Ny chikanesag
Tirsdag ankom en amerikansk atomubåd til den nordnorske by Tromsø. Det er anden gang på et år, at der ankommer en af USA’s ubåde. Denne gang er der tale om USS Washington. I maj 2021 var der tale om USS New Mexico.
Kritikere mener, at Norge lægger sig fladt ned for USA og NATO, der ønsker at rykke tættere på Ruslands grænser.
Derfor troppede lokale borgere op i protest på Grøtsund havn, melder norsk TV, NRK. De mener, at besøget gør Norge til en brik i et farligt spil mellem stormagterne.
Norge er et lille land, og vi skal ikke være med til at øge spændingerne i verden.
Jan Iversen, Tromsø
En af de lokale er Jan Iversen, der er med i ledelsen af borgergruppen Nej til atomdrevne militærfartøjer i Tromsø. Han er bange for, hvad en ulykke på ubåden kan betyde for sikkerheden i området.
– Der kan jo komme lækager, brand i maskinrummet, eller ubåden kan støde på et skær. Der er jo sket ulykker før, som er blevet kaldt usandsynlige – tænk på atomulykken i Fukushima i Japan, siger han til Arbejderen.
For 32 år siden sank den russiske atomdrevne ubåd Komsomolets.
I maj sidste år, op til atomubåden USS New Mexico’s besøg, havde kommunen i Tromsø udsendt info til forældre med børn om, at de burde have jodtabletter hjemme. Det fik apotekerne i byen til at melde udsolgt af dette præparat på få timer.
I 2016 sagde bystyret i Tromsø nej til at modtage atomdrevne flådefartøjer, men blev siden underkendt af forsvarsministeret, der henviste til forsvarsaftalen med NATO.
Til fare for helbred of liv
Tromsø kommune har i dag ikke ekspertise eller udstyr til at håndtere en eventuel ulykke med radioaktivt udslip. Selv om det norske forsvar har lavet en risiko- og sårbarhedsanalyse, føler Jan Iversen sig ikke tryg.
Foto: Håkon Elvenes
Han mener, at konsekvenserne i værste fald kan være dødsfald, helbredsskader over tid eller radioaktive skader på natur og miljø.
Mod forsvarsaftalen med Norge
Han er også meget ubekvem ved, at atomdrevne ubåde i det hele taget inviteres ind i norske farvande.
Tromsø er en af de byer i landet, der har pligt til at modtage allierede flådefartøjer. Tromsø og Tønsnes er de to anløbshavne, der skal modtage NATO’s reaktordrevne fartøjer, selvom bystyret i Tromsø i sin tid sagde nej.
I mange år holdt NATO’s ubåde sig i internationalt farvand, men det har ændret sig. Den forhenværende konservative regering forhandlede sig frem til, at USA skal have fire militærbaser stillet til rådighed.
- I disse år udspiller der sig en magtkamp om kontrollen over Arktis mellem USA på den ene side og Rusland og Kina på den anden.
- Arktis får en stadig større strategisk betydning i takt med, at isen smelter og åbner for nye sejlruter og vigtige naturressourcer samt adgang til hele Ruslands nordlige flanke.
- Canada, Danmark (via Grønland), Island, Norge, Rusland og USA har ifølge internationale konventioner juridiske krav på at udnytte ressourcer på den arktiske havbund.
- Store dele af Arktis er russisk. 53 procent af kyststrækningen ligger i Rusland, og 40 procent af den arktiske befolkning er russere.
- Rusland kræver retten til cirka 70 procent af al havbund i Det Arktiske Ocean, som ikke allerede tilhører en af de arktiske kyststater.
- De arktiske stater har hver især fremsat territoriale krav. Danmark kræver ret til at udnytte havbunden hele vejen fra Grønlands nordlige kyst mod Polarhavet, under Nordpolen og frem til Ruslands 200-sømilegrænse på den modsatte side af Polarhavet.
- USA og NATO er uden sammenligning den største militærmagt i Arktis og i Grønland.
- I januar 2021 udsendte USA’s hær sin strategi for Arktis med titlen At genvinde arktisk dominans.
- Især Grønland og Norge er i centrum for USA’s strategiske planer i Arktis. Men også EU blander sig.
- Den danske militærbase Station Nord i Nordøstgrønland er erklæret som EU’s nordligste og nye grænseovergangssted i Schengenområdet.
Jan Iversen mener, at forsvarsaftalen mellem USA og Norge om militær brug af norsk jord er helt forkert.
Ny base-aftale
Regeringen vil nu opgradere forsvarsaftalen og indføre permanente arealer, der kan bruges til anløb af militært isenkram. Det er med til at gøre Norge mere usikkert, mener Jan Iversen. Det betyder, at Norge er ved at blive et område, som atommissiler er rettet mod.
Han er kritisk overfor den tillægsaftale om forsvarssamarbejde, som den højreorienterede Solberg-regering fremlagde sidste år. Den hedder Supplementary Defense Cooperation Agreement.
Aftalen skal behandles i Stortinget til foråret, inden den kan træde i kraft.
Aftalen giver mulighed for oprettelse af såkaldte aftalte områder på norske militærbaser, områder, der skal bruges i fællesskab af norske, amerikanske og allierede styrker. Områderne giver NATO mulighed for at bruge visse områder i Norge til “specificerede militære formål”.
Det bliver muligt for USA at etablere sin egen infrastruktur på baserne, som betales af USA, med amerikanske brugsrettigheder, men som bliver ejet af Norge.
– Når der befinder sig amerikanske soldater på baserne, øger det jo sandsynligheden for gengældelse, siger Jan Iversen og tilføjer, at Norge ikke skal spindes ind i stormagternes konflikter.
Aftalen er som udgangspunkt ikke tidsbegrænset, men efter en indledende periode på 10 år kan den opsiges med et års varsel.
Bryder gammel aftale
Jan Iversen minder om, at da Norge blev medlem af NATO i 1949, blev der af regeringen vedtaget en såkaldt “basiserklæring”, som havde til formål at opretholde godt naboskab til Sovjetunionen. I basiserklæringen står det klart, at Norge ikke må “åbne sig for udenlandske magters væbnede styrker i Norge – så længe vi ikke blev angrebet eller truet”.
Men i dag er Norges samarbejde med NATO og USA om militær hjælp – ifølge regeringen – medvirkende til, at Norge hurtigere kan få hjælp fra NATO og USA i tilfælde af krise eller krig.
Sidste år i november udtalte den norske generalsekretær i NATO, Jens Stoltenberg – der er tidligere statsminister for Arbeiderpartiet – at Norden og resten af Europa står overfor en “væsentlig militær oprustning fra russisk side” i blandt andet Baltikum og Arktis, hvor de øver hyppigere.
– Norden er helt afgørende for forbindelseslinjen over Nordatlanten, så man kan værne om båndene mellem Nordamerika og Europa i forbindelse med en krise eller en konflikt. Alt dette gør Norden vigtig for NATO, sagde Stoltenberg på et møde i Nordisk Råd.
I foråret sidste år besluttede den norske Høyre-regering at købe ubåde til 33 milliarder kroner. I februar 2021 meddelte USA’s luftvåben, at det sender fire B-1 bombefly og mindst 200 udstationerede soldater til Orland-luftbase på Norges centrale vestkyst, fremgik det af en artikel i magasinet Forbes.
Undersåt for USA
Problemet er – ifølge Jan Iversen – at Norges regering fortsætter NATO-samarbejdet. Regeringen ledes i dag af det socialdemokratiske Arbeiderparti, der er “underdanig” overfor NATO og USA.
– Norge er USA’s undersåt. Vi har været en af de flinkeste i klassen. I 10 år har vi været en af de mest krigsførende nationer i NATO og deltaget krigen i Jugoslavien i 1990’erne og med fly over Libyen i 2011 – med en gedigen flygtningekatastrofe til resultat. Vi er ikke længere en fredsnation, mener Jan Iversen.
Han oplyser, at da Norge blev medlem af FN’s Sikkerhedsråd i 2020, lød det fra den norske regering, at landet ville arbejde for international lov, for dialog, for fred.
I denne måned leder Norge Sikkerhedsrådets arbejde på rotationsbasis.
– Norge er et lille land, og vi skal ikke være med til at øge spændingerne i verden. Det tjener ikke freden eller et fredeligt samarbejde i Arktis.
Vi fortsætter fredsarbejdet
Jan Iversen og hans fredsvenner i Nej til atomdrevne militærfartøjer i Tromsø vidste ikke, at atomubåden kom til Tromsø. De fik det først at vide 20 timer før. De ved heller ikke, hvornår den afsejler igen.
– Men vi fortsætter med at markere modstanden og arbejde videre for fred og afspænding, siger Jan Iversen til Arbejderen.
Han vil ikke have, at Tromsø bliver en del af den spændte situation mellem Rusland og NATO som i øjeblikket koncentrerer sig ved den russisk-ukrainske grænse.
Konkret kræver Rusland en vestlig garanti for, at NATO ikke vil ekspandere længere østpå.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
