I sidste uge viste TV2 en rystende dokumentar om forholdene på to botilbud for mennesker med handicap – et i København og et i Vojens. Vi ser blandt andet en beboer, der skriger forgæves på hjælp i over en time, og en anden beboer, der skader sig selv uden at få hjælp.
Det gør ondt helt ind i hjertet at være vidne til. Som altid, når den slags afsløringer kommer frem, er politikerne også på banen og erklærer sig forfærdede over det, som de har set. Den socialdemokratiske socialminister, Pernille Rosenkrantz-Theil, lover nu, at hun vil arbejde på at få “ændret fundamentalt” på området.
Lignende toner lød fra hendes forgænger, Astrid Krag, der igen og igen lovede, at mennesker med handicap skulle sikres den hjælp, de havde brug for. Løfterne kom efter rystende kritik fra Rigsrevisionen af mange fejl på handicapområdet.
Den forrige regering lancerede en specialeplan for handicapområdet for at styrke fagligheden. Men planen blev ikke ledsaget af de ekstra bevillinger, der er behov for, hvis der skal rettes op på mange års udsultning af området.
Økonomi kommer før værdig behandling
S-regeringen nedsatte derudover et ekspertudvalg, der skulle se på, hvordan der kan sikres en bæredygtig udvikling på handicapområdet. Udvalget kom med sine første anbefalinger tidligere på året. Her stod det klart, at det især handlede om økonomisk bæredygtighed. Udvalget lagde op til, at kommunerne skal have bedre mulighed for at sænke serviceniveauet og tage større økonomiske hensyn, når de bevilger hjælp til mennesker med handicap.
Når socialministeren taler om fundamentale ændringer på området, burde hun først og fremmest sørge for, at kommunerne får den nødvendige økonomi til at sikre en menneskelig og værdig behandling af mennesker med handicap.
Der er blevet sparet på handicapområdet i årtier. Især er det gået stærkt efter strukturreformen i 2007. Her blev amterne nedlagt, og kommunerne overtog det meste af det specialiserede socialområde, herunder handicapområdet. Samtidig strammede regeringen økonomiaftalerne med kommunerne og indførte et sanktionssystem over for kommuner, der ikke overholdt deres budgetter. Kommunerne fik flere opgaver, men ikke penge til at løfte dem på et fagligt forsvarligt niveau.
Det sker i en situation, hvor mange kommunekasser bugner af penge, der ikke må bruges, og staten har masser af penge. Hvor længe vil vi finde os i det?
Mange højt specialiserede institutioner med stor faglighed blev lukket og beboerne flyttet til andre institutioner, der ikke var lige så egnede til at tage sig af deres specifikke handicap.
Den helt bevidste nedskæringspolitik har haft voldsomme konsekvenser for mennesker med handicap. Steen Stavngaard har en udviklingshæmmet søn på 43 år, der bor i botilbud i Københavns Kommune. Han har oplevet konstante nedskæringer og forringelser de sidste ni år i sønnens botilbud. Det er slut med ture ud af huset, koloni og andre oplevelser.
– Der sker stort set ikke en dyt i botilbuddet, ud over at beboerne bliver holdt i live; de får mad og bliver holdt rene, men der er ingen aktiviteter, fortæller den frustrede far i en artikel i Arbejderen.
Og nu lægger Københavns Kommune op til endnu en gang nedskæringer på bostederne og andre dele af socialområdet i København.
En ond spiral
De nye nedskæringer rammer ned i en situation, hvor de dårlige arbejdsforhold på de københavnske botilbud får mange af de erfarne ansatte til at flygte, mange er sygemeldt på grund af arbejdspres, det er svært at få ansat ny uddannet arbejdskraft, og mængden af vikarer og ufaglærte er stor. Det er sådan en situation, der danner grobund for en forråelse på en arbejdsplads, som TV2-dokumentaren afslører.
Problemet er ikke kun i København eller på enkelte bosteder. Fagforbundet FOA har gennemført en medlemsundersøgelse, der viser, at 55 procent af de ansatte på landets bosteder oplever, at bemandingen hver uge er utilstrækkelig i forhold til de opgaver, der skal løses. Undersøgelsen viser også en sammenhæng mellem, hvor ofte bemandingen er utilstrækkelig, og hvor ofte de ansatte oplever tegn på forråelse.
De uhyrligheder, vi ser i TV2-dokumentaren, er ikke udtryk for enkelte brodne kar. De er konsekvenser af årtiers kynisk nyliberalistisk nedskæringspolitik, der betragter velfærden som en privat fabrik, hvor bundlinjen er langt vigtigere end at sikre værdige liv for samfundets mest udsatte. Det handler ikke kun om handicapområdet. Andre TV-dokumentarer har afsløret store problemer på blandt andet ældreområdet og i daginstitutioner.
Det sker i en situation, hvor mange kommunekasser bugner af penge, der ikke må bruges, og staten har masser af penge. Hvor længe vil vi finde os i det?
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
