OK26 sættes til afstemning
tusind tak for dette elegante og meget passende indlæg fra BE. Kunne ikke siges bedre .
Log ind for at svareMikhail Gorbatjov – statsmand af sjælden karat
På en forårsdag i 1988 mødte jeg Mikhail Gorbatjov personligt, da han som leder af Sovjetunionen skulle tale til Europarådets parlamentariske forsamling om forholdet til Europa og forholdene i verden i øvrigt.
|
Øjnene var blå. Himmelblå. Blikket klart og roligt. Håndtrykket fast.
Det var, hvad der straks slog mig den forårsdag i 1988, hvor jeg i Strasbourg mødte Mikhail Gorbatjov personligt.
Som leder af Sovjetunionen var han inviteret til Europarådets parlamentariske forsamling for at tale om forholdet til Europa og forholdene i verden i øvrigt.
Efter sin tale til forsamlingen deltog generalsekretæren i en arbejdsfrokost med formændene for forsamlingens seks politiske grupper, hvor jeg var med som formand for den liberale gruppe.
Gorbatjov fortalte om “glasnost” og “perestroika”
Gorbatjov uddybede sine just for forsamlingen udbredte tanker om “det europæiske hus”, som han mente, hans land var og burde være en del af.
Han forklarede om den pluralisme, som han mente fandtes i Sovjetunionen og dens samfundsliv, herunder også i dens lovgivende forsamling Dumaen.
Han talte også, engageret og indtrængende, om sine nyligt lancerede principper om glasnost (gennemsigtighed) og perestroika (forandring), der skulle gennemføres og respekteres i hans land, og som, hvis de også kom til at præge forholdet mellem Øst og Vest, kunne gøre en ende på Den kolde Krig.
Vi blev bestemt ikke enige rundt om bordet i den fire til fem timer lange meningsudveksling, men der blev talt “frit fra leveren”, og man sad tilbage med indtryk af en reel vilje til dialog og tilnærmelse hos vores gæst.
Det kunne vi andre naturligvis se en løfterig fremtid i, men flere af os fandt det samtidig nødvendigt at fremhæve, at når vi talte om pluralisme, var det politiske element et uomgængeligt krav.
Borgerne skulle frit kunne oprette politiske partier, så de i mangfoldighed kunne opstille til og deltage i frie valg. Uden den ret til at dele sig efter anskuelser og uden ytringsfrihed ville et styre udarte til den form for bastard-demokrati, som kaldes demokratur eller på engelsk, som sproget jo var under frokosten, dictocracy.
Vi blev bestemt ikke enige rundt om bordet i den fire til fem timer lange meningsudveksling, men der blev talt “frit fra leveren”, og man sad tilbage med indtryk af en reel vilje til dialog og tilnærmelse hos vores gæst.
Jeg tror bestemt ikke, at Gorbatjov på det tidspunkt havde nogen som helst anelse om, at han tre-fire år senere skulle erklære Sovjetunionen for opløst.
Manglende vilje til selverkendelse
Når man i dag midt i den nye konfrontation mellem Rusland og Vesten ser tilbage, bliver man slået af nærmest chokagtig undren over, hvor galt det efterhånden står til. Her springer den manglende vilje til selverkendelse hos vestlige lande, der jo i dag omfatter adskillige tidligere Warszawa-pagt lande, i øjnene.
Et stadigt mere chauvinistisk EU og et stadig mere aggressivt NATO afviser kategorisk nogen form for egen skyld i, at det er endt så konfrontatorisk.
Der eksisterer ingen kollektiv erindring om, hvordan det i sin tid under Cuba-krisen var nødvendigt for Sovjetunionen og alle andre, for at verden kunne undgå en atomkrig, at acceptere og respektere, at USA måtte have krav på en sikkerhedszone op til sine egne grænser, hvor modpartens offensive våben ikke kunne tolereres.
I dag stiller man sig ganske uforstående over for, at tilsvarende bør gælde for NATO’s fremtrængen mod øst.
Glemt er også alle aftalerne i eksempelvis OSCE om respekt for nationale mindretal med tilknytning til nabolande, så de frit kan tale på og undervise i deres modersmål.
I det hele taget mangler der i ildevarslende grad forståelse for kompromisets nødvendighed for fredelig sameksistens. Næh, militær oprustning og sanktioner er – ganske uanset omkostningerne, også for os selv – tidens løsen.
Men Mikhail Gorbatjov, han var en statsmand af de sjældne.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
04. september 2022 | 13:06
