Genudgivelse
I årtier er befolkningerne i Norden blevet fortalt, at den amerikanske atomparaply udgør den ultimative sikkerhedsgaranti. At vores integration i den vestlige atomdoktrin beskytter os mod krig og gør et angreb mindre sandsynligt. Men denne fortælling hviler på en illusion, som den aktuelle sikkerhedspolitiske udvikling nu blotlægger med brutal tydelighed.
Det afgørende spørgsmål er ikke længere, om atomvåben eksisterer, men hvor en mulig atomkrig tænkes ført.
Kan vi acceptere en sikkerhedsordning, hvor vores lande på forhånd indskrives som mulige atomare frontlinjer for at reducere risikoen for USA selv? Hvis svaret er nej, følger også nødvendigheden af en anden nordisk sikkerhedspolitisk kurs.
Den klassiske offentlige forestilling om atomkrig har været gensidig total udslettelse gennem strategiske langdistancevåben mellem stormagternes hjemterritorier. Men den moderne amerikanske nukleare doktrin peger i stigende grad på noget andet: Forestillingen om en begrænset, kontrollerbar og regionaliseret atomkrig, ført med taktiske eller mellemdistanceatomvåben på fremskudte fronter uden for USA selv.
Her bliver Norden og Europa ikke beskyttet af atomparaplyen. Vi bliver placeret under den som operationsområde.
Det er netop atomparaplyens centrale modsætning: Den fremstilles som et skjold, men fungerer i praksis som en integration af vores territorier i en amerikansk strategisk krigsarkitektur, hvor krigens geografiske tyngdepunkt forskydes væk fra USA’s hjemmebase og hen imod allierede randzoner tættere på modparten.
Set materialistisk er dette ikke et moralsk spørgsmål, men et spørgsmål om statslige interesser og imperial geografi.
USA’s grundlæggende strategiske interesse er ikke identisk med de nordiske og europæiske befolkningers sikkerhedsinteresse. Enhver stormagt søger først og fremmest at minimere risikoen for ødelæggelse af eget territorium, egne infrastrukturer og egne magtcentre. Derfor opstår nødvendigheden af fremskudt afskrækkelse: Baser, missilsystemer, overvågning, logistiske korridorer og integrerede operationszoner uden for USA selv.
I denne sammenhæng får Grønland en særlig betydning. Grønland indgår ikke blot som geografisk område, men som strategisk nøgleposition i USA’s arktiske forsvars- og missilarkitektur. Kontrollen over Nordatlanten og Arktis er afgørende for amerikansk tidlig varsling, ubådsoperationer og missilforsvar. Dermed bliver Grønland og Norden integreret i en amerikansk førstelinjestrategi, hvor vores territorier fungerer som buffer og fremskudt operationsrum mellem atommagterne.
Det betyder, at Europa og Norden i stigende grad får karakter af potentiel frontlinje i en konflikt mellem atommagter.
Denne udvikling undergraver selve den oprindelige legitimering af atomparaplyen. Hvis konsekvensen af “beskyttelsen” er, at vores territorier bliver primære mål i en mulig regional atomkonflikt, så er der ikke længere tale om sikkerhed i nogen meningsfuld forstand.
Tværtimod bliver vi gjort til målobjekter.
Det er heller ikke tilfældigt, at diskussionen om taktiske atomvåben, fremskudt deployering og “begrænset nuklear respons” fylder mere i den strategiske tænkning. Hele idéen om anvendelige atomvåben hviler på forestillingen om, at en atomkrig kan geografisk afgrænses og holdes under tærsklen for total strategisk udveksling mellem stormagternes hjemterritorier.
Men hvis denne tærskel netop tænkes opretholdt ved, at krigen udspilles i Europa, Arktis og Norden, så bliver vores lande ikke beskyttet mod atomkrig. Vi bliver zonen, hvor den tænkes udkæmpet.
Dermed blotlægges også den ulige karakter af den nuværende sikkerhedsordning. USA’s strategiske prioritet er at beskytte USA. Europas og Nordens rolle bliver i stigende grad at absorbere risikoen, eskalationen og den geografiske eksponering.
Det er en kynisk logik.
For mens atomparaplyen fremstilles som solidarisk beskyttelse mellem allierede, indebærer dens konkrete geografi, at nordiske og europæiske samfund potentielt skal fungere som de første slagmarker i en atomar konfrontation, som USA netop søger at holde væk fra sit eget territorium.
Ingen demokratisk befolkning har nogensinde givet mandat til at blive udset som offerzone i en stormagtskrig.
Derfor er spørgsmålet ikke alene militært, men dybt politisk og eksistentielt: Kan vi acceptere en sikkerhedsordning, hvor vores lande på forhånd indskrives som mulige atomare frontlinjer for at reducere risikoen for USA selv?
Hvis svaret er nej, følger også nødvendigheden af en anden nordisk sikkerhedspolitisk kurs.
Kravet om Norden som kernevåbenfri zone er derfor ikke et symbolsk eller naivt projekt. Det er et forsøg på at trække vores samfund ud af en strategisk logik, hvor vores territorier reduceres til fremskudte platforme i en konflikt mellem atommagter.
Det handler ikke om isolation eller passivitet. Det handler om at afvise en sikkerhedsmodel, hvor “beskyttelse” i praksis betyder permanent integration i en mulig atomkrigs geografi.
En alliance, der forudsætter vores rolle som atomar frontlinje, kan ikke uden videre hævdes at tjene vores sikkerhedsinteresser.
Tværtimod rejser den et grundlæggende demokratisk spørgsmål: Hvem beskyttes egentlig af atomparaplyen – og hvem forventes at dø under den?
Norden som kernevåbenfri zone – nej til kernevåben!
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
