Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen fordømte – og brugte for en gangs skyld ordet fordømmer – da det israelske parlament Knesset i oktober vedtog en lov, der efter tre måneder skulle lukke UNRWA. De tre måneder er gået. I dag, torsdag den 30. januar, skal UNRWA lukke sit kontor i Østjerusalem.
Det kunne lyde uskyldigt nok. Israel laver en lov, og et kontor lukker.
Men konsekvenserne er uoverskuelige. Med sin lov forbyder Israel nemlig samtlige israelske myndigheder at samarbejde med UNRWA. Det betyder, at UNRWA ikke kan få nogen form for tilladelser, ikke kan få dokumenter der giver adgang til Israel – og dermed de besatte områder Østjerusalem, Vestbredden og Gaza.
Det er skæbnen for millioner af palæstinensere, hele våbenhvilen og udsigterne til en politisk løsning, der medfører varig fred og sikkerhed, der er på spil.
Phillippe Lazzarini, General-komissær UNRWA
UNRWA kan ikke koordinere med besættelsesmagten for de ansatte, der i forvejen er i områderne, lagrene med nødhjælp kan ikke fyldes op. Der kan ikke komme diesel til lastbilerne, løn kan ikke overføres. For alt sammen kræver kontakt til israelske myndigheder. Den kontakt er nu forbudt.
Vores arbejde vil blive lammet
Phillippe Lazzarini satte præcise ord på konsekvenserne. Han er generalkommissær for UNRWA. Den 28. januar gav han en desperat henvendelse til FN’s Sikkerhedsråd. Han starter med at lovprise den våbenhvile i Gaza, der ser ud til endnu at holde.
– Og stadig, om to dage, vil vores arbejde i de besatte palæstinensiske områder blive lammet, når loven fra det israelske parlament Knesset træder i kraft.
– Det er skæbnen for millioner af palæstinensere, hele våbenhvilen og udsigterne til en politisk løsning der medfører varig fred og sikkerhed, der er på spil.
Så klare er ordene fra chefen for UNRWA, ikke en hvilken som helst organisation. Den blev oprettet af FN i 1949, efter Nakba og Israels oprettelse for at tage sig af de fordrevne palæstinensere i lejrene rundt i nabolandene. Meget er sket siden, nye besættelser, annekteringer, krige.
Men UNRWA er stadig afgørende for millioner af palæstinenseres liv. UNRWA er ind over alt fra skoler til hospitaler, til mad og medicin og er den eneste faste, stabile og internationale aktør, der samarbejder med de mange små og store private hjælpeorganisationer.
Mandat fra FN
UNRWA har noget, de andre ikke har. UNRWA har mandat fra FN. Lazzarinis frygt er adresseret direkte til Sikkerhedsrådet. Som han siger:
– Lovgivningen fra Knesset afviser resolutionerne fra dette Råd og fra Generalforsamlingen i FN. Det underminerer afgørelserne fra Den Internationale Domstol (ICJ).
– Lovgivningen tilsidesætter det faktum, at UNRWA er den mekanisme, som Generalforsamlingen oprettede for at give støtte til de palæstinensiske flygtninge, indtil der kom en politisk løsning på det palæstinensiske spørgsmål. At håndhæve den lov er at gøre nar ad international ret, og betyder enorme forhindringer for UNRWA’s arbejde.
Angreb på en politisk løsning
Det israelske angreb på UNRWA er også et angreb på selve det palæstinensiske folks rettigheder. Helt specifikt et angreb på deres rettigheder som flygtninge. Flygtninge har, ifølge folkeretten, ret til at vende hjem til det land, de er fordrevet fra.
Som Philippe Lazzarini formulerer det i sin appel til Sikkerhedsrådet:
– De politiske angreb på UNRWA er motiverede med et ønske om at fjerne palæstinensernes status som flygtninge og dermed ensidigt udfordre de længe fastsatte rammer for en politisk løsning. Målet er at nægte palæstinenserne deres ret til selvbestemmelse og udslette deres historie og identitet.
– Lad mig gøre det klart: De palæstinensiske flygtninges ret til beskyttelse og hjælp kommer ikke fra UNRWA’s mandat. De eksisterer uafhængigt af agenturet. Og hvis UNRWA ikke længere kan beskytte og hjælpe de palæstinensiske flygtninge, vil deres rettigheder ikke blot stadig være der, men der vil komme langt større fokus på deres ret til at vende tilbage, understregede Philippe Lazzarini.
Pudsigt sammenfald med etnisk udrensning
Der er et pudsigt sammenfald mellem de tre måneders deadline fra Israel og så den nyindsatte amerikanske præsident Trumps aktiviteter over telefonen de sidste dage. Trump har bedt en række lande om at tage imod palæstinenserne fra Gaza. Egypten, Jordan, og Albanien har foreløbigt, og kategorisk, afvist det. Trump fortsætter sin plan.
Under humanitært dække, ja. Men i sin essens er det etnisk udrensning. Det er et angreb på palæstinensernes rettigheder efter folkeretten. Om det er lejre i Sinai eller de albanske bjerge, er for Trump ligegyldigt. Gaza skal tømmes. Det er i sidste ende en tanke om at opløse den palæstinensiske identitet.
Om det er mere end et pudsigt sammenfald, vil fremtidens historikere afdække.
Anklager om terror er uden beviser
Den israelske stat begrunder forbuddet med anklager om, at UNRWA, eller i hvert fald dens ansatte, er terrorister. Organisationen fyrede i sommers ti ansatte, efter en intern redegørelse ikke kunne udelukke, at de deltog i angrebet den 7. oktober. Israel anklagede ganske vist mange flere ansatte for terror tilbage i januar 2024. Den interne redegørelse gjorde samtidigt klart, at der ikke var beviser bag de israelske anklager.
De israelske anklager fik mange lande – også Danmark – til at sætte støtten til UNRWA på pause. Nogle, som USA, har ikke startet den igen. Norge har ikke blot fortsat støtten, men i dag bevilget ekstra 275 milloner norske kroner til UNRWA.
Danmark har genoptaget sin støtte, efter den blev sat på pause. Og Udenrigsministeriet vedtog så sent som 16. januar en ekstra bevilling på 75 millioner kroner til “Palæstinakrisen” – men om den er til UNRWA, har Udenrigsministeriet ikke svaret på endnu.
Truslerne om stoppede bevillinger og manglende økonomiske støtte var også med i Philippe Lazzarinis appel til Sikkerhedsrådet.
Kæmp imod
– For det første: Kæmp imod, at loven fra Knesset bliver sat i værk! UNRWA’s ansatte og tjenester er essentielle for våbenhvilen.
– For det andet: Insister på en reel, politisk vej frem, der afstikker UNRWA’s rolle som bibringer af uddannelse og sundhed! Agenturet er afgørende for at sikre en bæredygtig politisk overgang.
– For det tredje: Sørg for, at en finansieringskrise ikke afbryder det livreddende arbejde, som UNRWA udfører. Agenturet kan ikke fortsætte under de ekstraordinære udfordringer uden tilstrækkelige ressourcer, lød den umiddelbare appel fra Philippe Lazzarini for to dage siden.
Ting sker ikke af sig selv. Våbenhvilen var aldrig kommet i stand uden pres nedefra, fra verdens folk på gaden. Pres på Israel, pres på de regeringer og virksomheder der støtter Israel. UNRWA kan aldrig komme til at spille sin rolle uden et forstærket pres.
Israel har dræbt 273 af UNRWA’s ansatte under folkemordet i Gaza.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.