Prisuddeling
Cubanerne oplever en meget svær tid. USA’s blokade er hårdere end nogensinde og koster ifølge beregninger Cuba 100 millioner (kroner) i døgnet. Coronapandemien kostede Cubas sundhedsvæsen dyrt og medførte et styrtdyk i turistindtægterne, der kun gradvist er i vækst igen.
Trods det går Cubas vælgere til stemmeurnerne på søndag. De skal vælge 470 medlemmer til landets lovgivende parlament, Nationalforsamlingen, der er folkemagtens øverste myndighed.
Det er nu fem år siden det seneste valg til Nationalforsamlingen, som i Cuba og internationalt var skelsættende, fordi cubanerne ved valget tog afsked med den tidligere præsident Raúl Castro, der ikke genopstillede.
I forbindelse med valget i 2018 blev i stedet Miguel Diaz-Canel valgt til landets præsident. Diaz-Canel genopstiller ved dette valg. Det ventes, at han bliver genvalgt til fem år mere på præsidentposten, og det bliver så hans sidste periode, idet Cubas nye grundlov fra 2019 kun tillader en præsident at sidde i to perioder a fem år.
Ved dette valg diskuteres det blandt andet ivrigt, hvordan den voksende private og kooperative økonomiske sektor skal sikres den rigtige repræsentation.
Den afgående nationalforsamling har godt 600 medlemmer. Antallet reduceres til 470 ved dette valg.
128 af landets 168 kommuner skal vælge hver to medlemmer, mens de resterende 40 mere folkerige kommuner skal vælge 3, 4 eller 5 medlemmer til den lovgivende forsamling.
I Cuba har alle, der er fyldt 16 år, ret til at stemme, og alle over 18 år kan stille op og vælges.
Siden valgets udskrivelse i december har opstilling af kandidater fyldt meget i medierne. Cubas største dagblad Granma, som udgives både på tryk og digitalt, har siden årsskiftet haft godt 100 artikler om valget, fremgår det af en temaside i netavisen. Dertil kommer massiv dækning i radio og tv samt andre trykte og onlinemedier.
Tilsvarende har valget været i centrum hos Cubas såkaldte masseorganisationer, der har ret til at opstille kandidater.
Masseorganisationerne og det kommunistiske parti
I Cuba spiller politiske partier ikke nogen rolle ved valg til folkemagtens organer – altså kommunalbestyrelser eller nationalforsamling. Cubas Kommunistiske Parti opstiller ikke kandidater til valget. Partiets medlemmer og ledere kan opstille, men det forudsætter, at partimedlemmerne foreslås og får støtte ved opstillingsmøderne.
Cubas demokrati, som det udfolder sig ved valgene til folkemagtens lovgivende forsamling, adskiller sig fra valg i Danmark og andre borgerlige demokratier. Det, som er den centrale forskel, er en meget omfattende opstillingsproces, der involverer millioner af vælgere. Denne proces med talrige møder, diskussioner, afstemninger, tilvalg og fravalg ender med, at der er opstillet én kandidat til hver af de 470 pladser i Nationalforsamlingen.
Foto: José Manuel Correa/Granma
Valgdagen er en form for folkeafstemning om de opstillede kandidater. Hvis en kandidat får over 50 procent af stemmerne, er vedkommende valgt – hvis ikke, så er hun eller han ikke valgt, og der starter en ny opstillingsproces.
Et andet markant kendetegn ved Cubas demokrati er de valgtes halvårlige rapporteringsmøder i valgkredsen. Hver sjette måned skal den valgte nemlig mødes med valgkredsen og berette om sit arbejde i Nationalforsamlingen, om resultater der er opnået, og problemer der arbejdes på at løse.
Ved disse møder kan vælgerne – hvis de er utilfredse med den valgtes arbejde – beslutte at trække vedkommendes valg tilbage. Når det sker, udløser det straks en proces med opstilling og valg af en ny kandidat i kredsen.
Cubanerne kalder deres system et “deltager-demokrati” over for det mere almindelige “repræsentative demokrati”, hvor vælgeren i bogstavelig forstand “afgiver sin stemme” på valgdagen og ikke har nogen magt over den valgte før eventuelt på den næste valgdag.
Deltager-demokratiet har andre sider end denne ret til at trække en valgt tilbage. Hele lovgivningsprocessen i Cuba bygger i høj grad på folkelig konsultation og borgerinddragelse.
Lovforslag sendes til debat i befolkningen: Hvis det handler om arbejdslivet, er det som regel fagbevægelsen, der organiserer debatten. Hvis der handler om undervisningssektoren, er det måske de studerendes organisationer FEU og FEEM, som spiller en nøglerolle. Har loven med landbrug og fødevarer at gøre, så er der ANAP – bøndernes organisation, der er i centrum.
Seneste eksempel på en sådan lovgivningsproces var vedtagelsen af en ny familielov, som efter flere års debat blev vedtaget ved en folkeafstemning den 25. september 2022.
Opstilling af kandidater
En lidt forenklet forklaring på den omfattende proces med opstilling af kandidaterne til de 470 pladser i Nationalforsamlingen ser således ud:
Kandidater opstilles ved åbne møder over hele landet indkaldt af landets store organisationer. Det er Fagbevægelsen (CTC), bøndernes organisation ANAP, kvindeorganisationen FMC, mellemskoleelevernes og de universitetsstuderendes organisationer FEEM og FEU samt sidst, men ikke mindst, Komiteerne til Forsvar for Revolutionen (CDR).
Tilsammen kan de seks organisationer opstille kandidater til 221 pladser, men de opstiller flere i første runde, idet der er en proces med til- og fravalg for at sikre en Nationalforsamling, der er konkret repræsentativ for befolkningen: Arbejdere, bønder, selvejere, kooperativister, kvinder, mænd, hvide, farvede, religiøse, unge, ældre og så videre.
I valgloven, Lov nummer 127 i kapitel VI og VII, beskrives, hvordan masseorganisationerne skal arbejde med opstilling af kandidater. Og det lyder blandt andet: “Inkludere forslag til kandidater – ud over ledere og medlemmer af de pågældende organisationer – fra andre sektorer med det mål at undgå tendenser til faglig, erhvervsmæssig eller geografisk skævhed”.
Ud over de 221, som opstilles af de nævnte organisationers medlemmer ud over landets 168 kommuner, så opstilles der kandidater til 135 pladser i de 16 provinser og endelig kandidater til 114 pladser opstilles af det nationale niveau af de nævnte organisationer.
Og i hvert led opstilles der som nævnt flere, end der til slut skal bruges, så ’kandidat-kommissioner’ på kommunalt, provins- og nationalt niveau kan vælge til og fra for at sikre den højtprioriterede repræsentativitet. For at sikre at befolkningen kan se sig selv i Nationalforsamlingens sammensætning.
Foto: José Manuel Correa/Granma
Ved dette valg diskuteres det blandt andet ivrigt, hvordan den voksende private og kooperative økonomiske sektor skal sikres den rigtige repræsentation. Med de seneste 5-10 års modernisering af Cubas økonomi er den private og kooperative sektor vokset meget i en bestræbelse på at skabe mere produktion og økonomisk vækst.
Nyhedsbureauet Prensa Latina skrev den 17. marts, at myndighederne i januar i år har godkendt hele 6704 private og kooperative virksomheder. I samme periode i 2022 var antallet på 1286.
Desuden er der fokus på at opstille unge, så Cubas unge vælgere oplever, at Nationalforsamlingen også er deres lovgivende forsamling.
Avisen Granma skrev den 29. januar, at 20 procent af de 470 opstillede kandidater er unge under 35 år. Lederen af landets nationale kandidat-kommission, Consuelo Baeza Martín, forklarer videre, at 55 procent er kvinder, 45 procent er sorte eller mulatter, gennemsnitsalderen er 46 år, 95 procent har mere end en grundskoleuddannelse, og endelig at 63 procent af kandidaterne er opstillet for første gang.
Både retten til at opstille kandidater og magten til at vælge opstillede kandidater til og fra ligger hos de nævnte seks masseorganisationer, der samler og organiserer over 90 procent af den voksne cubanske befolkning. En national valgkommission nedsat af Nationalforsamlingen leder og kontrollerer hele opstillings- og valgprocessen.
De seks organisationer er repræsenteret i alle kandidat-kommissioner i kommuner, provinser og nationalt. Formandskabet for kandidat-kommissionerne ligger hos fagbevægelsens repræsentant. Beslutninger tages så vidt muligt i enighed, hvis ikke det er muligt, så sker der afstemning. Ved stemmelighed er det formandens (CTC’s) stemme, der er er afgørende, fastslår valgloven.
Valgkamp på cubansk
Når kandidaterne er på plads, så bekendtgøres det for vælgerne.
Et foto og et kortfattet CV hænges op centrale steder i det område, hvor kandidaterne er opstillet. Med internettets udbredelse kommer disse opslag også på hjemmesider. Granma bringer løbende sådanne kandidatoversigter. (Her Matanzas)
I ugerne op til valgdagen tager kandidaterne rundt i deres valgkredse for at tale med vælgerne om de opgaver, der skal arbejdes med, og de problemer der skal løses.
Det er ikke valgkamp, sådan som det foregår i mange lande, påpeger Juan M. Garcia i en artikel på Prensa Latina. Kandidaternes møder med deres vælgere har til formål, at vælgerne kommer ind på livet af deres kandidat, lærer vedkommende at kende, og ikke mindst at kandidaten får en førstehåndsviden om det, der optager vælgerne, deres problemer, bekymringer og deres ideer til løsninger.
Det handler ikke om, at en kandidat søger at slå andre kandidater af banen.
Juan M. Garcia har nogle dage fulgt den siddende præsident Diaz-Canel, som sammen med syv andre kandidater har holdt møder med vælgerne i provinsen Santa Clara, hvor de otte er opstillet.
De har holdt møder med ansatte på en stor statslig mælkefarm og med studerende, forskere og lærere på Universitetet Martha Abreu. Og de har besøgt en lille nystartet privat fødevareproducent. Ifølge Prensa Latina, så var ejeren og de ansatte på virksomheden klar til at stemme på de opstillede kandidater. Mens Diaz-Canel på sin side fremhævede det positive i, at sådanne virksomheder bidrager til at sikre “den mangfoldighed af varer, som befolkningen efterspørger”, som præsidenten formulerede det.
Sloganet “Mejor es Posible” – altså: “Det kan blive bedre” går igen i denne tid op til valgdagen.
Der er ikke et direkte præsidentvalg i Cuba. Så hvis Miguel Diaz-Canel skal fortsætte som præsident, så skal han først vælges til en plads i Nationalforsamlingen. Derefter er det Nationalforsamlingen, som nogle uger efter valget samles for blandt medlemmerne at vælge et Statsråd og en formand for Statsrådet.
Det er Statsrådets formand, der er Cubas præsident.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
