Problemet med jeres uddannelse er, at den 3 år for kort. I skal läre alt for meget af det pädagogiske i praktisk arbejde, som I i ro og mag skulle läre på en undervisningsbänk i socialvidenskab. Måske behöves der slet ingen praktikOg i hvert fald ikke de förste 2 til 3 år.
Hvis I ser tilbage i Arbejderen, er der en afskedserfaring fra Bondo efter hans mange år som formand for Danmarks Lärerforening, der slår fast, at selv läreruddannelsen er for kort til at håndtere de komplicerade pädago-giske udfordringer, som folkeskolelärere står med i en skoleklasse. Og ikke minst nyuddannede.
Hvordan skulle I så kunne klare en praktik, måske i det förste af to års uddannelse, på en retspsykiatrisk afdeling med en for skarp psykiatrisk tone! Og lär så lärekammeraten, hvordan han sätter en gimpe på plads i retspsykiatrien!
At kunne det professionellt pädagogiske er i sig selv tre måneders hård adfärdsteoretisk träning! God vind og God Jul. Også til kammeraten.
Elever skal ikke være bange for at sige fra
Elever skal have ret til at sige fra uden at risikere at blive presset ud i opgaver, vedkommende ikke er klædt på til at håndtere, og som kan ende med et uddannelsesstop. Skal frafaldsprocenten på social- og sundhedsassistentuddannelsen ned, skal praktikstederne leve op til konkrete krav for at blive godkendt til elever.Jeg har en kammerat, som også er uddannet social- og sundhedsassistent. Vi har lige tilbragt et par dage sammen, hvor vi blandt andet kom til at snakke om vores uddannelsesforløb og om, hvor vi har været i de forskellige praktikker. Da snakken falder på hans praktik i psykiatrien, og hvad han har været igennem der, ændrer stemningen sig med det samme.
Det første han siger, er, at han blev sygemeldt med stress efter to måneders praktik på en retspsykiatrisk afdeling. Den umiddelbare tanke er, at det var for hårdt med de psykiske patienter. Men det havde intet med dem at gøre. Det var hans daglige vejleder, ansvarlige vejleder og afdelingssygeplejerske, der havde skabt et dårligt psykisk arbejdsmiljø, som gjorde, at han blev sygemeldt med stress.
Jeg spørger så ind til, hvilke oplevelser der var med til at gøre ham syg. Her fortæller han så blandt andet om en oplevelse, hvor han står overfor sin vejleder og siger fra, da han ikke føler sig tryg eller klar til den opgave, hun vil have ham til at udføre, men hvor vejlederen bliver ved med at presse ham.
Da han holdt på, at han ikke var klar, endte situationen med, at han blev kaldt ind til afdelingssygeplejersken og fik voksenskældud. Skældud for at have holdt på sin faglighed og insisteret på mere oplæring og vejledning, inden han blev sat fri på egen hånd.
Eleverne har brug for tryghed
Efter at have lyttet til den ene historie, undrer det mig virkelig meget, at man ikke kan sige fra som elev, uden at det ender med voksenskældud. Er det virkelig der, hvor vi er i dagens Danmark? Burde vi ikke kunne sige fra? Hvis vores elever ikke tør sige fra, hvor ender vi så? Med elever der bliver så stressede, at de ikke kan gennemføre deres uddannelser?
Så kan jeg bedre forstå, at vi har en frafaldsprocent på 17 på social- og sundhedsassistentuddannelsen, hvis det er den slags praktikmiljøer, der møder eleverne.
Selvfølgelig kan der ligge mange ting til grund for, at man vælger at stoppe på en uddannelse, men dårlig vejledning og et dårligt miljø på praktikstedet må aldrig være en grund. Der skal skabes et godt, trygt og sikkert miljø for elever, så de tør sige fra, og så de får chancen for at kunne vokse med opgaven og ikke begynder at tvivle på sig selv.
Vi er nødt til at stramme op og passe godt på vores elever. De er vores fremtid, og vi har brug for dem.
Måske skulle man overveje at nedsætte et uvildigt udvalg, som gennemgår de forskellige praktiksteder, hvor elever har måttet stoppe deres praktik. Her kunne man eventuelt overveje en ekstern myndighed, som er helt upartisk og objektiv.
Kommunal egenkontrol er mangelfuld
Den model vi har i dag, hvor kommunerne selv fører kontrol med deres egne praktiksteder, har for mange fejl. Der er praktiksteder, der gentagne gange har elever, der mistrives, uden at der bliver sat ind over for problemet. Det skal der laves om på.
Man kunne lave en “checkliste” med forskellige punkter, som praktikstedet skal leve op til for at kunne blive godkendt til elever. På den måde kan vi få skabt nogle praktiksteder, hvor der er en god og sund kultur omkring eleverne. Derved bliver der skabt plads og rum til, at man som elev tør sige fra, og vi får formet nogle elever, som kender deres kompetencer og ved, hvor der er brug for oplæring.
Vi skal ikke være bange for at sige mere fra, det er kun med til at styrke vores faglighed.