Ret og fremtur
Nåhr-ja de 43000 km2 er josådog hele landet og ikke blot landbrugsjorden. 2.634.879 hektar (2020) delt med 4.672.643 kommunarder bliver 0,56 ha til alle voksne, også kendt som en tønde land (0,55ha), plus en rest på 18.198 ha til almenvellet.
De 400 kr. i månedlig rente er sat efter FNs fattigdomsdefinition på 2 dollars om dagen. De 30m2 bolig er størrelsen på nogle nyligt opførte studieboliger i mit nabolag. De koster hele su´en. Før skat. De har så hver sit køkken og bad hvilket ikke indgår i mit forslag til udvidelse af borgerrettigheder. De kan nok fås billigere ude af byen hvor den fri offentlige transport efterhånden skal gælde alle. Som den opmærksomme læser måske bemærker er disse beskedne forbedringer ikke en aflysning af klassekampen i øvrigt.
Bonden skal således betale kr714,- pr ha om måneden. Hvilket for en bedrift på f.eks. 400 ha bliver til en budgetfejl fra min side på 1,5 million årligt.
I naturfredningsforeningens juninummer af Natur og Miljø er der i denne sammenhæng 2 interessante artikler. Den ene belyser muligheder i feltet mellem de 18 millioner der i dag produceres mad til og de 61 millioner som kan brødfødes hvis kødproduktionen opgives helt.
Den anden beretter om en bonde fra Farsø i Himmerland med 410 ha jord heraf 100 ha lavbund som aldrig bliver dyrket og 30% af de resterende 310 ha jord under løbende kløverbearbejdning hvilket giver omtrent 200 ha til bedriftens 130 køer plus kalve. Det fremgår ikke hvorvidt der er fri leg for køerne på hele arealet hele tiden. Heller ikke hvor mange arbejdere kulakken har i sit sold. Prutteregnskabet mangler også. Fra en lægmands betragtning synes naturens balance nu at være genoprettet. Hvis vi skifter dyrlægens besøg ud med ulvens? Lad os bare få 2 sider med farsøbonden resten af året.
Bonden skal betale 409 x 714 x 12 = 3.504.312,- for sine 730 td land (larsens 2020 index). Det fremgår at der produceres kalorier til 3500 mennesker. Hvis jeg sætter deres budget til 500,- om måneden (det er uden oversøiske livsnødvendigheder som kaffe og chokolade) får vi 21 millioner minus 3,5 = 17,5 til lønninger, maskiner, mølle, mejeri –infrastruktur.
18 millioner delt med 4,67 millioner td land giver et gennemsnit på 3,85 mætte per td. Farsøbonden kan prale med 4,79 -lavbund inklusiv- man fristes til at tænke at der et andet sted kun bliver produceret til 2,8 mætte per td?
Teoretisk kan man godt gå efter knap en hektar til hver, så kan vejarbejderne forrente vejene osv. Men jeg holder på at noget skal være alles og noget ingens.
For hundrede år og en sommer siden lukkede og slukkede Leon Bronstein, kendt som Trotskij, i selskab med Den Røde Hær, den sidste russiske sovjet af gavn. Hvor sovjetterne i deres undfangelse – og i vidt omfang til og med omstyrtelsen af Kerenskijregeringen i Oktober 1917 – havde været arbejder, bonde og soldaterråd, som selv definerede deres rolle i historien, blev de nu underlagt den kommunistiske centralkomités vilje.
Lenins kommunistparti havde i løbet af sommeren 1917 sikret sig flertal i broderparten af sovjetterne, som selv uden disse bolsjevikker havde Kerenskijregeringens endeligt i kikkerten.
Derefter blev de muligvis sporadisk taget med på råd, men det afgørende ord samt hånd og halsret lå herefter i en menneskealder hos centralkomitéen.
I Ukraine havde bønder og arbejdere ligeledes, særligt i sydøst, organiseret sig i sovjetter. Da det lysnede i øst i februar 1917, tog flere af disse kontrollen på deres respektive fabrikker, og på landet beslaglagde jordløse bønder jord til kollektiver med den fornødne magt.
I Vestukraine vejrede det liberal-nationale borgerskab også morgenluft efter Februarrevolutionen. I marts dannede de en organisation, der i juni blev proklameret som et parlament i Kyjiv. Udtrykkeligt uden ønske om løsrivelse fra Rusland, men også uden at anerkende proletariatets oktoberkup. I februar 1918 indtog Den Røde Hær Kyjiv, og den forfatningssøgende løsrivelsesbevægelse trak sig mod vest. Ved Brest-Litovskfredsaftalen i marts solgte bolsjevikkerne Ukraine til kejserrigerne, skønt de ikke kontrollerede meget af landet.
En bonde fra landet mellem Dnepr og det Azovske hav
Med den tyske hær i ryggen genindførte det monarkistiske borgerskab den feudale orden. Arbejder og bondekollektiver samt det liberalnationale luftkastel blev opløst med tysk og østrig-ungarsk effektivitet.
Over hele Ukraine blev der dannet bondeguerillaere, der kæmpede imod besættelsestropperne og det tilbagevendte ukrainske borgerskab. I det sydøstlige Ukraine havde en mand mere end almindelig succes, først med kollektiviseringsaktiviteter efter Februarrevolutionen og efter besættelsen som partisan.
Nestor Makhno, en bonde fra landet mellem Dnepr og det Azovske hav, røg i spjældet som 19-årig for uønskede samfundsgavnlige aktiviteter. Som 21-årig blev han dømt til døden, men fik på grund af sin unge alder konverteret dommen til livsvarigt fængsel. Den sonede han i Moskva hvor han fik sin skoling hos de indskrevne anarkister.
I februar 1917 blev der givet generel amnesti, Makhno var blevet 29 år. I 1918 da det politiske klima igen var blevet usundt i Ukraine var han igen på studietur i Rusland. I Moskva mødtes han både med Lenin og Pjotr Kropotkin, hvis lektie han havde lært i fængslet. Lenin havde siddet et år i tugthus og fire år i Sibirien (der er man ikke låst inde) Kropotkin to år – afsluttet med en spektakulær flugt og senere fire år i Frankrig. De var begge vendt hjem i 1917. Hverken Makhno eller Kropotkin så noget lys i Lenins forvaltning af kommunismens muligheder. “Lenin er snu, men han er ikke vis.”
Makhno vendte hjem, og i slutningen af 1918 var der over 600 makhno-partisaner i det der nu hed “Batko Makhnos Revolutionære Partisan Hær”. I hver erobret by blev fængslede sat fri og fængslet brændt. Tilfangetagne officerer, som havde valgt krigen som levevej, blev henrettet. Menige fik læst og påskrevet og derefter sat fri. Bonde- og arbejderråd blev genoprettet.
Rosa Luxemburg-kommunen
I Vesteuropa sluttede krigen i november, og tyskere, østrigere og ungarere drog hjem. De liberalnationale satte monarkisterne på porten i december og regerede nu det meste af landet. I Ekaterinoslav, 450 kilometer fra Kyjiv ned af Dnepr, havde en større hærdeling hovedkvarter. Den 26. december kom Makhno, partisaner og kommunister med toget til banegården om morgenen i arbejdstøjet. Dagens fyraftensakkord var beslaglægning af garnisonen. Den 5. februar indtog bolsjevikkerne Kyjiv. Burgøjserne flygtede igen til Vestukraine.
Den revanchistiske zaristgeneral Anton Denikin forsøgte at lede et felttog fra Donbass i januar 1919, men efter hårde kampe sikrede Makhno-hæren Ukraine med en front, som strakte sig langs med Det Azovske Hav og mod nord ved Taganrog. Formelt blev de på et møde 26. januar en del af den røde hær som tredje Trans-Dnepr Brigade med ret til navnet ‘Batko Makhnos Revolutionære Partisan Hær’ og den sorte fane. Den Røde Hær fik ansvaret for den nordlige Denikinfront.
I de af makhnovisterne befriede områder blev der nu oprettet kommuner, den første i landsbyen Pokrovskoe blev opkaldt efter marxisten Rosa Luxemburg. De følgende fik numre af Den Regionale Kongres af Bønder, Arbejdere og Partisaner. En kommune bestod typisk af 10 familier, hvilket vil sige nogle hundreder i alt, og det stod dem frit for at dyrke al den jord, de selv orkede – det vil sige uden tyende. Den frie bondestand, som ikke havde lidt nød i feudalsamfundet, kunne således i vidt omfang beholde deres jorde.
Makhnovisterne tolererede alle socialistiske partier. Men sovjetterne skulle være frie lokale organer til varetagelsen af arbejdernes og bøndernes selvforvaltning. Med frie mente Makhno-bevægelsen, at de skulle være frie for politisk magt, hvilket betød, at politiske partier var udelukket. Grunden til, at partierne ikke måtte arbejde indenfor sovjetsystemet, var, at man var bange for, at dette ville medføre, at sovjetterne ville udvikle sig til kamppladser om den politiske magt i stedet for at være organer til arbejdernes selvforvaltning. Hvilket betød, at magten altid skulle blive hos de lokale sovjetter. Dette sikrede man med et system med bundne mandater og de lokale sovjetters ret til på ethvert tidspunkt at tilbagekalde deres repræsentants mandat.
På den tredje kongres, som fandt sted i april 1919, modtog forsamlingen et kommuniké fra bolsjevik-kommunisterne, hvor de erklærede kongressen for kontrarevolutionær og dens organisationer for lovløse. At blive kaldt lovløs holdt ikke forsamlingen vågen om natten. Bolsjevikkerne fik en pædagogisk redegørelse om Ukraine med titlen “Kontrarevolutionær?”; “Kan der eksistere love lavet af nogle få, som kalder sig revolutionære, der tillader dem at kriminalisere et helt folk som er mere revolutionære end dem selv? (…) Skulle de revolutionære masser tie, når sådanne revolutionære tager den frihed fra dem, de netop har erobret?”
Over den forreste vogn vajede en stor sort fane
Da den 4. kongres skulle afholdes i juni fik Den Røde Hær en invitation 31. maj. Trotskij, Den Røde Hærs øverstkommanderende, som var kommet til Ukraine for at rede den røde tråd ud, udsendte sin ordre nummer 1824 den 4. juni. Den forbød afholdelse af kongressen. Deltagelse og opfordring til deltagelse erklæredes for højforræderi. Samtidig rykkede Den Røde Hær ind og opløste flere kommuner, heriblandt Rosa Luxemburg-kommunen. Samtidig forlod Den Røde Hær den nordlige Denikinfront, officielt for at sikre moderlandet.
Generalløjtnant Anton Denikin og Sydruslands Armé kunne nu ride ind i Ukraine med 12-15 regimenter. Denikin fortsatte selv mod Moskva. Generalmajor Yakov Slashchev angreb partisanhæren, som havde fået deltagelse af mytterister fra Den Røde Hær, som ikke bifaldt Trotskijs tilbagetrækning. ‘Ukraines revolutionære oprørshær (makhnovister)’ mønstrede nu mere end 10.000 mand.
I modsætning til bolsjevikhæren foregøglede Denikinarméen ikke at have bøndernes befrielse på programmet. Tusinder af bønder tog flugten med kvæg og alt, hvad de kunne få hjul under. En regulær folkevandring drog mod vest. Forrest i denne karavane kørte infanteriet i tachankaer, derefter fulgte alle flygtningene, og bagerst red kavaleriet, som var i næsten konstant kamp med Denikins styrker. Over den forreste vogn vajede en stor sort fane, hvorpå der med sølvbogstaver på den ene side var broderet teksten “frihed eller døden” og på den anden side “jorden til bønderne, fabrikkerne til arbejderne”.
Efter tre måneder og 600 kilometer nåede de Uman og de liberal-nationales tropper sidst i august. Disse var også officielt i krig med monarkisterne. 3000 sårede fik 14 dage på hospitalet, og oprørshæren fik fred til 24. september. Monarkisterne og burgøjserne var dog enige om mindst én ting: udryddelsen af makhnovisterne. 25. september omringede Sydruslands Armé Makhnos nation ved Peregonovka.
General Slastchoff meddelte sine følgere: “Makhnos bander er omringet. De er komplet demoraliserede, uorganiserede, de sulter, og de er uden ammunition. Jeg beordrer dem angrebet og destrueret i løbet af tre dage.” Denikin var nået til Kursk og skrev til sin ven Astrov, at han snart ville drikke te i dennes hus i Moskva.
Forenet kamp mod Wrangel
Klokken 03:00 den 26. september angreb partisanerne. Da dagen var omme havde de erobret 100 maskingeværer, som blev monteret på deres tachankaer og kørte mod øst. Den 7. oktober var de hjemme på landet mellem Dnepr og Det Azovske Hav. Stort set alle den Sydrussiske Armés landsknægte i Ukraine var nedkæmpet, og Denikin, som kun var 360 kilometer fra Moskva, måtte sende delinger mod syd for at redde tropperne der og sikre sine forsyningslinjer. Det blev de ikke. Moskva så først Denikin i 2005, da hans datter med Vladimir Putins velsignelse bragte hans kadaver til Donskoy-klosteret. Det var en stor fest.
Den Røde Hær fulgte nu i hælene på den Sydrussiske Arme hele vejen til Krim. 5. januar 1920 mødtes de med Ukraines Revolutionære Oprørshær i Aleksandrovsk og fordelte arbejdet med nedkæmpelsen af resterne af general Denikins hær. Mødet mellem de menige soldater og partisaner var præget af troen på fremtiden, som da englændere og amerikanere mødte russerne i Tyskland i 1945. De erklærede at ville kæmpe sammen mod den fælles fjende: kapitalisme og kontrarevolution.
Den 8. januar beordrede Den Røde Hær oprørshæren til Polen. Da de havde modtaget oprørshærens svar dagen efter erklærede den kommunistiske kommandant oprørshæren for lovløs og gik til angreb. De næste 9 måneder var de i krig. Makhnovisterne fortsatte politikken med at skyde officerer og sætte menige fri.
I løbet af sommeren 1920 begyndte Denikins efterfølger, General Peter Nikolaevich Wrangel, en offensiv mod nord fra Krim-halvøen. Som følge af den voksende trussel fra Wrangel tog kommunisterne initiativ til at indlede fredsforhandlinger med Makhno-hæren. Den 28. september blev det første møde mellem de to parter holdt, og den 15. oktober underskrev de en politisk og militær aftale, som skulle forene dem i kampen mod Wrangel.
Den følgende periode med fred mellem Makhno-hæren og Den Røde Hær blev benyttet til igen at forsøge at organisere det civile samfund. Arbejder- og bonderådene opstod igen, og forberedelserne til en stor sovjet-kongres i december gik i gang. Den 16. november sejlede de slagne rester af General Wrangels soldater fra Krim.
Den 23. november udsendte kommunisterne ordre nummer 00149, hvor de erklærer partisanhærens opgave for fuldført og beordrer partisanhærens revolutionære militærråd til omgående at integrere deres militser i Den Røde Hær. “Partisanhæren som separat organisation er ikke længere nødvendig.”
I Kharkov og andre store byer blev de anarkistiske organisationer og aviser angrebet og anarkisterne blev anholdt. På Krim angreb Den Røde Hær Makhno-hæren og henrettede den militære ledelse. Den 27. november brød resterne af Makhno-hæren igennem Den Røde Hærs linjer, og den 28. brød Makhno og hans styrker i Guljai-Polje igennem de styrker, som havde omringet byen. Den følgende uge blev brugt til at gendanne Makhno-hæren, som nu skulle udkæmpe dens sidste krig. Fra slutningen af november 1920 til slutningen af august 1921 udkæmpede Makhno-hæren og Den røde Hær en ulige krig. I begyndelsen af denne krig vandt Makhno-hæren en del slag over talstærke røde styrker og var derfor præget af en vis optimisme, men efterhånden havde Den Røde Hær ikke flere ydre fronter og kunne give makhnovisterne deres fulde opmærksomhed.
For 100 år og et efterår siden opgav en hårdt såret Nestor Makhno kampen og flygtede ud af landet. Han døde af tuberkulose i Paris 1934.
Jordreform i det 21. århundrede
Om 100 år og en vinter er indlandsisen væk. Thor og Njord, Zeus og Poseidon regerer. Sendt fra himlen til Hel og Hades uden persons eller nations anseelse. Phosphorus begravet under bunden af havet.
Kleptokrater med mindre og ofte intet legitimt mandat har, i 50 år mod bedre vidende, pumpet bundet og koncentreret energi ud til brugere, som for befolkningen i Danmarks vedkommende har muliggjort et forbrug fire gange af, hvad naturen kan nå at genskabe.
Hvad traktorrevolutionen ville have betydet for reglen om, at ingen af Ukraines bønder fik mere jord, end de selv kunne dyrke uden brug af andres arbejdskraft, er ikke godt at vide. Forhåbentlig blot kortere arbejdsdage. Mere tid til balalajka, pensel og videnskab.
I Danmark er der for tiden 4,3 millioner hektar landbrugsjord. Ved det seneste kommunalvalg omtrent 4,6 millioner stemmeberettigede. Det giver omtrent 1 hektar til hver. Hvor mange af TV-bondens 700.000 følgere, som reelt vil leve det simple, men arbejdende og selvforsørgende liv, er et godt spørgsmål, men alle bør have muligheden. Verden får brug for disse pionerer. Disse skal også have mindst 30 kvadratmeter bolig og fri offentlig transport. Det kan lade sig gøre indenfor værdien af grundfradraget på skattebilletten.
Selv vil jeg gro skov på min hektar. Andre må hæve renten på, lad os sige 400 kroner om måneden, så konventionelle bønder kan producere til supermarkederne. Denne værdisættelse bør være fundamentet for bondestatens økonomi. Dette skal administreres af jordbanker på to-tre-årige kontrakter (femårsplaner?) så den enkelte kan trække sin hektar ud, hvis hun skulle få bedre ideer med den, og så bonden ved, hvad han har at rutte med nogle år. Jeg nævner lige igen, at vejret bliver en større usikkerhedsfaktor.
Hvor, man kan få sin lod, vil blive administreret af Den Regionale Kongres, som i de endnu sundt fungerende kolonihaveforeninger.
Den nuværende situation i Ukraine har afsporet enhver fornuftig udvikling i øjeblikket. Specielt i forhold til de forenede menneskeskabte naturkatastrofer. Nu er den forenede forsyningskrise mere nærværende. Energi og mad. 80 procent af russerne supplerer deres økonomi med naturalier fra deres datja. Specielt i krisetider. Derfor vinder russerne til sidst, herunder ukrainerne.
Kilde: https://www.nestormakhno.info/
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Læser til læser
- “Læser til Læser” er en særlig funktion på Arbejderen, hvor betalende abonnenter kan skrive artikler, reportager, anmeldelser m.m.
- Til artiklen kan bringes foto, som skribenten har tilladelse til at bruge.
- Arbejderen er tilmeldt Pressenævnet og følger reglerne for god presseskik. Disse regler gælder også for Læser til Læser-indhold.
- Arbejderen godkender artiklen, inden den publiceres, men vi redigerer den ikke. Skribenten står selv til ansvar for hele artiklen.
Er du betalende abonnent? Opret indlæg her.
