Høring på Arbejdermuseet 6. august
Efter syv måneder besluttede den ledende anklager ved Den Internationale Straffedomstol (ICC), Karim Khan KC, at meddele, at han ville undersøge mulighederne for at udstede arrestordrer (mod Israels premierminister Benjamin Netanyahu, den israelske forsvarschef og tre Hamas-ledere, red.) i forbindelse med Israels folkemordskrig i Gaza.
Det er den fuldstændige hensynsløshed i volden, der definerer den israelske politik, både de statslige institutioners og de illegale bosætteres.
Med næsten 40.000 døde og 10.000 savnede og med over to millioner mennesker, der er fordrevet og truet med at dø af bomber eller sygdom, er denne krig en af de værste i de seneste år. Israels militær har bevidst afskåret Gaza fra mad og vand og har systematisk bombet statens institutioner og civilsamfundet, så enhver tilbagevenden af de fordrevne vil være mere end vanskelig.
Hvis bombardementerne stoppede i dag, ville det tage 14 år at fjerne de ueksploderede sprængstoffer. Det ville kræve en ufattelig mængde penge og ressourcer at genopbygge Gaza, så det kunne vende tilbage til en vis grad af normalitet. Karim Khan kommer flere måneder for sent med sin udtalelse, men det er aldrig for sent at anklage højtstående embedsmænd i den israelske regering for krigsforbrydelser.
Rafah
De israelske væbnede styrker havde fortalt palæstinenserne i Gaza, at de skulle forlade deres hjem nord for Wadi Gaza og begive sig mod syd. Da israelerne følte, at de stort set havde fuldført deres mission i Gaza By, herunder ødelagt alle større kulturelle og humanitære institutioner dér (for eksempel universiteter og hospitaler), meddelte de palæstinenserne, at de skulle forlade Khan Younis – den næststørste by i Gaza – og tage til Rafah, Gazastribens tredjestørste by. Det var præcis, hvad over en million palæstinensere gjorde i løbet af få dage. De skyndte sig sydpå og så endnu længere sydpå.
Nu har israelerne bedt palæstinenserne i Rafah om at forlade store dele af byen og begive sig mod kysten. Der er simpelthen ikke noget sted for folk at tage hen, da israelerne har beslaglagt Rafah-overgangen til Egypten, og de har blokeret adgangen til grænseområderne nær Israel (inklusive Kerem Shalom-overgangen). I en fart har over 800.000 palæstinensere forladt Rafah og sat kursen mod Middelhavet. De bor i interimistiske beskyttelsesrum og er ude af stand til at finde ordentlig mad og vand. Hungersnød og sygdom er tvillinger i denne situation.
Det nordlige Gaza
Mellem oktober 2023 og januar 2024 bombarderede israelske fly og kampvogne det nordlige Gaza, især Gaza City. Bombardementerne var voldsomme, og israelerne – godt bevæbnet af USA og Storbritannien – ramte enhver bygning, som de mente var et mål. Hele kvarterer i Gaza City er blevet jævnet med jorden, og hele familier er blevet udslettet. Et af de områder, der blev særligt hårdt ramt fra luften, var Jabaliya-flygtningelejren, som blev oprettet i 1948 af dem, der var blevet tvangsforflyttet af de nye israelske stater. Israels luftvåben var ubarmhjertigt og ramte dette helt civile område med maksimal kraft. Da israelerne forlod lejren i begyndelsen af februar 2024, tog al-Jazeeras Anas al-Sharif ud og talte med beboerne, som fortalte ham:
– Intet blev skånet. Land, huse og træer blev alt sammen ødelagt. Intet er beboeligt, men vi vil forblive standhaftige og urokkelige med vores stærke vilje.
I maj 2024 vendte israelerne tilbage for at bombe lejren og dræbte endnu en gang civile i dette stærkt trafikerede område. Under bombardementet sagde Ibrahim Khaled, som bor i lejren, via WhatsApp: “I dag er den sværeste dag med hensyn til besættelsens bombardementer; luftangreb og beskydning fra kampvogne har stået på uafbrudt”. Det er også tydeligt, at modstandsstyrkerne i den nordlige halvdel af Gaza ikke er blevet helt besejret. De fortsætter med at chikanere enhver israelsk landstyrke, og derfor trak det israelske militær i januar 2024 fem brigader ud af Gaza og indledte en “tredje fase” i krigen (som primært ville omfatte luftbombardementer).
Den “første fase” var beskydningen og luftbombardementet af Gaza fra 7. til 27. oktober, og derefter var den “anden fase” landinvasionen i Gaza. Mens Israel forsøgte at antyde, at skiftet til “tredje fase” altid var en del af deres plan, er det tydeligt, at de var nødt til at genoverveje at sende tropper ind i Gaza, da de begyndte at lide tab (24 soldater blev dræbt den 22. januar, hvilket er nogenlunde det tidspunkt, hvor israelerne gik over til “tredje fase”).
Israelsk hensynsløshed
Karim Khan fra ICC kan udstede arrestordrer på højtstående embedsmænd i den nuværende israelske regering. Men Benjamin Netanyahus adfærd (som har været premierminister i over 16 år, mellem 1996 og 1999, derefter 2009-2021 og endelig fra 2022) er ikke en individuel handling i sig selv, men forankret i strukturen i Israels apartheidsystem og dets hensynsløshed over for palæstinenserne, som kommer til udtryk i folkedrabets sandsynlige karakter (som bemærket af Den Internationale Domstol (ICJ, red.)).
Den folkemorderiske hensigt går tilbage til de tidlige dage med pistolzionismen i Israel. Det var en israelsk premierminister – Golda Meir – som benægtede palæstinensernes eksistens i 1969 (“Der var ikke noget, der hed palæstinensere”), og det var en anden israelsk premierminister – Yitzhak Rabin – som instruerede sine kommandanter om at “brække knoglerne” på unge palæstinensere, som kastede sten mod de israelske styrker under den første intifada i 1989-91. Denne holdning strukturerer den israelske hærs adfærd, ikke kun i Gaza, men også i Østjerusalem og på Vestbredden. Det er denne holdning, der har dannet rammen om annekteringspolitikken i hele det besatte palæstinensiske område.
Uanset om Hamas er i stand til at komme sig over denne spærreild eller ej, vil den palæstinensiske modstandsbevægelse bestå.
Under den officielle israelske hærs krig mod palæstinenserne i Gaza har de statsstøttede illegale bosættere gået amok på palæstinensiske landsbyer og byer på Vestbredden. Mellem den 12. og 16. april angreb ulovlige israelske bosættere for eksempel landsbyerne al-Mughayyir, Aqraba, Beitin, Deir Dibwan og Duma. De dræbte civile palæstinensere, herunder sundhedspersonale, og ødelagde olivenlunde og grøntsagsmarker.
I midten af maj angreb ulovlige israelske bosættere landsbyerne Salfit og Yatma, brændte dele af husene af og beslaglagde køretøjer, der var afgørende for palæstinensernes landbrugsliv. Disse køretøjer transporterede – ligesom i Nablus og Wadi Qana – korn og foder. Langs vejen mellem Jeriko og Ramallah stod ulovlige israelske bosættere og kastede sten mod forbipasserende biler, der blev kørt af palæstinensere. Israelske soldater så til og gjorde intet for at gribe ind. Den generelle officielle israelske holdning er, at disse bosættere vil gøre livet sværere for palæstinenserne, som så måske beslutter sig for at flytte over grænsen til Jordan. Det er den fuldstændige hensynsløshed i volden, der definerer den israelske politik, både de statslige institutioners og de illegale bosætteres.
Den israelske regering har ikke forsøgt at inddæmme bosætterne på trods af flere FN-resolutioner om bosættelsernes ulovlighed. Situationen er blevet så alvorlig, at selv New York Times måtte rapportere om dens alvor (Ronen Bergman og Mark Mazzetti, “De ustraffede: Hvordan ekstremister overtog Israel“, 16. maj), og selv canadiske og amerikanske lovgivere måtte overveje juridiske foranstaltninger for at forhindre, at donationer gik fra deres lande til disse bosættelser.
Der har været flere forslag om våbenhvile på bordet, og på trods af aftalerne fra palæstinensisk side har israelerne nægtet at gå ind i en ordentlig proces. Israelerne er nu overbeviste om, at de kan fortsætte krigen, indtil Hamas er udslettet, hvilket er en latterlig målsætning. Uanset om Hamas er i stand til at komme sig over denne spærreild eller ej, vil den palæstinensiske modstandsbevægelse bestå, omgruppere sig og fortsætte med at kæmpe for en afslutning på besættelsen.
Den eneste måde, hvorpå Israel kan opnå sikkerhed, er ved at anerkende palæstinensernes krav om frigørelse. Alt andet – selv udslettelsen af Hamas (som blev dannet i 1987) – vil være utilstrækkeligt. Og heri ligger den barske sandhed for det israelske samfund: Det er uvilligt til at acceptere palæstinenserne som politiske subjekter med deres krav og håb, og med denne uvilje har israelerne lagt sig fast på en folkemorderisk logik, som ikke i sig selv kan finde vejen til fred.
Om forfatteren:
Vijay Prashad er en indisk historiker, redaktør og journalist. Han er skribent og chefkorrespondent på Globetrotter. Han er redaktør af LeftWord Books og direktør for Tricontinental: Institute for Social Research. Han er senior ikke-hjemmehørende gæsteprofessor ved Chongyang Institute for Financial Studies, Renmin University of China. Han har skrevet flere end 20 bøger, herunder The Darker Nations og The Poorer Nations. Hans seneste bøger erStruggle Makes Us Human: Learning from Movements for Socialism og (sammen med Noam Chomsky) The Withdrawal: Irak, Libyen, Afghanistan og the Fragility of U.S. Power.
Oversættelse, trompet, lead, billede og fremhævede citater udarbejdet og/eller indsat af Arbejderen.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
