutte enhed i landets politiske elite omkring udenrigspolitikken. Vi er vidne til, at bourgeoisiet sætter sine politiske og militære interesser over sine kortsigtede økonomiske interesser.
Verdensøkonomiens centrum skifter, idet Rusland og det globale syd (inklusivt Kina) nu tegner sig for 65 procent af verdens BNP (målt i PPP). Fra 1950 og frem til i dag er USA’s andel af det globale BNP (i PPP) faldet fra 27 procent til 15 procent. Væksten i USA’s BNP har også været faldende i mere end fem årtier og er nu nede på omkring to procent om året. Det har ingen store nye markeder at ekspandere på. Vesten lider under den igangværende generelle kapitalistiske krise såvel som konsekvenserne af profitratens langsigtede tendens til at falde.
2. Modsigelsen mellem de herskende klasser i den snævre kreds af imperialistiske G7-lande og den politiske og økonomiske elite i kapitalistiske lande i det globale syd.
Dette forhold har undergået en stor forandring sammenlignet med storhedstiden i 1990’erne, hvor USA’s ensidige magt og arrogance nåede højden.
I dag er der voksende sprækker i alliancen mellem G7 og magteliten i det globale syd. Mukesh Ambani og Gautam Adani, Indiens største milliardærer, har brug for olie og kul fra Rusland. Den Modi-ledede regering ligger yderst til højre og repræsenterer Indiens monopolborgerskab. Således fremsætter den indiske udenrigsminister nu lejlighedsvise udtalelser mod USA’s hegemoni, hvad angår finans, sanktioner med videre.
Vesten har ikke altid den økonomiske og politiske evne til at levere, hvad magteliter i Indien, Saudi-Arabien og Tyrkiet har brug for. Denne modsigelse er dog ikke blevet skærpet i sådan grad, at den kan være en kilde til andre modsætninger, således som modsætningen mellem det socialistiske Kina og den USA-ledede G7-blok.
3. Modsigelsen mellem den brede arbejderklasse i byer og på landet samt dele af det lavere småborgerskab (samlet kendt som de folkelige klasser) i det globale syd versus den amerikansk ledede imperiale magtelite.
Denne modsætning bliver langsomt skarpere. Hvad angår blød magt, har Vesten en stor fordel blandt alle klasser i det globale syd. Alligevel er unge afrikanere for første gang i årtier kommet på banen og har støttet udvisningen af franske tropper i Mali og Burkina Faso i Vestafrika.
I Colombia var de folkelige klasser for første gang i stand til at vælge en ny regering, der afviste landets status som en forpost og vasal for amerikanske militær- og efterretningsstyrker. Arbejderklassens kvinder er i spidsen for mange kritiske kampe, både arbejderklassens egne og samfundets i bredere forstand. Unge mennesker rejser sig mod kapitalismens miljøforbrydelser.
En voksende andel af arbejderklassen ser kampen for fred, udvikling og retfærdighed som eksplicit anti-imperialistisk. Tværs igennem USA’s ideologiske løgne om “menneskerettigheder” er de nu i stand til at se vestlige energi- og mineselskabers ødelæggelse af miljøet og volden i USA’s hybride krig og sanktioner.
4. Modsigelsen mellem den avancerede profitsøgende finanskapital versus behovene hos de folkelige klasser og endda visse dele af kapitalen i ikke-socialistiske lande med hensyn til organiseringen af samfundsmæssige krav om investeringer i industri, miljømæssigt bæredygtigt landbrug, beskæftigelse og udvikling.
Denne modsigelse er et resultat af faldet i profitraten på den ene side og kapitalens problemer med at øge udbytningsgraden af arbejderklassen til et niveau, hvor den kan finansiere stigende investeringsbehov samt forblive konkurrencedygtig på den anden.
Uden for den socialistiske lejr, i næsten alle de avancerede kapitalistiske lande og i det meste af det globale syd – med nogle undtagelser, især i Asien – er der en investeringskrise. Der er opstået nye typer virksomheder, som omfatter hedgefonde (investeringsselskaber – o.a.) som Bridgewater Associates og private kapitalfonde som BlackRock. “Private markeder” kontrollerede i 2022 aktiver svarende til 9,8 billioner dollars. Derivater, en form for fiktiv og spekulativ kapital, har nu en “markedsværdi” på 18,3 billioner, men den pålydende værdi er 632 billioner USD – svarende til mere end fem gange verdens totale BNP.
En ny klasse af informationsteknologibaserede netværksmonopoler såsom Google, Facebook/Meta og Amazon – alle under fuld amerikansk kontrol – er opstået for at tiltrække monopolrenter. Under direkte opsyn af amerikanske efterretningstjenester kontrollerer amerikanske digitale monopoler informationsarkitekturen i hele verden bortset fra i nogle få socialistiske og nationalistiske lande. Disse monopoler er grundlaget for den hurtige ekspansion af amerikansk blød magt i de sidste 20 år. Det militærindustrielle kompleks, dødens købmænd, tiltrækker også voksende investeringer.
Den afkastsøgende monopolkapitals intensiverede spekulations- og akkumulationsfase uddyber kapitalens angreb på nødvendige sociale investeringer. Sydafrika og Brasilien har oplevet dramatiske niveauer af de-industrialisering under neoliberalismen. Selv avancerede imperialistiske lande har ignoreret deres egen infrastruktur såsom elnettet, broer og jernbaner. Den globale elite har erklæret krig mod skatter ved at sørge for enorme reduktioner i skattesatser og skatter og ved at skabe lovlige skattely for både individuelle kapitalister og deres selskaber med henblik på at øge deres andel af merværdien.
Skatteunddragelse fra kapitalens side og privatiseringen af store dele af den offentlige sektor har for milliarder af mennesker decimeret tilgængeligheden af grundlæggende offentlige goder som uddannelse, sundhed og transport. Det har bidraget til vestlig kapitals evne til at manipulere og opnå høje renteindtægter gennem den “fabrikerede” gældskrise, som det globale syd står overfor. På dennes højeste niveau kan profitsøgende hedgefonde som George Soros’ ved spekulationer ødelægge hele landes finanser.
Dette har alvorlige konsekvenser for arbejderklassen. Arbejdet er blevet mere og mere prekært, og permanent arbejdsløshed ødelægger store dele af verdens unge. Under kapitalismen er en voksende del af befolkningen blevet overflødig. Social ulighed, elendighed og desperation er udbredt.
5. Modsigelsen mellem de folkelige klasser i det globale syd og deres indenlandske politiske og økonomiske magteliter.
Denne viser sig på meget forskellig måde afhængig af land og region. I socialistiske og progressive lande bliver modsætninger i befolkningen løst fredeligt og på varierede måder. Men i flere lande i det globale syd, hvor den kapitalistiske elite har været i seng med vestlig kapital, besiddes rigdommen af en lille procentdel af befolkningen. Der er udbredt elendighed blandt de fattigste mennesker, og den kapitalistiske udviklingsmodel tjener ikke flertallets interesser.
På grund af neokolonialismens og den vestlige bløde magts historiske indflydelse er der i middelklassen i de fleste af de store lande i det globale syd en decideret pro-vestlig konsensus. Dette klassehegemoni, som udgøres af det lokale bourgeoisi og det øverste lag af småborgerskabet, bruges til at blokere de folkelige klassers adgang til magt og indflydelse, selv om de udgør det meste af befolkningen.
6. Modsigelsen mellem USA-ledt imperialisme og nationer der står fast på deres nationale suverænitet.
Disse nationer kan inddeles i fire hovedkategorier: Socialistiske lande, progressive lande, andre lande, der afviser amerikansk kontrol, og det særlige tilfælde, Rusland.
USA har skabt antagonistiske modsigelser til landene gennem forskellige metoder for hybrid krigsførelse såsom attentater, invasioner, NATO-ledt militær aggression, sanktioner, retslige indgreb, handelskrig og nu uophørlig propagandakrig baseret på direkte løgne.
Rusland er i en særlig kategori. Fascistiske europæiske angribere påførte det forhen socialistiske Rusland et tab på mere end 25 millioner borgere. I dag er landet med sine enorme naturressourcer igen et mål for fuldstændig udslettelse som stat af NATO. Nogle elementer af dets socialistiske fortid er stadig til stede i landet, og der er fortsat en høj grad af patriotisme.
USA’s mål er at afslutte det, der påbegyndtes i 1992: Som minimum permanent ødelæggelse af Ruslands atomvåbenkapacitet og installering af et marionetregime i Moskva. På lang sigt er målet at opdele Rusland i mange mindre, permanent svækkede stater, som er vasaller af Vesten.
7. Modsigelsen mellem millionerne af overflødiggjorte, fattige medlemmer af arbejderklassen i det globale nord og bourgeoisiet der dominerer disse lande.
Der er i arbejderklassen tendenser til oprør mod de økonomiske og sociale forhold.
Det imperialistiske bourgeoisi udnytter påstanden om den “hvide overlegenhed” for at forhindre en bred enhed af arbejdende mennesker i disse lande. Arbejderne er på nuværende tidspunkt ikke fuldt ud i stand til at undgå at blive offer for racistisk krigspropaganda. Antallet af deltagere i demonstrationer mod imperialismen er faldet brat i løbet af de sidste tredive år.
8. Modsætningen mellem vestlig kapitalisme og bevarelsen af naturen og mennesket.
Dette system bevæger sig ubønhørligt mod at ødelægge planeten og mennesket. Det truer med nuklear udslettelse. Det modarbejder menneskehedens behov for kollektivt at generobre planetens luft, vand og land og for at stoppe USA’s atomare vanvid.
Kapitalismen afviser planlægning og fred. Det globale syd (inklusive Kina) kan hjælpe verden med at opbygge og udvide en ‘fredszone’ og forpligte sig til at leve i harmoni med naturen.
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 3, juli 2023. Artiklen er oversat af Anders Bjerre Mikkelsen fra Tricontinental.org (bragt 13. marts 2023).
Kyeretwie Opoku er repræsentant for den socialistiske bevægelse i Ghana.
Manuel Bertoldi er fra Patria Grande /Federación Rural para la producción y el arraigo.
Deby Veneziale er seniorstipendiat hos Tricontinental: Institute for Social Research.
Vijay Prashad er administrerende direktør for Tricontinental: Institute for Social Research.
The Tricontinental: Institut for Social Forskning er et internationalt institut, der er styret af folkelige bevægelser og organisationer, som søger at bygge bro mellem akademisk produktion og politiske og sociale bevægelser for at fremme kritisk tænkning og stimulere debatter og forskning med et emancipatorisk perspektiv, der tjener folkets ønsker.
Institute for Social Research er et netværk af forskningsinstitutter i det globale syd, som har institutter i Argentina, Brasilien, Indien og Sydafrika samt et tværregionalt kontor med medlemmer i mange dele af verden. Navnet på instituttet stammer fra to kilder: Tricontinentalkonferencen, der blev afholdt i Cuba i januar 1966, og Institut for Social Forskning, der blev oprettet i Frankfurt i 1923. Den Tricontinentale Konference samlede en række revolutionære bevægelser fra hele Afrika, Asien og Latinamerika. De medbragte en orientering mod national befrielse, alliancefrihed og socialisme. Det er denne tradition – national befrielsesmarxisme – der forankrer instituttets arbejde.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
