Ny retning i Vestafrika
Sprækker. Mundhuggerier. Raseri. Bekymring.
Den ellers så stålfaste og urokkelige enhed mellem USA og EU i forbindelse med krigen i Ukraine slår revner. Det sker ikke overraskende på baggrund af, at de økonomiske modsætninger bliver større og større, og hver monopolgruppe indædt kæmper for egne profitter.
I EU er der vrede over, at det ser ud til at være USA, der høster de største gevinster ved stedfortræderkrigen i Ukraine: USA profiterer på våbeneksport og på at sælge dyr flydende naturgas til EU. Og nu gennemfører USA også en protektionistisk pakke, der reelt udfordrer EU til handelskrig og har potentiale til at suge marven ud af EU-landenes industrier.
Indtil nu har EU-landene accepteret at blive trukket bag USA’s kurs, der forlænger krigen i Ukraine. Spørgsmålet er, om den økonomiske krigsførelse bliver den faktor, der får dem til at sætte hælene i?
Inflation Reduction Act er det officielle navn på en pakke, der over en årrække vil sende statsstøtte og skattelettelser til den svimlende sum af 2744 milliarder danske kroner ud i den amerikanske økonomi. America First er bestemt ikke død med Trumps afgang som præsident. De enorme summer skal nemlig eksklusivt gå til amerikanske firmaer eller firmaer, der allerede nu opererer i USA.
Herhjemme slikker Dansk Industri sig om munden. USA har siden 2020 overhalet Tyskland som Danmarks største eksportmarked. Dansk kapital er således allerede på plads i USA og håber at høste fordele af de nye statsstøtteordninger.
Andre EU-lande og monopolgrupper har ikke været så hurtige og risikerer at blive tabt på vejen. De er derfor mildt sagt oprørte. Der er simpelthen frygt for en investorflugt fra flere EU-lande, hvis økonomier i forvejen lider under høje inflationsrater – og en energikrise, der gør det ekstremt dyrt at producere og dermed truer hele industriers eksistens. Hvis amerikansk kapital så også begynder at trække sig hjem for at høste profitterne af Inflation Reduction Act, gør det kun ondt værre.
Foreløbig holder den danske økonomi sig relativt set oven vande, primært på grund af fortsat høj eksport. Men i oktober oplevede den danske industriproduktion for første gang et egentligt fald, godt nok kun et lille et (2,3 procent i forhold til måneden før ifølge Danmarks Statistik). Men det er tegn på, at der snart kan være mørke skyer på vej ind over dansk økonomi. “Arbejdsmarkedet er så småt begyndt at vise tegn på en nedgang, der involverer flere fyrede, flere ledige og ultimativt færre beskæftigede,” bemærker Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Gang Danmarks situation op mange gange, og vi får den kritiske situation, som store EU-lande som Tyskland, Frankrig og Italien står i.
I den situation er økonomisk krigsførelse fra USA mod EU, for at ruste sig i kampen mod Kina, den rene gift.
Det gjorde Frankrigs præsident Macron da også klart, da han i sidste uge var på besøg hos USA’s præsident Biden, reelt på vegne af Den Europæiske Union.
De økonomiske modsætninger eller hvad man kunne kalde en amerikansk økonomisk udmattelseskrig mod Europa, får også sprækkerne til at brede sig til det politiske område.
Selvsamme Macron har således kastet en håndgranat ind i NATO-alliancen, ved at foreslå at Vesten bliver nødt til at adressere Ruslands behov for sikkerhedsgarantier for at stoppe krigen i Ukraine. Det har skabt “ondt blod” mellem Paris og Kyjiv og et ramaskrig fra flere NATO-lande. På fransk TV1 sagde Macron i lørdags – efter mødet med Biden – at spørgsmålet om Ruslands sikkerhedsgarantier er “et af de kernespørgsmål, vi må adressere”.
Udtalelsen er udtryk for, at rammerne for våbenhvile- og fredsforhandlinger faktisk drøftes bag kulisserne. Indtil nu har EU-landene accepteret at blive trukket bag USA’s kurs, der forlænger krigen i Ukraine. Spørgsmålet er, om den økonomiske krigsførelse bliver den faktor, der får dem til at sætte hælene i?
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
