Udtalelse
Lige siden den franske præsident Emmanuel Macron den 5. januar 2023 offentligt annoncerede, at han ville hæve den minimale pensionsalder i Frankrig fra 62 til 64 år, er protesterne mod denne “reform” ikke ophørt. I månedsvis gik millioner af mennesker på gaden hver uge på såkaldte “aktionsdage” arrangeret af de franske fagforeninger.
Antallet af demonstranter og omfanget af protestbevægelsen vækker minder om maj 1968 i Paris. Men selvom bevægelsen mod “macronismen” ikke kun har sine rødder i pensionsreformen, er det svært at drage sammenligninger.
Fagforeningernes magt til at overtale præsident Macron og premierminister Borne – sidstnævnte er i høj grad ansvarlig for implementeringen af “reformen” – til at give efter ser ikke ud til at være stærk nok.
Det lyder paradoksalt, for det er årtier siden, at alle de store fagforeninger i Frankrig, som nu, har gjort fælles front mod en social og økonomisk politisk pakke.
“Macronismen” forener fagbevægelsen
Den franske fagbevægelse kan virke uoverskuelig, med sine “retningsbestemte” og sektionsbestemte fagforeninger. Men i bund og grund kan man finde to hovedlinjer, der former fagforeningslandskabet:
Den første er linjen i CGT (Confédération générale du travail), som engang var “anarko-syndikalistisk”, da den blev grundlagt i 1895 og senere havde tætte bånd til kommunistpartiet.
I modsætning hertil har CFDT (Confédération française démocratique du travail) sine rødder i den kristne fagbevægelse og blev senere, efter at den kristne reference blev opgivet, ageret ankerpunkt for en “ikke-kommunistisk” og til tider venstreradikal fagbevægelse.
I 1970’erne gik CFDT ind for arbejdernes selvforvaltning på fabrikkerne og fagforeningsarbejde på græsrodsniveau. Det stod således i kontrast til CGT’s påståede centralistiske strategi, som sigtede mod en statsstyret transformation af økonomien (Andolfatto/Labbé 2011: 36f.)
Politisk var CFDT tæt på det unge socialistparti. Denne linje blev brudt i 1979, da lederen, Edouard Maire, afviste enhver form for politisering af fagforeningsarbejdet og udelukkende fokuserede på den interne repræsentation af arbejdernes interesser. Målet var at samarbejde med erhvervslivet i en ånd af socialt partnerskab.
CFDT’s samarbejdsstrategi gik så vidt som til åbent at støtte neoliberale strukturtilpasningsprogrammer på statsligt niveau op igennem 1990’erne. Indtil for ganske nylig tjente CFDT-leder Laurent Berger med sin deltagelse i udarbejdelsen af arbejdsmarkedspolitikken “macronismen” under dække af en “reformpolitik”, der angiveligt var baseret på konsensus mellem arbejde og kapital. I mellemtiden blev venstrefløjen gradvist skubbet ud. Siden 1990’erne har den organiseret sig i den nye fagforening SUD (Solidaires, unitaires, démocratiques) (Andolfotto/Labbé 2011: 37f.).
Men CFDT’s afvisning af enhver pensionsreform på fagforeningskongressen i 2022 satte Berger under pres og fratog ham muligheden for at fortsætte med at iscenesætte sig selv som en offensiv partner for Macron og Borne (Bissuel 2022).
På sin side mistede CGT i 1947 den fløj, der modsatte sig kommunistpartiets dominans, der gik ud og grundlagde fagforeningen Force Ouvrière (FO), som i sin praksis befinder sig mellem CGT og CFDT. CGT mistede også de fagligt organiserede lærere, som blev organisatorisk uafhængige på tværs af ideologiske linjer.
Efter 1990 blev lærernes fagforening FEN (Fédération de l’Éducation nationale) dog splittet i den venstreorienterede FSU (Fédération syndicale unitaire) og en fraktion, der fusionerede med flere andre sektororganisationer for at danne UNSA (L’Union nationale des syndicats autonomes) (Andolfotto/Labbé 2011: 31ff.). Det skal i forbifarten nævnes, at den kristne fagbevægelse fortsat eksisterer i form af CFTC (Confédération française des travailleurs chrétiens).
Alle disse fagforeninger arbejder i øjeblikket sammen på trods af deres strategiske og politiske forskelle. Forenet i en såkaldt “Intersyndicale”, det vil sige en føderation af flere fagforbund, opfordrede lederne af de vigtige og såkaldt repræsentative fagforeninger for første gang til landsdækkende demonstrationer den 19. januar 2023. De afviste ikke kun stigningen i den generelle pensionsalder, men også den planlagte afskaffelse af forskellige “særregler” for arbejdere i specifikke sektorer af den offentlige service, såsom jernbanerne.
Desuden påpegede fagforeningerne, at medarbejdere uden en komplet ansættelseshistorie først ville kunne gå på pension som 67-årige, fordi de ikke havde indbetalt til pensionsforsikringsordningen i tilstrækkelig lang tid. I Frankrig er der ingen statisk pensionsalder; den afhænger af antallet af indbetalte pensionsbidrag. Men den planlagte reform vil øge det nødvendige arbejdsliv med mindst to år.
Ifølge fagforeningerne deltog mere end 1 million mennesker i den første aktions- og strejkedag. Efter at regeringen ikke viste tegn på vilje til at gå på kompromis eller åbne for en dialog, blev “Internsyndicale” enige om at øge tempoet fra den 7. marts og opfordre til landsdækkende aktioner, herunder lange perioder med strejker og blokader af virksomheder, veje og jernbaner (Le Borgne 2023).
Planlægning og implementering blev overladt til de lokale aktører. Tiltagene blev støttet af det store flertal af franskmændene. Undersøgelser viste således at mere end 60 procent af de adspurgte afviste pensionsreformen (Ifop 2023).
En særlig intens strejkeaktion fulgte, først i Paris og derefter i hele landet, blandt skraldemændene. De blev efterfulgt af arbejdere på olieraffinaderier, brændstofdepoter, benzinstationer og industrihavne. Demonstrationerne og protesterne var dog ikke begrænset til byområderne. Også i de mellemstore byer var der et konstant højt antal deltagere i demonstrationerne, som fandt sted næsten hver uge.
Dette Frankrig af “underpræfekturer” er kendetegnet ved et overgennemsnitligt antal arbejdere, der startede med at udføre hårdt fysisk arbejde i en meget ung alder og er fysisk ude af stand til at arbejde langt ud over 60-års alderen. (de Royer 2023).
Fagforeningsfolkene handlede mere subversivt i energisektoren. Gang på gang afbrød de bevidst strømforsyningen til nøgleområder i økonomien og den politiske administration.
Sådan målrettet sabotage af vigtige offentlige begivenheder bliver sandsynligvis det næste skridt. Også efter reformens vedtagelse har CGT annonceret aktioner for at gøre det så svært som muligt for Macron at regere, hvis ikke han trækker reformen tilbage (Do Marcolino 2023).
I alt 12 dage med aktioner fandt sted, før loven blev vedtaget den 16. marts 2023. Siden begyndelsen af marts 2023 har aktionerne været ledsaget af store blokadeaktioner om morgenen.
Antallet af deltagere på aktionsdagene svingede og toppede med 3,5 millioner demonstranter over hele landet den 7. marts 2023. På den sidste aktionsdag den 5. april 2023 havde antallet stabiliseret sig på lige under 2 millioner demonstranter.
Men i årets første tre måneder var disse foranstaltninger ikke nok til at forhindre den “macronitiske” regering, der ikke havde noget politisk flertal i spørgsmålet om pensionsreformen, i at ty til de særlige antidemokratiske bestemmelser i den franske forfatning for at sætte “reformen” i kraft uden parlamentarisk godkendelse. Et angreb på det borgerligt-demokratiske princip om magtens tredeling.
En ny fase af protester udviklede sig fra midten af marts 2023 og bragte et stort antal unge mennesker på gaden, som blev mødt af staten med en hårdhed, der mindede om tiden for De Gule Veste-bevægelsen.
I 2018 og 2019 førte brugen af gummikugler og granater ikke kun til alvorlige skader og lemlæstelser, men også til massearrestationer og summariske domme, der var tvivlsomme set ud fra et retsstatligt synspunkt (Chwala 2019).
Hundredvis af anholdelser blev foretaget i dagene efter, at premierminister Borne den 16. marts 2023 benyttede sig af artikel 49.3 i forfatningen, som gør det muligt at vedtage reformen i form af en bekendtgørelse.
Om aftenen rapporteres der om spontane demonstrationer. Disse er dog også lovlige i henhold til fransk lov (Laske et al. 2023). Den arrogante måde, hvorpå Macron stempler enhver form for kritik af sin politik som illegitim og statsfjendtlig, fik protestbevægelsen til at stille sig selv nye spørgsmål.
Endnu en gang slog modstanderne af “macronitterne” fast, at demokratiet er et fjendebillede for den lille elite i landet, der fortsat står bag Macrons politik. Halvdelen af ministrene i Borne-regeringen er millionærer, og nogle ministre har personligt tjent stort på de stigende energipriser (Les Décodeurs 2022).
For mange unge demonstranter står det klart, at “macronismen” står for en markant forringelse af de økonomiske livsudsigter. I Macrons første periode som præsident havde Macron-lejren allerede sænket arbejdsløshedsunderstøttelsen og gjort det lettere at afskedige folk.
Derudover var en stor gruppe studerende afhængige af fødevaredonationer under covid-pandemien, da alle økonomiske ressourcer var opbrugt, og der ikke var yderligere indtægter til rådighed.
Denne udvikling blev ignoreret af “macronisterne” i første omgang. Senere brugte regeringsrepræsentanter kendsgerningen til at retfærdiggøre “reformer” i uddannelsessektoren, som har gjort adgangen til universiteterne massivt sværere. I stedet for at forfølge uproduktive studier skulle de unge hellere stille sig til rådighed for arbejdsmarkedet for enhver pris.
Forhindringer for demokratisk kontrol med den udøvende magt
Selvom fagforeningerne har den offentlige mening på deres side i den nuværende situation, har de endnu ikke opfordret til generalstrejke.
På aktionsdagene har deltagelsen i strejker også været varierende. Bortset fra starten på protesterne den 19. januar var de eneste dage med høj strejkedeltagelse uden for nogle kernesektorer den 7. og 23. marts.
Dette påvirkede uddannelsessektoren såvel som det formelt privatiserede jernbaneselskab SNCF og de parisiske transportselskaber. I begyndelsen af april faldt strejkedeltagelsen i den offentlige sektor til under 10 procent (Rapports de Force 2023).
Fagforeningernes manglende evne til at kompensere for de strejkendes løntab og fraværet af fagforeningerne, især i den private sektor, forklarer den svingende eller ikke-eksisterende strejkevillighed, på trods af at et flertal af den franske befolkning bakker op om militante protestformer.
Antallet af strejkedage er faldet betydeligt siden begyndelsen af 1980’erne, samtidig med at “aktionsdage”, en ny form for offentlig protest fra de fagforeninger, der ønsker at udtrykke deres modstand mod regeringens politik offentligt, er steget betydeligt siden 2000’erne.
Denne form for protest forsøger ikke længere at tvinge de politiske aktører i knæ ved at opfordre til en generalstrejke af længst mulig varighed, men sigter i stedet mod at være en forhandlingspartner for de politiske aktører.
Fagforeningerne har været i stand til at bringe deres ledere til forhandlingsbordet. Men fagforeningernes politiske indflydelse i regeringsapparatet er blevet reduceret til et minimum.
I mange år har CGT udgjort en socialt attraktiv modmodel gennem sin institutionelle forbindelse til PCF (det franske kommunistparti, red.). Ikke desto mindre ser CGT fortsat sig selv som den organisation, der ønsker at løse sociale konflikter til fordel for arbejderne, primært gennem stærke sociale bevægelser.
CFDT har på den anden side holdt sig væk fra sådanne mobiliseringer i den seneste tid og stoler udelukkende på de former for obligatorisk deltagelse af fagforeninger og arbejdsgiverforeninger, som har været mere fast forankret i loven siden 2007, og på forhandlede løsninger.
Stigningen i usikre ansættelsesforhold og ødelæggelsen af arbejdskollektiverne har også bidraget til, at antallet af strejkedage fortsætter med at falde (Giraud/Yon/Béroud 2018: 177ff.)
Ikke desto mindre formår fagforeningerne i den nuværende situation at blive opfattet som et referencepunkt for indignationen hos den overvældende masse af befolkningen.
Alle de store fagforeninger melder om betydelig fremgang i medlemstallet. I CGT er antallet af indmeldelser på 30.000 siden begyndelsen af året.
Men den nuværende krise er meget mere end en social konflikt. Den afslører krisen i den næsten 70 år gamle Femte Republik, som giver den udøvende magt (præsident og regering) næsten ubegrænset handlefrihed, mens den politiske opposition, hvis eneste institutionelle mulighed er det parlamentariske arbejde i Nationalforsamlingen, er udsat for en konsekvent obstruktionspolitik fra regeringens side.
De parlamentariske drøftelser om pensionsreformen har gjort dette klart på en eksemplarisk måde. For eksempel forhindrede premierminister Borne en første fuld behandling af lovforslaget ved at erklære det for et budgetrelevant lovforslag, hvilket gjorde det muligt at forkorte den parlamentariske debat til en uge og ikke krævede en fuld debat.
Efterfølgende blev teksten sendt uændret videre til senatet (andetkammeret), hvor regeringen tvang repræsentanterne for venstreoppositionen til ikke at stemme om deres ændringsforslag.
Andenbehandlingen i Nationalforsamlingen fandt ikke sted, da Borne vedtog reformen ved dekret uden parlamentarisk debat ved hjælp af artikel 49.3.
Især forsøget på at klassificere pensionsreformen som “relevant for budgettet” rejser spørgsmål, da forfatningen påpeger, at dette kun gælder vedtagelsen af ændringer for det kommende budgetår, og at regeringen ikke skulle have endnu en hurtig procedure for at undgå en parlamentarisk debat (Rousseau 2023).
Men det politisk godkendte forfatningsråd, som ikke består af professionelle dommere, men af højtstående embedsmænd og tidligere politikere, der er tæt knyttet til den dominerende politiske gruppe, legitimerede denne procedure den 14. april med den eneste begrundelse, at denne procedure var mulig i henhold til forfatningen.
Spørgsmålet er, om der ikke er sket et misbrug her, rådet diskuterede ikke engang denne mulighed. Beslutningen er ikke overraskende, når man tænker på, at størstedelen af de ni medlemmer blev nomineret af det politiske højre og “macronisterne”. Nationalforsamlingen, senatet og republikkens præsident har hver ret til at udpege tre medlemmer (Fontaine 2023).
I sidste ende præciserede forfatningsrådet således den funktion, som galloismen havde forestillet sig for dette organ i 1960’erne: Det har ikke til opgave at være en klassisk forfatningsdomstol, som autonomt og uafhængigt skal kontrollere forfatningsmæssigheden af de politiske aktørers handlinger, men tjener snarere til at legitimere regeringens handlinger og til at fastlægge begrænsningen af de parlamentariske rettigheder (François 2011: 42ff.).
Rådets beslutning har yderligere uddybet kløften mellem det franske civilsamfund og statens institutioner. Ifølge meningsmålinger voksede antallet af dem, der afviser pensionsreformen, og af dem, der ønsker mere radikale protestformer (Desmonceau 2023).
Macrons tv-tale til nationen den 17. april, et par dage efter forfatningsrådets beslutning, hvor han meddelte, at han ville fortsætte sin politiske linje uændret og finde en måde at “pacificere” utilfredsheden “i de næste hundrede dage” (FAZ 19.4.23), blev ledsaget af hundredvis af demonstrationer i det offentlige rum.
Konklusion
Macrons præsidentskab står ved en skillevej. Den franske præsident er ganske vist fortsat engageret i den videre neoliberale og fremmedfjendske transformation af samfundet. Kravene til de arbejdsløse er blevet yderligere skærpet, og en ny arbejdsmarkedslov er på vej, samtidig med at det skal være lettere at udvise folk uden opholdstilladelse, hvis de ikke er attraktive som arbejdskraft.
Macron har dog mistet opbakning i store dele af de (venstre)liberale intellektuelle miljøer, som engang sympatiserede med ham. Macrons neo-absolutistiske forståelse af politik kolliderer med “liberale” grundholdninger hos borgerlige intellektuelle, der ønsker stærkere kontrolmekanismer for præsidentens magt og en vilje til konsensus og balance med den moderate fløj i fagbevægelsen.
En fortsættelse af den nuværende juridiske undtagelsestilstand, som mangler enhver legitimitet, kan føre til en permanent militant konflikt mellem borgerne og staten (Gatinois 2023).
Selv de store virksomheders sammenslutning MEDEF, som i bund og grund deler Macrons holdning, opfordrede allerede i slutningen af marts 2023 forgæves Macron til at vende tilbage til en politik med “social dialog” (Guinochet 2023).
Det kan være, at “macronismen” bevidst accepterer en yderligere fremgang for ultrahøjre i denne uoverskuelige situation, da der med Le Pen ganske vist vil ske et personskifte, men ikke et skifte i den politiske substans i forhold til den økonomisk liberale, fagforeningsfjendtlige kurs i statens øverste ledelse.
På den anden side af det politiske spektrum vinder venstreorienterede kræfter imidlertid indflydelse inden for “centrum-venstre”-spektret. Således dominerer “La France insoumise” her uden dog at fremtvinge en fuldstændig marginalisering af de andre venstrefløjspartier. Samtidig integrerer “La France insoumise” en stor del af de politiserede unge aktivister, herunder klimabevægelsen.
Intensiveringen af Macrons og Bornes antidemokratiske kurs kan derfor på mellemlangt sigt føre til en politisk duel mellem en forenet venstrefløj og den ultrahøjreorienterede lejr. For både “macronismen” og de højrenationalistiske “republikanere” er blevet ekstremt upopulære i befolkningen på grund af deres politiske samarbejde.
Litteratur
Andolfotto, Dominique/ Labbé, Dominique (2011): Sociologie des syndicats; Paris.
Bissuel, Bertrand (2022): Retraite: les militants de la CFDT bousculent Laurent Berger, leur numéro un; https://www.lemonde.fr/politique/article/2022/06/16/retraites-les-militants-de-la-cfdt-bousculent-laurent-berger-leur-numero-un_6130656_823448.html.
Chwala, Sebastian (2019): Geburtstag der Gelbwesten – Rückblick auf ein Jahr des Protests in Frankreich; https://zeitschrift-luxemburg.de/artikel/geburtstag-der-yellowwesten-rueckblick-auf-ein-jahr-des-protests-in-frankreich/
de Royer, Solenne (2023) : Réforme des retraites : la ” révolte ” des sous-préfectures ; https://www.lemonde.fr/politique/article/2023/02/11/reforme-des-retraites-la-revolte-des-sous-prefectures_6161431_823448.html.
Desmonceaux, Juliette (2023): Retraites: pour 64% des Français, la mobilisation contre la réforme doit se poursuivre; https://www.bfmtv.com/politique/retraites-pour- 64-des-francais-la-mobilisation-contre-la-reforme-doit-se-poursuivre_AN-202304170032.html
Do Marcolino, Elsa (2023): Festival de Cannes, d’Avignon, Roland-Garros… la CGT me- nace de coupures si le gouvernement ne recule pas sur la réforme; https://www.midilibre.fr/2023/04/23/festival-de-cannes-davignon-roland-garros-la-cgt-menace-de-coupures-si-le-gouvernement-ne-recule-pas-sur-la-reforme-11152140.php
Fontaine, Lauréline (2023): Le Conseil Constitutionnell, ou l`illusion démocratique; https://www.contretemps.eu/conseil-constitutionnel-illusion-democratique/
François, Bastien (2011): Le régime politique de la Ve République; Paris. Gatinois, Claire (2023): Entre Emmanuel Macron et les intellectuels de gauche, L`Histoire d`une désillusion; https://www.lemonde.fr/politique/article/2023/04/20/entre- emmanuel-macron-et-les-intellectuels-de-gauche-l-histoire-d`une-desillusion_ 6170344_823448.html
Giraurd, Baptiste/ Yon, Karel/ Béroud, Sophie (2018): Sociologie politique du syndicalisme; Paris.
Guinochet, Fanny(2023) : Réforme des retraites : le plaidoyer du Medef pour sortir du blo- cage ; https://www.francetvinfo.fr/replay-radio/le-decryptage-eco/reforme- des-retraites-le-plaidoyer-du-medef-pour-sortir-du-blocage_5698256.html
Institut d’études opinion et marketing en France et à l’international (Ifop): Les Français et la réforme des retraites – Ifop/L’Express ; https://www.ifop.com/publication/les-francais-et-la-reforme-des-retraites-ifop-lexpress/
Denne artikel er optrykt i Zeitschrift Marxistische Erneuerungs juni-nummer 2023, oversat på Arbejderens redaktion og bragt efter aftale med redaktionen på Zeitschrift Marxistische Erneuerung.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
