En væbnet afkolonisering
Sidste februar i Warszawa fordømte præsident Joe Biden den lovløse russiske invasion af Ukraine: “Tanken om at over 100.000 soldater invaderer et andet land – siden Anden Verdenskrig er der ikke sket noget lignende.”
En måned senere var det 20 år siden, at USA’s største udenrigspolitiske fiasko siden Vietnam fandt sted: USA’s “krig på eget valg” mod Irak, hvor 130.000 amerikanske soldater invaderede landet for at vælte dets regering.
I betragtning af omfanget af denne idioti er det forståeligt, at Biden ønsker at begrave den i et hukommelseshul.
Dominerer stadig
Selv om det ikke var lige så orwellsk som Biden, søgte mange af kommentarerne omkring 20-årsdagen på samme måde at forklare, retfærdiggøre eller formindske katastrofen. Dette er ikke overraskende, da kun få af de gerningsmænd, propagandister og heppekorsledere, der drev os ind i krigen, led nogen konsekvenser. Deres omdømme blev genopfrisket; deres status i USA’s udenrigspolitiske establishment blev bevaret.
Bizart nok dominerer de, der førte os ind i katastrofen, fortsat USA’s store medieplatforme, mens de, der advarede imod den, stort set er skubbet ud i marginen.
Det er ikke nogen let opgave at sætte kritisk fokus på Irak-krigen. Bush-administrationen fremhævede sin forebyggende krigsdoktrin og hånede behovet for, at USA, på højdepunktet af sit unipolære øjeblik, skulle søge autoritet hos FN, godkendelse fra NATO-allierede eller overholdelse af international lov.
Irak var et mål for de neokonservative længe før 9/11, som propagandisterne i Project for the New American Century gjorde det klart. Presset for krigen begyndte få timer efter 9/11 på trods af, at Saddam Hussein var en erklæret fjende af al-Qaeda.
Krigskampagne
Bush-regeringen førte en kampagne for at sælge truslen og gjorde den – som udenrigsminister Dean Acheson skrev i begyndelsen af den kolde krig – “klarere end sandheden”. For at få rådgivning om budskaberne hyrede administrationen professionelle PR-guruer – som Charlotte Beers, dronningen af Madison Avenue, der kom direkte fra prisbelønnede kampagner for Uncle Ben’s Rice og Head & Shoulders Shampoo.
Det meste af verden har holdt sig uden for konflikten mellem Rusland og Ukraine og har afvist USA’s hykleri.
Fra præsidenten og nedad forsøgte de at forbinde Saddam Hussein med 9/11, selv om de ikke havde nogen beviser for en forbindelse, der ikke eksisterede. Derefter fokuserede de på den trussel, som Husseins påståede masseødelæggelsesvåben udgjorde.
For at overvinde de skeptiske CIA-analytikere dannede vicepræsident Dick Cheney sin egen efterretningsgruppe, mens über-lobbyisten John Rendon opfandt en irakisk national kongres med den skændige finansmand Ahmed Chalabi i spidsen, som leverede “efterretninger” på bestilling.
På trods af den frygtprovokerende holdning stod administrationen over for de største demonstrationer nogensinde organiseret mod en krig, før den begyndte – det, som New York Times kaldte “en ny supermagt“. Tyskland, Frankrig og NATO nægtede at støtte, FN nægtede at godkende det.
Men journalister og redaktører for mainstreammedier gentog administrationens påstande; liberale eksperter skyndte sig at vise deres patriotiske glød. Med få undtagelser tilsluttede de liberale politikere sig for at bevare deres “troværdighed”.
Den daglige spærreild af fordrejninger og vildledninger virkede: På tærsklen til krigen troede to tredjedele af amerikanerne, at Saddam Hussein stod bag 9/11, og næsten fire femtedele troede, at han var på nippet til at have atomvåben.
Katastrofen
Og så katastrofen. Krigen kostede USA 4.600 døde og over 30.000 sårede. Det anslås, at der er over 400.000 irakiske ofre, hvortil kommer svimlende 7 millioner flygtninge og millioner af internt fordrevne. Sekteriske konflikter hærgede Irak. En ny generation af jihadister opstod og spredte sig. Iran fik større indflydelse i regionen.
USA’s omdømme er ikke blevet genoprettet den dag i dag. Det meste af verden har holdt sig uden for konflikten mellem Rusland og Ukraine og har afvist USA’s hykleri med hensyn til den “regelbaserede internationale orden”.
Kinas indflydelse bredte sig, mens USA vaklede i de endeløse krige i Mellemøsten. Amerikanerne er trætte af krige uden sejr. Pressen har forspildt sin troværdighed. Og det udenrigspolitiske etablissements arrogance og uansvarlighed blev afsløret – alt sammen medvirkende til Donald Trumps sejr i 2016.
Apologeter
Tyve år senere kæmper krigens fortalere og apologeter for at retfærdiggøre deres katastrofale kurs eller for at mildne bedømmelser og opnå, med Richard Haas’ ord, tidligere formand for Foreign Policy Association, “en flygtig konsensus om krigens arv”.
En hyppig undskyldning er, at krigen var en fejltagelse eller en tragedie, ikke en forbrydelse. Det hævdes, at administrationen virkelig troede, at Hussein havde masseødelæggelsesvåben. Det var, skriver Hal Brands i Foreign Affairs, “en forståelig tragedie, født af ærefulde motiver og ægte bekymringer”. På trods af manglen på beviser var der en “kritisk masse af højtstående embedsmænd … der talte hinanden til at tro på den mest let tilgængelige retfærdiggørelse”, konkluderer Max Fisher i Times.
I virkeligheden var “krig på eget valg” et produkt af overmod, på et tidspunkt hvor USA var på toppen af sin magt, drevet af fanatikere, der foragtede loven, beviser og den “regelbaserede orden”. Eller som udenrigsminister Colin Powell udtrykte det, da han gennemgik det materiale, der var tilvejebragt til hans FN-tale: “Det er noget bullshit.”
Ignorerer ødelæggelsen
Andre antyder på vovet vis, at Irak har det bedre i dag som følge af invasionen. Saddam Hussein var en ond mand, “den eneste ubestrideligt ægte masseødelæggelsesvåben i Irak”, skriver Bret Stephens, klummeskribent i Times, som begrundelse for sin støtte til krigen. At slippe af med ham er en fordel for irakerne, argumenterer Stephens, som hævder, at “Irak, Mellemøsten og verden er bedre stillet, fordi de er sluppet af med en farlig tyran”.
Denne hæsblæsende konklusion kan kun drages ved at ignorere den ødelæggelse, der er forvoldt landet, regionen og USA’s troværdighed. Det er den samme arrogance, der førte til regimeskiftet i Libyen med endnu en blodig borgerkrig til følge.
Nogle, som David Frum, Bushs taleskriver, der siges at have opfundet udtrykket “Ondskabens Akse” (den absurde gruppering af Irak og Iran – to glødende fjender – sammen med et nordkoreansk regime, som ingen af dem havde nogen forbindelse til), antyder, at irakerne bærer en stor del af skylden. Vi “tilbød Irak en bedre fremtid”, tweetede Frum. “Uanset Vestens fejltagelser; sekterisk krig var et valg, som irakerne selv traf.”
Den vedvarende rædsel
Prisen for at undlade at stille gerningsmændene bag denne fiasko til ansvar er, at deres verdenssyn stadig dominerer USA’s nationale sikkerhedsinstitutioner.
Biden kom til magten med løftet om at skabe en udenrigspolitik for middelklassen, men han er gået videre med at bekræfte USA’s imperiale vrangforestilling – at vi har ressourcerne, visdommen og chartret til at overvåge verden, til at modvirke Rusland og Kina i deres egne nabolag, mens vi jagter terrorister, smider bomber fra droner i syv lande og sender styrker til over 100 lande i hele verden.
Vi fordømmer fornuftigt nok Ruslands invasion af Ukraine som en overtrædelse af folkeretten. Alligevel kan Richard Haass, et chartermedlem af vores udenrigspolitiske establishment, skrive – tilsyneladende uden ironi – at den lære, der skal drages af Irak, ikke er modstand mod aggressiv krig, men at “krig på eget valg kun bør iværksættes med ekstrem omhu og med overvejelse af de sandsynlige omkostninger og fordele”.
En af de vedvarende rædsler ved Irak-krigen er helt sikkert, at vores udenrigspolitiske etablissement trods katastrofen fortsat er urokket og dets verdensbillede uændret.
Om artiklen:
Denne artikel er distribueret i samarbejde med The Nation og Globetrotter.
Katrina vanden Heuvel er redaktionel leder og udgiver af The Nation og er formand for The American Committee for U.S.-Russia Accord (ACURA). Hun skriver en ugentlig klumme i Washington Post og er en hyppig kommentator af amerikansk og international politik for Democracy Now, PBS, ABC, MSNBC og CNN. Du kan finde hende på Twitter @KatrinaNation.
Oversættelse, trompet, lead, billede, mellemoverskrifter, fremhævet citat og opdeling af afsnit udarbejdet og/eller indsat af Arbejderens redaktion.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
