OK26 sættes til afstemning
Hvorfor stiger uligheden
Mindrereguleringer af overførselsindkomsterne, udviklingen på arbejdsmarkedet med faldende lønkvote og stigende profitter og skattelettelser til de rige har bidraget til den største ulighed i Danmark i de 35 år, den er blevet målt. Uligheden er et resultat af politiske beslutninger gennem årene gennemført af et bredt flertal hen over midten.
|
Uligheden er steget til det højeste nogensinde. Det er selvsagt ikke så god en udvikling under en regering baseret på blandt andet Enhedslistens stemmer. Derfor må vi selvfølgelig se nærmere på årsagerne.
Er der et politisk ansvar. Både ja og nej. Hvis vi tager den sidste regeringsperiode, så nævnes der ofte den højere tobaksafgift. Det er korrekt, men den blev vedtaget for at øge folkesundheden. Det største politiske problem i denne periode er, at der stort set ikke blev gjort andet end at forhindre nogle forringelser, der var vedtaget af den forrige regering. Ellers var Socialdemokratiet og Radikale stopklodsen. Dog et vigtigt resultat: Indførslen af den midlertidige børnecheck til fattige børnefamilier. Den, som nu er i fare på grund af de igangværende regeringsforhandlinger.
Uligheden er ikke vokset af sig selv. Den er et resultat af politiske beslutninger gennem årene gennemført af et bredt flertal hen over midten, særligt fra Socialdemokratiet til de partier, der nu forhandles regering med.
Hertil skal dog tilføjes, at der er gennemført velfærdsforbedringer, der er lighedsskabende, men ikke medregnes i den gini-koefficient, der bruges til at måle uligheden. Det gælder for eksempel Arne-pensionen og gratis tandlægehjælp til unge.
Det direkte politiske ansvar for stigende ulighed rækker længere tilbage i tiden. Det gælder ikke mindst skatteaftalen fra 2012, der blev vedtaget under S-SF-R-regeringen (den blev vedtaget, selv om der var lavet en aftale med Enhedslisten, som Corydon og Vestager løb fra). I 2012-aftalen med V og K blev der i den ene ende gennemført en forhøjelse af topskattegrænsen, i den anden ende vedtaget en såkaldt afdæmpet regulering af dagpenge, kontanthjælp, efterløn, førtids- og folkepension. Ydelserne er fra 2016 til og med 2023, der lige er vedtaget, reduceret i forhold til den normale regulering. I 2023 med 0,75 procent, samlet i perioden 5,1 procent i forhold til den almindelige lønudvikling.
Og det kommer oven i den udhuling, der har været siden vedtagelsen af satsreguleringen i begyndelsen af 90’erne. Hvert år sker der det, at når satserne er beregnet, så de følger lønudviklingen, fratrækkes der 0,3 procent. Ikke meget det enkelte år, men en systematisk mekanisme der hen over årene har fjernet et stort milliardbeløb fra arbejdsløse og pensionister. Tidligere gik de 0,3 procent til puljer til sociale formål, men det stoppede med Britta-skandalen, der afslørede svindel med midlerne. Modregningen på 0,3 procent er dog fortsat. Denne mekanisme har alle partier i Folketinget undtagen Enhedslisten været med til. Man kan derfor sige, at der er et bredt ansvar for den mangeårige stigende ulighed.
Disse mindrereguleringer har en stor del af ansvaret for, at dagpengenes og dermed andre satsers reelle værdi er faldet. Hvor dagpengene i midten af 90’erne ved arbejdsløshed udgjorde i gennemsnit 71 procent af den tabte løn (efter skat), er erstatningen nu nede på cirka 58 procent. En alvorlig forringelse af den danske model. Ulighedsredegørelsen 2021 viser da også, at udviklingen af overførselsindkomsterne er den væsentligste årsag til stigningen i indkomstforskellene fra 1994 til 2019.
Udviklingen på arbejdsmarkedet har også spillet en rolle. Lønkvoten er faldet, særligt i industrien og særligt i de største virksomheder, hvor lønkvoten er faldet fra over 50 procent til cirka 35 procent (Danmarks Statistik). Derfor ser vi også, at danske virksomheders markup – et andet ord for profit – efter de økonomiske vismænds beregninger er steget fra 5 procent i 2000 til 16 procent i 2018. Derfor har den rigeste del af samfundet fået stigende formueindtægter, som er en væsentlig del af forklaringen på, at uligheden er steget. Ulighedsredegørelsen 2021 nævner da også aktieindkomsterne som en væsentlig årsag til udviklingen.
Endelig skattepolitikken hvor Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har regnet på skattelettelserne fra 2002 til 2019. De rigeste 10 procent har fået 53.000 kroner årligt, top 1-procent 113.000 kroner, de fattigste 10 procent fik 1.200 kroner i skattelettelser. I denne beregning er fastfrysning af boligskatterne ikke medregnet. Det er yderligere en skattelettelse til dem i toppen af samfundet med de dyreste huse.
Uligheden er således ikke vokset af sig selv. Den er et resultat af politiske beslutninger gennem årene gennemført af et bredt flertal hen over midten, særligt fra Socialdemokratiet til de partier, der nu forhandles regering med.
03. december 2022 | 06:00
