Fredag den 27. januar markerede 50-årsdagen for underskrivelsen af Paris-fredsaftalerne mellem repræsentanter fra USA samt Nord- og Sydvietnam, som effektivt afsluttede USA’s deltagelse i den vietnamesiske borgerkrig. Det, som Charles Kuphan, der er forsker i internationale relationer ved Georgetown University, kalder en “isolationistisk impuls”, fik et “betydeligt comeback som reaktion på Vietnamkrigen, der satte den liberale internationalistiske konsensus under alvorlig pres”.
Der er ikke meget pusterum for et folk, der så rutinemæssigt – og så voldsomt – bliver misinformeret.
Gore Vidal, forfatter
Som historikeren John Lamberton Harper fra den kolde krig påpeger, hånede præsident Jimmy Carters høgeagtige polskfødte nationale sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brzezinski sin rival inden for administrationen, den forsigtige, gentlemanagtige udenrigsminister Cyrus Vance, som “en flink mand, men brændt af Vietnam”. Vance og en række fra hans generation bar rigtigt nok på en dyb skuffelse efter Vietnam, som prægede deres tilgang til verden. Og i en kort periode var “Vietnam-syndromet” (en forkortelse for en forsigtighed og mistænksomhed over for unødvendige og ubegrundede udenlandske interventioner) lejlighedsvis bestemmende for politikken på højeste niveau og manifesterede sig i Wienberger- og Powell-doktrinerne, der i hvert fald i teorien blev indført som en slags pause i unødvendige militære eventyr.
Men kun få timer efter den første Golfkrigs succesfulde afslutning erklærede præsident George H.W. Bush: “Ved Gud, nu har vi givet Vietnam-syndromet sparket en gang for alle.”
Og sparket fik det af Bush: I årtierne efter hans erklæring fra 1991 har USA været i krig i en eller anden form (enten som krigsførende eller uofficiel medkriger, som det er tilfældet med vores engagement i Saudi-Arabiens krig mod Yemen og i Ukraine) i alle undtagen to af de 32 år, der er fulgt efter.
Den politiske og mediemæssige atmosfære, der nu hersker i Washington, gør det yderst vanskeligt at tro, at der nogensinde har eksisteret noget som et “Vietnam-syndrom”. Faktisk er præsident Joe Bidens håndtering af krigen i Ukraine blevet mødt med begejstret bifald fra Washington-medieetablissementet og har vundet ros fra alle de sædvanlige mistænkte.
Mens krigen i øjeblikket er gået i hårdknude, forsikrer de gamle medier og diverse tænketanke med jævne mellemrum, at der sker stadige fremskridt på området, og at sejren snart vil komme.
Som Gore Vidal engang sagde: “Der er ikke meget pusterum for et folk, der så rutinemæssigt – og så voldsomt – bliver misinformeret.”
Spørgsmålet om amerikanske interesser er påfaldende fraværende i den udenrigspolitiske diskurs i den amerikanske hovedstad: Hvordan kan tildelingen af enorme summer til et utroligt korrupt regime i Kyjiv på nogen måde være til materiel gavn for almindelige amerikanere? Er det virkelig en central amerikansk interesse at påtvinge en snæver, sekterisk galicisk nationalisme i hele Ukraine? Fremmer forlængelsen af en stedfortræderkrig mellem NATO og Rusland europæiske og amerikanske sikkerhedsinteresser?
I virkeligheden er læren fra Vietnam blevet glemt for længe siden. Den generation, der nu i vid udstrækning udgør Washington-mediernes og det politiske etablissements rækker, blev voksen, da Vietnam allerede var i bakspejlet. I dag er de uforbeholdne liberale interventionister, der er ansat i Biden-administrationen, opvokset i 1990’erne, da det var almindeligt at mene, at USA ikke gjorde nok, især i Bosnien og Rwanda. Således har de næsten uden undtagelse støttet ethvert amerikansk fejlagtigt eventyr i udlandet siden den 11. september 2001.
Den forsigtighed, der, om end alt for midlertidigt, skyldtes “Vietnam-syndromet”, er i dag fuldstændig fraværende i magtens korridorer i Joe Bidens Washington. Vietnam-syndromet har i sandhed fået sparket: Død og begravet.
Men vi vil måske snart fortryde, at det er gået bort.
Om artiklen:
Denne artikel er distribueret af Globetrotter i samarbejde med American Committee for U.S.-Russia Accord.
James W. Carden er tidligere Rusland-rådgiver for den særlige repræsentant for mellemstatslige anliggender i USA’s udenrigsministerium og medlem af bestyrelsen for ACURA.
Oversættelse, trompet, lead, billede og fremhævet citat udarbejdet og/eller indsat af Arbejderens redaktion.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Tak for indlæg/artikel . “Sekterisk galicisk nationalisme” – ja i høj grad . ditto for store snit af det polske og de baltiske lande . Kend historien . Om ikke andet som nyttige idioter , desværre ..en trend som bevæger sig nordover .
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
