EU er vendt tilbage til ritualet med at sanktionere Iran som en løftestang for sin udenrigs- og sikkerhedspolitik. Højdepunktet på EU’s udenrigsministermøde i Bruxelles i mandags (12. december, red.) var indførelsen af sanktioner mod Iran på en række områder.
Emnerne var “den uacceptable undertrykkelse af de igangværende protester og den forværrede menneskerettighedssituation” i Iran, Irans militære samarbejde med Rusland, herunder levering af droner indsat mod Ukraine, udsigterne for fornyelse af JCPOA (Atomaftalen med Iran, red.) samt regional sikkerhed.
Rådet tilføjede 20 personer og en enhed til EU’s eksisterende menneskerettighedssanktionsordning over for Iran samt fire personer og fire enheder for udvikling og levering af droner, som Rusland har anvendt i Ukraine.
Samtidig med at EU indfører disse sanktioner, kræver EU, at de ansvarlige for drabet på Mahsa Amini skal stilles til ansvar; de iranske myndigheder bør sikre “gennemsigtige og troværdige undersøgelser for at klarlægge antallet af dødsfald og anholdelser”, og løslade alle ikkevoldelige demonstranter og sikre en retfærdig rettergang for alle tilbageholdte og ophæve restriktionerne på internetadgang og ophæve blokering af chat-platforme.
EU-Rådet truede med, at det “vil overveje alle de muligheder, det har til rådighed” for at håndtere situationen som følge af Mahsa Aminis død og den måde, hvorpå iranske sikkerhedsstyrker håndterede demonstrationerne.
Blandt de sanktionerede er topcheferne i Iran Broadcasting, “som er berygtet for at være et talerør for regimet”, Irans viceindenrigsminister og nogle kommandanter i Irans Revolutionsgarde. Ligeledes er general Hamid Vahedi, Irans chef for luftvåbenet, blevet sat på sanktionslisten for Irans “militære støtte” til Ruslands krig i Ukraine.
Ironisk nok, mens EU’s rådsmøde gik videre med Iran-sanktionerne, lykkedes det ikke at nå til enighed om den forventede 9. sanktionspakke mod Rusland, “mod Kreml for at optrappe sin aggression mod Ukraine”. Borrell sagde, at Ministerrådet ikke kunne blive enige “om at reagere på den seneste eskalering”, men han forventede en godkendelse af den nye hårde pakke i løbet af denne uge. (Pakken blev vedtaget på EU-topmødet tre dage senere, red.)
I det store og hele var Borrell dog i et mildt humør, idet han hævdede, at EU skelner omhyggeligt mellem at straffe Iran for dets menneskerettighedssituation samt militær støtte til Rusland og det iranske atomprogram.
Som han udtrykte det: “De vil forstå, at JCPOA i denne situation befinder sig i en meget vanskelig situation. Men jeg mener ikke, at vi har en bedre mulighed end JCPOA for at sikre, at Iran ikke udvikler atomvåben. Det er fortsat i vores egen interesse.”
Irans geografi og geopolitik gør landet til en unik partner for Rusland.
Borrell afslørede, at han “ret ofte” taler med Irans udenrigsminister, og “Vi er enige, vi er uenige, men i det mindste taler vi med hinanden. Jeg mener, at diplomatiet er her for at holde kommunikationskanalerne åbne under alle omstændigheder. Jeg mener, at det var godt, at jeg, inden Rådet traf denne [sanktions]beslutning i dag, kunne informere ministeren, og han kunne forklare mig, hvad der sker, og jeg forklarede ham mine bekymringer. Og disse bekymringer førte til disse beslutninger.”
Borrell sagde: “Jeg vil gerne gøre en klar forskel mellem atomaftalen … og den beslutning, som Rådet (for udenrigsanliggender) har truffet om spørgsmålet om menneskerettigheder og levering af våben til Rusland. Det er to forskellige ting.
“Dette skaber bestemt ikke den bedste atmosfære for at komme videre med nogen form for spørgsmål i forholdet mellem EU og Iran. Men atomaftalen er ikke et spørgsmål om forholdet mellem EU og Iran: Det er noget, der går videre, mange andre er involveret. JCPOA er ikke kun EU og Iran.”
Ikke overraskende har Teheran slået tilbage ved at annoncere sine egne sanktioner mod flere EU- og britiske embedsmænd og enheder “på grund af deres bevidste støtte til terrorisme og terrorgrupper og deres tilskyndelse til terrorisme, vold og had, som har forårsaget uro, vold, terrorhandlinger og krænkelse af menneskerettighederne mod den iranske nation.”
Fremadrettet er det store spørgsmål, om Teheran accepterer “Borrell-måden” med selektivt engagement – selv om han inddrog sin iranske modpart i tillid. EU vil gå selektivt i dialog med Teheran om JCPOA, fordi det er i den kollektive vestlige verdens interesse, især Biden-regeringen, som gerne vil have døren åben for at genoptage de forhandlinger med Iran i Wien, der blev suspenderet i august.
Energikrisen i Europa er en tvingende faktor i denne forbindelse. Ikke desto mindre deler EU sandsynligvis også Biden-administrationens vurdering af, at de nuværende uroligheder i Iran ikke let kan undertrykkes. På den anden side kan man ikke forvente, at Teheran vil gå på kompromis med enhver form for udfordring af regimet.
EU har måske også handlet overdrevent ved at sanktionere imam Sayyid Ahmad Khatami, en højtstående gejstlig og indflydelsesrig konservativ politiker, som også er medlem af det magtfulde Vogternes Råd og af Ekspertforsamlingen, og som blev udpeget af den øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, som Teherans “stedfortrædende” leder af fredagsbønnen i 2005, en stilling, han har haft lige siden.
I den endelige analyse fører det spor af forbindelser, som Borrell har skitseret, i sidste ende til Moskva. Grundlæggende meddeler EU, at JCPOA (ophævelse af de vestlige sanktioner) vil være betinget af Irans vilje til at reducere sine stadig tættere forbindelser med Rusland.
Drone-delen er kun toppen af isbjerget; det, der virkelig skaber uro i Washington og Bruxelles, er, at Rusland kan låne fra Irans værktøjskasse for at undergrave de vestlige sanktioner. Irans geografi og geopolitik gør landet til en unik partner for Rusland i dag. (Se min artikel U.S. internationalizes Iran’s unrest, Asia Times)
Teheran vil næppe give sig på sin faste håndtering af urolighederne i landet. Faktisk er der en bemærkelsesværdig konsistens i Irans politiske historie gennem de seneste fire årtier, at der ikke kan indgås kompromiser om udfordringerne af det islamiske regimes fundamentale principper, der blev indført med den islamiske revolution i 1979. Det er klart, at de vestlige magter er på vildspor – bevidst eller ubevidst.
De trodsige bemærkninger fra den øverstkommanderende for det islamiske revolutionsgardekorps, generalmajor Hossein Salami, for nylig – generalens skarpe advarsel om, at Iran i dag har “opnået alle militærteknologier i verden” – bør ikke efterlade Biden-administrationen i tvivl.
Når det er sagt, er Teheran fortsat interesseret i genoptagelsen af JCPOA-forhandlingerne med USA.
Om forfatteren:
Denne artikel er udarbejdet i samarbejde mellem Indian Punchline og Globetrotter. M. K. Bhadrakumar er en tidligere indisk diplomat.
Oversættelse, trompet, billede, mellemoverskrifter og fremhævet citat udarbejdet og/eller indsat af Arbejderens redaktion.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Med alt den hetz der stadig er imod Iran fra usa, og usa’s nyttige ****** er det godt at få lidt indput af hvordan det egentligt står til dernede, og ikke bare æde CIA probagandaen på dr.dk råt.
Scott Ritter spørger Seyed Mohammad Marand, men hva ved jeg.
https://www.youtube.com/watch?v=kMa53NXYrrA
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
