Nyhedskommentar
Den 30. marts vedtog det israelske parlament Knesset en lov, der pålægger dødsstraf ved hængning for palæstinensere dømt ved militærdomstole i sager med dødelige angreb. Dødsstraffen skal eksekveres inden for 90 dage efter dommen.
Dette er ikke en straffelov. Dette er et kodificeret redskab til etnisk udslettelse, hvilket opererer inden for et dokumenteret apartheidsystem beskyttet af en hidtil uset politisk opbakning fra USA.
For at forstå hvad der er sket, kan vi ikke begynde med loven alene. Vi må begynde med hele den struktur, der har frembragt den.
Dødsstraf: Den billigste løsning for den fejlslagne stat
Ud fra et principfast og humanistisk standpunkt afviser jeg dødsstraf fuldstændigt og kategorisk. Retten til liv er en iboende rettighed, uadskillelig fra menneskets menneskelighed, og ingen stat, uanset hvilken legitimitet den påstår at have, må konfiskere denne ret.
Ingen fødes som kriminel eller voldelig. Alle fødes i fuld uskyld. Det er bestemte forhold og omstændigheder, der forvandler et menneske til kriminel: Fattigdom, arbejdsløshed, fravær af social beskyttelse, autoritarisme samt national, religiøs og klassespecifik diskrimination og undertrykkelse.
Dødsstraf giver svigtende regeringer en færdig undskyldning for at undgå deres reelle ansvar for at håndtere de grundlæggende årsager til kriminalitet og vold. Det er den letteste og billigste løsning, mens behandling af kriminalitetens rødder er dyr og kræver seriøst, reelt arbejde, som korrupte og inkompetente myndigheder ikke har interesse i at udføre.
Dødsstraf er i sin essens en voldelig, hævnbaseret og umenneskelig straf, forankret i hævnens logik, ikke i rehabilitering og reform. Den er også per definition en klassebaseret og diskriminerende straf: Langt størstedelen af de henrettede på verdensplan kommer fra arbejderklassen, marginaliserede samfund og nationale og religiøse minoriteter, mennesker der ikke har råd til advokater og ingen forbindelser har til magtens centre.
Vi hører sjældent om en velhavende person eller en med politisk indflydelse, der henrettes for en kriminel handling. Det er desuden en uigenkaldelig straf i en verden, hvor retssystemer er gennemsyret af alvorlige juridiske fejl, hvor de fleste tilståelser fremtvinges gennem tvang, tortur og psykisk og fysisk pres.
Når en dødsdom fuldbyrdes mod en uskyldig, findes der ingen tilbagevenden og ingen afhjælpning, og dette alene er tilstrækkeligt grundlag for at afvise straffen ved dens rod.
Samfund, der er mere humane i deres håndtering af kriminalitet og mere retfærdige i fordelingen af rigdom, er bedre i stand til at reducere vold. At dræbe i lovens navn skaber ikke sikkerhed, men skaber i stedet en stat, der excellerer i hævn og fejler i reform, en stat der gennem sine henrettelser bliver det øverste negative eksempel, der kodificerer en drabskultur og spreder den i samfundet.
Lovgivning for det, der blev praktiseret i skyggerne
Den nuværende israelske regering er den mest højreorienterede, ekstreme og racistiske i hele Israels historie. Dens kabinet omfatter ministre, der beskriver palæstinensere i et sprog, der eksplicit fratager dem deres menneskelighed, og som åbent går ind for tvangsforflyttelse, annektering og fysisk eliminering som officiel statspolitik, ikke som marginale holdninger.
Denne regering opstod ikke i et vakuum og har ikke regeret i isolation. Den har nået dette niveau af dristighed i kodificeret kriminalitet, fordi den ved, at den er internationalt beskyttet, og at den pris, den vil betale, ikke vil være høj nok til at ændre dens kalkulationer.
Den vigtigste politiske opbakning kommer i dag fra Washington. Trump-administrationen – som udtrykker USA’s nationalistiske populistiske højrefløj i sin mest ubegrænsede omfavnelse af rå magt – giver Israel en ubetinget strategisk støtte, der overgår alt, hvad nogen tidligere amerikansk administration har ydet. Denne støtte er ikke blot en diplomatisk position.
Lad os henrette selve dødsstraffen, og lad den være sit eget sidste offer.
Det er en ideologisk alliance mellem to sammenfaldende racistiske højrebevægelser: Begge ser national overlegenhed som en kilde til legitimitet, begge bruger sikkerhedens og terrorismens sprog til at retfærdiggøre forbrydelser mod undertrykte folk, og begge arbejder på at nedbryde de internationale kontrolinstitutioner, der kunne holde dem ansvarlige.
Trumps Washington og Netanyahus Tel Aviv er to ansigter af det samme system, der sætter magt over lov og dominans over ret.
Denne alliance giver den israelske højrefløj alt, hvad den behøver for at eskalere sine overgreb: Beskyttelse i Sikkerhedsrådet gennem USA’s veto, mediedækning gennem den amerikanske højreorienterede digitale maskine og en falsk international legitimitet, der fremstiller besættelse som legitimt forsvar og apartheid som nødvendig sikkerhed.
Det nye her er ikke handlingen i sig selv. Israel har i årtier praktiseret udenretslige henrettelser gennem likvideringer, feltmæssige drab og direkte bombardement af civile befolkninger. Mange af disse operationer har dræbt snesevis af civile omkring deres påståede mål og forvandlet dem til en form for skjult massehenrettelse forklædt som sikkerhed og afskrækkelse.
Det nye i dag er, at staten ikke længere begrænser sin drabspolitik til skyggerne. Den gør det nu åbent, giver det lovgivningsmæssig legitimitet og placerer det i sit erklærede juridiske arsenal. Der er ikke mod i at erkende det, der gøres i hemmelighed. Der er frækhed i at normalisere forbrydelsen.
Palæstinensere i de besatte områder stilles ikke for en retsorden baseret på lighed. De stilles for en militærdomstol, der opererer inden for en kolonial struktur, uden de mest grundlæggende garantier for en retfærdig rettergang, med domfældelsesrater på over 99 procent, og hvor de fleste tilståelser fremtvinges under tvang samt psykisk og fysisk pres.
Domfældelse er stort set forudbestemt, før nogen retssag begynder.
Derimod står den israelske jødiske borger, der begår en tilsvarende forbrydelse, over for et helt andet retssystem, som ikke underkaster ham militærdomstole eller de samme undtagelsesprocedurer.
Denne forskel er ikke en fejl, der kan rettes ved at ændre en tekst. Den er essensen af en juridisk struktur, der opdeler mennesker i forskellige grader af liv og rettigheder.
Når et sådant system gives ret til at henrette et menneske inden for 90 dage baseret på en militær retssag med næsten automatiske domfældelser, står vi ikke over for en straffelov. Vi står over for et kodificeret redskab til etnisk udrensning.
Apartheid: En juridisk klassifikation, ikke en politisk fornærmelse
At beskrive Israel som et apartheidsystem er ikke længere blot politisk retorik. Det er blevet en dokumenteret juridisk klassifikation anerkendt af store internationale menneskerettighedsorganisationer.
NGO’en Amnesty International konkluderede i sin rapport fra 2022, at Israel praktiserer et system af racemæssig adskillelse mod palæstinensere baseret på systematisk undertrykkelse og institutionel diskrimination, der strækker sig over de besatte områder og ind i palæstinensiske samfund inden for Israel selv.
NGO’en Human Rights Watch bekræftede i sin rapport fra 2021, at israelske myndigheder begår forbrydelserne apartheid og forfølgelse gennem politikker, der har til formål at fastholde dominansen af én national gruppe over en anden.
Disse konklusioner kommer fra seriøse internationale organisationer, der arbejder med juridiske metoder og feltbaseret dokumentation. At afvise dem er kun muligt ved at påkalde den samme defensive logik, som arkitekterne bag apartheid i Sydafrika engang anvendte.
Når den nye henrettelseslov placeres i denne kontekst, fremstår den klart som et logisk led i et integreret dominanssystem, der kontrollerer land, bevægelse og identitet og nu også udvider denne kontrol til selve retten til liv.
Et apartheidsystem undertrykker ikke blot den anden. Det nedvurderer den andens menneskelige værdi, indtil de bliver egnede til underkastelse og eliminering uden at udløse en tilsvarende moralsk reaktion fra de stormagter, der støtter, finansierer og bevæbner dette system.
Total international isolation: En pligt for hvert land i verden
Apartheidsystemet i Sydafrika faldt ikke gennem de herskende eliters spontane samvittighed. Det faldt under et akkumuleret pres fra flere retninger: Omfattende international isolation – politisk, økonomisk, akademisk og kulturelt – en lang og kostbar intern kamp og en gradvis erosion af systemets legitimitet, da omkostningerne ved isolationen begyndte at ramme stadig bredere dele af det hvide samfund selv. Dette er den historiske lektie, der ikke kan ignoreres.
I dag opfordres alle verdens lande til at pålægge det israelske apartheidsystem en omfattende international isolation. Dette er ikke en appel om symbolsk solidaritet eller retoriske erklæringer, der fremsættes og glemmes. Det er en beskrivelse af en bindende politisk og moralsk forpligtelse, der påhviler enhver stat, der hævder at respektere international ret og menneskerettigheder.
Afbrydelse af diplomatiske relationer, økonomiske sanktioner, indefrysning af våbenaftaler, tilbagetrækning af investeringer, akademisk og kulturel boykot og retsforfølgelse af ansvarlige embedsmænd ved internationale domstole er alle tilgængelige og nødvendige redskaber. De eneste hindringer for at anvende dem er politisk vilje og underkastelse for pres fra USA.
Den nuværende internationale position afslører en skamfuld ligning. Stater, der taler om international ret og menneskerettigheder i deres officielle fora, fortsætter samtidig med at normalisere deres relationer til Israel og dæmper deres kritik af frygt for pres fra USA’s højrefløj.
Denne underkastelse er aktiv deltagelse i at muliggøre systemet og forlænge dets levetid. Stater, der forholder sig tavse om Israels forbrydelser, bærer en del af det moralske og politiske ansvar for hvert offer, der falder under dette system. Folkeligt pres i disse lande, gennem sociale bevægelser, venstreorienterede og progressive partier og menneskerettighedsorganisationer, er det nødvendige redskab til at bryde denne medskyldige tavshed og tvinge regeringer til at handle i overensstemmelse med deres erklærede principper frem for deres snævre interesser.
Samtidig er eksternt pres alene ikke tilstrækkeligt. Radikal forandring kræver kamp fra alle, der lever på dette land – jøder, arabere og andre – mod selve systemet. De israelere, der afviser apartheid, findes, og deres stemme fortjener støtte, ikke isolation.
Opbygningen af en reelt lige statsborgerlig stat baseret på fulde rettigheder for alle indbyggere uden national eller religiøs diskrimination, en civil demokratisk stat der overskrider logikken om national overlegenhed og sætter mennesket i centrum, er det eneste mulige perspektiv for dem, der oprigtigt ønsker at bevæge sig ud over denne historiske fastlåsning.
Imod en logik, ikke kun imod en straf
Retfærdighed opnås ikke gennem drab eller hævn. Kriminalitet og vold er sociale fænomener forankret i besættelse, fattigdom, fordrivelse og akkumuleret undertrykkelse gennem generationer. Når en besættelsesmagt anvender dødsstraf mod et besat folk, støttet af den mest partiske USA-administration i moderne historie, behandler den ikke volden.
Den nærer den, reproducerer den og tilføjer et nyt lag af vrede og indignation.
Det egentlige spørgsmål er ikke, hvordan man afslutter livet for en person, der har begået vold. Det ærlige spørgsmål er, hvorfor mennesker overhovedet griber til væbnet kamp og vold, og hvem der bærer det reelle ansvar for det koloniale system, der producerer, opretholder og finansierer det.
Den virkelige kamp er ikke mod en enkelt juridisk straf, hvor alvorlig den end er. Den er mod en hel logik, der forvandler staten til et redskab for drab, loven til et dække for diskrimination og national tilhørsforhold til et kriterium for livets værdi. De, der nærer denne logik og beskytter den internationalt, bærer deres historiske og moralske ansvar, hvad enten de sidder i Tel Aviv eller i Washington.
Kampen for at afskaffe dødsstraf, for at afvikle det israelske apartheidsystem og for at isolere den racistiske højrealliance, der beskytter det, er ikke adskilte kampe. De er flere udtryk for én samlet frigørelseskamp, der placerer hvert menneske, uden undtagelse, i centrum for værdi, ret og værdighed.
Lad os henrette selve dødsstraffen, og lad den være sit eget sidste offer.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
