Kommentar
Dovne Robert er tilbage.
I 2012 var han den karakter, medierne kunne hive frem og bevise, at de arbejdsløse ikke gad at arbejde. Det blev startskuddet til en række stramninger af reglerne for dagpenge og kontanthjælp.
Nu hedder han dog ikke længere Robert men Jonas og Josephine.
Den 30. august kunne Berlingske Tidende fortælle, at rengøringsfirmaet De Fem Stjerner forgæves havde søgt efter arbejdsløse til 450 nye stillinger.
Men de unge mennesker – akademikere og kreative sjæle forstår vi – gad ikke arbejde.
Ved at skyde skylden på bestemte grupper bliver reformerne lettere vedtaget. I dette tilfælde de arbejdsløse i almindelighed og de unge, akademikerne og indvandrerne i særdeleshed.
Om den 28-årige designer Josephine skriver Tante Berlingeren indigneret:
» … jeg har andre ambitioner og interesser«, siger hun og ser ingen problemer med at gå arbejdsløs på skatteborgernes regning.
Historien viste sig senere at være særdeles tvivlsom, og firmaet tilbød i øvrigt kun deltidsarbejde.
Men statsministeren spildte ikke tiden. Blot to dage senere gik Mette Frederiksen på talerstolen hos vennerne i Dansk Erhverv og annoncerede en ny værdikamp. Nu skal de arbejdsløse flyve ud af sengen og gøre deres pligt for landet – i modsætning til i dag. Også Mette Frederiksen var behørigt forarget.
Dagpengeperioden for nyuddannede skal derfor halveres til et år, og satsen for dem sættes ned med 4.000 kroner.
Samtidig skulle arbejdspligt tvinge de dovne indvandrere i gang.
Velkendt drejebog
Drejebogen er velkendt. Mediernes fokus på de dovne arbejdsløse dukker mirakuløst op, når politikere vil øge det forjættede arbejdsudbud: Arbejdskraftreserven skal op, så lønnen holdes nede. Det betyder reelt, at folk tvinges til at finde sig i hvad som helst. Allerede i dag er der omkring 300.000 danskere på nul timers-kontrakter uden sikkerhed, vurderer Cevea i en dugfrisk undersøgelse.
Ved at skyde skylden på bestemte grupper bliver reformerne lettere vedtaget. I dette tilfælde de arbejdsløse i almindelighed og de unge, akademikerne og indvandrerne i særdeleshed.
Sådan er det gået i Tyskland
I Tyskland, hvor der i dag er millioner af arbejdende fattige – 10 procent af arbejderne lever under fattigdomsgrænsen – kan man se resultatet af højere arbejdsudbud og lavere understøttelse. Drivkraften har været, at man i 00’erne indførte et ringere socialt sikkerhedsnet – især en kortere dagpengeperiode – der pressede folk til at acceptere fattigjobs uden rettigheder.
Sammen med såkaldt fleksible jobs uden rettigheder dannede det en knibtangsmanøvre, der forarmede store dele af befolkningen i løbet af få år.
Det inspirerede EU til at gennemtvinge massevis af reformer i EU-landene efter tysk forbillede.
Angreb på hele arbejderklassen
Regeringens reformudspil er ikke kun negativt. Den foreslår blandt andet en indsats mod falske selvstændige som Wolt- og Nemlig.com-budene og flere arbejdsklausuler.
Men understøttelsen til de arbejdsløse er det helt centrale, hvis folk skal have en reel ret til jobs med rettigheder. Fra Tyskland kan man også uddrage, at når man fjerner rettigheder for de svageste grupper, bliver hele arbejderklassen ramt.
Det er jo ikke kun nyuddannede akademikere, der sættes ned i dagpenge, men også nyudlærte svende og butiksuddannede.
Det er beskæmmende, at en socialdemokratisk regering og dele af fagbevægelsens top falder for myten om, at arbejdsudbud skaber jobs og velstand, og for tvivlsomme anekdoter om dovne arbejdsløse.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
