Mindretal af modstand
For 138 år siden stod typograf og avisredaktør Henry George på en talerstol i et operahus i Burlington, USA, og argumenterede for, at fattigdom er en forbrydelse.
“Jeg mener ikke, at det er en forbrydelse at være fattig. Mord er en forbrydelse, men det er ikke en forbrydelse at blive myrdet, og en mand, der er fattig, betragter jeg ikke som en forbryder i sig selv, men som offer for en forbrydelse, som andre og måske også han selv er ansvarlige for.”
Henry Georges ærinde var at angribe den, allerede på denne tid, i USA udbredte individualisering af spørgsmålet om samfundsmæssig ulighed. Og på denne dag i april 1885 bad Henry George tilhørerne overveje, hvem de ansvarlige for fattigdom er:
“Spørg jer selv, om denne udbredte fattigdom ikke er en forbrydelse, og en forbrydelse som hver enkelt af os, mand og kvinde, der ikke gør, hvad han eller hun kan for at gøre opmærksom på den og gøre en ende på den, er ansvarlig for.”
Det er klart, at der er stærke interesser på spil for at bevare og uddybe ulighederne i vores samfund. Men det er også rigtigt, at alle, som har muligheden for at gøre noget for at forandre tingenes tilstand, har et medansvar for ulighedens forbrydelser, når man vælger at tie.
Milliardærernes formuer vokser med 2,7 milliarder dollars om dagen, selv om inflationen er større end lønningerne for mindst 1,7 milliarder arbejdere.
Mandag udkom Oxfams årlige ulighedsrapport med navnet: Survival of the Richest – How we must tax the super-rich now to fight inequality.
“Vi befinder os i en historisk unik periode med mangfoldige kriser. Snesevis af millioner flere mennesker lider af sult. Flere hundrede millioner står over for uoverkommelige stigninger i prisen på basale varer eller opvarmning af deres hjem. Fattigdommen er steget for første gang i 25 år. Samtidig har disse mange kriser alle vindere. De allerrigeste er blevet dramatisk rigere, og virksomhedernes overskud har nået rekordhøje niveauer, hvilket har ført til en eksplosion i uligheden”, lyder rapportens indledende ord.
Oxfam fremhæver en række tal:
Siden 2020 har de rigeste 1 procent tilegnet sig næsten to tredjedele af al ny rigdom – næsten dobbelt så mange penge som de nederste 99 procent af verdens befolkning.
Milliardærernes formuer vokser med 2,7 milliarder dollars om dagen, selv om inflationen er større end lønningerne for mindst 1,7 milliarder arbejdere, hvilket svarer til mere end Indiens samlede befolkning.
Fødevare- og energiselskaberne mere end fordoblede deres overskud i 2022 og udbetalte 257 milliarder dollars til velhavende aktionærer, mens over 800 millioner mennesker gik sultne i seng.
Kun 4 cent af hver dollar i skatteindtægter kommer fra formueskatter, og halvdelen af verdens milliardærer bor i lande uden arveafgift på de penge, de giver til deres børn.
Det er i denne historiske situation, at den nye danske SVM-regering ønsker at sænke arveafgiften for familieejede virksomheder – hvilket eksempelvis vil betyde en rabat på næsten 13 milliarder kroner til den stenrige Lego-familie.
Samtidig forærer regeringen direktørfamilierne skattelettelser tre gange så store som den smule, der gives til arbejderfamilierne.
Nå ja, og så skal arbejderne spæde til våbenindustriens allerede ekstreme profitter ved at give afkald på store bededag, hvilket ikke bare betyder mindre fritid, men også gør et betydeligt indhug i manges lønninger.
Det er i den grad på tide, at vi alle kigger os selv og hinanden dybt i øjnene og stiller os Henry Georges 138 år gamle spørgsmål: Om denne udbredte fattigdom ikke er en forbrydelse, og en forbrydelse som hver enkelt af os, der ikke gør, hvad vi kan for at gøre opmærksom på den og gøre en ende på den, er medansvarlig for?
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
