Pisk og arbejdsudbud fremfor fællesskab og velfærd
Uligheden stiger i Danmark. År efter år. De rigeste stikker af fra resten af befolkningen. Og regeringsmagtens politiske farve synes ikke længere at føre til en afgørende forskel målt på, om uligheden går op eller ned. Uligheden fortsætter sin vej op uanset magthavernes farve. Blåt eller rødt ser i dag ud til kun at være et spørgsmål om udviklingens tempo, skriver Dennis Kristensen i denne blog.
|
Billedet af et samfund, hvor afstandene i økonomiske muligheder, levevilkår og sundhed i befolkningen vokser, har praktisk talt været uændret i snart fire årtier.
Det statistiske måleredskab for ulighed – Gini-koefficienten – har på intet tidspunkt slået voldsommere ud siden 1987.
Tidligere var der nogenlunde enighed om dette mål for ulighed, men SF’eren Thor Möger Pedersen lagde som skatteminister i Thorning-regeringen måleredskabet om i baglokalet.
Det med at måle, om uligheden vokser, var uinteressant for SF efter indtagelse af regeringskontorerne. Måske fordi SRSF-regeringen selv med skattelettelser, pisk og arbejdsudbud bidrog til at øge uligheden.
Øget ulighed og lavere topskat
Lige nu går det helt galt med uligheden på grund af inflationen. Lønmodtagerne forsøger via overenskomsterne at holde inflationen i skak ved hjælp af lønstigninger. Men de, der er udenfor arbejdsmarkedet og er afhængige af offentlige ydelser, må klare sig et par år længere, før de oplever mærkbare forbedringer til at afhjælpe de stigende priser.
Imens vil SVM-regeringen på klassisk blå manér lempe topskatten for indkomster op til trekvart million kroner om året.
Det har ikke mindst i de senere år været de bedst stilledes indkomstudvikling, der har øget kløften mellem de rigeste og resten af befolkningen. I 2010’erne fik de ti procent rigeste 25 procent flere kroner mellem hænderne, mens de 40 procent fattigste måtte nøjes med knap seks procent.
Vi har valgt pisken fremfor velfærden. Resultatet er stigende ulighed. Tiden burde snart være inde til at træffe det modsatte valg.
Går man længere tilbage, er billedet det samme. Det er ganske enkelt definitionen på, at de rigeste stikker af fra resten.
Brian Mikkelsen ønskede i 2017 flere Lamborghinier på de danske veje. Det var dengang, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen for alvor havde gjort sig afhængig af Liberal Alliance i VLAK-regeringen og ville muliggøre anskaffelse af luksusbiler via en skattebegunstiget aktieopsparing. Nu er antallet af luksusbiler nærmest eksploderet.
Ulighed handler ikke kun om cool cash. Det gælder også sundhed. Og også her går det galt.
Ulighed i sundhed
I min generation modtog den sygeste fjerdedel tolv gange så mange lægeydelser i deres senere år på arbejdsmarkedet end den fjerdedel, der var mest raske.
Mens de mest syge brugte 65.000 kroner på medicin, fra de var 50 til 59 år, brugte de mest raske kun omkring 5000 kroner. De mest syge er især ufaglærte, og de brugte lægen dobbelt så meget som akademikerne. Akademikerne lever længere og har flest gode leveår.
Hvorfor går det den vej for de dårligst stillede i et velfærdssamfund, hvis kendetegn skulle være at give alle lige muligheder og lige adgang og spænde et sikkerhedsnet ud under de, hvis tilværelse slår knuder undervejs – ikke kun med økonomiske overførelser, men også gennem velfærds- og serviceydelser?
Danskerne får i dag mindre velfærd og service. På ti år er antallet af offentlige arbejdstimer pr. borger faldet med fire procent.
En del af svaret er årtiers underfinansiering af fællesskabsinstitutionerne og stadig indsnævring af velfærdens vigtigste funktion; nemlig omfordeling fra de bedst stillede til de, der har det største behov.
En anden del er Mette Frederiksens nye kurs. Eller rettere tilbagevenden til noget der ligner kursen under Thorning-regeringen, som hun og socialdemokraterne ellers så ud til at lægge bag sig i valgkampen op til folketingsvalget i 2019, hvor fællesskab og velfærd så ud til at skulle afløse pisk og arbejdsudbud.
Den tidligere vismand Jan Rose Skansen har diplomatisk sagt, at en del af uligheden skyldes vores valg af pisken:
“På den ene side vil vi gerne have så lidt ulighed som muligt. Det sikrer sammenhængskraften i samfundet. På den anden side vil vi gerne have nogle incitamenter til at gøre en indsats, tage et arbejde eller en uddannelse. Noget af uligheden har vi selv valgt, fordi vi har reformeret velfærdsstaten i retning af, at der skal være stærkere incitamenter.”
Vi har med andre ord valgt pisken fremfor velfærden. Resultatet er stigende ulighed.
Tiden burde snart være inde til at træffe det modsatte valg.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
04. april 2023 | 09:14
