Fra de fyldte busser gennem nattens mørke til 12-timersvagter ved lange rækker af samlebånd i en enorm lagerhal: Dokumentarfilmen Union viser den barske virkelighed for millioner af arbejdere i USA.
De arbejdere, som dokumentaren følger, er ansatte ved techgiganten Amazon, og selv om firmaets logo symboliserer en smilende mund, virker arbejderne mest af alt udkørte på busturen mod lagerhallen på Staten Island, New York.
En sort mand iklædt bandana, kasket og grillz står i mørket på fortovet uden for lagerhallen og vender burgere på en grill. Navnet er Chris Smalls, og han står der for at snakke med de mange arbejdere, der trasker til og fra bussen. Chris byder dem på en bid mad og fortæller, hvorfor de bør tilslutte sig kampen om at oprette USA’s første fagforening for ansatte ved Amazon.
I september fik jeg selv mulighed for at interviewe og opleve Chris Smalls under ManiFiesta i Belgien. Her hørte jeg blandt andet om, hvordan han under coronapandemien var blevet fyret fra lagerhallen på Staten Island, efter han anførte en protest imod manglen på sundhedsforanstaltninger på arbejdspladsen.
Artiklen fortsætter…
Læs også
Udland
Festival og faglig samtale
Fagforeningsleder for Amazon-arbejdere: Gør din fagforening tiltalende i kampen!
Men én ting er at høre om den 11 måneders faglige kamp under en pavillon og Amazons desperate forsøg på at forhindre dets ansatte i at tilslutte sig en fagforening, en anden ting er at se det.
Og jeg må sige, at filmen Union giver et indblik, som kun en god dokumentarfilm kan.
Der er nærmest ikke tid til, at lagerarbejderne kan få lov at gå på toilettet, og hvis bussen kommer for sent, kan det koste en arbejder jobbet. Men til hver en tid kan de ansatte blive hevet væk fra samlebåndet og tvunget til at deltage i timelange møder om, hvorfor de ikke bør støtte forsøget på at oprette en fagforening.
Skjulte kameraer, gemt under trøjen på ansatte, viser den kapitalistiske hjernevask, som Amazon udsætter sine ansatte for.
Ikke et rosenrødt billede
Ude på fortovet fortsætter kampen for at samle nok underskrifter til, at der kan blive afholdt en afstemning om at organisere de ansatte på lagerhallen på Staten Island i USA’s første fagforening for Amazon-arbejdere.
Dokumentarfilmen viser, at Chris Smalls jo langt fra er alene i den kamp. Nok er det ham, der har været ansigtet udadtil, men med ham står en mangfoldig gruppe af mennesker, der bruger mindst lige så meget tid under pavillonen og til de digitale Zoom-møder, hvor den faglige strategi bliver lagt. Men det er ikke dém, der er blevet inviteret på Dr. Phil, CNN, Fox News eller ManiFiesta.
Der er stærk solidaritet mellem de faglige kammerater. Man lytter til hinandens bekymringer og kan relatere til hinandens problemer i dagligdagen. Men dokumentarfilmen Union forsøger ikke at male et rosenrødt billede af den faglige kamp.
Nogle gange er man ved at give op, og selv aktivister, der har spillet nogle af de største roller for bevægelsen, kan ende med at falde fra. Der kan opstå et hav af uenigheder, når en flok ildsjæle er samlet om en sag, de for alvor brænder for:
Kan man tillade sig at aflyse et møde, fordi den person, der har indkaldt mødet, kommer 15 minutter for sent? Er der nogle, der har mere ret til at komme for sent end andre? Hvorfor råber vi?
Union giver et oprigtigt indblik i klassekampen. Det gælder også, når det kommer til at afspejle de metoder, som Chris Smalls og hans kammerater benytter for at komme i kontakt med arbejderne og overbevise dem om, at en fagforening er det rigtige valg.
Gratis pizza og gratis cannabis. En projektor, der med stor skrift lyser teksten “Du er ikke en robot” op på lagerhalsbygningen. At trænge ind og afbryde møder på arbejdspladsen for at oplyse om kampen. At blive slæbt væk af politiet.
“Kan arbejderklassen i Danmark finde inspiration hos arbejderklassen i USA?” – var en tanke, der i mit hoved blev fremprovokeret af dokumentarfilmen Union.
Jeg så Union som en del af dokumentarfestivalen CPH:DOX i København.
Filminstruktørerne bag dokumentaren er Brett Story & Stephen Maing.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
