Mens NATO og Vestens stedfortræderkrig med Rusland fortsætter i Ukraine med ubønhørlig intensitet på sjette måned, åbnede USA i sidste uge dørene på fuld gab for endnu en kampfront i sine desperate bestræbelser på at bremse den vestlige imperialismes nedtur og hindre dens fald.
Nancy Pelosis Taiwan-besøg udgør en alvorlig og farlig optrapning i forholdet mellem Kina og USA.
Ukraine og Taiwan er ikke direkte sammenlignelige: Taiwan er ikke et selvstændigt land.
Alle spekulationer om hvorvidt besøget var officielt, om det var støttet fra Det Hvide Hus eller ej, om Nancy Pelosi handlede på egne vegne, kan i virkelighedens verden fejes til side. Hun er formand for Repræsentanternes Hus. Hun fløj med et regeringsfly, og hun blev på den sidste del af turen ledsaget af amerikanske militærfly. Besøget kan ikke tolkes som andet end udtryk for officiel amerikansk politik.
Med besøget har USA åbenlyst brudt folkeretten og krænket de aftaler, der hidtil – i det mindste på papiret – har reguleret forholdet til Kina.
Når det kommer til folkeretten, handler det ikke om at tage parti for eller imod Kina eller have en bestemt holdning til det kinesiske styre. For folkeretten er klar: Der findes kun ét Kina, og det repræsenteres af myndighederne på det kinesiske fastland. Dette Kina er Taiwan en del af.
Så trods forsøg på lignelser, er de to kampfronter – Ukraine og Taiwan – ikke direkte sammenlignelige: Taiwan er ikke et selvstændigt land. Det har en anden status end Ukraine.
Frem til midten af 1970’erne var det godt nok Taiwan, der repræsenterede Kina i internationale fora – af rent politiske grunde: De vestlige imperialistmagter nægtede at anerkende styret i Beijing, ledt af Kinas Kommunistiske Parti. I stedet blev Taiwan brugt som et brohoved mod den kinesiske folkemagt.
Denne historiske uretfærdighed og geografiske og politiske absurditet ophørte for omkring 50 år siden, hvor USA måtte krybe til korset, og det derefter blev lederne på det kinesiske fastland, der kom til at repræsentere Kina. Det var naturligvis en juridisk anerkendelse af, at øen Taiwan er en del af Kina.
Efterfølgende underskrev USA i 1978 en traktat med Kina, hvori det hedder: “USA anerkender den kinesiske regering som den eneste lovlige regering i Kina. I den forbindelse vil det amerikanske folk opretholde kulturelle, kommercielle og uofficielle forbindelser med Taiwans befolkning.”
Det er denne aftale, som Nancy Pelosis besøg er en åbenlys krænkelse af.
Men spørgsmålet om Taiwan handler ikke kun om folkeret eller princippet om ikke-indblanding i andre staters interne forhold. Det handler også om øens strategiske position:
Taiwan udgør et vigtigt led i USA’s ”forsvars”linje fra Sydkorea til Filippinerne og i supermagtens Stillehavsstrategi siden 1945. Taiwan spiller således en central rolle i USA’s strategier over for Kina. Hvis USA opgiver Taiwan, vil det give Kina kontrol over Taiwanstrædet og fri adgang til Stillehavet.
Også det USA-venlige Japan har øjnene rettet mod Taiwan, der ligger lige syd for det japanske øhav.
Nancy Pelosis besøg øger faren for kommende militære konfrontationer mellem USA og Kina. I henhold til den kinesiske forfatning kan besøget tolkes som en regulær krigshandling. Og ingen skal være i tvivl: Kina finder sig ikke i at blive trådt på. I det omfang det kommer til militære konfrontationer, bærer USA det fulde ansvar.
Enkelte følgagtige lande bakker op om USA’s farlige kurs. Fregatter og andre krigsskibe fra flere europæiske lande har allerede været sendt til Det Sydkinesiske Hav, angiveligt for at hævde retten til fri sejlads. Også den danske regering ved forsvarsminister Morten Bødskov har åbnet for, at det kan komme på tale at sende en dansk fregat afsted.
I så fald risikerer Danmark at blive inddraget i militære konfrontationer med Kina. Konsekvenserne af det er mere end en tanke værd.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
