Kronik
I anledning af 10-året for Danmarkshistoriens største lockout af offentlige ansatte afholdt Arbejdermuseet i samarbejde med Københavns Lærerforening (KLF) torsdag den 30. marts en aften i lockoutens tegn.
Lockouten af 50.000 undervisere startede den 1. april 2013 og sluttede med et regeringsindgreb den 26. april.
Arrangementet faldt i tre dele. Først en samtale med Anders Bondo Christensen, daværende formand for Danmarks Lærerforening (DLF), faciliteret af museumsinspektør Kristine Gårdhus. Derefter fire lærervidner og historier fra lockouten og til sidst et panel bestående af Bente Sorgenfrey, tidligere næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Dorte Lange, næstformand i DLF, John Ekebjærg-Jakobsen, formand for 3F København, og tidligere formand for fagforbundet FOA, Dennis Kristensen.
Der blev med lærerlockouten skrevet et nyt kapitel i den faglige kamp i Danmark. Lockouten er kommet på museum, og meget passende på Arbejdermuseet. At lockouten ikke er glemt, og at kampen nu handler om kampen om historien, viste denne aften i Arbejdermuseets festsal, hvor hver en stol var optaget af primært tidligere lockoutede undervisere.
Samtalen med Anders Bondo Christensen blev en lang, spændende og til tider følelsesladet historie lige fra folkeskolens samfundsmæssige sammenhængskraft til “kulminationen af konkurrencestaten”, som den tidligere forbundsformand betegnede lockouten.
Om de offentlige OK-forhandlinger i 2013 inden sammenbruddet sagde Anders Bondo Christensen:
– Det var det mest vanvittige, jeg har været med til. Der var ingen forhandlinger – det var rent skuespil.
Hele forløbet var aftalt på forhånd og orkestreret af en absolut inderkreds i den daværende S, SF og R-regering, og er indgående beskrevet i Anders-Peter Mathiasens bog “Søren og Mette i benlås”.
Anders Bondo Christensen kom ind på to fejl, som han mener, der blev begået op til og under lockouten:
– Den største fejl, vi gjorde, var, at vi ikke forsøgte at mobilisere den øvrige fagbevægelse. Den anden fejl handlede om, at vi skulle have været mere opsøgende overfor det politiske bagland, som virkelig ikke var bekendt med det indgreb, som var planlagt.
Lærerlockouten var en 25 dage lang landsdækkende konflikt i april 2013, udløst af de offentlige arbejdsgivere. I alt blev cirka 67.000 overenskomstansatte lærere på en række forskellige skoletyper i Danmark. Omkring 50.000 af lærerne arbejdede i Folkeskolen, mens resten arbejdede på for eksempel ungdomsskoler, produktionsskoler, sprogskoler samt AMU– og voksenundervisningscentre (VUC).
Lockouten, som var forårsaget af sammenbruddet i overenskomstforhandlingerne mellem Lærernes Centralorganisation og KL, begyndte den 1. april 2013. Den resulterede i, at cirka 557.000 folkeskoleelever fik stærkt begrænset undervisning i perioden, da der kun var de tjenestemandsansatte lærere til at undervise, suppleret af de forholdsvis få lærere, der ikke var medlemmer af fagforeningerne under Lærernes Centralorganisation. Parallelt hermed blev cirka 220.000 elever og kursister berørt af Finansministeriets lockout af lærerne på produktionsskoler m.v.
Lockouten sluttede efter 25 dage, fredag den 26. april 2013, da et flertal i Folketinget bestående af samtlige partier bortset fra Enhedslisten og Liberal Alliance vedtog et lovindgreb, baseret på et udspil regeringen havde fremlagt dagen før.
Den manglende solidaritet og bruddet på den danske model blev det gennemgående tema for deltagerne i panelet, der alle var faglige centrale aktører i 2013. Diskussionen kom vidt omkring, og der blev stillet en lang række centrale spørgsmål til den faglige kamp dengang og nu. Har vi reelle OK-forhandlinger på det offentlige område, lød således et centralt spørgsmål.
I 2013 var det jo den rene matchfixing, mente Bente Sorgenfrey, og Dennis Kristensen mente, der var behov for at se på grundlæggende forandringer af forhandlingsmodellen på det offentlige område, og han foreslog, at stat og kommuner ikke må lockoute, hvis fagbevægelsen ikke selv har sendt strejkevarsler.
Flere i panelet var ligeledes inde på, at der skulle gå en periode, før fagbevægelsen for alvor fattede omfanget og konsekvenserne af det overgreb, som skete i 2013. Og kom også ind på, at det nok også var frygten for, at andre faggrupper kunne komme i samme situation, som skubbede på og skabte det forstærkede tværfaglige sammenhold, som opstod frem til de offentlige overenskomstforhandlinger i 2018.
John Ekebjærg-Jakobsen fra 3F København slog fast, at kampen ikke var forgæves, at solidaritet og sammenhold er den eneste vej fremad.
3F-formanden stillede spørgsmålet: “Virker den danske model?” Han svarede ikke selv direkte på det, men fortalte til sidst en lille historie om, at han for nylig var blevet opsøgt af to journalister fra Frankrig. De undrede sig blandt andet over, at den danske fagbevægelse ikke reagerede mere over fjernelsen af en fridag end den ene demonstration samt indsamling af underskrifter – de sammenlignede jo lidt med situationen i Frankrig, hvor landet nærmest har været lagt ned af protester over en stigning i pensionsalderen fra 62 til 64 år.
John Ekebjærg-Jakobsen forklarede, at han ikke helt lige havde svaret – men det blev noget med, at vi jo i Danmark har “den danske model”.
Den bemærkning kom til at hænge lidt, og således sluttede arrangementet.
Tak til Arbejdermuseet og KLF for en spændende aften!
Debatten fortsætter ved et fyraftensmøde den 12. april arrangeret af Kommunistisk Parti København. På mødet bliver der med afsæt i 10-året for lærerlockouten set frem mod overenskomstforhandlingerne på det offentlige område i 2024.
Peter Jensen, bestyrelsesmedlem i Københavns Lærerforening, og Jan Andreasen, sektionsformand i Uddannelsesforbundet, lægger op til debat.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
