Tale
Justitsministeriet har for nylig modtaget en evaluering af det såkaldte Ungdomskriminalitetsnævn – reelt noget så absurd som en børne- og ungdomsdomstol – der har til huse i byretter rundt om i landet. Her bliver børn ned til ti år sat overfor op til 15 voksne – heriblandt en dommer, en repræsentant fra politiet og en ansat i kommunen.
Ingen børn får det bedre af at blive mødt som et problem og blive idømt strafferetlige sanktioner.
Dommeren har magt til at idømme barnet sanktioner som tvangsfjernelse og anbringelse på sikrede institutioner.
Evalueringen viser, at langt hovedparten af de børn, som stilles for domstolen, enten har psykiske diagnoser eller er i gang med at blive udredt i psykiatrien.
Ofte har børnene ADHD eller ADD. Den kendsgerning får direktør i ADHD-foreningen Camilla Louise Lydiksen til at advare om, at det kan skabe konflikter, hvis et barn med ADHD bliver tvunget til at sidde overfor en masse mennesker, der ikke forstår barnet og dets ADHD.
Det burde være selvindlysende for selv den koldeste sten, at ingen børn får det bedre af at blive mødt som et problem og blive idømt strafferetlige sanktioner.
Et samfund, der møder et barn med udfordringer – og ovenikøbet børn med psykiske diagnoser – med dommer og politi i en retsbygning, og som er indstillet på at møde mistrivsel med straf, er et sygt samfund.
Børn er et produkt af deres omgivelser, og opfører de sig på en måde, som samfundet ikke vil acceptere, så må man blot konstatere, at samfundet har svigtet. I stedet for ubrugelige redskaber som straf og frygt burde samfundet sikre resurser til forebyggende initiativer med fokus på støtte til udsatte familier, rådgivning til familier, hvor børn eller voksne har psykiske diagnoser, og sikring af en økonomisk tryghed, som giver det overskud, en god start på livet kræver.
Børnedomstolene er desværre ikke det eneste symptom på samfundets usunde tilstand. Et åbenlyst eksempel er børnefamilierne i de kurdisk kontrollerede lejre i Syrien ligesom hjemsendelsen af syriske familier. Men også den tvivl statsministeren har sået vedrørende de gængse opgørelsesmetoder for, hvornår en familie er fattig herhjemme, er hårrejsende.
Det er glædeligt, at Enhedslisten har meldt sig klar til at vælte regeringen og fremkalde et valg, hvis ikke der tages initiativer til at bekæmpe fattigdom og social ulighed. Men partiet får ikke sin vilje uden opbakning nedefra. Der er brug for et massivt pres ude fra virkeligheden – og selv da er det usikkert, om “børnenes statsminister” indser, at linjen må lægges om.
For problemet stikker dybere, end hvad den og den minister gør og siger. Den brutalisering og kynisme, som har vundet indpas i dansk politik, er udtryk for et sygt system, hvor alles kamp mod alle har vist sig som en effektiv måde at sikre kapitalejerne fred og ro til i al stilfærdighed at tilrane sig en stadigt stigende andel af den samfundsskabte rigdom. Godt hjulpet på vej af toppen i Socialdemokratiet, som beredvilligt peger fingre, puster til racismen og i det hele taget skaber splid i arbejderklassen og udpeger klassefæller og alliancepartnere blandt akademikere og kulturfolk som hovedfjenden.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
