Musik er menneskers arbejde
Mange af dem, der kritiserer Trump for USA’s militære tilbagetog i Mellemøsten, overser en vigtig geopolitisk realitet: USA har ikke længere de samme muligheder for at bruge militær magt, som landet havde tidligere. Havde USA stadig haft den nødvendige økonomiske og militære styrke til at gennemtvinge sine interesser, ville militære løsninger fortsat have været en reel mulighed.
Her bliver forskellen mellem fortidens tænkning og nutidens geopolitiske virkelighed tydelig. USA står over for store økonomiske udfordringer, voksende gæld og stigende pres på sine globale forpligtelser. Derfor handler den nuværende tilbageholdenhed ikke kun om politiske valg, men også om begrænsede ressourcer og handlemuligheder.
Når historikere vil se tilbage på denne periode, vil den meget vel blive betragtet som et afgørende vendepunkt. Den verdensorden, hvor USA stod som den dominerende supermagt efter Den Kolde Krig, er definitivt forbi. I stedet bevæger verden sig mod en mere multipolær struktur, hvor stormagter og regionale aktører spiller en afgørende rolle.
Mellemøsten er et af de steder, hvor denne udvikling ses tydeligst. Med USA’s og Irans nye forståelsespapir (MoU) tegner der sig nye magtbalancer og samarbejder, som afspejler en bredere global udvikling. Fra Arktis til Mellemøsten er verden i gang med at tilpasse sig en ny geopolitisk virkelighed.
USA’s nye geopolitiske prioriteringer
Et af de tydeligste tegn på de globale magtforskydninger er USA’s ændrede strategiske fokus. Efter årtiers engagement i Mellemøsten ser Washington i stigende grad mod den vestlige halvkugle og Arktis, som nu betragtes som et område af afgørende national sikkerhedsinteresse. USA’s øgede militære tilstedeværelse i nord, herunder udstationeringen af F-22-kampfly og en ny arktisk strategi, afspejler en erkendelse af, at fremtidens geopolitiske konkurrence i højere grad vil handle om adgang til ressourcer, handelsruter og stormagtsrivalisering i Arktis end om konflikterne i Mellemøsten.
Udviklingen rejser også spørgsmål om petrodollarsystemets langsigtede fremtid.
Denne strategiske omprioritering danner også rammen om et nyt forhold mellem USA og Israel. Hvor USA’s støtte tidligere blev betragtet som næsten ubetinget, sender Washington nu signaler om, at også nære allierede må tilpasse sig USA’s bredere strategiske interesser. Vicepræsident J.D. Vances udtalelser om Israels afhængighed af USA’s støtte blev af mange opfattet som et klart signal om, at USA ikke længere ønsker at blive trukket ind i regionale konflikter, som kan aflede opmærksomheden fra større geopolitiske udfordringer.
For Israel skaber det en vanskelig balance. Landets sikkerhedspolitiske fokus er fortsat rettet mod Hizbollah i Libanon og Irans regionale indflydelse. Samtidig begrænser de nye diplomatiske forståelser mellem USA og Iran Israels handlemuligheder. Resultatet er en situation, hvor hverken fuld konfrontation eller varig fred synes realistisk på kort sigt.
Udviklingen illustrerer en bredere tendens i international politik: USA bevæger sig gradvist væk fra rollen som den ubestridte garant for sikkerheden i Mellemøsten og koncentrerer i stedet sine ressourcer om de områder, der forventes at få størst strategisk betydning i de kommende årtier. Det gælder især konkurrencen med andre stormagter om indflydelse i Arktis og den bredere kamp om den fremtidige verdensorden.
Økonomisk integration for ny regional orden
Et af de mest interessante geopolitiske perspektiver i Mellemøsten er muligheden for, at økonomisk samarbejde gradvist kan erstatte rivalisering som regionens vigtigste drivkraft. Hvis landene i Golfstaternes Samarbejdsråd (GCC) og Iran vælger at udbygge samarbejdet inden for energi, handel, investeringer og infrastruktur, kan det skabe nye fælles interesser, som gør konflikt mindre attraktiv og stabilitet mere værdifuldt.
Historien viser, at økonomisk integration ofte kan ændre politiske relationer. Efter Anden Verdenskrig valgte europæiske lande at knytte deres økonomier tættere sammen gennem fælles institutioner og handel. Resultatet var, at tidligere rivaler fik mere at vinde ved samarbejde end ved konfrontation. Den samme logik kan på længere sigt få betydning i Mellemøsten.
En regional struktur, hvor arabiske stater, Iran og på sigt eventuelt Israel bliver økonomisk forbundet gennem energi, transportkorridorer, investeringer og handel, vil ikke nødvendigvis fjerne alle konflikter. Men den kan skabe stærke incitamenter til at håndtere uenigheder gennem diplomati frem for militær magt.
Set i et geopolitisk perspektiv handler fremtidens magt ikke kun om militære kapaciteter, men i stigende grad om økonomiske netværk, forsyningskæder og strategiske partnerskaber. Jo mere regionens aktører bliver afhængige af hinandens økonomiske succes, desto højere bliver prisen for konflikt.
Hvis denne udvikling fortsætter, kan Mellemøsten bevæge sig fra at være et område præget af nulsumskonkurrence til en region, hvor stabilitet og økonomisk vækst bliver fælles strategiske interesser. Det vil ikke blot ændre magtbalancen i regionen, men også styrke Mellemøstens rolle i den fremvoksende multipolære verdensorden.
USA-Iran-aftalen
Indholdet i den nye aftale mellem USA og Iran (der har til formål at danne rammen for en afslutning på krigen mellem de to lande, red.) afspejler den magtbalance, som er opstået efter konflikten. I geopolitik er forhandlinger sjældent kun et spørgsmål om diplomati; de afspejler som regel styrkeforholdet mellem parterne. De 14 punkter i aftalen tyder på, at Iran er gået ind til forhandlingerne fra en relativt stærk position og har fået gennemført flere af sine centrale krav.
Kritikere mener, at USA har givet for store indrømmelser, men aftalen kan også ses som et resultat af de strategiske realiteter, der blev skabt under konflikten. Fra dette perspektiv viser aftalen, at Iran har haft succes med en asymmetrisk strategi, hvor landet har udnyttet billigere og mere fleksible militære virkemidler til at udfordre en teknologisk overlegen modstander.
Resultatet er, at Iran ikke blot har styrket sin forhandlingsposition, men også opnået konkrete gevinster såsom lempelse af sanktioner og adgang til indefrosne finansielle midler. Aftalen illustrerer dermed en klassisk geopolitisk dynamik: Når magtforhold ændrer sig på slagmarken, følger de diplomatiske resultater ofte efter.
Intern magtkamp i Iran
For Irans præsident Masoud Pezeshkian handler udfordringen nu ikke kun om at implementere en aftale, men om at ændre Irans regionale rolle. Hvis aftalen skal føre til varig stabilitet, skal Iran overbevise sine naboer om, at landet prioriterer samarbejde, økonomisk integration og fælles sikkerhed frem for regional dominans og militær afskrækkelse.
Samtidig udspiller der sig en vigtig intern magtkamp i Iran. Inden for det politiske og sikkerhedspolitiske system findes der ifølge den indiske avis The Times of India fortsat kredse, som ser et potentielt atomvåbenprogram som en strategisk fordel. Fra deres perspektiv er nuklear kapacitet ikke blot et sikkerhedsinstrument, men også et symbol på national styrke, uafhængighed og modstand mod vestligt pres. For disse aktører kan fredsaftalen derfor opfattes som en begrænsning af Irans langsigtede strategiske muligheder.
Aftalens fremtid afhænger derfor ikke kun af relationerne mellem Iran og omverdenen, men også af magtbalancen internt i landet. Pezeshkians mere pragmatiske fløj skal ikke alene forsvare aftalen over for udenlandske partnere; den skal også skabe opbakning blandt centrale magtcentre i staten og sikkerhedsapparatet.
I geopolitisk forstand er dette den afgørende kamp. Spørgsmålet er, om Iran vil definere sin fremtidige indflydelse gennem økonomisk udvikling og regionalt samarbejde eller gennem fortsat strategisk konfrontation og nuklear afskrækkelse. Udfaldet af denne interne debat vil i høj grad afgøre, om den nuværende aftale bliver begyndelsen på en ny regional orden eller blot et midlertidigt pusterum i en længerevarende konflikt.
GCC og et regionalt sikkerhedsskifte
For det økonomiske og militære samarbejde GCC – der består af Saudi-Arabien, Bahrain, Kuwait, Oman, Qatar og Forenede Arabiske Emirater – markerer udviklingen et vigtigt geopolitisk vendepunkt. I årtier har mange af golfstaternes sikkerhedsstrategier været baseret på tætte forbindelser til USA og forventningen om, at USA’s sikkerhedsgarantier ville fungere som en effektiv afskrækkelse mod regionale trusler. Når disse garantier nu opfattes som mindre sikre eller mindre forudsigelige, tvinger det staterne til at revurdere deres strategiske afhængighed af eksterne stormagter.
I den sammenhæng kan det styrkede samarbejde mellem Saudi-Arabien og Pakistan ses som en del af en bredere regional tendens (I henhold til en forsvarsaftale underskrevet af de to lande sidste år har begge lande forpligtet sig til at betragte enhver aggressionshandling mod det ene land som en handling rettet mod begge lande, red.) Målet er at skabe flere sikkerhedspolitiske valgmuligheder og mindske afhængigheden af én enkelt beskytter. For GCC-landene handler det i stigende grad om at opbygge en regional sikkerhedsarkitektur, hvor landene selv spiller hovedrollen.
Samtidig ser mange regeringer i regionen ud til at prioritere statslig stabilitet, økonomisk udvikling og national suverænitet højere end ideologiske og sekteriske projekter. Hvis denne tendens fortsætter, kan den på længere sigt mindske betydningen af de religiøse og identitetspolitiske konflikter, som har præget regionen i årtier. Det kan skabe bedre forudsætninger for pragmatisk samarbejde mellem arabiske stater og Iran. Udviklingen peger derfor mod mere pragmatiske og statscentrerede styringsmodeller, hvor national udvikling prioriteres over religiøs mobilisering. Målet er ikke nødvendigvis sekularisme i vestlig forstand, men snarere politiske systemer, hvor staten, økonomien og sikkerhedspolitikken styres ud fra nationale interesser frem for religiøs fanatisme eller transnationale ideologier.
I denne nye geopolitiske virkelighed bliver organisationer som BRIKS stadig vigtigere. BRIKS repræsenterer ikke en alliance i traditionel forstand, men fungerer i stigende grad som en platform for lande, der ønsker en mere balanceret global magtfordeling og større økonomisk uafhængighed af vestligt dominerede institutioner. For mange stater i Asien, Afrika og Mellemøsten fremstår BRIKS som et redskab til at udvide deres strategiske handlefrihed i en verden, hvor magten i stigende grad fordeles mellem flere centre.
Petrodollarens fremtid
Udviklingen rejser også spørgsmål om petrodollarsystemets langsigtede fremtid. I årtier har en stor del af verdens oliehandel været afregnet i amerikanske dollars, hvilket har styrket USA’s finansielle og geopolitiske position. Men efterhånden som lande som Saudi-Arabien, Kina og Rusland udvider deres økonomiske samarbejde, vokser interessen for alternative betalingsmekanismer og handel i nationale valutaer.
Det betyder ikke nødvendigvis, at dollaren mister sin globale rolle på kort sigt. Den amerikanske valuta understøttes fortsat af verdens største kapitalmarkeder og er en central position i det internationale finansielle system. Men tendensen peger mod en gradvis diversificering, hvor flere lande søger at reducere deres eksponering over for et system, som de opfatter som politisk sårbart eller for afhængigt af én enkelt stormagt.
Fra dominans til balance
Set i et bredere geopolitisk perspektiv handler den nye regionale orden ikke kun om USA’s relative tilbagegang, men også om fremkomsten af nye magtcentre. Asien og Mellemøsten får større økonomisk og strategisk betydning, mens regionale aktører i stigende grad søger at forme deres egen fremtid uden at være bundet til én dominerende beskytter.
For mange beslutningstagere er den centrale erkendelse derfor ikke, at én stormagt erstatter en anden, men at den internationale orden bliver mere kompleks. Fremtidens magtbalance vil i højere grad være præget af forhandling, regionale partnerskaber og økonomiske netværk end af den form for ubestridte dominans, der kendetegnede den unipolære periode efter Den Kolde Krig.
I denne optik er kampen ikke længere om, hvem der kontrollerer regionen, men om hvem der bedst kan tilpasse sig en verden, hvor magt er mere spredt, alliancer er mere fleksible, og regionale aktører i stigende grad sætter dagsordenen selv. USA vil fortsat være en afgørende magt, men må – ligesom andre stormagter – navigere i en virkelighed, hvor dets indflydelse i højere grad skal forhandles end dikteres.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
