En væbnet afkolonisering
Peter Schultz Jørgensen har begået en ny bog om by- og boligpolitik med titlen Opgøret om København. Den er kommet i rette tid som et partsindlæg op til kommunevalget den 16. november.
Bogen bygger i stor grad på Schultz Jørgensens tidligere bøger (Byer i opbryd (2017), Byens Jord (2019) og Ta’ Byen tilbage (2021), som tidligere har været anmeldt i Arbejderen.
Men det er ikke blot en sammenskrivning af disse bøger, men også en tekst, der er et billede af, hvordan og hvorfor Københavns Kommune i dag står med planer om blandt andet Lynetteholm og bebyggelse på Lærkesletten og Stejlepladsen.
Læs også
Bogen beskriver, hvordan den nuværende udvikling i København skal ses på baggrund af den neoliberale politik, som blev gennemført af Schlüterregeringen i 1980’erne. Denne politik og tænkning har også i praksis betydet, at meget af udviklingen i København besluttes i lukkede fora, hvor københavnerne holdes ude fra reel indflydelse.
Og nok så vigtigt så sætter PSJ spørgsmålstegn ved den udviklingsstrategi, som flertallet i borgerrepræsentationen står for. En strategi, hvor København skal være det store lokomotiv i en centralisering, hvor det er København, der udvikles med flere boliger, flere arbejdspladser og mere infrastruktur. Dette på bekostning af det øvrige Sjælland, som bliver Udkantsdanmark.
København fra krise til lokomotiv
Men bogen er ikke kun beskrivende. PSJ kommer også med sin egen vision om en lokalpolitisk omvæltning i København med græsrøddernes indtagelse af rådhuset. Lad os se på nogle af bogens nedslag.
I begyndelsen af 1990’erne var København i krise. Befolkningstallet faldt. Økonomien var i minus. For at redde kommunen greb staten ind og tvang København til at sælge 20.000 kommunale boliger.
Det var startskuddet til det ”komplot”, som de socialdemokratiske overborgmestre og skiftende regeringer har rettet mod kommunen og københavnerne. Det blev et radikalt skift i den måde, der blev set på byen og den by- og boligpolitik, som blev den fremherskende. I årtier op til dette skift havde Socialdemokratiets vision for byen været en by for alle med billige almene og kommunale boliger.
Nu tog den boligpolitik over, som vi har set i Europa op gennem 1980’erne. En neoliberal bolig- og byudviklingspolitik med flere og flere dyre ejerlejligheder, en fortrængning af byernes fattige og arbejdere til områder langt uden for byen. Det er denne ideologi, som ligger til grund for blandt andet ideen om Lynetteholm og ghettoloven. Det er fint, som bogen på den måde sætter de nuværende kampe i København i et historisk perspektiv.
Demokratiet er trådt under fode
Det er ikke blot boligpolitikken, der er præget af den neoliberale tankegang. Det har ikke været muligt at presse det igennem uden også at bruge udemokratiske metoder. Bogen viser med stor overbevisningskraft, hvordan de store beslutninger i København er taget i lukkede cirkler uden inddragelse af hverken borgerne eller Borgerrepræsentationen.
Vi har set det inden for de sidste års tid med Lynetteholm, som uden en diskussion i Borgerrepræsentationen eller blandt borgerne ”faldt ned fra himlen” i 2018 efter en aftale mellem den daværende borgerlige regering og overborgmester Frank Jensen.
Det er kun et af de sidste eksempler på, hvordan beslutningerne flyttes fra Borgerrepræsentation og over i mere lukkede fora. Det skete med Ørestadsselskabet, som stod for salg af arealer på Amager til boligbyggeri som led i finansiering af den københavnske metro. By- og Havn er i dag det selskab, som står for en store dele af byudviklingen i København.
Der er en anden vej
PSJ ridser to spor op for en anden politik. Det første er et forslag til at gribe udviklingen i hele sjællandsregionen an på en anden måde. Han påviser, at det er en myte, at København skal udvikles med flere boliger, flere arbejdspladser og mere infrastruktur for at trække det øvrige Sjælland og resten af Danmark med.
I stedet bør der komme en samlet udviklingsplan for hele Sjælland. En udviklingsplan der snakker om netværksbyer og vækst i Region Sjælland uden for hovedstadsområdet.
Det er en myte, at København skal udvikles med flere boliger, flere arbejdspladser og mere infrastruktur.
Det andet spor er utopien om, at græsrødderne overtager magten i Borgerrepræsentationen. PSJ skriver: ”Til kommunevalget i 2025 kan der … skabes en valgplatform med én borgmesterkandidat. Den kan samle deltagerne med forskellige baggrund i bevægelser, partier, foreninger, viden og kulturorganisationer – organiserede eller uorganiserede. Det er altså ikke et egentlig parti, men partiernes medlemmer er naturlige vigtige deltagere”.
PSJ er helt klart inspireret af Barcelona, hvor der er kommet en ny borgmester med rødder i boligbevægelsen. Om en sådan udvikling også er muligt i København, det kan kun fremtiden vise.
Peter Schultz Jørgensen: Opgøret om København. 244 sider. 235 kroner (vejl.) Forlaget Bogværket 2021.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
