Høring på Arbejdermuseet 6. august
Denne artikel er produceret af Earth | Food | Life, et projekt under Independent Media Institute.
Vand er en begrænset ressource på vores planet. Vi kan kun regne med det, vi har, hvilket svarer til omkring 2,5 procent drikkeligt ferskvand. Af denne mængde findes kun 0,4 procent i øjeblikket i søer, floder og som fugt i atmosfæren. Presset på denne begrænsede ressource vokser dag for dag, og i takt med dette vil de ødelæggende virkninger fortsat mærkes på de steder, der er mindst rustet til at finde alternative løsninger – især på det afrikanske kontinent.
Verdens befolkning forventes at nå op på omkring 9,6 milliarder mennesker i 2050. Det er tre gange så mange mennesker som for blot et par årtier siden, der skal leve med den samme mængde vand, hvis man ser bort fra de øvrige dyr og planter, der også er afhængige af vand for at overleve.
Mere end en tredjedel af verdens befolkning, der ikke har adgang til rent og ufarligt vand, lever i Afrika syd for Sahara. Og næsten to tredjedele – omkring fire milliarder mennesker – lever i områder med begrænset vandforsyning. Dette tal vil stige støt, og FN forudser, at omkring 700 millioner mennesker i verden vil blive “fordrevet af intens vandknaphed” inden 2030.
Knaphedsbetingede konflikter og kriser
Hvert år oplever verden ekstreme begivenheder relateret til vand, herunder hedebølger og tørke. I 2021 oplevede Madagaskar, Kenya og Somalia alene på det afrikanske kontinent alvorlig vandmangel. Og med knaphed følger ofte konflikter.
En række afrikanske konflikter er drevet af konkurrencen om de svindende naturressourcer. På statsligt plan har Egypten, Etiopien og Sudan været involveret i en vedvarende strid om ferskvand i den store etiopiske renæssancedam. Lignende konflikter udspiller sig på alle niveauer i samfundet.
Cameroun oplevede eksempelvis i december 2021 en voldsom konflikt om vand mellem fiskere og hyrder i en by tæt på grænsen til Tchad. Uenigheden om rettighederne til vandet i den svindende Tchad-sø førte til 22 menneskers død og til, at yderligere 100.000 mennesker blev fordrevet fra deres hjem som følge af de to gruppers stridigheder.
– Når først konflikter eskalerer, er de svære at løse, og de kan få negative konsekvenser for vandsikkerheden og skabe ødelæggende konfliktkredsløb, siger Susanne Schmeier, lektor i vandlovgivning og diplomati ved IHE Delft.
Denne negative feedback loop, der er drevet af konflikter, forstærkes yderligere af konsekvenserne for vandkvaliteten, landbruget og den tvungne migration. “Med meget sjældne undtagelser dør ingen i bogstaveligste forstand af tørst”, siger Peter Gleick, leder af det Oakland-baserede Pacific Institute. “Men flere og flere mennesker dør af forurenet vand eller på grund af konflikter om adgangen til vand.”
Denne indsigt viser det komplekse samspil mellem vandmangel og konflikter. Ifølge forskning fra Pacific Institute spiller vandets konsekvenser for landbruget en endnu større rolle som bidrag til konflikter – et synspunkt, der understøttes af det faktum, at landbruget står for 70 procent af ferskvandsforbruget i Afrika.
En anden konfliktskabende faktor er de sociale konsekvenser af vandmangel. Da op mod en fjerdedel af verdens befolkning står over for alvorlig vandmangel mindst en måned om året, tvinges folk til at migrere. I 2017 forlod mindst 20 millioner mennesker fra Afrika og Mellemøsten deres hjem på grund af fødevaremangel og konflikter som følge af alvorlig tørke.
Fødevareusikkerhed som følge af vandmangel
Fødevareusikkerhed forårsaget af vandmangel forværres af tabet af vilde dyr og planter. I forbindelse med en afkortning af regnsæsonerne er Kenyas bestand af får, kameler og kvæg gået tilbage. Dette har ifølge FN ført til risikoen for, at 2,5 millioner mennesker potentielt kommer til at mangle mad på grund af tørke.
Konsekvenserne af tørken går hårdt ud over landbruget, især i de regioner, hvor det er den vigtigste del af økonomien. I Sydafrika er landbruget for eksempel nøglen til landets funktion, når det drejer sig om jobskabelse, fødevaresikkerhed, udvikling af landdistrikterne og udvekslingen af udenlandsk valuta.
Landets vandmangel rammer både kommercielle og selvforsynende landbrugere. Men det er subsistenslandmændene, der er hårdest ramt af tørken, fremgår det af en artikel fra 2021, som en gruppe internationale forskere har offentliggjort i tidsskriftet Science of the Total Environment.
Mens kommercielle landmænd er i stand til at kompensere for manglende regn ved hjælp af alternative vandforsyninger samt lagrings- og vandingsteknologier, er subsistenslandmænd, der er afhængige af regn, skriver forskerne, “særligt udsatte for tørke, da de er meget afhængige af klimafølsomme ressourcer”. De påpeger også, at virkningen forværres af, at denne form for landbrug er bundet til landbrugernes egen fødevaresikkerhed.
Tilpasning til knaphed
Der er ingen muligheder for at undgå konsekvenserne af vandknaphed og tørke. Det bedste man kan gøre er at håndtere og afbøde risici, hvor det er muligt. Et redskab, som gruppen Water, Peace and Security har foreslået, er en monitor til tidlig varsling, som kan spore oplysninger om nedbør, afgrødeudbytte og politiske, økonomiske og sociale faktorer. Ifølge gruppen vil dette værktøj “forudsige vandrelaterede konflikter op til et år i forvejen, hvilket giver mulighed for mægling og regeringsindgreb”.
En anden almindelig metode til at mindske risikoen for konflikter er aftaler om deling af vand. Siden afslutningen af Anden Verdenskrig er der blevet indgået 200 af disse aftaler. På trods heraf har FN konsekvent mislykkedes med at indføre en vandkonvention, som ville betyde, at over 43 lande kunne dele grænseoverskridende floder og søer.
Et godt eksempel på, at en aftale om vandfordeling har bidraget til at undgå konflikter, findes i det sydlige Afrika. I 2000, da der var voksende spændinger på grund af delte ressourcer, blev der indgået en aftale mellem Lesotho, Sydafrika, Botswana og Namibia, som bidrog til at undgå yderligere stridigheder.
At reducere vandtab er fortsat den mest anbefalede metode, som lande bør anvende for at undgå fremtidige katastrofer. Især landbruget og minedrift er to industrier, som kunne gøre mere for at begrænse deres vandspild. En anden foranstaltning, som Island har foreslået, er at øge prisen på vand i forhold til udbuddet som en måde at begrænse vandspildet på.
Afsaltning er også en populær metode til at frigøre mere vand og bruge havvand til at øge forsyningen. Saudi-Arabien bruger eksempelvis afsaltning til at forsyne landet med mindst 50 procent af sin vandforsyning. Genbrug af vand, kendt som “gråt” vand, er et andet billigt alternativ, som landmænd bruger til at kompensere for tørke.
Efterhånden som vandknaphed bliver mere almindeligt, vil disse afbødnings- og tilpasningsstrategier også blive mere almindelige. Spørgsmålet er, om de vil være tilstrækkelige?
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
