Sidste år rundede Internationalt Forum, IF, 50 års aktivitet til støtte for folkenes befrielseskamp. Jubilæet markeres med et stort daglangt arrangement den 20. november i og omkring Medborgerhuset Kapelvej 44. Overskriften er: Internationalt Forum 50 år – kampen fortsætter.
Fra om formiddagen er der konference med internationale gæster. Hovedtemaet er den antiimperialistiske solidaritet i vor del af verden. Siden er der fælles middag, og når mørket falder på er der fest med live bands. Konferencen er gratis, og festen samt mad og drikke er billig, skriver IF i deres invitation.
Vidtfavnende forening
Internationalt Forum blev dannet i september 1970. Det skete, mens især modstanden mod USA’s krig i Vietnam var stærkt voksende – og fulgtes af solidariteteten med palæstinenserne, med ofrene for Allendes kup i Chile, med befrielseskampen i Angola, Mozambique, Namibia, Zimbabwe og kampen mod apartheidregimet i Sydafrika.
Dernæst fulgte også støtten til befrielsesbevægelserne i Latinamerika: El Salvador, Nicaragua, Guatemala, Peru, Colombia og zapatisterne i Chiapas-provinsen i Mexico. Siden kom også fokus på Philippinerne, Sydøstasien og Indien – og ikke mindst Mellemøsten, hvor Danmark blev direkte krigsinvolveret.
En vaskeægte NGO
Historien genfortælles af IF selv i et righoldigt resumé på internet-portalen Konfront.dk Heraf fremgår det, at IF fra starten var en ret ’pæn’ forening, som var tilsluttet FN-forbundet gennem Danske Studerende – og gik ind for afkolonisering i den såkaldte Tredje Verden efter Anden Verdenskrig. FN var dengang noget andet – og IF ændrede sig og kom efter eget udsagn FN-forbundet i forkøbet og meldte sig selv ud i 1990.
Radikaliseringen af folkenes befrielseskamp påvirkede også IF, så ”socialisme og klassekamp kom på dagsordenen i stedet for ’udviklingsbistand’ og ’civilsamfund’”. Modsat mere etablerede statsstøttede organisationer som Ibis (nu Oxfam) og Mellemfolkeligt Samvirke ønskede IF nok fonds- og Danida-støtte, for eksempel til Operation Dagsværk, men ”de skal ikke bestemme vores politik”.
Og den betyder også, at ”modstanden mod imperialismen er vigtigere end nogensinde. Den danske regering er gennem sit NATO-medlemskab og sin ’aktive udenrigspolitik’ en del af det militære apparat, der muliggør imperialismen, og danske kapitalinteresser deltager i udbytningen”.
IF lever stadig
Hvorfor er IF stadig i live, mens mange andre af 70’ernes organisationer, Demos undtaget, er borte?
IF’s svar er, at sammen med gamle aktivister fik IF ”også medlemmer fra nye miljøer: Unge, der havde rejst meget i Den Tredje Verden, og folk fra BZ-miljøet, der havde udvidet deres interesse til også at gælde internationale forhold (…). IF opsamlede således aktivister fra mange forskellige politiske miljøer, fra anarkister, marxist-leninister, maoister, autonome og så videre. Det gav mange politiske diskussioner, og til tider gik bølgerne højt. Men det forhold, at IF var uden partitilknytning eller dominans af en særlig politisk retning, samt en organisering i lande- og temagrupper, der har stor selvbestemmelse, gjorde, at IF kunne rumme disse uenigheder uden at gå i opløsning”.
Nye aktiviteter er løbende iværksat fra start: Arbejdsbrigader til Cuba, Fight the Power-sommerlejre, lokalafdelinger i flere byer, udsendelse af fredsvagter med mere. På basis af de frivilliges stadige og fortsatte indsats.
Og så er der fest!
Internationalt Forum 50 år. Lørdag den 20. november, Medborgerhuset Kapelvej 44, 2200 Kbh. N. Gratis adgang til konference. Program: Kl. 10-17:Konference om imperialismen med internationale gæster. Kl . 17-?: Fællesspisning efterfulgt af fest med live bands. Kontakt om aktiviteter, medlemskab og økonomisk støtte: internationaltforum.dk.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.