på flugt ? langt størstedelen er immigranter – de er ikke på flugt men på jagt efter muligheder . Kald det nu hvad der er .
FN’s flygtningeorganisation (UNHCR) og FN’s migrantorganisation (IOM) kræver, at EU tager ansvar for verdens asylansøgere og sørger for, at de kan komme sikkert frem, så de kan søge asyl.
– Alternativerne til de farlige, irregulære rejser til lands og til vands i hænderne på menneskehandlere skal udvides. Ved at styrke sikre og lovlige veje, herunder genbosættelsesprogrammet, familiesammenføringer, nødevakueringer, humanitære korridorer, vil flygtninge få adgang til en sikker vej til beskyttelse. Samtidig vil det være et håndgribeligt tegn på solidaritet med de lav- og mellemindkomstlande, som huser 75 procent af verdens flygtninge, siger talsperson for UNHCR Matthew Saltmarsh til Arbejderen.
Der er brug for en hurtig, langsigtet revision af EU’s tilgang til asyl for at sikre et asylsystem, der fungerer for staterne og beskytter flygtninge bedre.
Matthew Saltmarsh, talsperson, UNHCR
Samme budskab lyder fra IOM, der advarer om, at EU’s lukkede grænser fører til, at asylansøgere risikerer at blive udsat for misbrug og andre farer.
– Antallet af dødsfald og forsvindinger fortsætter med at stige. Og migranter, der bevæger sig irregulært, står over for mange risici for misbrug, udnyttelse og andre farer, så der er et stort behov for at udvide og sikre regulære veje ind i EU, siger talsperson for FN’s migrantorganisation Ryan Schroeder til Arbejderen.
Avanceret teknologi og farlige ruter
Arbejderen beskrev tidligere på måneden, hvordan EU opsætter avanceret teknologi som varmekameraer, natkikkerter og sensorer, der kan opsnappe signaler fra mobiltelefoner, varmesøgende kameraer, droner, hjerteslagsdetektorer og så videre ved grænserne for at opspore flygtninge og migranter og sende dem tilbage, hvorfra de kom – for at undgå at de når til EU og søger beskyttelse.
Artiklen fortsætter…
Læs også
I takt med at EU’s ydre grænser bliver mere og mere lukkede med pigtråd, grænsevagter og højteknologisk udstyr, og lovgivningen samtidig bliver strammet, bliver det sværere og sværere for verdens asylansøgere overhovedet at komme til EU og søge asyl i EU.
Derfor bliver verdens flygtninge og migranter sendt i armene på menneskesmuglere og tvunget ud på farligere og farligere ruter, for at undgå at de bliver fanget af EU’s grænsevagter og sendt tilbage til Libyen eller andre lande i Afrika eller Mellemøsten, hvor de risikerer at blive mishandlet.
Tallene taler deres tydelige sprog: Antallet af døde og savnede flygtninge og migranter i Middelhavet er steget fra 2048 i 2021 til 2411 i 2022, til 3041 døde og savnede i 2023.
Og alene sidste år var der 287.000 såkaldt “irregulære ankomster” – det vil sige ankomster uden om de officielle grænseovergange – via eksempelvis Middelhavet til EU, ifølge FN’s migrantorganisation.
Nu kræver FN’s flygtningeorganisation UNHCR handling.
– Redning af mennesker i fare på havet skal prioriteres gennem koordinerede og effektive eftersøgnings- og redningsoperationer. Og så bør asylansøgerne sættes sikkert på land for at garantere deres ret til at søge asyl i EU, understreger UNHCR’s talsperson Matthew Saltmarsh.
Forpligtet til at beskytte flygtninge
FN’s flygtningeorganisation UNHCR er ikke i tvivl: EU er forpligtet til at beskytte flygtninge. EU er også forpligtet til at sikre alle menneskers ret til at søge asyl.
– Retten til at søge asyl er nedfældet i international, europæisk og national lovgivning. Mennesker, der flygter fra krig, vold og forfølgelse, skal have adgang til asyl i EU. Europa har kapacitet til effektivt at håndtere det nuværende antal flygtninge. Alligevel er det verdens lav- og mellemindkomstlande, der huser de fleste flygtninge, konstaterer Matthew Saltmarsh fra UNHCR.
Han uddyber:
– EU må sikre retfærdige og hurtige asylprocedurer, der sikrer, at flygtninge hurtigere får den beskyttelse, de har brug for og ret til, og er i stand til at integrere sig i og bidrage til de samfund, der byder dem velkommen.
Forskel på flygtninge
Mens EU lukker grænserne mere og mere mod Mellemøsten og Afrika med højteknologi og laver aftaler med afrikanske regeringer om at kunne udvise asylansøgere og forhindre asylansøgere i at rejse mod Europa – så får de ukrainske flygtninge en helt anden modtagelse.
Den måde, EU tog imod flygtninge fra Ukraine på, viser, at EU er fuldt ud i stand til hurtigt og effektivt at beskytte mennesker på flugt, mener UNHCR.
– Den humanitære ånd og solidaritet, som EU-landene har udvist over for flygtninge fra Ukraine, viste tydeligt Europas evne til at tage imod og beskytte tvangsforflyttede mennesker på en organiseret og effektiv måde. På samme måde er der brug for en hurtig, langsigtet revision af EU’s tilgang til asyl for at sikre et asylsystem, der fungerer for staterne og beskytter flygtninge bedre, uanset hvor de kommer fra, påpeger Matthew Saltmarsh.
EU-kommissionens formand Ursula von der Leyen lover i et brev til medlemslandene, at “EU-kommissionen vil undersøge mulighederne for, hvordan man kan støtte medlemslande, der huser et stort antal flygtninge fra Ukraine”.
UNHCR-chefen Matthew Saltmarsh mener, at EU-landene bør afsætte flere ressourcer til at sikre et retfærdigt asylsystem, der sikrer lige muligheder for alle.
– Mennesker, der flygter fra konflikt, vold og forfølgelse, skal hurtigt identificeres, så de kan modtage asyl og støtte. Det er vigtigt at sikre, at asylansøgere er opmærksomme på deres juridiske muligheder og får tilstrækkelig støtte til at forfølge dem. Der er mange måder, hvorpå regeringerne i de europæiske lande kan reagere humant og lovligt på flygtninges og migranters situation, forklarer Matthew Saltmarsh og uddyber:
– Hurtigere og mere retfærdige asylsystemer og nedbringelse af efterslæb er afgørende, og det kan gøres ved at øge effektiviteten og kapaciteten i asylinstitutionerne, fremskynde beslutningerne og forbedre samarbejdet og ansvarsdelingen mellem de europæiske lande.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.