Som en moderne udgave af Trojas mytiske prinsesse Kassandra giver ekspertisen os nu endnu en advarsel om, at den længe forudsete klimakatastrofe for længst er sat i bevægelse.
Kassandra fik af Apollon gaven at kunne se ind i fremtiden. Men da hun ikke var interesseret i at gengælde Apollons tilnærmelser, besluttede lysets og sangens gud at straffe sin udkårne med den forbandelse, at ingen fremover ville tro på hendes advarsler om forestående begivenheder.
I sidste uge udsendte FN’s miljøprogram UNEP deres 13. årlige rapport, der gør status over forskellen mellem forventede drivhusgasemissioner i 2030 og det sted, hvor udledningerne burde befinde sig nu, for at vi skulle være i stand til at afværge de værste konsekvenser af klimaforandringerne.
Den nedslående rapport viser, at vi er meget langt fra Parisaftalens mål om at begrænse den globale opvarmning til et godt stykke under 2°C, helst 1,5°C.
Den nuværende udvikling peger i stedet i retning af en temperaturstigning på 2,8°C ved udgangen af århundredet.
Reelle løsninger kræver en revolutionær omkalfatring af selve vores samfunds grundlag. Og det kræver en aktiv befolkning, som tager sagen i egen hånd.
Selv hvis de nuværende løfter bliver indfriet, vil det på nuværende tidspunkt kun reducere temperaturstigningen til 2,4-2,6°C ved udgangen af århundredet.
Rapporten konkluderer, at kun hurtigt gennemførte systemiske forandringer kan sikre de enorme reduktioner, der er nødvendige.
Budskabet understøttes af flere end 1000 forskere fra 47 lande, som i denne uge har skrevet under på et åbent brev, hvor førende akademikere og hovedforfattere på FN’s klimapanels rapporter utvetydigt understreger, at “det ikke er muligt at forblive under 1,5°C. Det ville kræve, at de globale udledninger topper inden 2025 og er reduceret med 43 procent i 2030. Selv i dét tilfælde, vil vi sandsynligvis ramme 1,5°C global opvarmning indenfor de næste 10 år.”
Såvel UNEP-Rapporten som forskernes åbne brev understreger, at den manglende rettidige omstilling skærper kravende til de hastige og gennemgribende transformationer, som må ske i dette årti på tværs af alle sektorer:
Vi skal forandre måden, vi forsyner vores hjem og virksomheder med energi, måden vi transporterer personer, varer og tjenesteydelser, måden vi dyrker og forbruger mad, bygger vores byer og forvalter vores landområder.
Forandringerne skal ske samtidigt på alle områder og nødvendigvis også samtidigt med, at levevilkårene forbedres for verdens fattigste, som det også understreges af FN’s klimapanel IPCC.
Rapporten er i det hele taget helt i tråd med IPCC’s nyeste rapport, som gør det klart, at det ikke længere er muligt at forhindre accelererende klimakatastrofer i dette århundrede – selv ikke i det bedste scenarie, hvor et uigenkaldeligt planetarisk vendepunkt undgås.
IPCC forudsiger, at der i de kommende årtier vil ske en udbredelse af ekstreme vejrbegivenheder, som vil forstærke hinanden i form af kraftige nedbørsmængder, megastorme, oversvømmelser, hedebølger, tørker, skovbrande og svigtende monsuner.
Havniveaustigningen vil fortsætte i dette århundrede og derefter, uanset hvilke foranstaltninger der træffes i dag – selv om hastigheden af havniveaustigningen stadig kan påvirkes af nutidens handlinger.
Forandringerne i de nærmeste årtier vil betyde massiv globale mangel på mad og hundredvis af millioner klimaflygtninge.
Og med coronaepidemien i frisk erindring viser et studie fra i år, at 218 ud af 375 kendte humanpatogene sygdomme kan forværres af klimaændringer.
Onsdag kom så en rapport fra FN’s meteorologiske organisation, WMO, der slår fast, at temperaturen i Europa er steget mere end det dobbelte af det globale gennemsnit over de sidste mere end 30 år – den hurtigste stigning på noget kontinent.
Siden 1991 er den gennemsnitlige temperatur i Europa steget med 0,5 grader for hvert tiår. Det betyder blandt andet, at 30 meter gletsjerlag er afsmeltet i Alperne og i Grønland mellem 1997 og 2021.
Samtidigt er det vigtigt at huske på, at klimaforandringer ikke er den eneste planetariske grænse, som kapitalismen i øjeblikket overskrider eller truer med at overskride: Tabet af biodiversitet, forsuring af havene, forstyrrelse af kvælstof- og fosforkredsløbet, tab af jorddække (herunder skove), tab af ferskvandsressourcer, kemisk forurening og radioaktiv forurening.
Kort sagt: Vi kan ikke tillade os at vente på smarte opfindelser, som endnu ikke findes, vi må forandre måden, vi lever på radikalt, nu og her.
Selvom klimatopmøderne i FN-regi, de såkaldte COP-møder, har bidraget betydeligt til at skabe opmærksomhed om menneskeskabte klimaforandringer og nødvendigheden af samfundsmæssige løsninger og internationalt samarbejde, er der ingen grund til at tro, at COP 27, som løber fra 6. til 18. november i Egypten, vil få verdens ledere til at ændre den nuværende kurs mod katastrofe.
Heller ikke vores nyvalgte Folketing og kommende regering kommer til at sætte den nødvendige transformation i gang. Reelle løsninger kræver en revolutionær omkalfatring af selve vores samfunds grundlag. Og det kræver en aktiv befolkning, som tager sagen i egen hånd.
Valgkampen op til det netop overståede folketingsvalg har understreget den nærmest fuldstændige konsensus, der eksisterer blandt folketingspartierne, når det kommer til de store linjer.
Der er i den grad plads til systemkritik i den ensrettede politiske debat – der er brug for et slagkraftigt revolutionært alternativ, som kan udfordre udnyttelsen af almindelige menneskers udbredte usikkerhed til at skabe splittelse og mørne fundamentet under det borgerlige demokrati.
Det er nødvendigt at skabe en enhedsplatform, som kan samle alle, som ønsker en radikalt anden verden – baseret på et solidarisk og bæredygtigt grundlag.
Der må formuleres en bred revolutionær økologisk og socialistisk strategi, som rækker ud over det nuværende vækstregime. En strategi der med Søren Maus ord også forholder sig til, hvordan racisme, heterosexisme, ableisme, transfobi og andre former for undertrykkelse er flettet ind i kapitalens herredømme.
Der er brug for alle gode kræfter i kampen mod kapitalismens hærgen, og der er ingen tid at spilde: Det gælder kampen for livet!
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
