Et år senere
“Det er hårde odds, nej-siden er oppe mod. Grundspørgsmålet er, om krigens frygt og usikkerhed får overtaget over den dybt rodfæstede EU-skepsis i den danske befolkning.”
Således skrev vi på denne plads for tre dage siden. Nu kender vi resultatet. Det blev krigens frygt og usikkerhed, der fik overtaget, da ja-siden vandt med 66,9 procent mod nej-sidens 33,1 procent ved onsdagens folkeafstemning.
Krigens chokterapi har ligget som et bagtæppe under den ultrakorte valgkampagne, og ja-siden med den socialdemokratiske statsminister i spidsen fik det, som den ville have det.
Valgets resultater skal naturligvis analyseres til bunds, men vi kan allerede nu konstatere, at stemmedeltagelsen kun én gang tidligere har været lavere ved en afstemning, der berører EU. Og vi kan konstatere, at der ikke var nej i én eneste afstemningskreds i hele landet, omend ja’et varierede fra godt 50 til omkring de 80 procent. Ganske få valgsteder kan fremvise et nej, og ja’et krøb ind på hævdvundne og traditionsrige nej-afstemningssteder.
Krigens chokterapi har ligget som et bagtæppe under den ultrakorte valgkampagne, og ja-siden med den socialdemokratiske statsminister i spidsen fik det, som den ville have det. Som Mette Frederiksen skrev på Facebook, da valgstederne åbnede:
“Det handler om krigen i Ukraine. Europa bliver aldrig det samme igen. Vi bliver nødt til at samarbejde mere med vores naboer. Og for at være meget direkte, så er det ikke Europa vi skal ‘frygte’, men Rusland.”
Dén dagsorden lykkedes det ikke nej-siden at afmontere bredt i befolkningen.
Nu triumferer ja-siden naturligvis, og nogle kommentatorer, medier og politikere har i timerne, efter at resultatet forelå, haft mere end travlt med at dømme den danske EU-skepsis og -modstand død og borte. Det er ikke første gang. På afstemningsaftenen konstaterede Mette Frederiksen i partilederrunden imidlertid, at cirka en tredjedel af den danske befolkning faktisk stemte nej, og “der er stadig mange i dette land, der er imod EU”. Fuldstændig rigtigt! Det vil utvivlsomt vise sig i den kommende tid, hvor eksempelvis kampen mod en politisk bestemt EU-mindsteløn bliver meget konkret.
Men de danske EU-skeptikere og -modstandere har naturligvis grund til at overveje situationen og tænke den grundigt igennem efter onsdagens nederlag. Generelt set står den organiserede nej-side svækket i såvel som uden for Folketinget. Det tjener Folkebevægelsen mod EU til ære, at den – trods fraværet af et mandat i EU-parlamentet – har ført en rigtig god og velargumenteret kampagne.
Spørgsmålet er nu, hvordan den eksisterende EU-modstand og -skepsis kan manifestere sig og skabe både nyt rodfæste og vingefang i årene, der kommer.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
