I forbindelse med det sidste halve års krig i Ukraine er venstrekræfter verden over blevet udfordret politisk og ideologisk, ikke blot af deres egne krigsregeringer og deres propagandamaskine, men også indefra så at sige:
“Man kan ikke være venstreorienteret, hvis man ikke utvetydigt står bag Ukraine,” skrev den slovenske filosof Slavoj Žižek i britiske The Guardian 21. juni under overskriften “Pacifism is the wrong response to the war in Ukraine”.
Er det naiv pacifisme at være modstander af, at krigen trækkes ud så længe som muligt?
Vi er her tilbage til dem og os-mentaliteten, som lanceret af den amerikanske præsident Bush i forbindelse med krigen mod terror.
Ruslands invasion af Ukraine komplicerer en årtier lang indsats fra venstrefløjens side for at bekæmpe den USA-ledede NATO-alliance. Vi står nu over for en svækket NATO-modstand. Fredsbevægelsens signaler har været uklare i flere lande. Det skyldes selvfølgelig krigsregeringernes øredøvende propaganda og uhørte ensidighed. Men det skyldes også, at der er kræfter på venstrefløjen selv, der komplicerer billedet, skaber usikkerhed – eller tilmed giver op og skifter grundstandpunkter.
I foråret stødte jeg på en artikel på solidaritet.dk, skrevet af en stribe fremtrædende folk fra Enhedslisten. Artiklen bærer overskriften ”6 teser om anti-imperialisme efter Putins krig”, og ved nærmere granskning viser det sig, at dens synspunkter ikke begrænser sig til en dansk kontekst. De er i virkeligheden internationale og har deres rod i de begreber og diskussioner, vi kan støde på i de førende systembevarende og krigsførende kredse.
Lad mig gennemgå deres vigtigste pointer:
Påstand: “Ruslands krig i Ukraine er en klassisk imperialistisk aggression i stil med krigen mod Irak i 2003.”
Det er fuldstændig rigtigt, at der er tale om en imperialistisk krig, for ingen af parterne kæmper arbejderklassens eller undertrykte nationers sag. Men det er ikke en imperialistisk røverkrig, hvor to ligeværdige magter eller koalitioner står over for hinanden. Det er – ud fra de afgørende betragtninger – en asymmetrisk krig. En krig mellem ulige konkurrenter.
På den ene side står en regional, kapitalistisk stormagt, som det ikke er lykkedes at stige op til en central plads i det imperialistiske verdenssystem. Den befinder sig derimod økonomisk i det imperialistiske verdenssystems periferi. Dens ledende kredse forfægter storrussisk chauvinisme og har imperialistiske ambitioner, som det foreløbig ikke er lykkedes at løfte.
På den anden side står verdens p.t. stærkeste imperialistmagter i koalition.
Som en kapitalistisk stormagt søger Rusland logisk nok at håndhæve sin ret til eksistens og afværge den isolation, inddæmning og risiko for balkanisering og muligt regimeskifte, som NATO’s ekspansion mod øst foranlediger.
Hvis man mener, at det er en klassisk imperialistisk krig a la Irak, vender man det blinde øje til alt det, der er sket siden Sovjetunionens fald for tre årtier siden. Man analyserer ikke de konkrete styrkeforhold i verden – og i iver efter at fordømme Rusland ender man med at frede den stærkeste imperialist-koalition og ikke mindst vigtigt: Den koalition som ens egen regering er en del af.
Derfor skal venstrefløjen “stille sig bag den ukrainske modstandskamp” og videre: “At støtte Ukraine militært står heller ikke i modsætning til at søge en fredelig løsning.”
Med andre ord: Hvis ikke vi bevæbner det ukrainske folk, overlader vi det kynisk til dets egen skæbne og lader det forbløde. Det rejser spørgsmålet: Er det naiv pacifisme at være modstander af, at krigen trækkes ud så længe som muligt, sådan som NATO og USA så tydeligt satser på?
Efter min mening, nej.
Vores pacifisme er klassebaseret og baseret på antiimperialisme.
Ikke et eneste våben til krig, er vores klare parole, når det handler om en krig, der ikke gavner noget folk, men derimod er til skade for arbejderklassen i alle krigsførende lande.
Det betyder ikke, at vi er lalleglade pacifister. Vores pacifisme skyldes ikke en ikke-voldsstrategi eller knæfaldspacifisme. Vi er pacifister her, fordi vi er imod imperialistisk militarisme, imod våben- og krigsindustrien og imod profitmotivet for krig.
Så vores pacifisme er klassebaseret og baseret på antiimperialisme.
Endnu en påstand: “NATO-medlemskabet har givet dem (østeuropæerne, LRM) en beskyttelse mod den russiske imperialisme, som de altid har levet under.”
Igennem hele den omtalte artikel er der flere formuleringer af den type, og der skelnes på ingen måde mellem Zar-tidens Rusland, de socialistiske år med Sovjetunionen og de sidste mere end 40 års nyliberale imperialistiske korstog mod øst. Rusland er ét fedt – uanset system. De østeuropæiske befolkninger har ifølge forfatterne “i årtier levet med nakken under russernes støvler”.
Dermed bæres der ved til den almindelige russofobi og til det russerhad, der helt sikkert findes i flere østeuropæiske lande. I stedet for at mane til mellemfolkelig forståelse.
For er det ikke sådan, at den voldsomme oprustning af østlandene ikke har gavnet freden, men har været med til at øge risikoen for konflikt og krig? Suverænitet sikres vel bedst gennem sikkerhedsaftaler og traktater om fred, dialogskabende mekanismer og beskyttelse af mindretal samt sikring af grænser?
Hvis man mener, at NATO beskytter de østeuropæiske befolkninger, så er det jo det samme som at gøre disse lande til opmarchområder for NATO og USA-imperialismen. Igen: I sin iver efter at bekæmpe én mindre magt freder man de store.
Videre: Hvis vi nedlægger NATO i dag, ville det “efterlade to brutale antidemokratiske autokratier som de dominerende militære verdensmagter, og det ville næppe gøre verden til et bedre sted.”
Her støder vi på ordet autokrati, der går igen og igen i artiklen hos Solidaritet. Autokrati betyder en “styreform, hvor magten er samlet hos én person”. Det er et begreb, der har grebet om sig i de seneste år. Eksempelvis erklærede USA’s præsident Biden i Polen 26. marts i år, at krigen i Ukraine er “en kamp mellem demokrati og autokrati”. Og sidste år i juni udtalte han under et besøg i Storbritannien:
“Vi er i kamp, ikke blot med Kina … med autokrater, autokratiske regeringer rundt om i verden om, hvorvidt demokratierne kan tage konkurrencen op med dem i et 21. århundrede, der er i hastig forandring.”
At dele verden op i demokratier og autokratier er et bedrag.
Så når dele af venstrefløjen på den måde advarer mod autokratier og i praksis lader kampen mod dem overtrumfe kampen mod USA-imperialismen, så lægger de sig i slipstrømmen af imperialismens argumentation.
I 2017 advarede det socialdemokratiske Netavisen Pio mod “autokrati – Europas nye styreform”. Her er det Ungarn med Victor Orban i spidsen, Polen med Jaroslaw Kaczynski og Tyrkiet med Erdogan, der repræsenterer autokratiet.
Men der er åbenbart forskel på autokratier – der er dem, som “vi” (her forstået som det imperialistiske Vesten) er i klub med, og så er der dem, som reelt udfordrer “os”. At dele verden op i demokratier og autokratier er således et bedrag. Det får folkene til at kæmpe i forkerte retninger. Det er et forsøg på at skabe en verdensorden med USA som den førende magt i den “anti-autokratiske” lejr.
Hvis vi som venstrekræfter og fredsfolk fastholder “ud af NATO”-kravet”, “ville NATO gå i opløsning, og det ville under de nuværende globale forhold efterlade Ruslands nabolande til Putins nåde og Rusland og Kina som verdens dominerende stormagter,” hedder det i artiklen. Det bliver også sværere at forsvare Danmark uden et NATO-medlemskab.
Her indskriver man sig faktisk i NATO’s nye strategiske koncept og kalder til kamp mod Rusland og Kina.
På NATO-topmødet i Madrid i juni hedder det i alliancens nye strategiske koncept om Rusland, at Rusland udgør “den vigtigste og mest direkte trussel mod alliancens sikkerhed og mod fred og stabilitet i det euroatlantiske område”. Det er på den baggrund, at topmødet vedtog den mest omfattende og farlige militære opbygning i alliancens historie.
Men Rusland er kun vejen til at vinde dominansen over det eurasiske kontinent. For USA er Kina den store, systemiske rival. Derfor hedder det også i NATO’s nye strategiske koncept, der ellers på mange måder balancerer den kinesiske trussel:
“Vi vil som allierede arbejde ansvarsfuldt sammen for at håndtere de systemiske udfordringer, som Folkerepublikken Kina udgør…”
Forfatterne bag artiklen hos Solidaritet kalder det en “enegangsposition” at fastholde kravet om dansk udmeldelse af NATO. For hvis vi som venstrekræfter og revolutionære indtager denne “enegangsposition” og kræver NATO opløst, ja så kan den nødvendige kamp mod Rusland og Kina ikke tages.
Dén position er ildevarslende i forhold til, hvordan man vil stille sig i tilfælde af en militær konfrontation mellem USA og Kina.
Flere udvalgte pluk fra artiklen:
“…forblive i NATO … arbejde for, at organisationen udvikler sig til en ren forsvarsalliance … sådan som NATO’s charter faktisk foreskriver” … respekt for en regelbaseret international orden … fælles program for reformer af NATO …”
At plædere for at NATO kan reformeres indefra, vende tilbage til en oprindelig urtilstand som reelt aldrig har eksisteret, er i bedste fald naivt – i realiteten er det dybt skadeligt. Der er ikke et “godt kerne-NATO”, som man kan vende tilbage til.
Virkeligheden er, at NATO-alliancen blev skabt med det formål militært at inddæmme den daværende socialistiske lejr. Det var i ord en forsvarsalliance, men i praksis en krigsalliance. Derfor havde NATO fra start også til opgave at kæmpe mod den indre kommunistiske fjende. Den aflytning og overvågning, der efter krigen er foregået mod progressive kræfter, kommunister og fagligt aktive, har således været fælles politik i NATO-lejren.
For os er modstand mod NATO et principielt spørgsmål, der handler om krig og oprustning, men også om kampen for et andet samfund.
NATO blev officielt skabt som et værn for fred og frihed – men betød i praksis krig og kontrol.
Det er blevet særligt tydeligt efter socialismens sammenbrud i Europa, hvor NATO har opgivet kun at agere “in the area”, men også nu agerer “out of area”. Fra 1991 hed det især ekspansion mod øst. Fra 1999 verdensomspændende.
I 1999 – da NATO fyldte 50 år – skrev jeg på baggrund af ekspansionen mod øst:
“Dermed er et nyt jerntæppe ved at sænke sig over Europa. Det skaber frygt og spændinger i de østeuropæiske lande og rummer kimen til nye konflikter. Det udfordrer faretruende Rusland. NATO har allerede gennemført de første øvelser dybt inde på det gamle Sovjets territorium. Samtidig er en ny rustningsspiral sat i gang…”
Her 23 senere står vi midt i den krig, der allerede i 1999 kunne forudses.
For os er modstand mod NATO et principielt spørgsmål, der handler om krig og oprustning, men også om kampen for et andet samfund. Også i dén kamp er NATO en hovedmodstander.
Jeg vil da godt lige illustrere, hvor langt ud man kan komme, hvis man bevæger sig ud ad den vej, der hedder reform af NATO indefra. For hvis man går ud ad den vej at vægte fordele og ulemper ved NATO-medlemskabet, risikerer man at komme helt ud, hvor bunden forsvinder under en.
Under Folketingets afslutningsdebat den 23. maj blev Enhedslistens politiske ordfører Mai Villadsen grillet i et fælles borgerligt og socialdemokratisk stormløb. Og det i en grad at hun blev presset ud i at sige, at ”fordelene (ved NATO, LRM) er selvfølgelig, at det er et forsvarssamarbejde.” Og videre:
”Man kan også sige, at fordelen i virkeligheden også er, at der er en atomparaply, som jo er en del af NATO.”
Et forsvar for NATO’s atomstrategi behøver ingen kommentar her.
Argumentationen omkring demokratier og autokratier fortjener til gengæld lidt flere ord. For hvad der virkelig ligger under dette, er en form for værdiimperialisme.
Venstre-politikeren Jan E. Jørgensen udtalte i Debatten på DR2, 2. juni:
“Hvor er der et kontinent, der fungerer bedre end Europa?… Hvor har man samfund, der er civiliserede, så velstående, så velfungerende end på det europæiske kontinent. Svaret er: Ingen andre steder. Så hvis ikke vi med vores værdier og vores måde at løse tingene på i verden skulle være et fyrtårn, hvem pokker skulle så?” (mine fremhævninger, LRM)
I sin essens afviger Jan E. Jørgensens udtalelser ikke meget fra kolonitidens herrefolksmentalitet, for eksempel som udtrykt i Junglebogs-forfatteren Rudyard Kiplings berygtede digt “Hvid mands byrde” fra 1899. Her hyldes et budskab om imperiets kulturelle overlegenhed og opdragende funktion i forhold til de “primitive” folkeslag. Et enkelt af versene lyder:
”Så løft en hvid mands byrde
Send ud den bedste søn
At tjene andre racer
For en landflygtigs løn;
Hos rådvildt folk og vilde
At tage tunge tørn
En tvær og kuet stamme,
Halvt djævle og halvt børn.”
Vi i Vesten – USA, NATO-landene, EU plus et par stater som Australien, Japan og New Zealand – og vi de hvide, udgør godt nok et meget lille mindretal af verdens befolkning, men hvor har man ellers samfund, der er så ”civiliserede, så velstående, så velfungerende”? Derfor har vi åbenbart også ret til at definere de værdier, som alle skal gøre honnør for.
EU-kommissionens formand Ursula von der Leyen taler om ”partnere, der deler de samme idéer”. Samtidig med at hun søger “energipartnerskaber” med autokratier som Aserbajdsjan, Egypten og Qatar.
Så der er værdier, og der er værdier, og det er helt relativt og betinget af egeninteresser, hvornår de har nogen reel betydning frem for blot at være til propagandistisk brug.
Andre eksempler: USA’s præsident Biden rejste for nylig til Saudi-Arabien, hvis ledelse har fået en ubehagelig journalist parteret og er ansvarlig for en katastrofal angrebskrig mod Yemen. Værdifællesskab? Og deler vi i Danmark værdier med et abortmodstander-USA?
Der er værdier, og der er værdier, og det er helt relativt og betinget af egeninteresser, hvornår de har nogen reel betydning.
Eller hvad med værdifællesskabet med Ukraine?
Siden Ruslands invasion har Ukraine forbudt 11 partier, her i blandt det største oppositionsparti, Oppositionsplatformen – For Livet, der ikke er socialistisk. Også Venstreoppositionen, Unionen af Venstrekræfter, Ukraines Socialistiske Parti og andre organisationer er blevet forbudt, senest Ukraines Kommunistiske Parti.
Zelensky-regeringen er også i gang med – i hvert fald midlertidigt – at fjerne vigtige arbejdslove, og til det danske fagforbund 3F siger Vasyl Andreyev, formand for bygningsarbejderforbundet Profbud, at Zelensky-regeringen ikke er nogen ven af fagbevægelsen og arbejderne.
“Zelensky kalder sig liberal demokrat, men er langt hen ad vejen neoliberal med tætte kontakter til store virksomheder. Han tror på deregulering og på, at markedet skal klare sig selv. Derfor vil han ændre loven, så arbejdsgiverne får flere muligheder.”
Værdifællesskab med hvem i EU og Danmark?
Med alt dette in mente må vi spørge os selv, hvad anti-imperialisme er anno 2022. Hvis ikke vi kan besvare det spørgsmål klart, har vi som revolutionære og kommunister ingen relevans.
Det er ret tydeligt, at i arbejderklassens daglige kamp er det ikke NATO-spørgsmålet og den antiimperialistiske kamp, der står forrest i bevidstheden. I øjeblikket er kampen for overlevelse, for at afbøde virkningerne af krigen i centrum:
Vi står med det største reallønsfald siden 1995. De første familier er allerede opsagt fra almene boliger, fordi de ikke kan betale husleje på grund af de stigende energipriser. Enlige og andre familier overvejer at tage flere jobs for at kunne betale ekstremt stigende varmeregninger – eller slukke for varmen til vinter. Pensionister og andre, der modtager offentlige ydelser, er særligt ramte.
Så der er brug for social oprustning – for velfærd frem for våben. Arbejderklassen skal ikke betale for de vestlige monopolers krav om fortsat rovdrift på arbejderklassen og folkene i verden! Kampen for løn- og arbejdsvilkår og imod kommende arbejdsløshed og fattigdom står i centrum. Vores økonomi skal ikke militariseres! Rul “det nationale kompromis” tilbage, og brug de ekstra NATO-milliarder på social oprustning, klima og dyrtidskompensation!
Der findes ingen socialisme – eller kamp for den – uden antiimperialisme.
Det er meget konkrete problemer og meget konkrete kampe, der kræver vores svar og medvirken. Men i virkeligheden hænger de sammen med spørgsmålet om antiimperialisme og NATO-modstand.
For jo mere vi bliver hvirvlet ind i imperialismen og dens krige, jo tættere vi er på NATO-kernen og EU-militariseringen, desto flere byrder falder på den danske arbejderklasses skuldre.
Også derfor er der en sammenhæng med spørgsmålet om antiimperialisme og NATO. Det er derfor ikke ligegyldigt, om vi anlægger en kurs for opgør med imperialismen, eller om vi har en kurs for at alliere os med dele af imperialismens kræfter. Det duer ikke at knytte sig til den vestlige imperialisme og NATO under dække af opgør med russisk imperialisme. Så mister vi kompasset.
Der findes ingen konkret kamp mod kapitalismen uden antiimperialisme. Der findes ingen socialisme – eller kamp for den – uden antiimperialisme. Og der findes ingen antiimperialisme i et lille følgagtigt land som Danmark uden et internationalt udsyn, uden international solidaritet, uden blik for arbejderklassens og folkenes kamp i de lande, som har været under imperialismens hæl i mere end 100 år.
Indlægget er en redigeret og forkortet version af et indlæg, som Lotte Rørtoft-Madsen holdt på Rød Sommerlejr under titlen ”Krig i Europa – konsekvenser og efterdønninger”
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Fagebvægelsen i Esbjerg må sige utvetydigt fra over for byen som en amerikansk militærbase. Jeg opfordrer Hanearbejdernes klub af 1944 til at stoppe al transport af militært udstyr. Det er arbejderklassens stærkeste våben over for det militær-industrielle kompleks i USA og EU!
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
