Klar politik og stærk musik
På Det Europæiske Forsvarsagenturs årlige konference i november 2023 advarede EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen, medlemslandene mod at købe for meget udstyr fra udlandet og opfordrede til en europæisk forsvarsunion.
Mens forsvarsunionen endnu ikke er blevet til virkelighed, markerede den første europæiske militærindustrielle strategi nogensinde, der blev underskrevet i begyndelsen af marts 2024, endnu et vigtigt skridt mod at opnå EU’s militære autonomi ved at fokusere på at forbedre den europæiske våbenproduktion.
EU’s samlede militærudgifter nåede op på næsten 300 milliarder dollars i 2023, hvilket er mere end Kinas officielle forsvarsbudget. Men de kollektive våbenlagre er stadig beskedne, fly, skibe og tanks er ikke klar til kamp, og medlemslandene mangler logistisk og koordineringsmæssig erfaring. Med disse mangler fortsætter debatten om, hvorvidt EU-medlemslandenes militærpolitik bestemmes i deres hovedstæder, Bruxelles eller Washington D.C.
Den offentlige støtte i EU-landene til en fælles forsvars- og sikkerhedspolitik har ikke desto mindre ligget på over 70 procent i det 21. århundrede. Washington har fastholdt en balancerende strategi, hvor man opmuntrer til afhængighed blandt de europæiske NATO/EU-lande, samtidig med at man sikrer, at de forbliver effektive militære allierede.
EU er i øjeblikket engageret i 10 militære initiativer på tværs af tre kontinenter og har også deltaget i antipiratoperationer.
Men amerikanske regeringers svingende holdninger til europæiske forsvarsinitiativer har forværret usikkerheden omkring deres autonomi, og integrationsbestræbelserne er fortsat med at udvikle sig siden Ruslands invasion af Ukraine i 2022.
Fransk utilfredshed med NATO
Frankrigs forslag fra 1951 om et europæisk forsvarsfællesskab (EDC) mellem Frankrig, Vesttyskland, Italien, Belgien, Luxembourg og Holland fandt betydelig støtte i Washington.
USA’s udenrigsminister John Foster Dulles forsøgte at skabe et supplement til NATO for kollektivt at imødegå Sovjetunionen og truede under et NATO-topmøde i 1953 med en “pinefuld revurdering” af Washingtons rolle i NATO, hvis EDC ikke blev til noget.
På trods af det franske parlaments afvisning af EDC blev militæralliancen Western European Union (WEU) etableret i 1954 som et levedygtigt alternativ. Den omfattede Storbritannien og Vesttyskland og banede vejen for sidstnævntes indtræden i NATO i 1955.
Frankrigs utilfredshed med de britiske og amerikanske interessers dominans i NATO fik landet til at reducere sin deltagelse og integration i NATO i løbet af 1960’erne og senere lægge vægt på WEU for at opnå større europæisk militær integration.
Men de franske forsøg på at positionere WEU som et troværdigt alternativ slog fejl. Selv efter afslutningen på Den Kolde Krig og Sovjetunionens sammenbrud fortsatte Europa med at være stærkt afhængig af det USA-ledede NATO, hvilket især kom til udtryk under 1990’ernes jugoslaviske krige.
Spirende rivalisering mellem NATO og EU
Alligevel betragtede amerikanske politikere omdannelsen af EF til EU i 1993 som en udfordrer til NATO og en konkurrent med hensyn til våbenkontrakter.
I 1998 underskrev Frankrig og det historisk euroskeptiske Storbritannien Saint Malo-erklæringen, hvor de forpligtede sig til at skabe en europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik (ESDP) og forestillede sig en endnu ikke realiseret europæisk styrke på 60.000 mand.
Clinton-administrationen udtrykte bekymring for potentiel diskrimination af ikke-EU-lande, overlapning af NATO’s rolle og afkobling fra EU. EU lod sig ikke afskrække og etablerede ESFP i 1999, og WEU blev overført til EU i 2000.
Den spirende militære rivalisering mellem NATO og EU blev til en vis grad dæmpet af bestræbelser på at styrke samarbejde og koordination, herunder rammeaftalen mellem NATO og EU fra 2001 og Berlin Plus-aftalen fra 2003.
Oprettelsen af NATO’s hurtige udrykningsstyrke i 2003 dæmpede også EU’s ambitioner, mens de østeuropæiske stater søgte NATO’s forsikringer, ikke EU’s på grund af bekymringer over Rusland.
Men 2003 markerede også debuten for kampflyet Eurofighter Typhoon, et fælles EU-projekt der involverer Tyskland, Storbritannien, Italien og Spanien gennem konsortiet Eurofighter GmbH.
Denne satsning, der startede i 1980’erne, markerede en vigtig milepæl i det europæiske forsvarssamarbejde, og i dag kan europæiske våbenvirksomheder som Airbus, BAE Systems, Leonardo S.p.A. og Dassault konkurrere med USA’s våbeneksport på verdensplan.
At fastholde Europas afhængighed af USA’s magt har historisk set været en effektiv strategi for Washington til at bevare kontrollen over alliancen. Under den NATO-ledede intervention i den libyske borgerkrig opfordrede Obama-administrationen de europæiske allierede til at påtage sig en ledende rolle, men de havde udfordringer på grund af begrænsede våbenlagre og koordinering.
Frankrig, som genindtrådte i NATO’s militære kommando i 2009, fik derefter betydelig amerikansk assistance i Afrika fra 2014, herunder lufttankningsflyvninger og efterretning, overvågning og rekognoscering, i overensstemmelse med bredere amerikanske initiativer i Afrika.
EU’s militære ambitioner tager fart
Washingtons langsigtede metode til at styre EU’s militære autonomi led et betydeligt knæk i 2016. Storbritannien, som traditionelt har været mest skeptisk over for yderligere militær integration i EU, stemte for at forlade Unionen, mens Trumps valgsejr og åbne foragt for NATO skabte usikkerhed i alliancen. Med færre begrænsninger accelererede EU bestræbelserne på at øge sin autonomi.
Få dage efter brexit-afstemningen afslørede EU sin globale strategi fra 2016, der skitserer en vej til en mere uafhængig militær- og udenrigspolitik. I 2017 blev Den Europæiske Forsvarsfond etableret for at sikre kollektiv finansiering af militæret, såvel som Det Permanente Strukturerede Samarbejde (PESCO) for at udvikle fælles militære projekter.
Trump-administrationen advarede mod at udelukke ikke-EU-lande fra PESCO af frygt for, at det kunne føre til interoperabilitetsproblemer, og efter pres fra våbenfirmaer, der var bekymrede for at blive marginaliseret på det europæiske marked. Og da den tyske kansler Angela Merkel støttede Macrons opfordring til en europæisk hær, var Trump meget kritisk over for beslutningen.
Fremdriften i EU’s militære integration fortsatte ind i Biden-administrationen. Godkendelsen af Den Europæiske Fredsfacilitet (EPF) i begyndelsen af 2021 gav EU en kollektiv mekanisme til at indkøbe og levere dødbringende våbensystemer til andre lande, hvilket forbedrede dets evne til at påvirke konflikter uden for dets grænser og levere våben til fremmede stater.
Selv om USA har genbekræftet sin centrale rolle i den vestlige alliance i Ukraine, har deres nylige finansielle tilbageslag fået EU til at forsøge at gribe initiativet og fremskynde sin vej til militær autonomi. Men på grund af EU’s begrænsede autoritet er man afhængig af, at medlemslandene driver denne proces, som de har svært ved at styre selvstændigt eller i samarbejde.
Efter at have trukket sig ud af Afrika i 2022 og 2023 har Frankrig intensiveret træningsprogrammer, våbenleverancer, udveksling af efterretninger og samarbejde med Ukraine siden starten på krigen mod Rusland.
I marts 2024 udtalte præsident Emmanuel Macron, at Frankrig “ikke har nogen grænser” for sin hjælp til Ukraine, og at han ikke ville udelukke at opbygge en koalition for at sende vestlige tropper til landet.
Østlige EU-lande foretrækker NATO
Frankrigs status som EU’s eneste atommagt og permanent medlem af FN’s Sikkerhedsråd giver landet en særlig position til at drive den europæiske militære integration.
På baggrund af Trumps “America First”-politik opfordrede Macron i 2019 i sit forslag til en bilateral strategisk dialog med Rusland til at skabe en ny “europæisk sikkerhedsarkitektur“, der brød med Washington, og som fremkaldte vrede blandt nogle østeuropæiske lande.
Frankrigs skiftende holdning til Rusland siden starten af krigen i Ukraine afspejler dets pragmatiske tilgang. Men der er stadig bekymring blandt andre EU-lande over, at Frankrig udnytter EU til at fremme sine egne ambitioner. Den franske våbeneksport er steget kraftigt til Ukraine såvel som til tidligere russiske markeder, og Frankrig har modtaget mere end en fjerdedel af Den Europæiske Forsvarsfonds budget til pilotprogrammer.
I modsætning hertil har Tyskland undgået at påtage sig en ledende rolle i EU’s politik over for Ukraine, men dets militære tyngde i EU er ikke desto mindre vokset.
To hollandske kampbrigader blev integreret i tyske divisioner i 2016, og der var også en vis integration mellem deres flådestyrker. Tjekkiet og Rumænien har også integreret en brigade hver i de tyske væbnede styrker i 2017, mens alle tre hollandske brigader blev integreret i 2023. Men Tyskland er tilsyneladende ikke villig til at gå længere, selvom det er det eneste land, der er i stand til at matche Frankrigs initiativer.
EU’s kamp for at opnå militær samhørighed forstærkes af den pro-NATO stemning, der er blandt visse østeuropæiske EU-lande. Især Polen har været fodslæbende i forhold til et øget militært samarbejde i EU, mens de baltiske stater også prioriterer deres militære partnerskab med USA og NATO.
I 2020 styrkede USA og Polen deres militære samarbejde yderligere gennem aftaler om at sende 1000 ekstra amerikanske tropper til Polen, og en generel præference for integration med amerikanske våbensystemer har forankret USA’s indflydelse i hele regionen.
Storbritannien positionerer sig
Siden Storbritannien forlod EU den 31. januar 2020, er dets evne til at lede og engagere sig med EU-stater blevet betydeligt forringet. I et forsøg på at omgå EU og bevare forbindelserne til medlemslandene har Storbritannien forsøgt at udnytte sin våbenindustri og tætte militære forhold til USA til at positionere sig som den førende europæiske aktør i Ukraine-krisen.
I et træk, der underminerer EU’s bestræbelser på en samlet militær integration, underskrev Polen og Storbritannien i 2023 det Strategiske Partnerskab 2030 for at styrke deres udenrigspolitiske, sikkerhedsmæssige og forsvarsmæssige samarbejde.
Senere samme år underskrev forsvarsministrene fra Japan, Italien og Storbritannien en aftale om at danne en samarbejdsorganisation for at udvikle et avanceret kampfly, hvilket giver London endnu en indgang til det europæiske våbenmarked. I begyndelsen af 2024 ledede britiske styrker også NATO’s Rapid Response Forces-øvelser i Polen.
Rækken af EU-institutioner, som også omfatter den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (CSDP), den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (CFSP), Coordinated Annual Review on Defense (CARD), Capability Development Plan (CDP), Det Europæiske Forsvarsagentur (EDA) og EU’s forsvarsteknologiske og industrielle base (EDITB), fremhæver de udfordringer, der ligger i at styre et stort bureaukrati, der har til opgave at koordinere flere stater om militære anliggender.
EDA fører alene tilsyn med 178 større våbensystemer, mens USA kun administrerer 30. I mellemtiden er implementeringen af PESCO blevet forsinket, og der er tvivl om oprettelsen af en hurtig udrykningskapacitet (RDC) på 5000 soldater inden 2025. Derudover er EU’s kamp for at levere våben til Ukraine rutinemæssigt blevet kritiseret af embedsmænd fra begge sider af Atlanten.
Dertil kommer de langvarige og ofte overlappende sikkerhedsordninger blandt de europæiske lande. Det baltiske forsvarssamarbejde, det nordiske forsvarssamarbejde og Lancaster House-traktaten, Joint Expeditionary Force og European Intervention Initiative har alle decentraliseret EU’s militære samhørighed, hvor mange stadig inkluderer Storbritannien.
Finlands og Sveriges nylige beslutninger om at tilslutte sig NATO understreger i mellemtiden EU-staternes vilje til at give afkald på en vis autonomi til fordel for at tilpasse sig den beskyttende dækning, som artikel 5 i NATO’s charter giver. I mangel af et sammenhængende og organiseret EU, der er i stand til at projicere magt effektivt, vil NATO fortsat være den foretrukne militære alliance, selv med et muligt genvalg af Trump.
Selvfølgelig har EU gjort betydelige fremskridt i at centralisere sit militær forsvar i løbet af de sidste tre årtier. EU er i øjeblikket engageret i 10 militære initiativer på tværs af tre kontinenter og har også deltaget i antipiratoperationer.
I begyndelsen af 2024 valgte EU at lancere sin egen flådemission for at bekæmpe militante houthi-angreb på skibsfarten i Det Røde Hav i stedet for at operere under amerikansk kommando.
Mens EU’s militære infrastruktur stadig er afhængig af amerikansk hjælp, besidder den mere end blot de grundlæggende elementer, der er nødvendige for at opnå militær autonomi.
På trods af denne rejses langvarige karakter signalerer EU’s konsekvente fremskridt, selv i lyset af at bypasse NATO, en endnu mere uafhængig fremtid.
Denne artikel er produceret af Economy for All, et projekt under Independent Media Institute. Mellemoverskrifter er indsat af redaktionen.
Om forfatteren: John P. Ruehl er en australsk-amerikansk journalist, der bor i Washington, D.C., og verdenskorrespondent for Independent Media Institute. Han er medredaktør på Strategic Policy og bidrager til flere andre udenrigspolitiske publikationer. Hans bog, Budget Superpower: How Russia Challenges the West With an Economy Smaller Than Texas’, blev udgivet i december 2022.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
