Den nye aftale til en værdi af 368 milliarder dollars mellem Australien, USA og Storbritannien om køb af atomubåde er af Paul Keating, en tidligere australsk premierminister, blevet betegnet som den “værste aftale i historien“.
Den forpligter Australien til at købe konventionelt bevæbnede, atomdrevne ubåde, der skal leveres i begyndelsen af 2040’erne. Disse vil være baseret på nye atomreaktordesigns, der endnu ikke er udviklet af Storbritannien. I mellemtiden agter USA fra 2030’erne, “under forudsætning af godkendelse fra USA’s kongres, at sælge Australien tre ubåde af Virginia-klassen med mulighed for at sælge op til to mere, hvis der er behov for det” (Trilateralt partnerskab mellem Australien, Storbritannien og USA om atomdrevne ubåde, 13. marts 2023; min fremhævning).
Placeringen af amerikanske flådefartøjer, herunder atomubåde bevæbnet med atomvåben, gør Australien til en frontlinjestat i USA’s nuværende planer om at inddæmme Kina.
Ifølge detaljerne ser det ud til, at denne aftale forpligter Australien til at købe otte nye atomubåde fra USA, som skal leveres fra 2040’erne til slutningen af 2050’erne. Hvis atomubåde var så afgørende for Australiens sikkerhed, at det brød sin eksisterende aftale om dieseldrevne ubåde med Frankrig, giver denne aftale ingen troværdige svar.
Brud på aftalen mod spredning af atomvåben
For dem, der har fulgt spørgsmålene om spredning af atomvåben, får aftalen en anden alarmklokke til at ringe. Hvis ubådsreaktorteknologi og våbenkvalitetsuran (højt beriget uran) deles med Australien, er det et brud på traktaten om ikkespredning af kernevåben (NPT), som Australien har underskrevet som en ikke-kernevåbenmagt.
Selv hvis USA og Storbritannien leverer sådanne atomreaktorer, vil det være et brud på NPT. Dette gælder også, selv om sådanne ubåde ikke bærer atomvåben, men konventionelle våben, som det fremgår af denne aftale.
Så hvorfor brød Australien sin kontrakt med Frankrig, som gik ud på at købe 12 dieselubåde fra Frankrig til en pris på 67 milliarder dollars, hvilket er en lille del af den gigantiske aftale med USA til 368 milliarder dollars? Hvad gavner det, og hvad får USA ud af at irritere Frankrig, en af sine tætte NATO-allierede?
For at forstå det må vi se på, hvordan USA ser på geostrategien, og hvordan Five Eyes – USA, Storbritannien, Canada, Australien og New Zealand – passer ind i dette større billede.
Det er klart, at USA mener, at kernen i NATO-alliancen er USA, Storbritannien og Canada for Atlanterhavet og USA, Storbritannien og Australien for Indo-Stillehavsområdet. Resten af dets allierede, NATO-allierede i Europa og Japan og Sydkorea i Øst- og Sydasien, befinder sig rundt om denne Five Eyes-kerne. Det er derfor, at USA var villig til at fornærme Frankrig for at forhandle en aftale med Australien.
Militærbase for USA
Hvad får USA ud af denne aftale? Med løftet om otte atomubåde, som vil blive givet til Australien to til fire årtier frem i tiden, får USA adgang til Australien, som kan bruges som base til støtte for USA’s flåde, luftvåben og endda amerikanske soldater.
De ord, som Det Hvide Hus bruger, er: “Allerede i 2027 planlægger Storbritannien og USA at etablere en roterende tilstedeværelse af en britisk ubåd af Astute-klassen og op til fire amerikanske ubåde af Virginia-klassen på HMAS Stirling nær Perth i Vestaustralien.”
Brugen af udtrykket “roterende tilstedeværelse” er for at give Australien et figenblad om, at det ikke tilbyder USA en flådebase, da det vil være i strid med Australiens mangeårige holdning om ingen udenlandske baser på dets jord. Det er klart, at alle de støttestrukturer, der er nødvendige for sådanne rotationer, er det, som en udenlandsk militærbase har, og derfor vil de fungere som amerikanske baser.
Hvem er målet for AUKUS-alliancen? Det fremgår udtrykkeligt af alle skrifter om emnet og af det, som alle lederne af AUKUS har sagt: Det er Kina. Med andre ord er dette en politik til inddæmning af Kina med Det Sydkinesiske Hav og Taiwanstrædet som de vigtigste omstridte havområder.
Placeringen af amerikanske flådefartøjer, herunder atomubåde bevæbnet med atomvåben, gør Australien til en frontlinjestat i USA’s nuværende planer om at inddæmme Kina. Desuden skaber det et pres på de fleste sydøstasiatiske lande, som gerne vil holde sig uden for en sådan USA mod Kina-konflikt, der foregår i Det Sydkinesiske Hav.
Kina i sigtekornet
Mens USA’s motivation for at udpege Australien som en frontlinjestat mod Kina er forståelig, er det vanskeligt at forstå, hvad Australien har at vinde ved en sådan tilpasning.
Kina er ikke blot den største importør af australske varer, men også den største leverandør. Med andre ord, hvis Australien er bekymret for sikkerheden for sin handel gennem Det Sydkinesiske Hav mod kinesiske angreb, så er hovedparten af denne handel med Kina. Så hvorfor skulle Kina være gal nok til at angribe sin egen handel med Australien?
For USA giver det eminent mening at få et helt kontinent, Australien, til at huse sine styrker meget tættere på Kina end 8000-9000 miles væk i USA. Selv om USA allerede har baser på Hawaii og Guam i Stillehavet, giver Australien og Japan to ankerpunkter, et mod nord og et mod syd i den østlige del af Stillehavet. Der er tale om et gammeldags spil om inddæmning, som USA spillede med sine militæralliancer NATO, Central Treaty Organization (CENTO) og Southeast Asia Treaty Organization (SEATO) efter Anden Verdenskrig.
Det problem, som USA har i dag, er, at selv lande som Indien, der har deres problemer med Kina, ikke tilslutter sig USA i en militær alliance. Især fordi USA nu er i økonomisk krig med en række lande, ikke kun Rusland og Kina, men også Cuba, Iran, Venezuela, Irak, Afghanistan, Syrien og Somalia. Selv om Indien var villig til at tilslutte sig Quad – USA, Australien, Japan og Indien – og deltage i militære øvelser, trak det sig tilbage fra at gøre Quad til en militær alliance. Dette forklarer presset på Australien for at indgå i et militært partnerskab med USA, især i Sydøstasien.
Det forklarer dog stadig ikke, hvad Australien får ud af det. Selv de fem atomubåde af Virginia-klassen, som Australien måske får brugte, skal godkendes af USA’s kongres. De, der følger med i amerikansk politik, ved, at USA i øjeblikket ikke er i stand til at indgå traktater. Det har ikke ratificeret en eneste traktat om spørgsmål fra global opvarmning til havretten i de seneste år. De andre otte (ubåde, red.) er godt 20-40 år væk; hvem ved, hvordan verden vil se ud så langt ude i fremtiden.
Hvorfor valgte Australien, hvis søfartssikkerhed var dets mål, en usikker aftale om atomubåde med USA frem for en sikker forsyning af franske ubåde? Det er et spørgsmål, som Malcolm Turnbull og Paul Keating, det australske arbejderpartis tidligere premierministre, stillede sig selv.
Det giver kun mening, hvis vi forstår, at Australien nu ser sig selv som et redskab i USA’s spil for denne region. Og det er en vision om USA’s flådemagtsprojektion i regionen, som Australien i dag deler.
Visionen er, at kolonimagter og tidligere kolonimagter – G7-AUKUS – bør være dem, der udstikker reglerne for den nuværende internationale orden. Og bag snakken om den internationale orden står USA’s, NATO’s og AUKUS’s knyttede næve. Dette er, hvad Australiens aftale om atomubåde i virkeligheden betyder.
Denne artikel er produceret i samarbejde mellem Newsclick og Globetrotter. Prabir Purkayastha er stiftende redaktør af Newsclick.in, en digital medieplatform. Han er aktivist for videnskab og fri software-bevægelsen.
Mellemoverskrifter er indsat af redaktionen
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
