Landet rundt
Racisme kan give sig udtryk på mange måder, fra den grove til den næsten umærkelige og måske ubevidste. Som når nogen roser en person af såkaldt anden etnisk herkomst for at have gennemført en højere uddannelse. Vedkommende kan jo have gået igennem det danske skolesystem fra start til slut og adskiller sig i så fald kun ved sin hudfarve.
Det viser sig, at penge og job ikke betyder hverken frihed eller lighed.
Det er noget af det, som det handler om i Natasha Browns korte og stramme debutroman “Samling”, hvor fortælleren er en cirka 30-årig kvinde af jamaicansk afstamning, hvis familie har boet i London i flere generationer.
Hun er vokset op med bevidstheden om, at indvandrere, også dem med britisk statsborgerskab, skal assimilere sig, blive dygtige og få gode stillinger for at blive anset som ligeværdige medborgere. Det har hun til fulde levet op til.
Efter at have gennemført en universitetsuddannelse er hun nu ansat i en stor finanskoncern. Hun tjener rigtig godt, har købt en lejlighed og investerer sine overskydende penge, hvor de giver godt afkast.
Dertil kommer, at hun er kæreste med en engelsk overklassefyr, der er arving til familieformuen, hvoraf en ikke uvæsentlig del sandsynligvis stammer fra dengang, da Storbritannien købte alle slaver i imperiet fri ved at kompensere slaveejerne for tab af ejendom.
Bogen strækker sig over et døgn, men indfletter tilbageblik, og det viser sig, at penge og job ikke betyder hverken frihed eller lighed. Ikke kun fordi jeg’et er farvet, men også bare fordi hun er kvinde.
Chefen for hendes afdeling kurtiserer hende groft, og hun smiler og gør gode miner til slet spil. De mandlige kolleger kommer med “morsomme” bemærkninger om det, og igen smiler hun afvæbnende. Når der på gaden lyder racistiske kommentarer, lader hun som om, hun ikke hører dem. Man skal frem for alt være venlig og holde lav profil.
Det har hun også tænkt sig at gøre i denne weekend, hvor hun er inviteret til fest hos sin kærestes forældre i anledning af deres 40-års bryllupsdag. Bare med familie og venner, hvad der ikke desto mindre indebærer catering og telt i haven, og hvad dertil ellers hører.
Hun bliver modtaget hjerteligt, men aner at forældrene regner med/håber på, at hun er en midlertidig affære. Det tror hun måske også selv. Alle er høflige og venlige undtagen en hvid arbejder, der er med til at rejse teltet, og som bliver irriteret over at se en sort kvinde dandere rundt på plænen, mens han må arbejde.
Hun er hele tiden bevidst om sin anderledeshed, om at skille sig ud, selv om hun har alt, hvad der skal til for at passe ind, undtagen den rigtige farve.
Alt det kører rundt i hendes hoved, og dertil kommer, at hun har fået konstateret brystkræft. Med sin gode private sygeforsikring har hun kunnet konsultere en fin privatklinik, hvor man har konstateret, at det er en ondartet knude, og kan tilbyde hende den bedste behandling. Men hun har mistet livsglæden og livsmodet, er slidt ned af kampen mod racismen, der minder om kampen mod kræft.
Det er en vred roman om racisme, om kolonial arv, om skyldfølelse over for hvad generationen forud har ofret, og om den nedgøring man kan blive udsat for, både som farvet og som kvinde. Den er skrevet i en fortættet og fragmenteret, men alligevel traditionel form, og den er i høj grad tankevækkende.
Natacha Brown: Samling
Oversat af Mikas Lang.
Gyldendal. 128 s. 200 kr.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
