Vrede og utilfredshed
En cyklus af protester begyndte i Haiti i juli 2018, og – på trods af pandemien – er den fortsat siden da. Den centrale årsag til protesterne i 2018 var, at Venezuelas regering i marts samme år – på grund af de ulovlige sanktioner, som USA har indført – ikke længere kunne sende olie til nedsat pris til Haiti gennem PetroCaribe-ordningen. Brændstofpriserne steg med op til 50 procent.
Den 14. august 2018 tweetede filmmageren Gilbert Mirambeau Jr. et fotografi af sig selv med bind for øjnene og med et skilt, hvorpå der stod: “Kot Kòb Petwo Karibe a????” (Hvor blev PetroCaribe-pengene af?). Han var et symbol på den folkelige følelse i landet af, at pengene fra ordningen var blevet stjålet af landets elite, hvis greb om landet var blevet sikret ved to statskup mod den demokratisk valgte præsident Jean-Bertrand Aristide (første gang i 1991 og anden gang i 2004).
De stigende oliepriser gjorde livet utåleligt for langt størstedelen af befolkningen, hvis protester skabte en politisk legitimitetskrise for den haitianske elite.
I de seneste uger har Haitis gader igen været indtaget af store marcher og vejspærringer, og stemningen har været anspændt. Banker og ikke-statslige organisationer (NGO’er) – herunder katolske velgørenhedsorganisationer – blev udsat for demonstranternes vrede, som malede “Ned med [USA]” på bygninger, som de plyndrede og satte ild til.
Det er endnu uvist, om fagforeningerne og lokale organisationer – herunder studentergrupper – kan skabe en dynamisk forandring ud af den vrede, der er at spore i gaderne.
Det kreolske ord dechoukaj (oprykning ved roden), som første gang blev brugt i demokratibevægelserne i 1986, er blevet en betegnelse for disse protester. Regeringen beskylder banderne for at stå bag voldshandlingerne, bander som G9, der ledes af den tidligere haitianske politimand Jimmy “Babekyou” (Barbecue) Chérizier. Disse bander er ganske vist en del af protestbevægelsen, men de definerer den ikke.
Haitis regering – med den fungerende præsident Ariel Henry i spidsen – besluttede at hæve brændstofpriserne under denne krise, hvilket udløste en protest fra transportfagforeningerne. Jacques Anderson Desroches, formand for Fós Sendikal pou Sove Ayiti, sagde til Haitian Times:
“Hvis staten ikke beslutter sig for at sætte en stopper for liberaliseringen af oliemarkedet til fordel for olieselskaberne og overtage kontrollen med det”, vil der ikke komme noget godt ud af det. “Ellers”, sagde han, “vil alle de foranstaltninger, som Ariel Henry træffer, være kosmetiske foranstaltninger.”
Den 26. september opfordrede fagforeninger til strejke, hvilket lammede landet, herunder Haitis hovedstad Port-au-Prince.
FN evakuerede sit ikke-nødvendige personale fra landet. FN’s særlige repræsentant, Helen La Lime, fortalte FN’s Sikkerhedsråd, at Haiti var lammet af “[en] økonomisk krise, en bandekrise og en politisk krise”, der har “udviklet sig til en humanitær katastrofe”.
- Udgør den vestlige del af øen Hispaniola, som ligger tæt på Cuba. Den Dominikanske Republik udgør den østlige del af øen.
- Areal: 27,751 km2.
- Indbyggertal: Cirka 11,5 millioner.
- Hovedstad: Port-au-Prince.
- Er et af verdens fattigeste lande.
- UNDP (FN’s Udviklingsprogram), placerer i 2022 Haiti som 163 ud af 191 lande på sin liste, der rangerer landene efter deres udvikling.
FN’s legitimitet i Haiti er begrænset i betragtning af de skandaler om seksuelt misbrug, der har ramt FN’s fredsbevarende missioner i Haiti, og FN’s politiske mandat, som haitianerne opfatter som orienteret mod at beskytte den korrupte elite, der følger Vestens bud.
Den nuværende præsident Ariel Henry blev indsat på sin post af “Kernegruppen” (som består af seks lande og ledes af USA, Den Europæiske Union, FN og Organisationen af Amerikanske Stater). Henry blev præsident efter det stadig uopklarede mord på den upopulære præsident Jovenel Moïse (indtil videre er den eneste kendsgerning, at Moïse blev dræbt af colombianske lejesoldater og haitianske amerikanere).
FN’s La Lime fortalte Sikkerhedsrådet i februar, at “den nationale undersøgelse af mordet på ham [Moïse] er gået i stå, en situation der giver næring til rygter og forværrer både mistænksomhed og mistillid i landet”.
Haitis kriser
Det er ikke muligt at forstå den nuværende cyklus af protester uden at se nærmere på fire udviklinger i Haitis nyere fortid. For det første førte destabiliseringen af landet efter det andet kup mod Aristide i 2004, som fandt sted lige efter det katastrofale jordskælv i 2010, til afviklingen af den haitianske stat.
Kernegruppen af lande benyttede sig af disse alvorlige problemer i Haiti til at importere en lang række vestlige ngo’er til øen, som syntes at træde i stedet for den haitianske stat. NGO’erne leverede snart 80 procent af de offentlige tjenester. De “ødslede” betydelige summer af de nødhjælps- og bistandsmidler, der var kommet ind i landet efter jordskælvet. Svækkede statslige institutioner har betydet, at regeringen har få redskaber til at håndtere denne uløste krise.
For det andet har de ulovlige amerikanske sanktioner mod Venezuela knust PetroCaribe-ordningen, som havde givet Haiti oliekøb på lempelige vilkår og et overskud på to milliarder dollars mellem 2008 og 2016, som var tiltænkt den haitianske stat, men som forsvandt ind på elitens bankkonti.
For det tredje forsøgte Haitis parlament i 2009 at hæve mindstelønnen på øen til fem dollars om dagen, men den amerikanske regering greb ind på vegne af store tekstil- og beklædningsvirksomheder for at blokere lovforslaget.
David Lindwall, tidligere vicechef for USA’s repræsentation i Port-au-Prince, sagde, at Haitis forsøg på at hæve mindstelønnen “ikke tog hensyn til den økonomiske virkelighed”, men blot var et forsøg på at formilde “de arbejdsløse og underbetalte masser”.
Lovforslaget blev forkastet på grund af pres fra USA’s regering. Disse “arbejdsløse og underbetalte masser” er nu på gaderne og karakteriseres som “bander” af Kernegruppen.
For det fjerde ynder den fungerende præsident Ariel Henry at sige, at han er neurokirurg og ikke karrierepolitiker. Men i sommeren 2000 var Henry en del af den gruppe, der skabte Convergence Démocratique (CD), som blev oprettet for at opfordre til at vælte Aristides’ demokratisk valgte regering.
CD blev oprettet i Haiti af International Republican Institute, der er en politisk afdeling af det amerikanske republikanske parti og af den amerikanske regerings National Endowment for Democracy. Henrys opfordring til ro den 19. september 2022 resulterede i opstilling af flere barrikader og i en intensivering af protestbevægelsen. Hans øre er mere rettet mod Washington end mod Petit-Goâve, en by på nordkysten, som er oprørets epicenter.
Bølger af invasioner
I FN sagde Haitis udenrigsminister Jean Victor Geneus: “Dette dilemma kan kun løses med effektiv støtte fra vores partnere.” For mange nærtstående observatører af den situation, der udspiller sig i Haiti, lyder udtrykket “effektiv støtte” som endnu en militær intervention fra de vestlige magters side. Faktisk opfordrede en leder i Washington Post til “en muskuløs indsats fra eksterne aktører”.
Lige siden den haitianske revolution, der sluttede i 1804, har Haiti været udsat for bølger af invasioner (herunder en lang amerikansk besættelse fra 1915 til 1930 og et amerikansk støttet diktatur fra 1957 til 1986). Disse invasioner har forhindret østaten i at sikre sin suverænitet og har forhindret befolkningen i at skabe sig et værdigt liv.
En ny invasion, hvad enten den foretages af amerikanske tropper eller af FN’s fredsbevarende styrker, vil kun forværre krisen. På FN’s Generalforsamling den 21. september sagde USA’s præsident Joe Biden, at hans regering fortsat “står sammen med vores naboland Haiti”.
Hvad dette indebærer, illustreres bedst i en ny rapport fra Amnesty International, der dokumenterer de racistiske overgreb, som haitianske asylansøgere udsættes for i USA. USA og Kernegruppen står måske sammen med folk som Ariel Henry, men de synes ikke at stå sammen med det haitianske folk, herunder dem, der er flygtet til USA.
Det haitianske folk vil få muligheder, hvis fagforeningerne kommer med i protestbølgen. Det er endnu uvist, om fagforeningerne og de lokale organisationer – herunder studentergrupper, der igen er blevet vigtige aktører i landet – vil være i stand til at skabe en dynamisk forandring ud af den vrede, der er at spore i gaderne.
Denne artikel er produceret af Globetrotter
Vijay Prashad er en indisk historiker, redaktør og journalist. Han er skribent og chefkorrespondent på Globetrotter. Han er redaktør af LeftWord Books og direktør for Tricontinental: Institute for Social Research. Han er senior non-resident fellow ved Chongyang Institute for Financial Studies, Renmin University of China. Han har skrevet mere end 20 bøger, herunder The Darker Nations og The Poorer Nations. Hans seneste bøger er Struggle Makes Us Human: Learning from Movements for Socialism og (sammen med Noam Chomsky) The Withdrawal: Irak, Libyen, Afghanistan, and the Fragility of U.S. Power.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
