Nu går Arbejderklasselotteriet ind i den absolut sidste slutspurt. Tirsdag den 3. maj er sidste chance for at købe lodder på de mange spændende gevinster, og onsdag den 4. maj trækkes gevinsterne. Vindertallene offentliggøres efterfølgende på arbejderen.dk.
Overskuddet fra lotteriet går ubeskåret til Arbejderen og er med til at sikre dens overlevelse. Arbejderen overlever kun i kraft af vores trofaste abonnenter og af bidrag fra læserne og skal ikke genere overskud til aktionærer.
– I en tid hvor medierne i stigende grad ensrettes, er der brug for en alternativ stemme. Arbejderen har fokus på almindelige menneskers levevilkår og på alle dem, der kæmper for et mere retfærdigt Danmark, hvor mennesket og natur og klima er i centrum frem for profit, fortælle Hanne Svensson fra lotterigruppen og tilføjer, at årets Arbejderklasselotteriet er en af flere måder at støtte på.
Der er to hovedgevister på gul og rød serie. På den gule serie kan man vinde en overnatning for to personer på Hotel Gästis i den svenske kystby Varberg i en suite for to. Få serveret festmenu og deltag i den store fest med musikalsk underholdning ved uddelingen af Lenin-prisen den 5. november. Tag en tur i hotellets spa (det berømte blå Lenin-Bad) og slut af med morgenmadsbuffet dagen efter.
På den røde serie kan man vinde en uges ophold i et sommerhus i Trpanj i Kroatien på halvøen Pelješac, cirka midt mellem Split og Dubrovnik. Med i gevinsten er 1500 kroner til at dække nogle af rejseudgifterne. Huset er meget enkelt og ikke luksuriøst, men omgivelserne er skønne, og der er kun 200 meter til stranden. Huset har syv sovepladser.
Lodder til disse to gevinster koster 25 kroner stykket.
LILLA SERIE:
HOKKAIDO OG AKROPOLIS I NORDJYLLAND
Kom på en guidet tur ad en natursti langs Haredalbæk i Sæby, Nordjylland. Turen kommer forbi både et underjordisk maskinhus, et overjordisk badeland, Akropolis og til sidst en jordhule.
I takt med at danskere er blevet opmærksomme på miljø- og klimakrisen, er mange blevet glade for at være udenfor, at vandre og opleve naturen på tæt hold.
Med denne gevinst kan vinderen invitere 4 andre med på en guidet tur i den nordligste del af Danmark.
Turen starter ved Ågården i Sæby. Tidspunktet for turen aftales mellem vinderen og de to guider.
Jan Hermannsson, der er en af guiderne, oplyser, at passende fodtøj er vandresko eller støvler, og fortæller, at turen er for de mange, der kan lide at komme ud i naturen.
Med denne gevinst kan naturen opleves sammen med to guider, der selv bor i området og derfor kan fortælle de helt særlige historier, der hører til de ting, man kommer til at se og opleve.
Turen går langs Haredalbækken, og guiderne lover overraskelser i form af et underjordisk maskinhus, et overjordisk badeland, Akropolis og til sidst en jordhule.
Det er i jordhulen, at der serveres en nok tiltrængt Hokkaidosuppe med tilbehør.
Tilbuddet er tænkt til en familie eller en gruppe på 5 personer.
Guider: Jan Hermansson og Birgit Nielsson
Max: 5 personer
Varighed: 2 timer
LYSEGRØN SERIE:
EN 23 ÅRS ZACAPA-ROM OG SEKS ARBEJDEREN-ØL
Nogle kalder den verdens bedste rom!
Zacapa-rom produceres som eneste rom i verden i 2,3 kilometers højde over havet; oppe i Guatemalas bjerge.
Den høje beliggenhed og kølige bjergluft reducerer fordampningen, som giver den værdifulde rom sin dybe aroma og mørke farve. Noget som den 23-årige Zacapa-rom er kendt for.
Seks år i træk er Ron Zacapa Centenario kåret som verdens bedste rom i kategorien Premium Category. Kåringen sker ved Caribbian Week på Barbados, der afholdes hvert år i januar.
Efter at være blevet kåret til verdens bedste rom 5 år i træk, kom den som den første rom nogensinde i den Internationale Rum Festival’s Hall of Fame.
Ud over denne eksklusive rom har to brygmestre Jørgen Nielsen og Jan Harold fra Frederikssund doneret seks af de populære og velsmagende Arbejderen-øl.
Vinderen af denne gevinst kan derfor nyde verdens bedste rom og en øl opkaldt efter Arbejderen, lavet på et af de mange mikrobryggerier, der er startet op over de sidste år i Danmark.
TURKIS SERIE:
TEATER V OG GRØNLAND
Premierebilletter til rammende og hudløst ærligt teater om den grønlandske mand i det nye årtusinde.
Den grønlandske mand, som du aldrig har set ham før!
Anmelderne har rost forestillingen. Det er rammende og hudløst ærligt teater om den grønlandske mand. Det handler om sex, politik, livet og døden. Om hans kærlighed til naturen, kvinden, sine forfædre og børn. Et nyskabende og kærligt performanceportræt, som kommer bag fordommene og myterne og gør op med det selv- og medieskabte billede, mange grønlandske mænd bærer rundt på. Forestillingen bygger på virkelige historier fra manden selv, og den er skabt i samarbejde mellem Teater V i Valby og Grønlands Nationalteater.
Gevinst: 2 billetter + 2 drinks
Premieredag: 6. maj 2022
Blå serie:
WORKING POOR: SIGNERET BOG OG FOTO
Et et signeret eksemplar af bogen Working Poor samt et udvalgt signeret billede fra bogens flotte illustrationer.
Bogen er lavet af journalist Peter Rasmussen og fotograf Søren Zeuth. De har på deres årelange roadtrip rundt i Europa snakket med dem, der ellers ikke får deres fortælling i medierne. Folk der på alle måder er pressede af et stadigt mere råt arbejdsmarkedet og på deres pengepung.

Foto: Søren Zeuth
Det mest skræmmende er, at det ikke er bagsiden af samfundet, forfatterne skildrer. Ikke noget der sker skjult i kældre eller for enden af en jordvej i Rumænien.
PINK SERIE:
SNOEZELHUSET I HELSINGØR – DER ER FITNESS FOR SANSERNE I DANMARKS MEST BÆREDYGTIGE HUS!
Samtidig med en unik sanseoplevelse vil du nemlig træde ind i Danmarks mest bæredygtige hus, for Helsingørs nybyggede Snoezelhus indvies i august, og alle sejl er sat til for at sikre bæredygtighed i alle dele af huset.
På dit besøg er det Snoezel og din egen sanseoplevelse, der er i fokus.
Du mærker på egen krop velværet ved god sansestimulation, og du hører om tankerne bag Snoezel.
- Du bølger på den varme VANDSENG I DET HVIDE RUM med vibrationer fra musikken i sengens højttaler. Lyseffekter og projektioner på væggene gir samtidig mulighed for at understrege den stemning & sansning, du har brug for.
- Eller du vugger i GYNGEBÅDEN med udsigt til projektioner af naturen over eller under havoverfladen … eller du har selv en ferie- eller musikvideo med hjemmefra, som du nu kan nyde i præcis det gyngetempo, der passer dig.
- Du går måske i dvale i KUGLEBADET I DET MØRKE RUM, hvor du selv vælger, om mørket skal brydes af UV-lyseffekter, lys i kuglebadet, boblesøjlen eller af det glimtende stjernetæppe.
- Eller du har fuld fart på i DET STORE KUGLEBAD I DET RØDE RUM. Dér er også MUSIKBRIKSEN og KRAMMESTOLEN med masser af lyd og vibrationer … og dér er GYNGEN FOR DE FÅ, hvor du nærmest er gyro-ophængt – det kræver en sikker ligevægtssans for at undgå at blive “søsyg”!
- Du SLAPPER AF/ DØSER, ind imellem sanseoplevelserne, så hjernen kan nå at tolke og lagre de gode og værdifulde erfaringer fra dine sanseoplevelser. Uden at døse indimellem, er du nemlig ikke kommet meget videre i udviklingen af sanserne.
Hvorfor er sanserne så vigtige? Hvorfor er de så centrale for vores udvikling, indlæring og daglige aktiviteter? Eller hvorfor bliver vi først den bedste udgave af os selv, når sanserne er lige tilpas velstimulerede? Og hvorfor er der især 3 sanser, vi skal “pleje”, nemlig muskel-led-sansen, balancesansen og følesansen?
Det og meget mere får du løftet sløret for efter 2 timer i Snoezelhuset med Anne-Marie Nielsen, som til daglig underviser og vejleder i brug af Snoezelhuset & snoezel i hverdagen.
15 kr pr lod. 3 personer kan deltage.
LYSLILLA SERIE:
VÆRTFSVANDRING – “TOUR DE KLASSEKAMP” PÅ HELSINGØR VÆRFT
Peter, Søren og Torben, tidligere værftsarbejdere og aktive kommunister på Helsingør Værft, HV, tager dig med på rundtur i arbejderhistorie og skelsættende politiske begivenheder i klassekampen på det tidligere skibsværft – nu Kulturværftet.
Der er masser af historiske steder og spor efter begivenheder fra klassekampen på HV, også selvom Kulturværftet har taget over.

Fokus på “touren” er perioden fra start-70’erne, til HV lukkede i 1983.
Oplev for eksempel Porten, hvor op til 3.600 arbejdere gik igennem hver morgen, og hvor kommunisterne solgte Arbejderen og uddelte løbesedler og “Bedriftsavisen” fra Den Revolutionære Fagopposition.
Eller “Den Røde Plads” og “Tutten”, der har dannet rammen om afgørende faglige møder og arbejdsnedlæggelser… Eller hør om dokkerne og beddingerne med huler og smugkroer, som nu kun eksisterer i fortællingerne.
Den store tørdok kan dog fornemmes, selvom den nu er blevet udgangspunktet for M/S Museet for Søfart.
Vi kigger også ind i Værftsmuséet, som ved en kæmpe frivillig indsats fra gamle værftsansatte har udviklet sig til et imponerende billede af Helsingørs største industriarbejdsplads gennem 100 år.
Værftvandringen slutter af med øl/kaffe, forhåbentlig udendørs, med udsigt over værftet, Kronborg og Helsingør Havn.
15 kroner per lod. Max 10 deltagere, så du kan invitere 9 gode venner og familiemedlemmer med.
LYSEBLÅ SERIE:
SOLIDARITETSPAKKE FRA/OM ZAPATISTERNE I CHIAPAS, MEXICO – ET FOLK BEFRIER LAND OG SIG SELV FRA IMPERIALISME OG UNDERTRYKKELSE
Den 1. januar 1994 startede oprindelige folk og andre undertrykte et oprør mod den mexicanske regerings brutale undertrykkelse og tyveri af jord og levebrød.
7 byer og store landområder i Chiapas blev befriet på få dage, og siden er det lykkedes at forsvare og udbygge de befriede områder – trods barske angreb og massakrer fra militser og regeringsstyrker.
Zapatisternes målrettede arbejde med såvel nationalt som internationalt solidaritetsarbejde er en del af succeshistorien.
Det her vinder du:
- ”Autonomia Zapatista”. Brætspil hvor du samarbejder med dine medspillere om at opbygge og forsvare autonomi i befriede landområder. Spillevejledning på engelsk og spansk. Et smukt og lærerigt samarbejdsspil.
- “En Ny Tids Revolutionære”. Bog om zapatisternes historie, idéer og praksis.
“… Et enestående indblik i en af nyere tids vigtigste oprørsbevægelser. Og i en række interviews fortæller zapatisterne selv om deres hverdag og om bevægelsen anno 2010. Endelig kobler bogen zapatisternes kamp med den globale modstand mod kapitalismen, som de har været med til at inspirere”.
- “Libertad”. 500 gram økologisk kaffe dyrket af zapatista-bønder på befriet land. Du smager sjældent så lækker kaffe … på flere planer EN GOD SMAG I MUNDEN!
15 kr per lod.
ORANGE SERIE.
SOLIDARITET MED PALÆSTINA – DONATION FRA SOLIDARITETSBUTIKKEN
Israels besættelse af palæstinensisk land har varet i 74 år, og det zionistiske Israel har i al den tid udviklet og brutaliseret undertrykkelsen af Palæstinas befolkning: Statskontrolleret apartheid, ulovlige bosættelser, etnisk udrensning, politiske fængslinger, udbygning af Apartheidmuren, tyveri af jord og vand, begrænsning af bevægelsesfriheden med utallige checkpoints …. Listen er uhyggelig og uendelig.
Den magtfulde del af verdenssamfundet vender det blinde øje til og hylder Israel som et demokrati. Og hvor sanktionerne burde regne ned over dette volds- og apartheidregime, så kan Israel sole sig i internatonal støtte og samarbejde, såvel økonomisk, militært, videnskabeligt, handelsmæssigt, kulturelt og så videre.
Den palæstinensiske modstandskamp er stemplet som terrorisme, for så er der “balance” i imperialismens verdenssyn.
Det er de internationale solidaritetsbevægelser for boykot, de-investeringer og sanktioner, og det antiimperialistiske modtryk, der nu lægger pres på glansbilledet af Israel, som har fået sat gang i en bevægelse nedefra. Det er nedefra, der nu for alvor stilles krav om fordømmelse og sanktioner mod Israels – krav, der giver medvind til den palæstinensiske modstandskamp, og som på sigt kan forløse håbet om et frit Palæstina.
Det her vinder du i Palæstina-Solidaritetspakken – 15 kr. per lod:
- “PFLP og Palæstina”. Bog af Irene Clausen.
” …. ”PFLP og Palæstina” danner ramme om en todelt fortælling, der samtidig udgør, hvad jeg uden at tøve vil kalde Irene Clausens svendestykke. Den bør læses af enhver med bare en perifer interesse i den palæstinensiske sag og venstrefløjen i Mellemøsten (….) De to fortællinger om Fronten og Palæstina spindes smukt sammen i tolv dele, der løbende inkluderer citater og faktaafsnit om det mylder af organisationer, netværk og internationale aktører, der yder indflydelse, om PFLP’s stiftelse og udvikling. Fra de første zionistiske bosættere under det Osmanniske rige og frem til i dag, hvor Oslo-aftalen for alvor har sat den palæstinensiske frihedskamp tilbage ….”
Fra Asbjørn Nielsens anmeldelse af bogen på Konfront den 21.11. 2018.
- ”From the river to the sea, Palestine will be free”.
T-shirt i hvid eller grå med denne tekst og med motiv af det palæstinensiske landområde før 1948. Fås både med traditionel og åben halsudskæring.
- ”Derfor Sanktioner mod Israel”.
Bog om berettigelsen af BDS-kampagnen mod Israel.
“…. Israels krigsforbrydelser er nu så chokerende, dets racisme så åbenlys, undertrykkelsen af palæstinenserne så omfattende, FN så tandløs og behovet for at holde Israel i ave så presserende, at tiden nu er moden til global handling…… boykot, de-investering og sanktioner (BDS) mod Israel skal bekæmpe Israels undertrykkende politik i forhold til det palæstinensiske folk….”
- Palæstinensisk flag, Palæstina-tørklæde. Originalt tørklæde i sort-hvid og olivenolie fra Palæstina.
MØRKEGRØN SERIE:
ARBEJDERNES KØBENHAVN – BYVANDRING MED BYHISTORIKEREN OG FORFATTEREN ALLAN MYLIUS THOMSEN

Fra midten af 1800-tallet begyndte den nye industri at vokse frem og dermed også et nyt proletariat, og kampen for det daglige brød blev organiseret fagligt og politisk.
Allan Mylius Thomsen tegner et farverigt tidsbillede af den fremvoksende arbejderbevægelse, den by den voksede frem i og dens vej til magten i hovedstaden.
Historien om de ufatteligt fattige kår, byens arbejderbefolkning levede under, garneres med beretningen om de uhumske forhold, som de fattigste i byen blev budt.
15 kroner per lod og maksimalt 25 deltagere.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.