Landet rundt
Tyskland er blevet en ny satellit i USA’s nye kolde krig mod Rusland, Kina og resten af Eurasien.
Tyskland og de andre NATO-lande er blevet beordret til at pålægge sig selv handels- og investeringssanktioner, som vil vare længere end den aktuelle stedfortræderkrig i Ukraine. USA’s præsident Biden og hans talsmænd i udenrigsministeriet har forklaret, at Ukraine blot er den første arena i en meget bredere dynamik, som vil dele verden op i to stridende sæt af økonomiske alliancer. Denne globale splittelse forventes at blive en ti-tyve års lang kamp om, hvorvidt verdensøkonomien skal være en unipolær, USA-centreret dollar-økonomi eller en multipolær verden med flere valutaer, baseret på det eurasiske kerneland og med offentlig-/private blandingsøkonomier.
Demokratier mod autokratier
Præsident Biden har karakteriseret denne splittelse som værende mellem demokratier og autokratier. Terminologien er typisk orwellsk dobbelttydig tale. Med “demokratier” mener han de amerikanske og allierede vestlige finansielle oligarkier. Deres mål er at flytte den økonomiske planlægning ud af hænderne på valgte regeringer til Wall Street og andre finansielle centre under amerikansk kontrol. De amerikanske diplomater bruger Den Internationale Valutafond og Verdensbanken til at kræve privatisering af verdens infrastruktur og afhængighed af amerikansk teknologi, olie og fødevareeksport.
Tyskland underordner sin industri og befolkningens levestandard under diktaterne fra USA’s diplomati og den amerikanske olie- og gasindustris interesser.
Med “autokratier” mener Biden lande, der modsætter sig denne overtagelse gennem finansialisering og privatisering. I praksis betyder det i amerikansk retorik, at landet fremmer sin egen økonomiske vækst og levestandard og beholder finans- og bankvæsen under offentlig kontrol. Det egentlige spørgsmål er, om økonomien skal planlægges af finanscentrene for at skabe finansiel velstand – ved at privatisere og monopolisere kerne-infrastrukturen, forsyningsvirksomheder og sociale ydelser såsom sundhedsvæsenet – eller om levestandarden og velstanden skal øges ved at holde bankvæsen, pengeskabelse, sundhedsydelser, uddannelse, transport og kommunikation i offentligt eje.
Det land, der lider mest under “bivirkningerne” af denne globale splittelse, er Tyskland. Den tyske økonomi er den mest udviklede industriøkonomi i Europa, og tysk stål, kemikalier, maskineri, biler og andre forbrugsgoder er i højeste grad afhængig af russisk olie og gas og af metaller fra aluminium til titanium og palladium. Men selv om der er bygget to Nord Stream-rørledninger for at forsyne Tyskland med billig energi, har Tyskland fået besked på at afskære sig selv fra russisk gas og af-industrialisere. Det vil gøre en ende på det tyske økonomiske overherredømme. Nøglen til BNP-vækst i Tyskland er, som i andre lande, energiforbruget pr. medarbejder.
Disse anti-russiske sanktioner gør, at den nye kolde krig i grunden også er anti-tysk. USA’s udenrigsminister Anthony Blinken har sagt, at Tyskland bør udskifte den billige russiske rørledningsgas med dyr, amerikansk flydende gas. Tyskland vil være nødt til at investere mere end fem milliarder USD i en fart for at have havnekapacitet til at modtage disse tankskibe. Det vil ødelægge tysk industris konkurrenceevne. Konkurser vil gribe om sig, beskæftigelsen falde, og Tysklands NATO-glade ledere vil påføre landet en kronisk depression og faldende levestandard.
Generelt antager man inden for politologiske teorier, at nationer agerer ud fra deres egne interesser. Ellers er de satellitlande uden kontrol over deres egen skæbne. Tyskland underordner sin industri og befolkningens levestandard under diktaterne fra USA’s diplomati og den amerikanske olie- og gasindustris interesser. Det sker frivilligt – ikke under militært pres, men ud fra en ideologisk tro på, at verdensøkonomien burde styres af USA’s koldkrigsplanlæggere.
Splittelsen i Europa i 1200-tallet
Sommetider er det lettere at forstå nutidens dynamik ved at træde tilbage fra den umiddelbare situation og se på historiske eksempler på den form for politisk diplomati, man kan se splitte verden i dag. Den nærmeste parallel, jeg kan finde, er det middelalderlige Europas kamp sammen med paven mod de tyske konger – de hellige romerske kejsere – i 1200-tallet. Den konflikt delte Europa langs linjer, der minder om dem i nutiden. En række paver ekskommunikerede kejser Frederik II og mobiliserede deres allierede til kamp mod Tyskland og mod tysk kontrol over Syditalien og Sicilien.
Vestens fjendskab mod Østen blev grundlagt med korstogene (1095-1291), ganske som nutidens kolde krig er et korstog mod økonomier, der truer USA’s dominans over verden. Middelalderens krig mod Tyskland handlede om, hvem der skulle styre det kristne Europa: Pavedømmet med paverne som verdslige kejsere eller sekulære herskere over de enkelte kongeriger der tiltog sig magten til at gennemtvinge og moralsk at legitimere deres styre.
Det middelalderlige modstykke til USA’s nye kolde krig mod Kina og Rusland var det store skisma i 1054. Pave Leo IX krævede ensidig kontrol over de kristne riger og ekskommunikerede derfor den ortodokse kirke i Konstantinopel og hele den kristne befolkning under den. Et enkelt bispesæde, Rom, afskar sig selv fra hele den tids kristne verden, inklusive de gamle patriarkater i Alexandria, Antioch, Konstantinopel og Jerusalem.
Bruddet skabte et politisk problem for Roms diplomati, nemlig hvordan man skulle kontrollere alle de vesteuropæiske kongedømmer og kræve finansiel understøttelse fra dem. For at gøre dette blev de verdslige konger underlagt pavens religiøse autoritet. I 1074 udsendte Pave Gregor VII – Hildebrand – 27 diktater, som beskrev Roms administrative strategi for at sikre sin magt over Europa.
Disse pavelige krav har slående ligheder med nutidens amerikanske diplomati. I begge tilfælde kræver militære og verdslige interesser sublimering i form af et ideologisk korstog, der skal cementere den følelse af solidaritet, som er en forudsætning for ethvert imperiesystems dominans. Denne logik er tidløs og universel.
Pavens diktater var radikale på to måder. For det første hævede de Roms biskop op over alle andre og skabte dermed det moderne pavedømme. Diktat 3 bestemte, at kun paven kunne udnævne eller afsætte biskopper. Dette blev underbygget af diktat 25, som udelukkede de lokale herskere fra at udnævne eller afsætte biskopper. Diktat 12 gav paven ret til at afsætte herskere på linje med diktat 9, som påbød “alle prinser kun at kysse pavens fødder”, hvis de ville betragtes som legitime herskere.
På samme vis tiltager USA’s diplomater sig i dag retten til at sige, hvem der kan anerkendes som statsledere. I 1953 blev Irans valgte præsident styrtet ved et kup, der i stedet indsatte Shahens militærdiktatur. Dette princip giver amerikanske diplomater ret til at understøtte “farverevolutioner” og regimeskifte, for eksempel deres støtte til militærdiktaturer i Latinamerika som skaber klient-oligarkier i USA’s erhvervslivs og finansverdens interesse. Kuppet i Ukraine i 2014 er blot det seneste udslag af USA’s ret til at udnævne og afsætte ledere.
For nyligt har USA’s diplomati udnævnt Juan Guaidó til statsoverhoved i Venezuela i stedet for den valgte præsident og overdraget landets guldreserver til ham. Præsident Biden har insisteret på, at Rusland må fjerne Putin og erstatte ham med en mere USA-venlig leder. Denne “ret” til at udvælge statsoverhoveder har været en fast del af USA’s politik i hele dens lange historie med indblanding i europæisk politik siden Anden Verdenskrig.
Kætteri og ideologi
Det andet radikale træk i pavens diktater var udelukkelsen af al ideologi og politik, som ikke byggede på pavens autoritet. Diktat 2 fastslog, at kun paven kunne kaldes “universal”. Pr. definition ville enhver uenighed være kættersk. Diktat 17 fastslog, at ingen hellig skrift kunne være kanonisk uden pavens godkendelse.
Definitionen på demokrati er i vores dage simpelt hen “USA-venlig”, og neoliberale privatiseringer er tidens USA-støttede økonomiske religion.
I dag stilles tilsvarende krav af den amerikansk-støttede ideologi om de finansialiserede og privatiserede “frie markeder”, altså deregulering af regeringens magt til at styre økonomien efter andre interesser end de USA-centrerede finans- og erhvervseliter.
I nutidens nye kolde krig hylder kravet om universalitet sig i “demokratiets” sprog. Men definitionen på demokrati er i vores dage simpelt hen “USA-venlig”, og neoliberale privatiseringer er tidens USA-støttede økonomiske religion. Denne religion kaldes “videnskab” som for eksempel ved fup-Nobelprisen i økonomisk videnskab. Det er den moderne eufemisme for neoliberalt skrald fra Chicagoskolens økonomi, IMF’s spareprogrammer og skattelettelser for de rige.
Pavens diktater udlagde en strategi for at etablere en ensidig kontrol over de verdslige riger. De fastsatte pavens herredømme over verdens konger, først og fremmest over kejseren af det hellige tysk-romerske rige. Diktat 26 gav paven autoritet til at ekskommunikere enhver, der “ikke var i fred med den romerske kirke”. Det princip gik igen i det afsluttende diktat 27, som lod paven “løse undersåtter fra deres troskab mod onde mænd”. Dette var en opfordring til en middelalderlig version af “farverevolutionernes” regimeskifte.
Det, der forenede landene i denne solidaritet, var kampen mod lande, der ikke var underlagt pavens centrale kontrol – de muslimske vantro, der besatte Jerusalem, de franske katharer og alle andre, man syntes var kættere. Frem for alt var man fjendtlige over for regioner, der var stærke nok til at modsætte sig pavens krav om finansielle tributter (skatter).
Nutidens modstykke til en sådan ideologisk magt til at ekskommunikere kættere, der modsætter sig krav om underkastelse og tribut, kunne være WTO, Verdensbanken og IMF, som dikterer økonomiske tiltag og sætter “betingelser”, alle medlemslande skal følge, hvis de ikke vil straffes med amerikanske sanktioner – den moderne version af ekskommunikation for lande, der ikke bøjer sig for USA’s herredømme. Diktat 19 af de pavelige diktater fastslog, at ingen kan dømme paven – på samme måde som USA’s gerninger ikke kan indbringes for en verdensret. På samme vis forventer man i dag, at USA’s diktater gennem NATO eller andre organer (for eksempel IMF eller Verdensbanken) uden at sætte spørgsmålstegn ved dem vil blive fulgt af USA’s satellitter. Som Margaret Thatcher sagde om sin neoliberale privatisering, som ødelagde Storbritanniens offentlige sektor: “Der er ikke noget alternativ” (“There is no alternative” – TINA).
Mit ærinde her er at påvise ligheden med nutidens amerikanske sanktioner mod alle lande, der ikke følger de diplomatiske krav. Handelssanktioner er en form for ekskommunikation. De ophæver princippet i den westfalske fredstraktat fra 1648 om, at enhver stat og dens leder skal være fri for udenlandsk indblanding. Præsident Biden betegner USA’s indblanding som et led i hans nyopfundne kamp mellem “demokrati” og “autokrati”. Med demokrati mener han et klient-oligarki under USA’s kontrol, der skaber finansiel velstand ved at skære i den arbejdende befolknings levestandard – i modsætning til offentligt-private blandingsøkonomier der sigter mod øget levestandard og social solidaritet.
Som nævnt skabte Det Store Skisma – ved at ekskommunikere den ortodokse kirke i Konstantinopel og dens kristne befolkning – den skæbnesvangre religiøse skillelinje, som har adskilt “Vesten” fra “Østen” i det seneste årtusinde. Denne splittelse var så vigtig, at Vladimir Putin nævnte den i sin tale 30. september 2022, hvor han beskrev nutidens brud med de USA- og NATO-centrerede vestlige økonomier.
I det 12. og 13. århundrede så man igen og igen de normanniske erobrere af England, Frankrig og andre lande, sammen med de tyske konger, protestere, blive ekskommunikerede og til sidst give efter for pavens krav. Det varede helt til det 16. århundrede, før Martin Luther, Zwingli og Henrik den 8. endelig fik lavet et protestantisk alternativ til Rom og dermed gjorde de vestlige riger multipolare.
Had mod “de andre”
Hvorfor tog det så lang tid? Svaret er, at korstogene skabte et ideologisk tyngdepunkt, man organiserede sig omkring. Det var middelalderens modstykke til nutidens nye kolde krig mellem Øst og Vest. Korstogene skabte et åndeligt fokus på “moralsk reform” ved at mane til had mod “de andre” – mod det muslimske Østen og i stigende grad mod jøder og europæiske udbrydere fra Roms kontrol. Sådan var middelalderens modstykke til nutidens neoliberale “fri-markeds”-doktriner fra USA’s finansoligarki og dens fjendskab mod Kina, Rusland og andre nationer, der ikke følger denne ideologi.
I nutidens nye kolde krig mobiliserer Vestens neoliberale ideologi frygt for og had til “de andre”; man dæmoniserer lande, der følger et uafhængigt spor, som “autokratier”. Åbenlys racisme over for hele folkeslag understøttes, som det ses i den russofobi og cancel-kultur, der hærger i Vesten.
Netop på samme vis som de vestlige kristne rigers overgang til multipolaritet var betinget af det 16. århundredes protestantiske alternativ, må det eurasiske kernelands brud med det bankcentrerede NATO-vesten støttes af en alternativ ideologi om, hvordan man organiserer offentligt-private blandingsøkonomier og deres finansielle infrastruktur.
Vestens kirker blev i middelalderen tappet for deres almisse- og arveindtægter ved at give tilskud til “Peters-pengene” og andre subsidier til pavedømmets krige mod de regenter, der kæmpede mod pavens krav. England spillede den store offerrolle, som Tyskland gør i dag. Der blev pålagt England enorme skatter, som man påstod gik til at finansiere korstogene – de blev omdirigeret til krige mod Frederik II, mod Conrad og mod Manfred på Sicilien. Afledningen finansieredes via pavelige bankierer fra Norditalien (Lombarder og Cahorsinere) og blev gjort til kongelig gæld, der trak på hele økonomien.
Englands baroner anførte en borgerkrig mod Henrik II i 1260’erne og fik der standset den engelske konges ofring af Englands økonomi til paven.
Det, der afsluttede pavedømmets magt over andre lande, var afslutningen af dets krig mod Østen. Da korsfarerne tabte Akko, kongeriget Jerusalems hovedstad, i 1291, mistede pavestolen sin kontrol over kristenheden. Der var ikke mere “ondskab” at kæmpe mod, og “de gode” havde mistet deres tyngdepunkt og sammenhængskraft. I 1307 beslaglagde den franske kong Philip IV (“den smukke”) tempelriddernes – kirkens store militære bankordens – midler i Paris. Andre landes ledere nationaliserede også tempelridderne, og de monetære systemer blev taget ud af kirkens hænder. Uden en fælles fjende, der blev defineret af og mobiliseret imod fra Rom, mistede paven sin unipolære ideologiske magt over Vesteuropa.
En moderne ækvivalent til fjernelsen af tempelridderne og pavens finanssystem ville være, hvis landene trak sig fra USA’s nye kolde krig. De ville droppe dollar-standarden og USA’s bank- og finanssystem. Dette sker, efterhånden som flere og flere lande ikke ser Rusland og Kina som modstandere, men som store muligheder for fælles økonomiske fremskridt.
De brudte løfter om fælles udbytte til Tyskland og Rusland
Opløsningen af Sovjetunionen i 1991 lovede os en ende på den kolde krig. Warszawa-pagten gik hver til sit, Tyskland blev genforenet, og amerikanske diplomater lovede en ende på NATO, da den sovjetiske trussel ikke fandtes længere. Russiske ledere hengav sig til håbet om – som præsident Putin udtrykte det – at en ny europæisk økonomi kunne skabes, fra Lissabon til Vladivostok. Især Tyskland ventedes at føre an i investeringerne i Rusland, som ville omstrukturere landets økonomi i mere effektiv retning. Rusland ville betale for denne teknologioverførsel ved at levere olie og gas, nikkel, aluminium, titanium og palladium.
En hjørnesten i USA’s økonomiske diplomati er, at USA’s og dets NATO-allieredes olieselskaber skal kontrollere verdens olie- og gasforsyning.
Der var ingen forventning om, at NATO skulle udvides til at true med en Ny Kold Krig, endnu mindre om at det ville støtte Ukraine, kendt som Europas mest korrupte kleptokrati, i at blive ledet af ekstremistiske partier med tyske nazi-symboler som kendemærker.
Hvad kan forklare, hvordan det tilsyneladende logiske potentiale for fælles udbytte til Vesteuropa og de tidligere sovjet-økonomier kunne blive til understøttelse for oligarkiske kleptokratier? Ødelæggelsen af Nord Stream-pipelinen viser dynamikken i en nøddeskal. I næsten ti år har USA konstant forlangt, at Tyskland kom ud af sin afhængighed af russisk energi. Gerhardt Schröder, Angela Merkel og det tyske erhvervsliv modstod kravene. De henviste til den åbenlyse logik i samhandel med tyske varer og russiske råstoffer.
USAs problem var, hvordan de skulle hindre tyskerne i at godkende Nord Stream 2-pipelinen.
Victoria Nuland, præsident Biden og andre diplomater fra USA viste, at det kunne gøres ved at opildne til had mod Rusland. Den nye kolde krig blev italesat som et nyt korstog. Det var sådan, George W. Bush havde beskrevet USA’s angreb på Irak for at bemægtige sig landets oliekilder. Det USA-sponserede kup i 2014 skabte et ukrainsk marionetstyre, som har brugt otte år på at bombe sine russisktalende østlige provinser. På den måde har NATO søgt at fremprovokere et militært svar fra Rusland.
Provokationen lykkedes, og Ruslands forudsigelige svar blev straks kaldt en uprovokeret forbrydelse. Russernes beskyttelse af civile blev udlagt i de NATO-sponserede medier som så rædsomme, at de fortjener de handels- og investeringssanktioner, de er blevet pålagt siden februar måned. Det er, hvad der ligger i et korstog.
Den nye todeling af verden
Resultatet er, at verden deler sig i to lejre: Det USA-centrerede NATO og den opstående eurasiske koalition. Et biprodukt af denne dynamik har været, at Tyskland nu er ude af stand til at fortsætte sin økonomiske politik med fælles fordele fra handel og investeringer i Tyskland (og måske også Kina). Den tyske kansler Olaf Scholz tog i starten af november til Kina for at forlange, at Kina skal nedlægge sin offentlige sektor og holde op med at subsidiere sine virksomheder, ellers vil Tyskland og Europa pålægge Kina handelssanktioner. Kina kan på ingen måde efterkomme disse latterlige krav; lige så lidt som USA eller nogen anden industrination vil holde op med at støtte sin egen computer-chip-fabrikation eller andre nøgleindustrier.
Det tyske udenrigsråd er en neoliberal “libertær” NATO-arm, der forlanger, at Tyskland skal afindustrialiseres og være afhængigt af handel med USA – i stedet for Kina, Rusland og deres allierede. Det ville være det sidste søm i den tyske økonomis kiste.
En anden bivirkning af USA’s nye kolde krig er afslutningen på alle internationale planer om at bremse den globale opvarmning. En hjørnesten i USA’s økonomiske diplomati er, at USA’s og dets NATO-allieredes olieselskaber skal kontrollere verdens olie- og gasforsyning. Dermed øges disse landes energiuafhængighed, mens USA frit kan skade andre lande ved at afskære deres adgang til energi og andre basale fornødenheder. Det er det, NATO’s krige i Irak, Libyen, Syrien og Ukraine handler om – ikke noget så abstrakt som “demokrati versus autokrati”.
Uden den nye kolde krigs “de gode mod de onde”-narrativ mister USA’s sanktioner deres eksistensberettigelse med dette amerikanske angreb på miljøbeskyttelsen og på samhandel mellem Vesteuropa, Rusland og Kina. Dette er konteksten for vore dages kamp i Ukraine, som kun vil være det første skridt i USA’s 20 års krig for at forhindre en multipolær verden. Denne proces vil låse Tyskland og Europa fast i afhængighed af flydende naturgas fra USA.
Tricket er, hvordan man skal overbevise Tyskland om, at landet har brug for USA til at garantere for sin militære sikkerhed. Hvad Tyskland i virkeligheden har brug for, er sikkerhed fra den amerikanske krig mod Kina og Rusland, som marginaliserer og “ukrainiserer” Europa.
Ingen vestlige regeringer har opfordret til forhandlinger for at bringe en ende på denne krig – for der er ikke erklæret krig i Ukraine. USA erklærer aldrig krig nogen steder, fordi den amerikanske forfatning kræver, at det er Kongressen, der erklærer krig. Så USA og NATO bomber, organiserer farverevolutioner, blander sig i indenrigspolitik (og dermed er tiden så løbet fra den westfalske fred) og pålægger de sanktioner, der er ved at rive Tyskland og dets nabolande fra hinanden.
Hvordan kan forhandlinger “afslutte” en krig, der enten ikke er erklæret eller er en langsigtet strategi for et totalt ensidigt verdensherredømme?
Svaret er, at der ikke kan blive nogen ende, før der findes et alternativ til nutidens USA-centrerede internationale institutioner. Det kræver etableringen af nye institutioner, der afspejler et alternativ til den neoliberale, bankcentrerede vision om, at økonomier skal privatiseres, og den centrale planlægning skal foregå i de finansielle centre. Rosa Luxemburg skildrede dette som et valg mellem socialisme og barbari. Jeg har skitseret den politiske dynamik bag et alternativ i min senest bog, The Destiny of Civilization (“Civilisationens skæbne”).
Denne artikel, Germany’s position in Americas New World Order, er oversat af Arbejderen. Den blev publiceret på Michael Hudsons egen hjemmeside den 2. november 2022 og har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 5, 2022.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
