Hallo, voksne!
Jeg er en af de unge i fagbevægelsen. Jeg er 31 år og uddannet social- og sundhedsassistent. Jeg er en af dem, der selv har fundet vej til fagbevægelsen og siden gjort alt, hvad jeg kunne for at fremme fortællingen i blandt andet FOA Ungdom og FH Ungdom. Men det har fandme ikke været nemt.
Jeg oplever, at de voksne sylter de unge gang på gang. Ikke bare os, der aktivt tager del i fagforeningsarbejdet – men alle de unge. Vi bliver skudt i skoene, at vi den ene dag er for skrøbelige og individualiserede, og den næste at vi er dovne og ligeglade med fællesskabet. Når vi tager ansvar og laver kampagner eller aktioner, fortæller I os, at vi er for meget og for rebelske, at vi mener ting, vi ikke må mene, eller direkte gør ting I ikke vil have.
At I ikke vil sætte alle sejl ind på at organisere de unge i fagbevægelsen. Ja det forstår jeg slet ikke.
Samtidig siger I igen og igen, at fagbevægelsen dør uden ungdommen. Derfor undrer det mig, at I ikke tør investere i os. Både i bogstavelig og overført forstand. Men ofte gør det modsatte og fjerner meget af vores eksistensgrundlag.
Vi som ungdomsfagbevægelse er afhængige af den økonomi, I vil give os, da vi ikke selv kan indkræve penge fra medlemmerne, så hver gang der bliver skåret i vores budgetter, rammer eller konsulenter, så formindsker det direkte vores mulighed for at lave ungdomsfagpolitik og fede aktiviteter for vores medlemmer – det som I forventer af os.
At I ikke vil kigge på kontingenterne på trods af den historiske lave købekraft blandt unge. At I ikke vil invitere os med indenfor, men træffer beslutningerne hen over hovedet på os. At I ikke vil sætte alle sejl ind på at organisere de unge i fagbevægelsen. Ja det forstår jeg slet ikke.
I stedet bliver I ved med at tale ned til os og udskamme os. Hvis vi er mere skrøbelige, individualiserede og ligeglade med fagbevægelsen, kan skylden kun pege tilbage mod jer – generationen før os. Og sandheden er jo, at vi hverken er det ene eller det andet.
Vi er mindst lige så stærke som generationerne før os: Vi påtager os dagligt et kæmpe ansvar for at være med til at løse de udfordringer og kriser, vi ikke har været delagtige i at skabe. Vi søger samtidig fællesskaber som aldrig før – det er bare jer, der ikke tilbyder det, vi leder efter.
Og slutteligt er mange af os slet ikke ligeglade med fagbevægelsen – vi er bare aldrig blevet præsenteret for den eller spurgt, om vi har lyst til at være med.
Alt for mange møder ikke de overenskomstbærende fagforeninger. Og de, der bliver meldt ind, bliver ikke aktiveret: Lokalafdelingerne aner ikke, hvad de skal stille op med en 19-årig, der gerne vil lave fagpolitisk arbejde. Så de sylter os og undrer sig over, at vi ikke møder op til afdelingsmødet måneden efter. Måske de endda bruger det som argument om, at det ikke kan lade sig gøre at organisere unge nutildags.
Så lad mig slå fast: Det er ikke noget galt med de unge. Der er noget galt med jer.
Diagnosen er korrekt: Fagbevægelsen dør uden de unge. Lad os nu bruge den rigtige medicin. Inviter os unge indenfor. Invester i os unge. Vi er ikke problemet, vi er løsningen.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
10. oktober 2022 | 08:31
Du kommer med en fuldt berettiget kritik: Fagbevægelsen er ikke interesseret i jer unge, de er kun interesserede i kæft trit og retning. I bliver nødt til at danne jeres egne organisationer i hver en by; Faglig Ungdom, og på landsplan Lærlingenes og Ungarbejdernes Landsorganisation.
Det gjorde vi i 1970´erne og det er det eneste fagbevægelsen har respekt for.
God kamp!
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
