Kronik
Med Anders Kærgaards død den 5. februar har det danske samfund mistet en militær fagmand med samvittighed og civilcourage.
Ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er den danske regering og Højesteret på anklagebænken i sagen om torturansvar overfor de 23 civile irakere ved Operation Green Desert i Irak i 2004 og det danske retssystems mishandling af deres erstatningssager mod staten i årene 2011-22.
Så langt ville de 23 sager aldrig være kommet uden Anders’ mod og mandshjerte til for sig selv og mindre modige kollegaer at fortælle sandheden.
Da jeg anlagde sagerne i 2011, havde han læst, at Forsvarsministeriet påstod, at der ikke var ansvar for misgerninger og, at det hævdedes, at klienternes oplysninger om dansk militærs brug af såkaldte ”combat cameras” ikke var rigtige. Han henvendte sig til mig i 2012, hvor han tilbød sig som kronvidne.
Et samvirke af Forsvarsministeriet, Kammeradvokaten og visse dele af pressen havde under anvendelse af forskellige metoder forsøgt at spænde ben for retssagernes fremdrift.
Med Anders’ deltagelse holdt vi pressemøde i oktober 2012, hvor lange strimler af en militær videofilm blev åbenbaret.
Forsvarsministeriet havde talt usandt til Østre Landsret, det vil sige begået såkaldt procesbedrageri.
Udover filmens og Anders’ vidnesbyrd om dansk deltagelse i uforståelig brutalitet ved tilfangetagelserne af de 23 civile familiefædre en morgenstund for øjnene af koner og børn, kunne han også berette om, at han som næstkommanderende og efterretningsansvarlig for operationens oplysningsmæssige bæredygtighed dagen forinden havde meddelt bataljonschefen, at der ikke var saglig oplysningsmæssig dækning for at tro andet, end at de pågældende alene var uskyldige civile uden forbindelse til nogen form for modstandsbevægelse.
Dette gav ved domstolene og i offentligheden sagerne et helt afgørende løft.
Men en voldsom modoffensiv på mange ledder og kanter blev af Forsvarsministeriet med flere iværksat med det formål at afskrække eller på anden måde lukke munden på denne samvittighedsfulde borger.
Som han selv har beskrevet det, ”mistede” han ”alt”, forstået som erhverv, økonomi, familie og en del venner.
Alligevel mødte han op, da jeg indkaldte ham til vidneafhøring i Østre Landsret i 2018. Under sagens gang i Højesteret fra 2018-22 kom der yderligere oplysninger frem, der – igen – viste, at Anders talte sandt, og Forsvarsministeriet igen havde løjet.
Alligevel fulgte Højesteret Kammeradvokatens ønske om at afskære fra, at han kunne blive afhørt om disse yderligere fakta. I stedet bestemte Højesteret sig for pure at frifinde militæret. Men retssystemet viste sig desværre også fra et af dets værste sider, da der blev rejst straffesag mod ham, fordi han overfor den militære anklagemyndighed ikke ville røbe fra hvilken kollega, han havde fået videofilmen. Østre Landsret tog hårdt fat på ham og idømte ham dagbøder.
Helt berettiget fik han i 2015 Menneskerettighedsprisen.
Anders var både professionel og idealist, da han senere var med til at stifte ngo’en Veron, som hjælper kommende whistleblowere. Det er der brug for, når det kan iagttages, hvorledes han og få andre er blevet behandlet af systemet i Danmark, når der hele vejen fra Forsvarskommandoen og frem til og med Højesteret gives sandheden ringe vilkår, selvom dette i en demokratisk retsstat burde være crème de la crème.
Uanset systemets mishandlinger af ham, fik vi hans vidneforklaringer protokolleret i Østre Landsrets retsbog, hvorfra den nu oversættes til brug for de internationale dommere ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som kan læse sig ind på de sandheder, han har lagt til skue.
Samtidig kan man der i Strasbourg konstatere, at selveste Højesteret i Danmark viste sig villig til at føje Forsvarsministeriet og Kammeradvokaten i at nægte ham som vidne at berette om den skinbarlige sandhed, der i dokumentform var piblet frem siden landsrettens dom i 2018 vedrørende dansk ansvar for brutal tilfangetagelse og overgivelse til det berygtede torturfængsel i Basra.
Af de fem kritiske spørgsmål, som menneskerettighedsdomstolen i januar har pålagt den danske regering at svare på senest til april i år, vedrører de to to mishandlingerne i Irak og de tre mishandlingerne af sagen ved Højesteret og dermed også fornægtelsen af en whistleblower, der ville fortælle sandheden.
Anders er død, men hans indsats lever videre i den sag, som overlever takket være hans indsats.
Æret være kaptajn Anders Kærgaards minde.
København den 9. februar 2024.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
