Chris Gilbert og Cira Pascual Marquina fortæller på webmediet Venezuelanalysis en historie, som de mener burde føre til overskrifter som “Kommunarderne rykker frem” i ethvert revolutionært medie.
Chávez opfattede kommunerne som socialismens grundceller: De var, som han sagde, stedet, hvor “socialismen skal fødes”.
Det kan vi på Arbejderen naturligvis ikke bare ignorere. Så her kommer mit resumé af artiklen. De to kammerater starter med en kort gennemgang af marxistisk politisk økonomi, det gør jeg således også:
I de kapitalistiske samfund fremstilles de fleste ting ikke på grund af deres nytteværdi (hvad de kan bruges til), men på grund af deres bytteværdi – altså den egenskab at tingene kan sælges, kan akkumulere profit.
Hvad der produceres, er knap så vigtigt. Hvad der tæller, er profitten – og den skal hele tiden vokse. Denne logik har ikke bare grundlæggende indflydelse på relationer mennesker imellem – selve Jorden forandres til at kunne understøtte akkumulationen af kapital.
Resultatet er både enorme menneskelige lidelser og voksende miljøkatastrofer. Dette gør langt hovedparten af befolkningerne til rene producenter af økonomisk værdi, mens helt nødvendige ulønnede plejeopgaver og arbejde i hjemmet anses for værdiløst, så længe markedet ikke har adgang til sfæren, og det naturlige miljø omdannes til en ressource, der blot skal udnyttes i det uendelige.
Og så videre til kommunerne!
Stedet hvor socialismen fødes
I 1999 tiltrådte en politisk outsider ved navn Hugo Chávez posten som præsident i Venezuela. I december 1998 blev han valgt med 56 procent af stemmerne på baggrund af valgløfter om nationaliseringer og om opbygningen af et aktivt deltagerdemokrati.
Med Chávez i spidsen for regeringsmagten startede, hvad der er blevet kaldt såvel den bolivarianske proces som den bolivarianske revolution – opkaldt efter Simón Bolívar, som stod i spidsen for befrielsen af Peru, Bolivia, Panama, Venezuela, Ny Granada (Colombia) og Ecuador fra det spanske koloniherredømme.
I det 21. århundrede var det USA, man skulle frigøre sig fra – men også mennesket skulle befries. Jagten på nye massebaserede former for demokratisk deltagelse førte til en række kreative eksperimenter med modeller for folkelig organisering, herunder opbygningen af kommuner og kooperativer.
Efterhånden som den bolivarianske proces udviklede sig, erklærede den sig selv for antiimperialistisk i 2004 og socialistisk i 2006. I 2009 blev projektets strategi efter en selvkritisk refleksion over den hidtidige politiske proces’ omskiftelighed og begrænsninger justeret til at være: socialisme baseret på kommunen som grundcelle.
For en god ordens skyld vil jeg her gøre opmærksom på, at kommune her ikke har noget at gøre med de kommuner, vi kender fra det danske samfund. Kommuner (som betyder fællesskab) har spillet mange forskellige roller igennem historien.
Vi finder begrebet første gang i middelalderens europæiske kommuner, som var en form for forsvarspagt mellem byer og landsbyer, som nogle steder udviklede sig til bystater og frie rigssteder, som var løsrevet fra den lokale adels magt.
I 1871 oprettede kommunister og anarkister Pariserkommunen som en revolutionær folkemagt. Denne erfaring spillede en stor rolle i oprettelsen af revolutionære kommuner i zarens Rusland i perioden omkring 1905 (det russiske ord for kommune er sovjet) og for oprettelsen af arbejder- og soldaterråd i Tyskland og Sønderjylland under de revolutionære bestræbelser i forbindelse med afslutningen af Første Verdenskrig.
Det er fra denne revolutionære tradition for organisering fra neden, der tages udgangspunkt i i venezuelanernes bestræbelser på at opbygge en ny socialistisk folkemagt baseret på kommuner. Mere om det senere.
Et år efter Chávez’ erklæring om, at målet nu var ‘socialisme baseret på kommunen som grundcelle’, blev der indført en række revolutionære love, som gav den juridiske ramme for opbygningen af kommuner – selvom der få steder allerede blev arbejdet med opbygningen af kommuner, for eksempel kommunen El Panal i Caracas og kommunen El Maizal i delstaten Lara.
Lovrammen satte dog virkelig sving i udviklingen, og i løbet af kort tid var landet fyldt med håbefulde, spirende kommuner.
Som det fremgår af både Chávez’ udtalelser og af de nye love, skulle kommunerne opbygges ved at forene lokalråd, som i bund og grund er græsrodsformer for lokalstyre, under kommunens paraply. Kommunerne havde den yderligere egenskab, at de i modsætning til lokalrådene også skulle være økonomiske enheder, som skulle besidde produktionsmidler under kollektiv, lokal kontrol.
Det var som både økonomiske og politiske enheder med demokratisk kontrol over produktionen på græsrodsniveau, at Chávez opfattede kommunerne som socialismens grundceller: De var, som han sagde, stedet, hvor “socialismen skal fødes”.
Chris Gilbert og Cira Pascual Marquina understreger, at det er vigtigt at forstå, at de venezuelanske kommuner ikke var tænkt som spredte, isolerede og helt autonome projekter, men som en del af en omfattende samfundsmæssig overgang til socialisme, hvor det venezuelanske samfund ville blive omdannet gennem kommunernes gradvise udbredelse over hele landet, og hvor selv staten til sidst ville forsvinde.
Af samme grund gik Chávez så vidt som til at sige, at en isoleret kommune faktisk er “kontrarevolutionær”. Hver kommune var et fodfæste for en ny socialistisk logik, der havde til formål at hegemonisere hele samfundet.
Teori og traditioner
Kommunerne, som de er ved at blive udviklet i Venezuela, har vigtige historiske forbilleder, fortæller Chris Gilbert og Cira Pascual Marquina.
Heraf fremhæver vores kammerater Karl Marx’ tanker om et postkapitalistisk samfund baseret på “frit associerede producenter” og hans støtte til både Pariserkommunen og de russiske bondekommuner (obshchina eller mir på russisk), som Marx fremhævede som organisatoriske former, der kunne være en genvej til socialismen.
En anden vigtig indflydelse på det venezuelanske kommuneprojekt er den ungarske marxistiske filosof István Mészáros, som argumenterede for et system af kommuner og deres demokratiske stofskifte som et bæredygtigt alternativ til kapitalens hierarkiske system.
Mészáros, som stod Chávez nær, gennemførte en omfattende refleksion over det 20. århundredes socialismes udeblivende overvindelse af, hvad han kaldte kapitalens antidemokratiske logik eller stofskifte – en logik, som han mente, kunne være overvundet med den græsrodskontrol af produktionen, som man ville kunne skabe med kommuner.
Men kommunerne har også en lang historie på venezuelansk territorium.
De oprindelige folk, som beboede denne del af det nordlige Sydamerika, organiserede sig nemlig oprindeligt i klasseløse, selvstyrende fællesskaber. Og de slavegjorte afrikanere, som var blevet bragt til det sydamerikanske kontinent mod deres vilje, organiserede sig, når de gjorde oprør og flygtede, i det, som venezuelanerne kalder cumbes, egalitære maroon-samfund, der lå spredt ud over hele territoriet. Disse fællesskaber havde deres egne regeringer, og de var ofte i stand til at modstå de spanske kolonisatorers fremrykning.
Denne arv er ikke bare fjern fortid i landet, men overlever i nogle relativt autonome oprindelige samfund og i en udbredt materiel praksis for solidaritet og gensidig hjælp, som stadig eksisterer i både by- og landsbysamfund.
Et eksempel er, når folk i Venezuelas byer og landsbyer undertiden hjælpes om store byggeopgaver eller organiserer fællesspisning i nabolagene, for slet ikke at nævne den venezuelanske arbejderklasses fundamentale værdier som solidaritet, gensidig hjælp og ligeværdighed.
Dette, mener vores to kammerater, peger på, at en fællesskabsorienteret praksis har overlevet i den moderne venezuelanske mainstreamkultur.
Og det betyder, at da den bolivarianske proces skiftede fokus til opbygningen af stærke kommuner i 2009, var der frugtbar jordbund at så i. Det kommunale projekt blev hurtigt grebet i befolkningen.
Livet og arbejdet i kommunerne
Selvom de juridiske rammer naturligvis er en støttepille for organiseringsarbejdet, er de venezuelanske kommuner primært drevet af ønsket om at gøre folket til samfundets hovedpersoner. Det betyder, at initiativet oftest tages nedefra, lokalt og på græsrodsniveau, men altså med støtte fra regeringen.
Dette betyder også, at kommunerne er meget forskellige i deres sammensætning og afspejler kreative løsninger på de forskellige problemer og udfordringer, der findes lige der, hvor kommunen er oprettet.
Et eksempel er El Maizal Kommunen, som blev oprettet af en gruppe mennesker, hvoraf nogle var tidligere landarbejdere. Gruppen besatte en gård, hvor der blev dyrket majs og opdrættet kvæg. Efter besættelsen gik den nyoprettede kommune straks i gang med at producere mad til dem selv og deres lokalsamfund – i stedet for at producere til markedet.
Che Guevara Kommune 5 i Andesbjergene opstod ud af et kaffekooperativ, som var blevet opbygget mange år tidligere af erfarne kammerater, hvoraf mange kom fra Colombia. Kooperativet valgte at overgå til kommune efter Chávez’ erklæring i 2009.
I El Panal Kommune i Caracas var det en militant revolutionær organisation, som var drivkraften bag oprettelsen af et fællesejet bageri og et tekstilværksted – og som senere udviklede projekter for fiskeopdræt og svineavl under kommunale ejendomsforhold.
I Cinco Fortalezas Kommune i Cumanacoa ledede en gruppe revolutionære kvinder, hvis familier havde været daglejere, projektet med at overtage en sukkerrørs-hacienda og kæmpede derefter for at få midlerne til sukkerforarbejdning.
En kommunes vigtigste produktionsmidler – hvad enten de er landbrugs-, industri- eller servicebaserede – er under demokratisk kontrol af kommunernes indbyggere.
Denne kontrol kommer primært til udtryk på kommunens månedlige forsamlinger og på regelmæssige udvalgsmøder, hvor alt fra produktion til kulturelle aktiviteter og økonomi behandles.
Fordi der ikke er nogen chefer, og fordi arbejdet er selvorganiseret, bliver arbejdet oplevet som både mere behageligt og mere meningsfuldt end det arbejde, der udførtes under kapitalens antidemokratiske dominans.
Typisk bevæger folk sig mellem forskellige opgaver og bryder dermed den rutine og den tekniske arbejdsdeling, som kapitalsystemet ellers pålægger arbejderklassen. Undervejs lærer kommunarderne nu hele produktionsprocessen at kende.
En kommunes produkter kan forbruges inden for fællesskabet, eller de kan sælges uden for fællesskabet for at skabe et overskud, hvoraf en del går tilbage til produktionen og en del til sociale projekter, såsom kvindecentre, gratis kantiner, skoler, pleje af gamle og syge, læge- og begravelsesudgifter.
Udfordringer og løsninger
Ikke alt er dog rosenrødt. Der opstår naturligvis interne konflikter og uoverensstemmelser med såvel embedsmænd som naboer, der ikke er en del af projektet.
På grund af USA’s grusomme blokade mangler de fleste kommuner også ressourcer. Ligesom der fortsat findes problematiske rester fra det gamle samfund – det være sig personlige interesser, som er i strid med fællesskabets interesser, gamle hierarkier og mandschauvinisme.
Alligevel gør det hele forskellen, at folk i kommunerne arbejder under ikke-fremmede forhold, producerer til sig selv og deres lokalsamfund og ikke til et anonymt marked, mens de deltager i en bevægelse, der har til formål at opbygge en bedre, bæredygtig og retfærdig postkapitalistisk verden.
Kommunerne er levedygtige udgangspunkter. De er små og ufuldkomne, men de er solide i den forstand, at det nye demokratiske, sociale stofskifte – selv om det indtil videre kun er i et mikrokosmos – er i stand til at strække sig ud over den isolerede kommune til hele samfundet, samtidig med at det åbner et vindue til en bedre fremtid, der centrerer livet i alle dets rige manifestationer og ikke binder det til kapitalakkumulationen.
Kommunerne i Venezuela følger en række strategier for at løse de mange udfordringer, de står overfor. Chris Gilbert og Cira Pascual Marquina opremser:
Politisk uddannelse
Kommunerne kan ikke beslutte sig fra det kapitalistiske samfunds konfliktfyldte natur, som de arver, og som naturligvis fortsat findes i det venezuelanske samfund som helhed. Men kommunernes erfaringer viser alligevel, at uddannelse i revolutionær teori – at vide, hvor man er på vej hen, og hvor man kommer fra – kombineret med internt demokrati kan bidrage til at bevare projektets samarbejdskarakter og hjælpe med at overvinde mange af de problemer, der er forbundet med overgangen til socialismen. Det er blandt andet af denne grund, at mange kommuner har udviklet egentlige uddannelsesinitiativer: El Maizal har Yordanis Rodríguez-skolen, El Panal har Pluriversidad Patria Grande, og Che Guevara-kommunen organiserer regelmæssigt workshops med politisk uddannelse. Ud over uddannelse har kommunerne fokus på såkaldt “mística” – kulturelle aktiviteter, der tjener til at skabe samhørighed. Det kan være sange, ritualer og særlige rum eller kunst.
Koordinering og enhed
Venezuelas fungerende kommuner er spredt ud over hele landet. Denne isolation gør dem svagere i forhold til staten og den generelle kapitalistiske økonomi, der stadig eksisterer i landet. Det udgør hele tiden en fare for, at kommunernes produktion smittes af kapitalistiske værdier og hierarkier. Derfor er der blevet gjort mange forsøg på at forbinde kommunerne med henblik på både at dele deres produkter uden for det kapitalistiske marked og at øge deres politiske magt. Nogle af disse koordinerende initiativer er kommet fra staten, som kommuneministeriets projekt med at danne kommuneblokke i 2014 og dets nuværende bestræbelser på at organisere “kommunale økonomiske kredsløb”. Et ikke-statsligt initiativ til at forbinde og styrke landets kommuner er Kommunardernes Union – et selvorganiseret foretagende, der officielt blev lanceret i begyndelsen af 2022. Kommunardernes Union har som mål at udvikle udvekslingsnetværk mellem kommunerne og organisere workshops om lederskab, kommunikation og feminisme. Unionen sætter sig selv målet at opbygge en egentlig føderation af kommuner, som på sigt skal erstatte den nuværende stat med en “kommunestat”.
Forholdet til staten
Den folkelige magt i Venezuela, som kommunerne er det seneste og mest magtfulde udtryk for, har generelt haft et dialektisk forhold til statsmagten i løbet af de mere end to årtier, som den bolivarianske proces har varet. Dette markerer en væsentlig forskel fra andre autonome bevægelser som zapatisterne i Chiapas, Mexico, der nægter at deltage i statens politik. Chris Gilbert og Cira Pascual Marquina argumenterer for, at den folkelige magt, der er et resultat af den bolivarianske proces, viser fordelene ved den dialektiske tilgang til statsmagten. Den venezuelanske stat er stadig en borgerlig stat, der ifølge de to på visse områder har ændret karakter. Det betyder, at kommunerne i Venezuela befinder sig i en konstant skub og træk-kamp med statsmagten. Staten yder juridisk beskyttelse og legitimering, ressourcer og finansiering, men overdrager sjældent betydelig politisk magt eller ressourcer uden kamp, hvilket betyder, at kommunerne må kræve og undertiden tvinge staten til at overdrage en del af sine olierenter og andre indtægter til den socialistiske akkumulation.
Kommunernes fremtid
Latinamerikas revolutionære bevægelser symboliseres ofte af koryfæer som Tupac Amaru II, Toussaint L’Ouverture, Emiliano Zapata, César Augusto Sandino, Che Guevara, Fidel Castro og Hugo Chávez. Men bag de latinamerikanske revolutionære processer står folket som drivkraften.
Det vil sige, at for hver symbolsk leder står tusindvis hvis ikke millioner af mennesker, der dannede revolutionære komitéer, cordones industriales, ayllus, palenques, caracoles og asambleas barriales – de mange udtryk for folkemagt, der har været væsentlige græsrodsmotorer i disse revolutioner.
Nu skriver kommunarderne i Venezuela et nyt kapitel i indsatsen for selvfrigørelse kombineret med antiimperialistisk kamp. Parolen “Kommune eller intet!” ligger på læberne hos kommuneopbyggere rundt om i landet og fremhæver den kommunale vej til socialismen som en overbevisende løsning.
Parolen udtrykker ifølge Chris Gilbert og Cira Pascual Marquina, at kapital og kommune er modsætninger, to fuldstændig modsatrettede stofskifter.
Den ene giver mulighed for at sætte mennesket og naturen i centrum, mens den anden repræsenterer deres underordning under kapitalakkumulationens destruktive logik, som truer med at gøre livet på planeten umuligt.
De to kammerater afslutter deres tekst med en opfordring: Den afgrund, som kapitalens logik driver os mod, kræver opbygningen af en bæredygtig, socialistisk fremtid baseret på kommunen. De inviterer dig til også at være med i denne kamp!
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
