Kunst var for politisk til Brøndby Kommune
Mandag aften strømmede indbyggerne i Rafah på gaden. Endelig – nu kommer der våbenhvile, lød det i jubelscener, der bragte tankerne tilbage til 1993 og indgåelsen af Oslo-fredsaftalen mellem Israel og Palæstina.
Men få timer senere indledte det israelske militær den landoffensiv, som besættelsesmagten igennem lang tid har bebudet. Krigsfly angreb den østlige del af Rafah, og mindst 12 blev dræbt. Senere blev Rafahas grænse til Egypten erobret og endnu en humanitær livline dermed kappet over, ligesom kampvogne i disse timer ruller ind i Rafah. Inden da var 100.000 palæstinensere beordret fordrevet med meget kort varsel via flyer-nedkastning.
Den spontane jubel mandag aften kom, efter at talspersoner fra Hamas gjorde det klart, at Hamas havde sagt ja til det våbenhvileforslag, som Qatar og Egypten har været sponsorer bag. Et kæmpemæssigt positivt skridt, der kunne bane vejen for et umiddelbart stop for drab og fordrivelse.
Forslaget er delt op i tre faser, hver på 42 dage. I første fase ophører kamphandlinger, i anden indføres en permanent våbenhvile (omend ordene er lidt anderledes), og i den tredje indføres der stop for blokaden mod Gaza. I alle tre faser sker der udveksling af gidsler og fanger.
Ifølge et ledende Hamas-medlem havde USA’s præsident Biden “personligt forpligtet sig på at gennemføre aftalen”. Efter i årtier at have pumpet Israel op økonomisk og militært udstyr gjorde USA det nu klart, at “en militær operation i Rafah vil forværre den humanitære situation, ud over hvad der er acceptabelt. Det vil USA ikke støtte”.
Men Israel skar koldt, kynisk og brutalt igennem alle læbebekendelser og gjorde, hvad Netanyahu og Co. i ugevis har sagt, at de ville: Indlede en landoffensiv i Rafah, våbenhvile eller ej. Israels barbariske og bevidste folkemord er tilsyneladende ustoppeligt.
Syv måneder inde i en operation, der officielt har haft til formål at knuse Hamas og al palæstinensisk modstand, er denne modstand ikke knust, heller ikke militært. Så sent som i søndags affyrede en palæstinensisk modstandsgruppe raketter mod en militærbase i Israel og dræbte tre israelske soldater.
Set i et lidt længere perspektiv er der ingen tvivl om, at Israel har tabt enhver form for politisk og moralsk kredit, som det måtte have nydt. Og det har tilmed ikke nået sine militære mål. Det efterlader også USA og de øvrige imperialistmagter i vildrede. De seneste syv måneder har politisk, diplomatisk og moralsk været en katastrofe for dem.
Palæstinenserne, der jublede mandag aften, er nu endnu mere desperate. Og rasende.
I de seneste syv måneder er knap 35.000 palæstinensere blevet dræbt i Gaza, 143 journalister og andre mediefolk har mistet livet, 182 FN-ansatte er blevet dræbt, to millioner palæstinensere er blevet fordrevet, ligesom flere hundrede sundhedsfolk har mistet livet. På Vestbredden er 8.550 blevet fængslet eller tilbageholdt og 496 dræbt. Alle oplysninger stammer fra Al Jazeera, den arabiske tv-kanal som Israel, der kaldes Mellemøstens eneste demokrati, har censureret væk.
Våbenhvileforhandlingerne er tilsyneladende ikke endegyldigt slut. Da Hamas sagde ja til Qatars og Egyptens forslag, var vestlige mainstreammedier hurtige til at affærdige det som “en smart taktisk manøvre”. Men det er fuldstændig ligegyldigt. Lige nu er det fuldstændig ligegyldigt at motivforske. Hvad der er væsentligt er, at den israelske krigsmaskine bringes til at stoppe. For hver time der går, øges antallet af ofre.
Heldigvis har der i de seneste måneder udviklet sig en verdensomspændende protestbevægelse. Den har en kæmpemæssig andel i, at Israel står så politisk og moralsk afpillet.
Styrk den, hvor du kan!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
