STARK bryder sympatikonflikt
Denne tekst er oprindeligt optrykt i bogen ‘Kapitalen på dansk’, udgivet på Forlaget Slagmark. Her optrykt med tilladelse fra såvel skribenten, redaktørerne og forlaget.
Efter et par årtiers dødvande er der igen et levende marxistisk forskningsmiljø i Danmark.[1] Studerende og unge forskere har i det sidste årti iværksat en marxistisk vending i den danske universitetsverden, hvilket blandt andet kan spores i antallet af ph.d.- og postdoc-stipendier uddelt til marxistiske projekter, mængden af kandidatspecialer der omhandler den marxistiske tradition eller trækker på marxistiske tænkere, undervisning i marxistisk teori og analyse på universiteter og højskoler, opblomstringen af studiekredse og endelig en lang række udgivelser fra akademiske monografier, forskningsartikler, antologier og temanumre af tidsskrifter til formidlende bøger og artikler. I 2015 blev der oprettet et ‘Selskab for Marxistiske Studier’, hvis årlige konferencer på skiftende universiteter fungerer som et samlingspunkt for det marxistiske forskningsmiljø i Danmark og som formidlingsled til udenlandske forskningsmiljøer.
Kan en analyse af marxismens storhed og fald i 1970’erne hjælpe os med at undgå en gentagelse af 1980’ernes marxistiske kollaps?
2010’ernes marxistiske vending er bemærkelsesværdigt afskåret fra 1970’er-marxismen, hvilket afføder en række spørgsmål: hvorfor døde 1970’ernes marxisme, og hvad er forholdet mellem den og den aktuelle marxistiske vending? Hvor er den marxistiske forskning på vej hen i dag, og kan en analyse af marxismens storhed og fald i 1970’erne hjælpe os med at undgå en gentagelse af 1980’ernes marxistiske kollaps? Det er disse spørgsmål, jeg vil kredse om i denne tekst.
Den aktuelle stigning i interessen for marxisme er selvfølgelig lige så meget et resultat af den historiske situation som 1970’ernes marxistiske bølge var. Min egen vej ind i den marxistiske tradition var, som så mange andre millenials, formidlet af den økonomiske krise, som vi i en eller anden forstand stadig befinder os i, og som på en måde begyndte allerede i 1970’erne, men hvis seneste fase blev indledt med det finansielle kollaps i 2007. Det var på ingen måde klart for mig selv dengang, men i tilbageblik er det tydeligt, at der var en relativt klar forbindelse mellem krisen og min egen politiske radikaliseringsproces. Sammenlignet med de fleste andre blev jeg på ingen måde særligt hårdt ramt af krisen, men den havde alligevel ret konkrete effekter i mit liv. Min far blev en tidlig morgen ringet op og fik besked på, at han ikke længere skulle møde på arbejde, fordi den islandske kapitalfond, der et par år tidligere havde opkøbt hans arbejdsplads, var gået bankerot natten over. Jeg skulle til at flytte hjemmefra på et københavnsk boligmarked, hvor boligboblen havde pumpet huslejerne op på et niveau, hvor SU’en slet, slet ikke kunne følge med. Selvom jeg kommer fra en familie og et ungdomsmiljø, der var totalt blottet for venstreorienterede synspunkter, var det næsten umuligt ikke at få en fornemmelse af, at der var noget galt med det eksisterende økonomiske system.
Jeg meldte mig ind i Enhedslisten – det blev en relativt kort fornøjelse, hvilket skyldtes en kombination af partiets kontinuerlige drift mod højre og min egen ditto mod venstre – og begyndte at få øjnene op for kapitalismekritikken. Som 20-årig startede jeg i 2009 på samfundsvidenskabeligt basisstudium på RUC, men måtte fuld af ærgrelse konstatere at den berømte RUC’ske kritiske bevidsthed var reduceret til en enkelt sløj forelæsning om Marx i et introduktionskursus i sociologisk teori, der blev totalt overskygget af et helt kursus (!) i borgerlig økonomi. Efter to semestre bevægede jeg mig videre til filosofistudiet på Aarhus Universitet, hvor den kritiske ånd var i bedre form; her huserede filosofferne fra Center for Vild Analyse, der blev talt om kommunisme og læst Hegel, Lacan, Žižek, Badiou og Agamben. Nogle af os ville gerne følge Žižeks opfordring til en tilbagevenden til Marx’ kritik af den politiske økonomi. Bortset fra enkelte forelæsninger i kurser i politisk filosofi blev der ikke rigtigt undervist i Marx, og marxismen var også påfaldende fraværende i forskningsmiljøet; der var ingen boglanceringer, forskningsseminarer eller konferencer, hvor man som studerende kunne snuse til marxistisk forskning. Altså måtte vi selv—som så mange andre studerende andre steder i Danmark og resten af verden i de år – oplære hinanden i marxistisk teori gennem studiekredse, foredragsrækker, bogprojekter og frie eksamensopgaver.
Der var stort set ingen overlevering fra tidligere generationer af marxister, hverken i Aarhus eller andre steder. Mange af 70’er-marxisterne var gået på pension, og dem, der var tilbage, havde – som Hans-Jørgen Schanz, Lars-Henrik Schmidt, Kjeld Schmidt, Ole Fogh Kirkeby – forladt marxismen til fordel for diverse mere eller mindre anti-marxistiske og pseudo-kritiske perspektiver. Vores undervisere tilhørte for det meste de generationer, der havde haft deres akademiske opvækst under eller efter marxismens nedtur i 1980’erne. Den manglende overlevering var imidlertid ikke kun en ulempe, for den betød også, at vi var tvunget til at tilegne os Marx’ tænkning mere frit, uden blive oplært af marxologiske faderfigurer. Vi undgik at formidle vores læsning af marxismens klassikere gennem fortidens interesser og konflikter; vi gik direkte til Marx og læste hans tekster i relation til vores egen kontekst, uden at føle os forpligtede på at skulle arbejde os igennem den uoverskuelige mængde af litteratur, som 1970’ernes diskussion havde efterladt sig på bibliotekets fjernlager. Det var – det er – vores eget projekt, og der var ingen mestre, der kunne udlægge skriften for os.
1970’ernes marxisme: en obduktion
Interessen for marxismen var i 1970’erne, ligesom i dag, båret frem af politisk radikalisering. Og den måske vigtigste årsag til marxismens nedtur fra slutningen af 1970’erne og frem var den simple, at oprøret mod det bestående blev nedkæmpet af den neoliberale modoffensiv, der på denne tid begyndte at sprede sig over hele verden. Når færre mennesker er engageret i det praktiske forsøg på at omstyrte verden, er der naturligvis også mindre interesse for kritisk teori og analyse. Modoffensiven tog også form af et direkte ideologisk angreb på universitetsmarxismen; studiepladser blev skåret ned, marxistiske undervisere blev fyret, i 1976 blev RUC truet med lukning og sat under administration, og i 1986 lukkede Bertel Haarder sociologi-studiet på Københavns Universitet. På samme måde som borgerlige politikere i dag bekæmper feministisk og antiracistisk forskning, bekæmpede de dengang marxismen.
Men marxismens krise havde også andre, mere interne årsager. For at forstå de dynamikker, der ledte til 1980’ernes marxistiske kollaps, er det vigtigt at huske på, at 1970’ernes marxisme lidt groft kan inddeles i to strømninger. For det første var der de kritiske universitetsmarxister, der som regel var inspireret af ‘vestlige marxister’ som Theodor W. Adorno, Max Horkheimer, Paul Mattick, Louis Althusser, Karl Korsch, Antonio Gramsci og Geörgy Lukács. Universitetsmarxisterne forholdt sig kritisk til store dele af den marxistiske tradition såvel som dele af Marx’ værk, som de generelt anså for at være flertydigt og ufærdigt. På den anden side var der den stalinistiske, trotskistiske og maoistiske partimarxisme, der blev formuleret og formidlet af parti-intellektuelle i deres egne skoler, tidsskrifter og på deres egne forlag. Partimarxismen var generelt langt mere dogmatisk og indesluttet, og den havde en tendens til at behandle Marx som et orakel, hvis værk udgjorde et harmonisk og afsluttet videnskabeligt system. Disse to marxistiske strømninger var forankrede i forskellige af dele af 1960’ernes og 70’ernes generelle oprør mod tingenes tilstand. Partimarxismen var forankret i kommunistpartierne, de mere traditionelle dele af arbejderbevægelsen samt fredsbevægelsen, diverse antiimperialistiske bevægelser og Folkebevægelsen mod EF, og universitetsmarxismen var for det meste forankret i studenteroprøret og Venstresocialisterne.
I det omfang marxismens krise kan tilskrives interne faktorer, skyldes det blandt andet en manglende vilje og evne til at omstille sig til de kamparenaer, der blev åbnet og udvidet i 1970’erne.
Marxismens renæssance i 1970’erne var et resultat af en fremgang for alle disse forskellige kampe og organisationer – de traditionelle arbejdskampe såvel som det, man kaldte ‘nye sociale bevægelser’ eller ‘græsrodsbevægelser’. Partimarxismen og universitetsmarxismen havde altså, trods deres indbyrdes stridigheder, en fælles rod. Og de kom også til at dele skæbne.
1968 var en spraglet samling af frigørende kampe med forskellige mål, strategier og protagonister. I det omfang marxismens krise kan tilskrives interne faktorer, skyldes det blandt andet en manglende vilje og evne til at omstille sig til de kamparenaer, der blev åbnet og udvidet i 1970’erne. De selverklærede marxistiske (trotskistiske, stalinistiske, maoistiske) partier var ofte ude af stand til at reagere progressivt på de nye sociale bevægelser, der kæmpede mod sexisme, racisme, atomkraft, miljøødelæggelse, heteronormativitet osv. De engagerede sig i arbejderkampe og anti-imperialistiske kampe, men optrådte ofte direkte reaktionært i forhold til eksempelvis kvinde- og miljøbevægelser. Eksempelvis mente stalinisterne i DKP, at ‘lesbianisme’ var et udtryk for borgerlig dekadence. Billedet er selvfølgelig ikke entydigt, og eksempelvis var trotskisterne i Revolutionære Socialisters Forbund og leninisterne i Kommunistisk Forbund langt mindre doktrinære og mere åbne overfor og interesserede i de nye sociale bevægelser. Det ændrer imidlertid ikke på, at kommunistpartierne generelt udviste en uvilje mod at engagere sig i kampe, de ikke kunne styre, og som ikke passede ind i en snæver klassekampsforståelse. Noget lignende fandt sted andre steder, eksempelvis i Frankrig hvor PCF opførte sig ufatteligt reaktionært. Det er i denne forstand, vi må forstå Michel Foucaults udsagn om, at 1968 var “dybt anti-marxistisk”.[2] 1968 blev de gamle kommunistpartiers død, hvilket var helt og aldeles passende; de var opstået som en progressiv reaktion på socialdemokratiernes vending imod reformisme og nationalisme og havde været en vigtig del af den antifascistiske kamp i 1930’erne og 40’erne, men havde i de efterfølgende årtier reduceret sig selv til ideologiske satellitter for autoritære regimer eller til sekteriske trotskistpartier, der hang fast i 1920’ernes politiske univers og mekanisk reproducerede en fossileret marxisme-leninisme.
Det stod ikke lige så slemt til med den kritiske universitetsmarxisme, der som sagt var forankret i det anti-autoritære studenteroprør. Og dog er det påfaldende, hvor relativt traditionel universitetsmarxismens politiske horisont var. Man var ganske vist (meget) kritisk over for marxisme-leninismen (eller ‘sovjetmarxismen’ eller ‘postmarxismen’) og dens klassiske strategier, parti- og statsopfattelse samt politiske praksis, og man havde en mere radikal og anti-autoritær forestilling om socialisme. Men man orienterede sig stadig i høj grad efter traditionelle arbejderklassekampe som den primære og vigtigste drivkraft for progressive sociale forandringer. Mange af de emner, der optog mange af de nye sociale bevægelser – eksempelvis køn, seksualitet, miljø, racisme – blev mere eller mindre ignoreret, også af de kritiske, anti-stalinistiske marxister på universiteterne. Faktisk stod det endnu værre til i Danmark end i udlandet. I Tyskland og Storbritannien opstod der lovende alliancer mellem den marxistiske kapitalismekritik og den feministiske kritik af patriarkatet, men som Susanne Possing, Signe Arnfred og Bertel Nygaard bemærker andetsteds i denne bog, slog 1970’ernes marxistiske feminisme aldrig rigtigt igennem i Danmark (også selvom der, som de alle nævner, er vigtige undtagelser). Mere generelt skal man virkelig se meget, meget langt efter diskussioner af sexisme, racisme og miljø i 1970’ernes danske marxistiske udgivelser. 1970’ernes danske marxisme var, som Possing beskriver i sit bidrag til denne bog, helt ekstremt mandsdomineret. De diskussioner om kvindeundertrykkelsens, racismens og kolonialismens rolle i kapitalismens historie, som florerede andre steder i verden, var tilsyneladende fraværende i de danske diskussioner.
1970’er-marxismen var altså i sin kritiske såvel som i sin forstenede udgave bundet op på en relativt traditionel forståelse af, hvad progressiv social forandring består i, og hvem der udgør det revolutionære subjekt. Derfor blev den også hårdt ramt af den omfattende krise, der på globalt plan ramte den klassiske arbejderbevægelse i 1970’erne. Da efterkrigstidens økonomiske opsving blev afløst af en dyb krise, hvis efterdønninger vi stadig lever i, var det samtidig en krise for den form for industriel kapitalisme og den dertilhørende analyse, som den klassiske arbejderbevægelse og dens kampstrategier var bygget op omkring. Afindustrialisering, den logistiske revolution, outsourcing af produktion, finansialisering, industrialisering af landbruget, voksende servicesektor, politiske angreb på fagforeninger og en generel prækarisering af arbejdsmarkedet ændrede det økonomiske og politiske landskab, forvandlede den anti-kapitalistiske kamparena og svækkede den arbejderidentitet, som var en central komponent i den klassiske arbejderbevægelse. Som det internationale forfatterkollektiv Endnotes beskriver det:
På samme tid afslørede arbejderidentitetens tilbagegang en mangfoldighed af identiteter, der organiserede sig i forhold til kampe der hidtil var blevet holdt mere eller mindre tilbage. De “nye sociale bevægelser”, det resulterede i, gjorde det retrospektivt tydeligt, i hvilket omfang den homogene arbejderklasse i virkeligheden var forskelligartet. De har også vist, at revolution må indebære mere end reorganisationen af økonomien: den kræver afskaffelsen af køn, racialiserede og nationale forskelle osv.[3]
Marxismens krise i slutningen af 1970’erne havde altså flere årsager. Dels blev de kampformer, strategier, institutioner og politiske horisonter, som tilsammen udgjorde marxismens grundlag, undermineret af en række dybe, strukturelle ændringer i den globale kapitalisme koblet med en intens, neoliberal modoffensiv. Dels led marxismen af en vis træghed i forhold til at engagere sig i de nye sociale bevægelser og indoptage og analysere de erfaringer og sociale konflikter, der lå til grund for disse bevægelser. Arbejderbevægelsen var på vej ned, og kampe omkring køn, racisme, natur og seksualitet var på vej frem. Marxismen havde som intellektuel strømning bundet sig selv til arbejderbevægelsen og var ikke i stand til at gøre sig selv tilstrækkeligt relevant for de nye sociale bevægelser. Derfor overlevede den ikke de politiske angreb, den blev udsat for, og døde en stille død i løbet af første halvdel af 1980’erne.
Marxismen er vigtigere og mere relevant end nogensinde før.
Det er i den forbindelse værd at nævne, at den – desværre ret udbredte – post- og anti-marxistiske karikatur af marxismen som en eurocentrisk, racisme- og sexismeblind klassereduktionistisk økonomisme netop er en karikatur. Den marxistiske tradition har altid omfattet en lang række feministiske, antiracistiske og dekoloniale tænkere såsom Clara Zetkin, August Bebel, Alexandra Kollontai, Vladimir Lenin, W.E.B Du Bois, C.L.R. James, Frantz Fanon, Selma James, Claudia Jones og Angela Davis. Det er simpelthen forkert at fremstille marxismen som en intellektuel tradition, der altid har været blind for al den undertrykkelse og destruktion, der ikke kunne beskrives ved hjælp af en snæver klassemodel – også selvom der findes marxisme, der passer på sådan en beskrivelse. Marxismen var ekstremt indflydelsesrig i 1960’ernes dekoloniale kampe, og den marxistiske feminisme var sprudlende i 1970’erne. Desværre var disse strømninger ikke stærke nok til at undgå, at marxismen som helhed blev oplevet som mindre relevant af mange af dem, der var engageret i tidens frigørende kampe.
Den danske 1970’er-marxisme havde en tendens til at lukke sig om sig selv, ikke kun hvad angår forskningsemner, men også i den forstand at man var meget optaget af at skelne skarpt mellem marxistisk og borgerlig videnskab. Måske er denne lukkethed også en af grundene til, at marxismens nedtur blev så stor i Danmark. Fra slutningen af 1980’erne til slutningen af 2000’erne blev der stor set ikke udgivet noget marxistisk forskning i Danmark. Der er et par vigtige undtagelser; dels de 70’er-marxister, der forblev marxister, såsom Curt Sørensen, Morten Thing, Birger Linde eller Niels Albertsen, dels de få forskere fra den ‘tabte generation’, der gik imod den post- og anti-marxistiske tidsånd, såsom Mikkel Bolt, Bertel Nygaard og Andreas Beck Holm. Men der er langt mellem undtagelserne. Det svarer egentligt meget godt til det, der skete uden for Danmark, men alligevel er det som om, marxismens nedtur var dybere i Danmark end de fleste andre steder. Der er praktisk talt ingen kontinuitet mellem 1970’ernes marxisme og i dag. Når man i dag som en del af den yngre generation af Marx-interesserede, der er kommet til marxismen inden for de sidste 15 år, læser aktuel marxistisk litteratur på engelsk, fransk og tysk, refererer teksterne tilbage til ældre tekster, der leder en på sporet af tidligere tiders diskussioner. Der er en vej ind i traditionen fra nutiden, et spor, en kontinuitet. Det er der ikke for så vidt angår den danske marxisme. Derfor bevæger de fleste sig langt mere hjemmevant i 1970’ernes tyske eller franske marxisme end i den danske. Den danske 1970’er-marxisme er et fremmed land, for dens nederlag var så massivt.
I en vis forstand var der noget paradoksalt ved marxismens renæssance i 1970’erne: netop på det tidspunkt, hvor de politiske bevægelser, sociale strukturer, institutioner, organisationer og strategier, der tilsammen udgjorde det materielle grundlag for marxismen som en levende intellektuel tradition smuldrede, oplevede marxismen en global renæssance. I et bredt oprør mod tingenes tilstand greb datidens revolutionære ud efter den intellektuelle tradition, der mere end nogen anden havde givet legitimitet til det 20. århundredes opstande og revolutioner. På en måde bekræftede 1970’ernes marxister dermed det historiske mønster, Marx beskrev i Louis Bonapartes 18. brumaire:
Traditionen fra alle døde slægtled hviler som et mareridt på de levendes hjerne. Og netop når de synes beskæftiget med at omvælte sig selv og omgivelserne, at skabe noget aldrig før set, netop i sådanne revolutionære kriseepoker maner de ængsteligt fortidens ånder frem for at tage dem i deres tjeneste, låner kampparoler og kostumer af dem, for i denne gamle ærværdige forklædning og i dette lånte sprog at opføre den nye scene i verdenshistorien.
Min pointe er selvfølgelig ikke, at marxismen hører hjemme i fortiden. Som jeg kommer tilbage til om lidt, mener jeg tværtimod, at marxismen er vigtigere og mere relevant end nogensinde før. Min pointe er snarere, at 1970’ernes marxisme indeholdt en spænding mellem tradition og fornyelse, og at 1968 på en og samme tid fungerede som et dødsstød og en genoplivning af marxismen – et dødsstød for den dogmatiske marxisme-leninisme og en genoplivning af den kritiske impuls man finder i Marx’ skrifter. De nyskabende og kritiske tendenser nåede langt og kæmpede en brav kamp mod bagudskuende former for marxisme, men i sidste ende blev de alligevel – blandt andet fordi de ikke selv var gode nok til at følge med udviklingen – hevet med ned.
Den marxistiske vending
Som nævnt er der stort set ingen kontinuitet mellem 1970’ernes danske marxisme og det seneste årtis marxistiske vending. Da interessen for Marx og marxismen fra slutningen af 2000’erne begyndte at vokse, var det ikke Ole Marquardt, Gustav Bunzel, Signe Arnfred, Hans-Jørgen Schanz og Anders Lundkvist, der blev læst, men – udover Marx selv og klassikere som Luxemburg, Lenin, Adorno, Marcuse, Gramsci og Althusser – David Harveys eller Michael Heinrichs introduktioner til Kapitalen, Silvia Federicis marxistiske feminisme, Ellen Meiksins Woods politiske marxisme, Endnotes-kollektivets kommuniseringsteori, Slavoj Žižeks ideologikritik (samt en masse ikke-marxistiske kritiske tænkere som Giorgio Agamben, Alain Badiou og Den Usynlige Komité).
Dermed har jeg allerede antydet en af forskellene mellem den marxistiske vending i dag og 1970’er-marxismen, nemlig at diskussionerne i dag er mere internationale end de var dengang. Datidens marxister var selvfølgelig mindst ligeså optaget af udenlandske diskussioner, som vi er i dag, og ligesom i dag tog de på studie- og forskningsophold i udlandet; Curt Sørensen var i Berlin, Californien og London, Hans-Jørgen Schanz var i Berlin og Frankfurt og Karen Helveg Petersen i New York for nu at nævne et par eksempler. Generelt var fransk- og tyskkundskaberne bedre, end de er i dag, hvilket de mange uoversatte franske og tyske citater i de gamle udgivelser vidner om. Men 1970’ernes marxister skrev først og fremmest på dansk, og henvendte sig dermed kun til dem, der kunne læse dansk. De indoptog og videreudviklede udenlandske strømninger som tysk kapitallogik og fransk althusserianisme, men de bidrog sjældent til diskussionerne uden for det skandinaviske sprogområde. I dag skriver de fleste forskere derimod på engelsk. Det afspejler selvfølgelig den generelle internationalisering og anglificering af forskningsverdenen, og den tendens kan man rette mange kritikker mod – en disciplin som ældre, kulturkonservative forskere excellerer i. Men selvom det er sandt, at anglificeringen på visse punkter repræsenterer et åndeligt forfald, er det alt andet lige positivt, at den danske marxistiske forskning i dag er så meget mere flettet ind i internationale diskussioner.
Den marxistiske vending i dag har et mere afbalanceret og nuanceret syn på Marx.
En anden forskel angår forholdet til Marx, der i mindre grad end tidligere bliver behandlet som et orakel. Dermed ikke sagt, at 1970’ernes marxister var ukritiske over for Marx. Erkendelsen af, at Marx’ skrifter indeholdt uløste problemer og ambivalenser, var en forudsætning for kapitallogikernes ‘rekonstruktioner’, og Schanz’ Til rekonstruktionen var blandt andet en kritik af idéen om Marx’ teori som en altforklarende videnskab; det var derfor, kritikken af den politiske økonomis ‘omfangslogiske status’ skulle afgrænses. Den danske aflægger af de tyske statsafledningsdebatter i det københavnske tidsskrift Kurasje gik ligeledes ud fra, at Marx aldrig fik udarbejdet en teori om den kapitalistiske stat. Althusserianerne var kritiske over for Marx’ ‘ideologiske’ ungdomsskrifter og de rester af den ungdommelige idealisme og humanisme, som efter deres mening også dukkede op hist og her i Marx’ senere skrifter. Trods denne kritiske indstilling over for Marx var der alligevel en tendens til at sammenblande Marx’ analyse med virkeligheden og lade Grundrisse-citater gøre det ud for argumenter. Det var ikke de ledende intellektuelle inden for de nye og kritiske strømninger, der var hovedkraften bag denne ophøjning af Marx. Partimarxismen fandt det afgørende at insistere på, at Marx og Engels’ værk (der blev ikke skelnet mellem de to) præsenterede en sammenhængende og selvtilstrækkelig verdensanskuelse, dog med den krølle at de to faderskikkelser på grund af deres engagement i klassekampen ikke havde nået at supplere den økonomiske teori med en politisk teori, hvilket derfor blev Lenins lod.
Den marxistiske vending i dag har et mere afbalanceret og nuanceret syn på Marx. Det skyldes blandt andet en række vigtige udgivelser i den endnu ufuldstændige Marx-Engels-Gesamtausgabe (MEGA2), altså den historisk-kritiske udgave af Marx’ og Engels’ skrifter. Først i 1993 blev det muligt at læse det oprindelige og ufærdige manuskript til Kapitalens tredje bog, uden Engels’ mange forstyrrende ændringer, udeladelser og tilføjelser. De endnu mere fragmentariske manuskripter til Kapitalens anden bog blev først tilgængelige i 2008 og 2012, og vi skal helt frem til 2017, før de manuskripter, den sovjetiske forsker David Rjazanov i starten af 1930’erne udgav som én bog under titlen Den tyske ideologi, og som i marxismen-leninismen blev ophøjet til den officielle formulering af den ‘historiske materialisme’, blev udgivet i sin oprindelige og noget mere brogede form. Sideløbende er der i 2000’erne og 2010’erne blevet udgivet en række hidtil upublicerede notesbøger, der især har givet vind i sejlene til anti-eurocentriske, anti-deterministiske og økologiske læsninger af Marx.
Alle disse udgivelser var utilgængelige i 1970’erne og har – sammen med en masse god Marx-forskning – understreget to ting. For det første, at Marx’ kritik af den politiske økonomi var et enormt forskningsprojekt, som Marx aldrig var i nærheden af at blive færdig med, og som rummer en række interne og uforløste spændinger og ambivalenser. For det andet, at Marx var en tænker i konstant udvikling: i modsætning til den klassiske marxismes og den dogmatiske marxisme-leninismes insisteren på harmonisk enhed såvel som den althusserianske tese om ét afgørende brud i 1845, viser notesbøgerne og de ufærdige manuskripter, at Marx gennem hele sit liv var villig til at sætte spørgsmålstegn ved sine holdninger og konstant var i gang med at lære noget nyt. Marx’ forfatterskab er én lang række af brud, forenet af en resolut og gennemgående kapitalismekritik. Det er ikke længere muligt at behandle Marx som et orakel, for nu er det er blevet så tydeligt, at ‘Marx’ ikke længere er én ting; i stedet bliver Marx’ forfatterskab i højere grad behandlet som et reservoir af banebrydende og lovende indsigter, teser, begreber og teorier, der imidlertid ikke altid er kompatible, og som omhyggeligt skal filtres ud af de blindgyder og fejltagelser, der også findes i Marx’ skrifter. Sådan en tilgang lyder måske eklektisk, men behøver ikke være det; eksempelvis er den helt igennem forenelig med den kapitallogiske tradition for systematisk ‘rekonstruktion’.
Denne ændring i forholdet til Marx skyldes også, at de kommunistpartier, der i 70’erne fungerede som hotspots for den traditionelle marxisme og Marx-tilbedelsen, i dag er så godt som forsvundet. Og selvom de gamle kommunistpartiers død markerer et fremskridt for den anti-kapitalistiske kamp, vidner det også om den sørgelige omstændighed, at marxismen som en levende intellektuel tradition næsten udelukkende findes i universitetsmiljøer. Når man forholder sig til den marxistiske tradition og simplificerede skolebogsversioner af marxistisk teori, er det altid vigtigt at huske på, at marxismen i modsætning til de fleste andre intellektuelle strømninger ofte har haft en ambition om at være tilgængelig for alle. Man kan ikke forvente, at mennesker, der ikke er professionelle forskere, og som måske ikke engang har gået mere end et par år i skole, kan forholde sig til marxistisk teori på samme måde som dem, der bruger årevis på at fordybe sig værdiformens dialektik. Marxistisk teori har aldrig bare været en videnskabelig strømning, det har også altid været et sæt af ideer, som skulle tilvejebringe legitimitet og kampgejst. Sådan et projekt involverer uundgåeligt simplificeringer, og det gør ikke noget, for det er ikke nødvendigt at kunne skelne skarpt mellem værdi og bytteværdi eller merværdi og profit for at kunne formidle teorien om udbytning eller relative overskudsbefolkninger på en måde, der resonerer med livserfaringerne hos dem, der lider under kapitalens herredømme. Det indså eksempelvis Gramsci, der ikke lod sin kritik af den klassiske marxismes deterministiske historiefilosofi blokere for indsigten i, at sådan en determinisme kan fungere som en “moralsk modstandskraft, der styrker sammenholdet og den tålmodige og stædige udholdenhed” når man “ikke har initiativet i kampen”.[4] Vi må aldrig blive bange for at simplificere. For så vidt marxistiske ideer kan spille en rolle i frigørende kampe, vil det være nødvendigt at simplificere. Insisteren på enheden af teori og praksis hører til kernen i marxismen og er på mange måder dens stærkeste kort, men i den rent akademiske idékamp mellem intellektuelle strømninger bliver det også en akilleshæl, fordi modstandere altid har kunnet bruge de simplificerede versioner af marxismen til at affeje den. Løsningen på dette problem er ikke at fordømme de lidt grovkornede simplificeringer, men snarere at indse at opgaven for marxistiske intellektuelle ikke er at vinde en eller anden akademisk konkurrence med borgerlige forskere, men at producere forskning og viden som bringer os tættere på en kommunistisk destruktion af kapitalismen.
En tredje og beslægtet forskel mellem 1970’er-marxismen og den marxistiske vending i dag er, at sidstnævnte er mindre optaget af at afgrænse sig fra ikke-marxistiske tænkere og strømninger og mere interesseret i at trække forbindelser og danne alliancer. I dag er marxismen blot én blandt mange kritiske intellektuelle strømninger; den har ikke længere monopol på den samfundsundergravende position. For subversive personer med hang til teori var der ikke så mange alternativer til marxismen i 1970’erne. Undtagelsen var den feministiske tradition, som bød på en række kritiske, men ikke-marxistiske (hvilket ikke er det samme som anti-marxistiske) teoristrømninger. I dag er billedet helt anderledes, og marxismen har ingen privilegeret status i feltet af kritiske teorier, der også omfatter Foucaults magtanalytik, Sara Ahmeds affektteori, Donna Haraways og Karan Barads nymaterialisme, Edward Saids eller Gayatri Spivaks post-koloniale teori, Frank B. Wildersons afropessimisme, Judith Butlers queerteori, Slavoj Žižeks lacanianske ideologikritik, Giorgio Agambens suverænitetskritik, Patricia Hill Collins intersektionelle teori eller Alain Badious begivenhedsfilosofi. Mange af disse teoretikere og strømninger tager afsæt i en karikerende afvisning af marxismen, og der findes også marxister, der vil affeje alle disse strømninger som borgerlig ideologi. Men trods de mange væsentlige og velbegrundede stridigheder er der i forhold til tidligere en større villighed blandt marxister til at indgå i diskussioner med og indoptage erkendelser fra andre kritiske teoristrømninger; en villighed, der efter min mening snarere end en kapitulation overfor borgerlig idealisme udgør en erkendelsesbefordrende åbenhed over for andre perspektiver og en udogmatisk erkendelse af, at den marxistiske tradition også har sine blinde pletter.
Borgerlige boomere elsker ganske vidst stadig at trække Stalin-kortet som et triumferende bevis på marxismens autoritære væsen.
Og apropos blinde pletter: en fjerde vigtig forskel angår de emner, der bliver læst om, diskuteret og forsket i, og de mennesker, der udfører denne forskning. 1970’ernes marxismebølge havde som nævnt en tendens til at forfalde til en marxologisk mandeklub, der kunne fordybe sig i værdiformens dialektik uden at bekymre sig om de kampe omkring køn, racialisering, seksualitet og økologi, som de nye sociale bevægelser samledes omkring. Sådan er det ikke længere. Loven om marxismens tendentielle forfald til marxologisk mandeklub er ganske vist stadig virksom, og jeg er ikke ude på at male et rosenrødt billede: det marxistiske forskningsmiljø har stadig et stort arbejde foran sig. Men alt andet lige er der sket fremskridt. Forskningsmiljøet er ikke lige så mandsdomineret som tidligere, og der bliver i langt højere grad end tidligere forsket i kapitalismens forhold til naturen, racisme, kolonialisme og (hetero)sexisme. Den aktuelle marxistiske vending er kort sagt mere bredt orienteret og er kontinuerligt i gang med at tage ved lære af de begrænsninger, der gjorde 1970’er-marxismen irrelevant for mange af dem, der engagerede sig i tidens frigørende politiske kampe – også selvom det ikke altid er så konsekvent og går så hurtigt, som man kunne ønske sig.
En sidste forskel der bør fremhæves her, handler om den internationale politiske kontekst. Den kolde krig er forbi, og Rusland og Østeuropa er ikke længere underlagt autoritære regimer, der påberåber sig marxismen. Den marxistiske vending er drevet frem af generationer, der er vokset op efter den kolde krigs afslutning. Borgerlige boomere elsker ganske vidst stadig at trække Stalin-kortet som et triumferende bevis på marxismens autoritære væsen, men denne ideologiske afpresning har mistet sin effekt. I dag ved vi godt, at den officielle marxisme-leninisme var en statslegitimerende ideologi, der ikke havde meget at gøre med Marx’ kritiske teori. Det vidste mange af 1970’ernes kritiske marxister – hvad enten de var althusserianere, kapitallogikere, empirisk orienterede historikere og sociologer eller doktrinære, men anti-stalinistiske trotskister – selvfølgelig også, og det er på mange måder deres kamp for at modvirke de destruktive effekter af sammenkædningen af marxisme og stalinisme, som vi nyder godt af i dag. Østblokkens autoritære stater og deres internationale netværk af apologetiske partier udgør ikke længere en barriere for udbredelsen af marxismen, og de nye generationer, der tilegner sig marxismen, associerer ikke Marx med Stalin. På den måde er vi langt om længe er ved at blive fri af stalinismens skygge.
Marxismens opgaver
Lad mig afslutningsvis knytte et par kommentarer til de marxistiske forskningsfelter, der efter min mening udgør de mest lovende og nytænkende tendenser i den aktuelle marxistiske vending. For det første vil jeg fremhæve den strømning, der under navnet værdiformsteori viderefører og -udvikler det, der i 1970’ernes Danmark var kendt som kapitallogik, og som blev iværksat af elever af Adorno og Horkheimer, som i 1960’erne var utilfredse med læremestrenes utilstrækkelige omgang med Marx’ kritik af den politiske økonomi. Værdiformsteoriernes måske mest afgørende bidrag er fortolkningen af Marx’ kritik af den politiske økonomi som lige netop det – ikke en alternativ økonomisk teori, der skal producere kvantificerbare begreber, som umiddelbart kan anvendes i empiriske analyser, men en kritik af den politiske økonomi og en kvalitativ teori om kapitalismens sociale former.
Indtil værdiformsteoriernes originale genlæsning af Kapitalen og Grundrisse var Marx’ økonomikritik næsten udelukkende blevet læst som en økonomisk teori, der ganske vist var kapitalismekritisk, men som ikke adskilte sig grundlæggende fra den type teori, man finder hos klassiske politiske økonomer som Adam Smith og David Ricardo. De værdiformsteoretiske læsninger lægger særligt vægt på de første kapitler af Kapitalen (og de tilsvarende dele af Grundrisse, Teorier om merværdien, Bidrag til kritikken af den politiske økonomi og den såkaldte Urtekst) og har på filosofisk omhyggelig vis demonstreret, at Marx’ teori om varer, (bytte)værdi, abstrakt arbejde og penge gemte på en sønderlemmende kritik af kapitalismens abstrakte herredømmeformer. Værdiformsteorierne har formuleret en lang række vigtige indsigter vedrørende Marx’ metode, forholdet til Hegel, forholdet mellem de mange forskellige ufærdige økonomikritiske manuskripter, forskellen på Marx og Engels, Marx’ videnskabsteoretiske ramme samt vigtigst af alt: en dyb indsigt i de magtmekanismer, der sikrer samfundets underordning under kapitalens logik.
I Danmark har receptionen af denne tradition indtil for nyligt været filtreret gennem den schanzske kapitallogiks storhed og fald. Schanz importerede den tidlige tyske værdiformsteori hos Hans-Jürgen Krahl, Hans-Georg Backhaus og Helmut Reichelt og skruede yderligere op for den esoteriske og germanificerede stil, hvilket fik det hele til at fremstå lidt mere lærd og ophøjet: “Kritikken henvises til en sækulariseret filosofi, som i henseende til schlechte Abstraktheit ikke har ret meget at lade den klassisk-borgerlige filosofi høre, selvom abstraktionerne nu hedder noget andet: økonomi-momenterne er her ikke forskningslogisk integreret som andet end et retorisk flatus vocis”, som en typisk sætning fra Til rekonstruktionen lyder. Ifølge Schanz selv “uddøde [kapitallogikken] som en sammenhængende intellektuel konjunktur i 1980’erne” på grund af dens iboende svagheder.[5] Det er sandt, hvad Danmark angår; Til rekonstruktionen har stort set ikke nogen indflydelse på marxistiske diskussioner i dag, i modsætning til dens tyske forbilleder der stadig bliver læst og diskuteret. I den tysk- og engelsktalende verden har den værdiformsteoretiske strømning imidlertid været i konstant udvikling lige siden og repræsenterer i dag en af de mest lovende og spændende tendenser inden for marxismen.
Klimaforandringerne og den gradvise eskalering af den globale klimakamp har selvfølgelig gjort økomarxismen mere relevant end nogensinde før.
Den anden tradition jeg vil fremhæve, er økomarxismen. I den intellektuelle overbygning til 1970’ernes og 1980’ernes miljøbevægelser var det udbredt at kritisere Marx og marxismen for ukritisk at videreføre den typisk vestlige og moderne idé om naturen som en ressource, der skal tæmmes, disciplineres og tjene menneskelige formål. Hvad angår marxismen var kritikken i det store hele berettiget, men det samme kan ikke siges om Marx. I løbet af 1980’erne og 1990’erne fik en stribe økosocialistiske tænkere demonstreret, at marxister har masser af spændende ting at sige om naturen, og omkring årtusindeskiftet fik Paul Burketts Marx and Nature (1999)og John Bellamy Fosters Marx’s Ecology (2000) for alvor etableret en økomarxistisk tradition ved at vise, at Marx ikke blot var særdeles opmærksom på kapitalismens modsigelsesfyldte forhold til sit eget naturlige grundlag, men også at kritikken af den politiske økonomi udgør et uovertruffen teoretisk grundlag for analyser af kapitalismens historiske såvel som nutidige forhold til naturen. Klimaforandringerne og den gradvise eskalering af den globale klimakamp har selvfølgelig gjort økomarxismen mere relevant end nogensinde før, og feltet er i øjeblikket spækket med spændende og nytænkende marxistiske forskere, der på stribe leverer overbevisende alternativer til reaktionær neo-malthusianisme, overfladisk konsumerismekritik, heideggeriansk naturromantik, afpolitiserende nymaterialisme og utopiske markedsløsninger. De sidste ti års økomarxistiske forskning har vist, at klimaforandringerne ikke blot historisk set er et resultat af kapitalistiske produktionsforhold, og at kapitalens ødelæggelse af naturen er tæt sammenvævet med kolonialismens og patriarkatets historie, men også at det først bliver muligt at sikre et stabilt naturgrundlag for menneskehedens eksistens på jorden, når kapitalismens profitstyrede produktion endegyldigt er blevet dumpet på historiens mødding.
Den tredje tradition jeg vil fremhæve, er den videreudvikling af den marxistiske feminisme, som går under navnet social reproduction theory, hvilket man lidt uskønt kan oversætte med teorier om social reproduktion. Overfor radikalfeminismens ahistoriske begreb om patriarkatet udviklede 1970’ernes marxistiske feminisme en slagkraftig analyse, der viste, at undertrykkelsen af kvinder i kapitalismen ikke kan begribes som en førkapitalistisk rest, men derimod må forstås som en historisk specifik form for undertrykkelse, der er materielt forankret i de kapitalistiske produktionsforhold. I disse diskussioner fik begrebet om arbejdskraftens reproduktion en afgørende rolle. Kapitalistisk produktion forudsætter, at arbejdskraften konstant reproduceres, dvs. at det sikres, at arbejderne er i stand til at møde op på arbejde og producere merværdi dag efter dag, og at der konstant bliver tilført nye generationer af proletarer, der kan udbyttes. Reproduktionen af arbejdskraften indebærer blandt andet omsorg, graviditet, børnepasning, opdragelse, madlavning, rengøring, tøjvask og lignende. Den marxistiske feminismes afgørende indsigt er, at kapitalismen beror på en historisk unik adskillelse mellem på den ene side dette reproduktive arbejde, der bliver udført som ulønnet arbejde i hjemmets privatiserede rum, og på den anden side en formaliseret økonomisk sfære bestående af vareproducerende lønarbejde. Gennem hele kapitalismens historie har dette split mellem produktion og reproduktion overlappet med kønnede hierarkier, og det er forankringen af kvinder i den reproduktive sfære – hvilket også indebærer uligheder på arbejdsmarkedet og alle mulige former for naturaliserende, sexistisk ideologi – der ifølge den marxistiske feminisme udgør det materielle grundlag for undertrykkelsen af kvinder i kapitalismen.
1970’ernes marxistiske feminisme var banebrydende, men havde også sine begrænsninger. Sorte marxistiske feminister som Angela Davis og Gloria Joseph fremhævede, at den havde en tendens til at præsentere hvide kvinders situation og erfaringer som universelle, og en række queer-marxister har siden påpeget, at datidens marxistiske feminisme – ligesom de fleste andre feministiske strømninger før queerteoriens udbredelse i 1990’erne – for det meste ikke reflekterede tilstrækkeligt over kønsbegrebet, hvilket resulterede i en tendens til biologisk essentialisme. Nyere teorier om social reproduktion har taget disse kritikker til sig og udvidet og dermed forstærket den marxistiske feminisme. Teorier om social reproduktion er ligesom 1970’ernes marxistiske feminisme interesseret i reproduktionen af arbejdskraften, men i stedet for at begynde med en antagelse om hvor det reproduktive arbejde finder sted (hjemmet) og hvem der udfører det (kvinder), er de mere bredt interesserede i alle de livsskabende processer, som kapitalismen er dybt afhængig af, men som den ikke kan eller vil integrere i sit kredsløb. Med denne udvidelse af den marxistiske feminismes grundideer har de nye teorier om social reproduktion vist sig i stand til ikke kun at forklare og analysere undertrykkelsen af kvinder i kapitalismen, men også at levere vigtige bidrag til diskussioner om socialistisk strategi, samt begribe hvordan racisme, heterosexisme, ableisme, transfobi og andre former for undertrykkelse er flettet ind i kapitalens herredømme.
* * *
Marxismen er en mangeartet tradition med forbitrede interne stridigheder, men hvis der er én ting, der forener og udmærker marxismen i forhold til alle andre intellektuelle strømninger, er det dens evne til at forstå kapitalismen. Og det er netop derfor, at marxismen er vigtigere end nogensinde. Aldrig før har kapitalens logik gennemsyret så stor en del af verden og så stor en del af livet, som den gør i dag. Samtidig er kapitalismen åbenlyst i dyb krise, både på grund af dens egne selvmodsigelser og på grund af den voksende modstand mod den. I de sidste femten år har marxismen vist sig i stand til at genrejse og forny sig og gøre sig relevant for en ny omgang frigørende kampe. Meget tyder på, at den marxistiske vending først lige er begyndt. Men måske er der også noget, der kunne tyde på, at vi i dag befinder os i en situation, der minder foruroligende meget om den, tidligere generationer af marxister i begyndelsen af 1980’erne befandt sig i. Den aktuelle marxistiske vending har på nuværende tidspunkt varet omtrent lige så længe som 1970’ernes ditto: lidt over et årti. Og er der ikke noget der tyder på, at kampen mod det bestående er svækket og aftagende, ligesom i 1980’erne? Alle er enige om, at 2010’erne var et protestårti; bevægelserne mod nedskæringspolitik, bølgen af strejker i Kina og Indien, Black Lives Matter, oprøret mod EU i Grækenland, klimabevægelsen, den globale pladsbesættelsesbevægelse, det arabiske forår, de gule veste, optøjer, #metoo, Occupy-bevægelsen, gejsten omkring Corbyn og Sanders i Storbritannien og USA osv. osv. osv. Mange af disse bevægelser har lidt store nederlag og mistet momentum, og oven i det har corona-pandemien ledt til et alvorlig fald i antallet og omfanget af protester. Hvad hvis vi er gået ind i en afsluttende fase af 2010’ernes kampcyklus, ligesom man i begyndelsen af 1980’erne gik ind i den afsluttende fase af 1970’ernes frigørende kampe? Marxismen er et sæt af ideer, en intellektuel strømning, en måde at tænke på, en “hensynsløs kritik af alt bestående” for at citere Marx – og som materialister ved vi, at det ikke er marxistiske intellektuelle, der kommer til at ændre verdens gang. “Idéer kan aldrig føre ud over en gammel verdenstilstand, men kun ud over den gamle verdenstilstands idéer”, som Marx engang skrev.[6] Derfor er det ikke op til den marxistiske tænkning at afværge en nedgang i kampintensiteten; den er derimod i sagens natur henvist til at fortolke begivenhedernes gang og producere begreber, teorier og analyser, der kan være relevante og brugbare for den praktiske udslettelse af kapitalens verden. Hvordan undgår vi at komme til at dele skæbne med 1970’er-marxismen, såfremt vi er på vej ind i en periode med dalende modstand?
De gode nyheder – der på en måde også samtidigt er dårlige nyheder – er, at der også er væsentlige forskelle mellem de tidlige 1980’ere og i dag. Jeg vil især fremhæve to ting. For det første: De dybereliggende årsagerne til 1970’ernes globale krise blev aldrig adresseret, og krisen blev udskudt og udglattet gennem en gældsdrevet finansialisering af økonomien og en underminering af arbejderbevægelsen. Krisen i 2008 var den forsinkede konsekvens af denne neoliberale nødlanding. Det er imidlertid svært at forestille sig, at det skulle være muligt at gentage tricket, for på et globalt plan er kapitalismen allerede i en gældsrespirator, lønningerne er allerede presset i bund, arbejdsmarkedet er blevet langt mere prekært, statens besiddelser er blevet privatiseret, produktionen er allerede flyttet til lavtlønslande, og hele verden er blevet indlemmet i kapitalens kredsløb. Det er kort sagt ikke muligt at gentage 1980’erne neoliberale pseudo-redning; der er ikke flere reservefedtdepoter, som kapitalen kan overleve på. Den anden vigtige forskel er klimaet. Uanset om klimabevægelsen bliver nedkæmpet eller ej kommer konsekvenserne af kapitalens biosfæriske nedsmeltning kun til at blive mere og mere konkrete og voldsomme fra nu af, også selvom det mod alle odds skulle lykkes at orkestrere endnu en neoliberal nødlanding. Disse to omstændigheder betyder, at vi sandsynligvis er på vej ind i en endnu mere kaotisk sammenbrudsperiode med intense kampe, hvor en mikroskopisk og skrumpende elite af ekstremt rige mænd vil kæmpe panisk for at redde en vingeskudt kapitalisme, der ufortrødent fortsætter med ofre menneskehedens naturgrundlag for penge.
Marxismen er for vigtig til at mure inde bag betalingsmure og sprogbarrierer.
Uanset hvilken retning tingene kommer til at bevæge sig i, er det værd at overveje, hvordan marxismen kan undgå endnu en gang at blive en modetendens, der lukker sig om sig selv og dør ud. Lad mig afslutningsvis nævne et par ting, der forhåbentligt er værd at have i baghovedet. For det første må den marxistiske tænkning fortsætte med at gøre sig relevant for revolutionære bevægelser. Det betyder ikke, at marxister blindt skal halse efter hvilken som helst aktivistisk tendens, men det betyder, at det er vigtigt at udvikle begreber, teorier og analyser, der resonerer med erfaringer og strategiske behov i aktuelle politiske bevægelser. For det andet må vi være forberedt på, at vi i takt med den marxistiske vendings vokseværk vil se flere politiske angreb i stil med dem, som i øjeblikket især går ud over kønsforskningen, og som i 1970’erne og 80’erne gik udover RUC og sociologi-studiet på KU. Marxismen kan ikke være afhængig af støtte fra universiteter og forskningsfonde, og selvom vi ikke skal opgive universitetet, må vi også sørge for at opbygge fællesskaber og institutioner, der kan understøtte et marxistisk miljø, der i det mindste besidder en relativ autonomi overfor universitet; kun på den måde kan vi sikre, at marxismen ikke dør ud, hvis der ikke længere bliver givet stillinger og forskningsbevillinger til marxistisk forskning. For det tredje er det vigtigt, at vi kombinerer den førnævnte internationale orientering med opbyggelsen og styrkelsen af lokalt forankrede fælleskaber, der blandt andet kan fungere som kontaktflade til nye generationer af marxister samt være med til at sikre forskningsmiljøets eksistens på tværs af institutionelle tilknytninger. I den forbindelse er det, for det fjerde, også vigtigt at nævne noget, som forskere godt kan have en tendens til at undervurdere vigtigheden af: oversættelser og dansk introduktionslitteratur. For forskere der arbejder på engelsk, er det nemt at glemme, at sprog ofte er en barriere, og at mange primært orienterer sig i litteratur på deres modermål. Som eksaminator og vejleder for studerende har jeg ofte undret mig over, at nogle studerende benytter sig af Villy Sørensens eller Johannes Witt-Hansens forældede introduktioner til Marx fremfor de langt bedre introduktioner, der findes på engelsk. Men for mange – om end ikke for alle – er det mest oplagt at starte med at opsøge tekster på dansk, og fremfor at ryste på hovedet over manglende sprogkundskaber bør vi anerkende, at det er vigtigt at have tilgængelig litteratur på dansk. Vi har brug for en ny oversættelse af Kapitalen, en genudgivelse af en revideret version af Hans-Jørgen Schanz og Mihail Larsens’ oversættelse af Grundrisse, og en række andre vigtige, klassiske tekster. Og så har vi brug for mere formidling og mere introducerende stof, både i form af skrift og i form af tale – også selvom forskningsverdenen i dag er spækket med stærke incitamenter til udelukkende at skrive specialiserede forskningsartikler på engelsk til tidsskrifter, som man skal være tilknyttet et universitet for at have adgang til. Marxismen er for vigtig til at mure inde bag betalingsmure og sprogbarrierer.
Noter:
1· Tak til Signe Leth Gammelgaard, Anna Cornelia Ploug og Bertel Nygaard for hjælp med denne artikel.
2· Michel Foucault, Dits et écrits, tome 2: 1976-1988 (Paris: Gallimard, 2001), 756.
3· Endnotes, “LA Theses”, 2016.
4· Antonio Gramsci, Fængselsoptegnelser i udvalg: Bind 1, overs. Gert Sørensen (København: Museum Tusculanum, 1991), 164.
5· Leksikon.org, s.v. “Kapitallogik”, af Hans-Jørgen Schanz, tilgået 01-02-2022.
6· Karl Marx og Friedrich Engels, The Holy Family, i Marx-Engels Collected Works 2 (London: Lawrence & Wishart, 1975), 125.
Læs også
Læs også
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
