Sygeplejerskestrejken har på lørdag været i gang i otte uger og er ved at indskrive sig i historien som rekordlang.
”Den glemte strejke”, har flere medier i den seneste tid kaldt strejken. Men det er jo de selvsamme medier, der har sat strejken nederst på sommerdagsordenen, langt under Tour de France, OL og Messis klubskifte til Paris Saint-Germain.
Efter næsten to måneders sygeplejerskestrejke er opbakningen intakt.
Sygeplejerskerne selv har imidlertid gjort en kæmpeindsats for at synliggøre deres strejke og krav hen over sommeren, og rigtig mange steder i landet har vi kunnet møde dem på gader og pladser med råb, sange og skilte.
De er ikke glemt – heller ikke i befolkningen.
DR offentliggjorde tidligere på ugen en Epinion-måling om strejken under denne overskrift: ”Efter næsten to måneders sygeplejerske-strejke står opbakningen i stampe”. Man kunne med lige så stor ret have valgt denne overskrift: ”Efter næsten to måneders sygeplejerske-strejke er opbakningen intakt.”
Målingen viser nemlig, at trods mediernes glemsomhed støtter 42 procent af befolkningen stadig strejken, mens kun 19 procent angiver, at de er modstandere af den. Omkring en tredjedel af danskerne har ikke taget stilling.
Fra flere sider er der de seneste uger peget på forskellige udgange på strejken, som alle involverer politikerne på Christiansborg. Men det har kun gang på jorden, hvis sygeplejerskerne imødekommes. Ét er sikkert: Et goldt regeringsindgreb a la indgrebet i 2008 vil bare gøre ondt værre.
I de kommende dage og uger er kampen om befolkningens opbakning vital. Og strejken er udtryk for mere end krav om løn, ligeløn og lønefterslæb. Når sygeplejerskerne så hårdnakket kræver deres ret, taler det ind i en generel samfundsmæssig problemstilling, som handler om et udhulet sygeplejerskefag og mangel på mulighed for at yde den omsorg, der er brug for. Strejken dækker over ”en frustration over manglende nærvær og tid til patienten og til at udføre arbejdet fagligt tilfredsstillende. Der er tale om et fag i krise, og den krise har betydning for hele sundhedsvæsenet”, lyder det i lægetidsskriftet Ugeskriftet.dk.
Så strejken har betydning for hele befolkningen. Også derfor har sygeplejerskerne brug for opbakning.
Det er vist ikke en hemmelighed, at det ikke ligefrem strømmer med solidaritet og opbakning til strejken fra toppen af dansk fagbevægelse. Det er der mange grunde til, hvoraf nogle har sin rod i optakten til OK21 og manglen på fælles fodslag dengang.
Til gengæld er der aktive kræfter landet rundt, der ikke lader sig påvirke af disse problemer, men som træder op konkret i solidaritet. Det så vi for eksempel i Fælledparken i København i mandags, hvor aktive faglige klubber og lokale fagforeninger viste deres opbakning til de strejkende.
På lørdag er der landsdækkende demonstration foran Christiansborg den 14. august fra klokken 14 til 16. Demonstrationens hovedbudskab er: Vi strejker for en fremtid uden forskel. Derfor kræver vi politisk handling fra arbejdsgivere, regering og Folketing på sygeplejerskernes historiske lønefterslæb.
Lad ikke sygeplejerskerne stå alene!
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Ja. Det kan være, at deres kamp er blevet vanskeliggjort af en dårlig kontakt mellem forbundets ledelse, og medlemmerne, hvilket medførte et lidt kaotisk forløb i begyndelsen af konflikten. Jeg tænker selvfølgelig på, at ledelsen sagde “ja” til en aftale, som medlemmerne efterfølgende ved to lejligheder forkastede. Men nu er det fuld skrue! Sygeplejerskerne og andre centrale velfærdsfag fortjener vor støtte.
Log ind for at svareJa, ubetingede støtte!
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
