Kommentar
Den 23. juni offentliggjorde FN’s uafhængige internationale undersøgelseskommission vedrørende det besatte palæstinensiske område, herunder Østjerusalem, og Israel en af de mest ødelæggende rapporter, der nogensinde er udarbejdet af et FN-undersøgelsesorgan om det israelske folkemord i Gaza.
Titlen er næsten uudholdelig at læse: The Essence of Childhood Has Been Destroyed. Bag titlen ligger en anklage af ekstraordinær alvor. Kommissionen konkluderer, at israelske myndigheder og sikkerhedsstyrker bevidst har rettet angreb mod palæstinensiske børn, og at disse handlinger udgør folkemord, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser i Gazastriben samt krigsforbrydelser på den besatte Vestbred.
Rapporten er ikke en følelsesladet appel. Det er et omhyggeligt juridisk dokument, der bygger på vidneudsagn, retsmedicinske beviser, satellitbilleder, militære analyser, lægejournaler og års dokumentation. Det, den fremlægger, er ikke blot endnu en oversigt over civile tab.
Længe efter at regeringer er skiftet ud, og militære kampagner er afsluttet, vil dette vidnesbyrd bestå.
Den argumenterer for, at drab, lemlæstelse, udsultning, tilbageholdelse og psykologisk ødelæggelse af palæstinensiske børn ikke kan forklares som utilsigtede skader. Kommissionen konkluderer snarere, at børnene selv er blevet bevidste mål for den israelske militærpolitik. Konsekvenserne af en sådan konklusion rækker langt ud over Gaza. De rejser grundlæggende spørgsmål om selve folkerettens fremtid.
En rapport af ekstraordinær alvor
Kommissionen anslår, at mindst 20.179 palæstinensiske børn er blevet dræbt og mere end 44.000 såret siden oktober 2023. Cirka 30 procent af alle dræbte palæstinensere har været børn. Alene disse tal placerer Gaza-krigen blandt de dødeligste konflikter for børn i moderne historie. Rapportens betydning ligger dog ikke blot i tallene, men i dens konklusioner vedrørende hensigten.
Den dokumenterer gentagne tilfælde, hvor børn blev skudt af snigskytter, angrebet af droner, ramt mens de søgte efter mad eller vand eller dræbt, på trods af at de ikke udgjorde nogen militær trussel – hvilket burde have været indlysende.
Den undersøger den gentagne brug af højeksplosive sprængstoffer i tætbefolkede civile områder længe efter, at de forudsigelige konsekvenser for børn var blevet ubestridelige. Den beskriver i detaljer angreb på fødeklinikker, neonatalafdelinger, skoler, børnehjem og krisecentre.
Den undersøger også blokaden af fødevarer, vand og medicin og viser, hvordan sult, sygdom og sammenbruddet af de medicinske foranstaltninger er blevet krigsvåben rettet mod en hel civilbefolkning, hvis yngste medlemmer er de mest sårbare.
Kommissionen undersøger Israels tilbageholdelsespraksis over for palæstinensiske mindreårige. Børn, der er blevet anholdt i Gaza og på Vestbredden, beskriver tortur, seksuel vold, nedværdigende behandling og forsvinden ind i tilbageholdelsesfaciliteter, uden at deres familier er blevet informeret.
Sådanne overgreb, konkluderer rapporten, udgør en del af et bredere system af kollektiv afstraffelse rettet mod det palæstinensiske samfund på tværs af generationer. FN-kommissionens rapport er ikke ny på dette punkt, selv om konklusionerne er knusende.
Historien husker dem, der begik grusomheder. Den husker også dem, der vendte blikket væk.
De bekræfter tidligere rapporter fra Save the Children (Palæstinensiske børn i israelsk militærfængsel rapporterer om stadig mere voldelige forhold, 29. februar 2024) og, længe før denne folkemordskampagne, der begyndte i 2023, fra UNICEF (Børn i israelsk militærfængsel, februar 2013).
I sin nylige bog Survivors of the Darkness dokumenterer den palæstinensiske journalist Wesam Afifa den forfærdelige vold i de israelske koncentrationslejre, der er oprettet for palæstinensere, herunder børn.
Måske er FN-rapportens mest rystende konklusion, at ødelæggelsen rækker ud over den fysiske død. Selve barndommen er blevet en slagmark.
Psykologiske traumer, forældreløshed, gentagne fordrivelser, sult, afbrudt skolegang og varig invaliditet udgør tilsammen det, som kommissionen beskriver som ødelæggelsen af “barndommens essens”.
Et mønster der længe er dokumenteret
Kommissionens konklusioner kom ikke pludseligt. I næsten to år har palæstinensiske journalister dokumenteret børn, der blev reddet ud af sammenstyrtede bygninger, spædbørn, der døde i kuvøser uden strøm, familier, der blev udslettet i luftangreb, og børn, der blev skudt, mens de forsøgte at skaffe mad eller vand.
Mange af disse journalister betalte med deres eget liv. Gaza er blevet den “farligste konflikt nogensinde for journalister”, rapporterede Irene Khan, FN’s særlige rapportør for fremme og beskyttelse af retten til menings- og ytringsfrihed. Men trods den ekstraordinære fare fortsatte journalisterne med at dokumentere begivenheder, som store dele af verden foretrak ikke at se.
Internationale menneskerettighedsorganisationer nåede frem til lignende konklusioner længe før denne nylige FN-rapport.
Red Barnet advarede gentagne gange om, at Gaza var blevet et af de farligste steder på Jorden at være barn.
Defence for Children International – Palestine dokumenterede gentagne skyderier mod børn under omstændigheder, der rejste alvorlige spørgsmål om militær nødvendighed.
Human Rights Watch undersøgte angreb på skoler, hospitaler og flygtningelejre.
Amnesty International gennemgik gentagne angreb, der tilsyneladende krænkede principperne om skelnen og proportionalitet i henhold til den humanitære folkeret.
UNICEF advarede gentagne gange om, at børn blev dræbt og såret i et hidtil uset omfang. Ingen af disse organisationer beskrev isolerede ulykker. De identificerede tilbagevendende mønstre, der krævede en uafhængig undersøgelse. Den nye FN-rapport samler effektivt dette omfattende bevismateriale i en enkelt juridisk vurdering.
I januar 2024 fastslog Den Internationale Domstol, at Sydafrikas sag om påstået folkemord begået af Israel var plausibel, og pålagde Israel foreløbige foranstaltninger, der krævede, at landet forhindrede handlinger, der er forbudt i henhold tilfolkemordskonventionen, bevarede bevismateriale og lettede humanitær bistand.
Efterfølgende kendelser skærpede disse krav, i takt med at forholdene i Gaza forværredes. Selv om domstolen endnu ikke har truffet afgørelse om selve sagens realitet vedrørende folkedrab, har den gentagne gange anerkendt den alvorlige risiko, som den palæstinensiske befolkning står overfor, samt de fortsatte forpligtelser, der påhviler Israel i henhold til folkeretten.
Den nye kommissionsrapport leverer yderligere bevismateriale, som uundgåeligt vil præge fremtidige retssager.
Den israelske stats tavshed
Måske lige så slående har karakteren af Israels reaktion været. I stedet for seriøst at forholde sig til det bevismateriale, som kommissionen har samlet, har israelske embedsmænd endnu en gang afvist rapporten på forhånd og beskrevet den som politisk motiveret og grundlæggende partisk.
De afviste konklusionerne i deres helhed uden at fremlægge en substantiel modbevisning af de specifikke hændelser, vidneudsagn eller retsmedicinske beviser, som efterforskerne har fremlagt. Enhver stat har ret til at forsvare sig mod beskyldninger. Men alvorlige beskyldninger kræver seriøse svar.
Hvis børn ikke bevidst blev udset som mål, påhviler det de israelske myndigheder at forklare, hvorfor tusindvis af børn er døde under omstændigheder, der gentagne gange er dokumenteret af journalister, humanitære organisationer, medicinsk personale og nu en FN-undersøgelseskommission.
Hvorfor er hospitaler, fødeafdelinger, skoler og flygtningecentre blevet ramt igen og igen? Hvorfor er humanitære konvojer gentagne gange blevet angrebet?
Hvorfor er børn fortsat med at dø, selv efter at der er indgået våbenhvileaftaler?
Hvorfor har militære undersøgelser ført til så ringe ansvarliggørelse?
At nøjes med at gentage beskyldninger om institutionel partiskhed kan ikke erstatte en faktuel forklaring. Nægtelsen af at forholde sig til bevismaterialet er i sig selv blevet et foruroligende træk ved denne krig.
Den humanitære folkeret bygger på princippet om, at stater er ansvarlige for deres adfærd. Ansvarliggørelse bliver umulig, når enhver undersøgelse afvises, før bevismaterialet overhovedet er blevet gennemgået.
Dommer S. Muralidhar og dommerens pligt
Konklusionerne fra FN-kommissionen minder os også om vigtigheden af dommere, der forstår, at loven ikke blot er et teknisk redskab, men et forsvar mod vilkårlig magt.
Få indiske dommere har legemliggjort dette princip mere konsekvent end dommer S. Muralidhar, der som formand for FN’s Menneskerettighedskommission ledede udvalget bag denne nye rapport.
Dommer Muralidhar har gennem årtier opbygget et ry som en af Indiens mest respekterede forfatningsjurister, især i sager vedrørende borgerlige frihedsrettigheder, vold mellem samfundsgrupper og beskyttelse af sårbare samfundsgrupper.
Han var en af de førende juridiske stemmer i arbejdet med at gennemføre ansvarlighed efter pogromen mod sikherne i 1984, hvor han insisterede på, at straffrihed ikke kunne blive normen blot fordi forbrydelserne var politisk ubelejlige.
Hans engagement i den forfatningsmæssige pligt blev internationalt kendt under det interreligiøse vold i det nordøstlige Delhi i februar 2020.
Da hospitalerne kæmpede for at behandle ofre, der var fanget i volden, indkaldte dommer Muralidhar og dommer Anup J. Bhambhani til en ekstraordinær høring midt om natten i dommer Muralidhars bolig. Delhi High Court pålagde politiet at sørge for, at de sårede kunne komme sikkert til hospitalerne, og beordrede øjeblikkelig akut lægehjælp.
Senere samme dag stillede dommer Muralidhar skarpe spørgsmålstegn ved, at Delhi-politiet undlod at rejse sager mod politiske ledere, hvis opildnende taler var blevet bredt udbredt, og mindede myndighederne om, at landet ikke kunne tillade “endnu et 1984”.
Få timer efter disse høringer meddelte den indiske regering, at dommer Muralidhar blev forflyttet til højesteretten i Punjab og Haryana, selv om anbefalingen om hans forflyttelse formelt var blevet fremsat af højesterettens kollegium tidligere på måneden.
Tidspunktet skabte bred bekymring blandt advokater, pensionerede dommere og civilsamfundsorganisationer, som anså episoden for at rejse foruroligende spørgsmål om domstolenes uafhængighed.
Dommer Muralidhars karriere illustrerer et væsentligt princip i retsstatsprincippet. Domstole eksisterer ikke for at godkende regeringers adfærd.
Deres funktion er at undersøge bevismateriale uden frygt eller partiskhed, især når ofrene er dem med mindst politisk magt. Det samme princip ligger til grund for arbejdet i FN’s undersøgelseskommission.
Dens konklusioner kan bestrides, men de kan ikke blot afvises, fordi de er politisk ubelejlige. Den rette reaktion på alvorlige beviser er seriøs engagement. Det er den første forpligtelse for enhver stat, der hævder at respektere retsstatsprincippet.
Prøven for menneskeheden
FN-kommissionens rapport handler i sidste ende ikke kun om Israel eller Palæstina.
Den stiller spørgsmålet om, hvorvidt den internationale retsorden, der blev skabt efter den europæiske fascismes nederlag, stadig besidder den moralske autoritet til at beskytte børn mod organiseret vold.
Hvis mere end 20.000 børn kan blive dræbt, mens de internationale diplomatiske institutioner stort set fortsætter som normalt, er det løfte, der er nedfældet i folkedrabskonventionen, Genève-konventionerne og konventionen om barnets rettigheder, alvorligt svækket.
Rapporten vil ikke bringe krigen til ophør. Den kan ikke genoprette de liv, der allerede er gået tabt. Men den skaber et historisk vidnesbyrd, som vil blive stadig sværere at slette.
Lang tid efter at regeringer er skiftet ud, og militære kampagner er afsluttet, vil dette vidnesbyrd bestå. Historien husker dem, der begik grusomheder. Den husker også dem, der vendte blikket væk.
Denne artikel er produceret af Globetrotter.
Om forfatteren:
Vijay Prashad er en indisk historiker og journalist. Han er forfatter til fyrre bøger, herunder *Washington Bullets*, *Red Star Over the Third World*, *The Darker Nations: A People’s History of the Third World*, *The Poorer Nations: A Possible History of the Global South* og *How the International Monetary Fund Suffocates Africa*, skrevet sammen med Grieve Chelwa. Han er administrerende direktør for Tricontinental: Institute for Social Research, chefkorrespondent for Globetrotter og chefredaktør for LeftWord Books (New Delhi). Han medvirkede desuden i filmene *Shadow World* (2016) og *Two Meetings* (2017).
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
